Story of my life // Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2013
  • Opdateret: 17 jan. 2014
  • Status: Igang
Josephine er en 16-årig pige, som bor i London med sin mor, Anne, og lillesøster, Sophie. Hun er en helt normal pige, som går i skole som alle andre. I det hele taget er der intet unormalt ved Josephine.

Josephines største drøm er at blive stylist, og hvad mon der sker når hun får chancen for at blive stylist for fem drenge?

31Likes
15Kommentarer
2260Visninger
AA

13. Kapitel 13.

Stilheden i røret varede lang tid..
Alt for lang tid.
Jeg sad bare med lukkede øjne, og holdte Harrys hånd.
"Mor, er du der?" sagde jeg og bed mig i læben.
Holy fuck hvor jeg hadede det her.
Er i godt klar over hvor nervøs jeg var?
Min mor hostede lavt.
Åh nej..
Det lød ikke som et godt tegn.
"Er det virkelig det du vil Jose? Væk fra din familie og dine venner i 10 måneder?"spurgte min mor.
Jesus..
Nu skulle min mor selvfølgelig gøre mig i tvivl..
Jeg havde min familie derhjemme.
Mine venner derhjemme.
Og jeg kendte knap nok drengene..
Hvad skulle der lige ske hvis vi blev totalt uvenner, eller jeg blev fyret?
Hvad fanden skulle jeg så lige gøre var?
Men på den anden side..
Det var en KÆMPE chance for mig!
Jeg måtte tage den.
"Ja mor. Jeg kommer til at savne jer alle sammen så meget. Men du må forstå at det her ikke lige sker hver dag, og det er min drøm" sagde jeg.
Det var ikke for at skælde min mor ud eller noget, men hun måtte bare forstå hvor gerne jeg ville det her.
Der blev helt stille igen.
Igen synes jeg at stilheden varede syyygt lang tid..
"Hvis du så gerne vil, er det okay med mig" sagde min mor.
FUCK JA MANNER!
Jeg skreg så højt jeg overhovedet kunne!
Men fuck det!
Jeg skulle på verdensturné!
"Tusind tusind tusind tak mor! Elsker dig!" sagde jeg.
Jeg var lige ved at få tårer i øjnene!
Så glad var jeg virkelig.
Utroligt hvor glad jeg var blevet for det her job efter 1 enkelt dag.
Jeg kunne pludselig høre nogen græde i den anden ende af røret.
Det var min mor.
Hun græd ikke.. 
Hun hulkede nærmere.
"Mor. Græder du?" spurgte jeg, og slappede lidt mere af igen.
Nu fik jeg det helt dårligt.
Min mor ville selvfølgelig også savne mig..
"Nejnej skat. Jeg er bare så stolt af dig" sagde min mor.
Jeg kunne høre hun prøvede at holde tårerne tilbage.
Jeg smilede.
"Jeg elsker dig mor" sagde jeg.
"Jeg elsker også dig skat. Men hvad? Skal vi komme med dine ting i aften eller?" sagde min mor.
Så kom den praktiske mor frem igen.
Det var egentlig dejligt nok.
"Det må i meget gerne. Så kan vi også få sagt ordentligt farvel" sagde jeg.
Der blev stille igen.
God no..
Hvad skulle den stilhed nu betyde.
"Hvornår rejser i videre fra London?" spurgte min mor så.
Det vidste jeg jo egentlig ikke.
"2 sekunder" sagde jeg, og satte min mobil på lydløs.
Jeg kiggede op på Harry.
"Hvornår rejser vi videre?" spurgte jeg.
Harry smilede til mig.
Han havde jo så nok fundet ud af at jeg skulle med dem på turné.
"Imorgen kl. 10" sagde Harry.
Jeg slog lydløs fra, og tog mobilen op til mit øre igen.
"Vi rejser imorgen kl. 10" sagde jeg til min mor.
"Det er iorden skat. Vi ses senere. Elsker dig" sagde min mor.
"Elsker også dig" sagde jeg, og lagde på.
Da jeg havde lagt på, skreg jeg igen så højt jeg overhovedet kunne.
Jeg krammede Harry, mens jeg igen var ved at begynde at græde.
Jeg trak mig lidt væk fra Harry for at tørre mine øjne.
Selvfølgelig græd jeg af glæde ik?
Altså hvorfor fuck skulle jeg ellers græde!?
Jeg var overdrevet glad!
Harry kiggede mig i øjnene.
Grønne øjne.
Holy moly hvor var jeg glad for at jeg skulle være sammen med dem.. Nej.. Harry.. Nej alle drengene i 10 måneder.
Harry lænede sig frem mod mig.
Hans læber var få centimeter fra mine..
Da det bankede på døren.
Fuck da det.
Det var det første tidspunkt hvor jeg virkelig følte for et kys.
"Kom ind" råbte Harry og jeg i kor.
Akavet alligevel..
Det var ret kikset.
Niall trådte ind ad døren.
"Har du snakket.." mere nåede han ikke at sige, før han fik øje på Harry.
"Nånå, hvad har i to så lavet?" spurgte Niall, og lavede et rigtig pædoblik til os.
For fanden Niall..
Dirty minded Nialler.
"Jeg skal med jer på turné!" sagde jeg, og lyste op som et juletræ.
Nialls øjne blev store, og han lavede et hop der var så højt, at han nærmest slog hovedet op i loftet.
Okay, det var lidt en overdrivelse.
Whatever.
Niall stak hovedet ud på gangen og råbte efter de andre drenge.
Efter 20 sekunder stod de allesammen, inklusiv Amanda, inde på mit værelse.
"Jeg skal med jer på tour" sagde jeg og smilede.
De lod allesammen til at blive glade.
Lige undtagen Zayn.
Han stod bare og smilede, mens de andre nærmest jublede.
Men hvorfor?
Havde jeg gjort et dårligt indtryk på ham or something?
Æh, i really don't know?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...