Gennem glasvæggen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
"Jeg elskede min stedfar. Og når jeg ser på mor, ser hvor anderledes hun er, så gør det ondt. For jeg elskede min stedfar, så vidt som hun elskede sin mand. Jeg vidste jo ikke, hvad han gjorde, ikke før jeg ved et uheld så det. Men hver gang jeg ser på mor, krøller min mave sig sammen. For jeg holdt virkelig af ham, For han var en mand, vi ikke var i stand til at hade før det var for sent."
Det her, er Marcus historier.
*biddrag til vold-i-familien-konkurrencen*

19Likes
42Kommentarer
884Visninger
AA

1. kapitel 1

Jeg elskede min stedfar. Og når jeg ser på mor, ser, hvor anderledes hun er, så gør det ondt. For jeg elskede min stedfar, så vidt som hun elskede sin mand. Jeg vidste jo ikke, hvad han gjorde, ikke før jeg ved et uheld så det. Men hver gang jeg ser på mor, krøller min mave sig sammen. For jeg holdt virkelig af ham. Han var en mand, vi ikke var i stand til at hade, før det var for sent.

Jeg tror, jeg var omkring syv år, da jeg mødte ham første gang. Var jeg letpåvirkelig eller bare naiv? Eller var han virkelig så fantastisk?

Mor havde sagt, hun havde en overraskelse til mig den dag. Jeg troede, det var et computerspil. Eller, jeg håbede det var. Men jeg troede, at det nok bare var en eller anden kikset film, hun syntes, jeg skulle se. En eller anden, hun selv begyndte at tude over. Men da vi stod der på parkeringspladsen, et sted, jeg ikke kendte, begyndte det er gå op for mig. Det var hverken et computerspil eller en tøsefilm.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg med en rynket pande.

”Marcus... i et stykke tid, har jeg set én... én, jeg gerne vil have du skal møde.”

”Skal du giftes?” Min mund åbnede sig.

Mor grinede og rodede op i mit hår. ”Nej, jeg skal ikke giftes. Jeg vil bare have, at I skal mødes.”

Jeg rynkede panden en anelse.

”Hvornår skal du så giftes?”

”Hvem har plantet den tanke i hovedet på dig?” Hun så ned på mig og hævede øjenbrynene. Jeg så bare op på hende.

”Så jeg vil gerne have, du opfører dig, som du altid gør, når jeg får gæster. Betragt ham som en gæst.”

”Mmh...” mumlede jeg.

Jeg gik op af trapperne, der var foran huset. Mor ringede på, og kort tid efter åbnede døren sig. En meget høj mand trådte frem i døråbningen. Jeg måtte lægge hovedet tilbage for at se på ham.

”Marcus?” sagde manden spørgende med det ene øjenbryn løftet.

”Mmh,” sagde jeg og rakte hånden frem mod ham, som mor sagde, man skulle. Hans hånd føltes stor over min, da han tog den i et fast tag.

”Christian,” sagde han. Hans øjne veg ikke fra mine, og jeg kunne ikke lade være med at føle en smule ubehag. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor dengang, men jeg tror, jeg har fattet det. Der var sjældent nogen, der kiggede sådan på mig.

Han var pæn. Måske var det bare mig, men jeg syntes, han lignede far en smule. Jeg havde kun set billeder, men bare en lille smule... det samme lyse hår, strøget tilbage. Da Christian bød os indenfor og vendte sig om, så jeg, han havde en lille kort hestehale. Sådan en havde far ikke haft. Men far havde også været høj og bredskuldret. Og gået i skjorter... det havde mor sagt. Det gjorde Christian også. Hans skjorte var hvid, men en mærkelig sort lomme. Som om den var gået i stykke og nu skulle lappes. Men jeg sagde ikke noget. Jeg havde også set de kjoler, mor kiggede på i butikkerne. Så jeg sagde ikke noget.

Jeg tror, han kyssede mor, da jeg vendte mig væk fra døren og tog mine sko af. Ad.

”Hvad vil du have?” spurgte Christian, som han gik forbi mig og drejede af ved den næste dør. Køkkenet.

Min mund åbnede sig i et lydløst ”wow.” Sådan et køkken ville jeg også have. I hvert fald på et tidspunkt, når jeg blev gammel nok. Det syntes mor ikke, jeg var. Først skulle jeg blive atten.

Det var et køkkenet med fliseborde, der var sorte, og vægge i en mørk rød farve. Et stort køkkenbord stod i midten af køkkenet.

”Har du cola?”

”Det har jeg da,” svarede Christian og smilede. Igen havde han givet mig den mærkelig fornemmelse i maven, jeg ikke havde kunne placere. Måske var det, fordi folk sjældent smilede til mig på den måde. Sådan venligt.

”Ja... tak,” skyndte jeg mig at tilføje. Jeg skulle være høflig. Og desuden så var det sjældent, jeg fik cola i hverdagen.

”Sæt dig bare,” Christian nikkede til de høje stole. Med lidt besvær kom jeg op på den, og Christian stillede et glas med cola i foran mig. Der var også isterninger. Christian hoppede op på stolen ved siden af mig. Pludselig blev jeg opmærksom på, at mor er væk. Måske var hun gået på toilettet?

”Nåh... Marcus... er du fodboldtypen?”

Jeg havde nær fået min cola galt i halsen, i min iver efter at svare, og jeg hostede. ”Nej,” kvækkede jeg.

”Hvad er så dig?” han løftede øjenbrynene og smilede, da jeg så med store øjne på ham. Og igen tror jeg, det var det der ved ham. Den følelse kom af at være en dreng på syv år, der ikke rigtig havde andet. Det var ikke mange, der havde spurgt sådan til mig. Ikke udover mor.

”Jeg har hørt du snart bliver gammel,” sagde han så i stedet for.

”Jeg bli'r ikke gammel.” Jeg tilføjede: ”Jeg mener... hvis jeg bliver gammel, hvad gør det så jer til?”

Christian grinede. ”Det er et godt spørgsmål. Mumier måske?”

”Mumier finder kun i Ægypten!” Det røg ud af mig. Men det var måske lidt mærkeligt, at jeg vidste det, og han ikke gjorde. Så jeg syntes, jeg skulle fortælle ham det.

”Såh... så det gør de. Men hvad nu, hvis jeg er født i Egypten, måske ved jeg mere om det, end du gør.” Han sagde det med et drævende stemme, og jeg rystede på hovedet af ham. Men kunne ikke lade være med at grine. ”Det tror jeg ikke! Du har lyst hår.”

Christian fik sine øjenbryn til at bevæge sig på en mærkelig måde, og jeg kunne slet ikke lade være med at grine. ” Man ved aldrig,” sagde han med en hemmelighedsfuld stemme og blinkede til mig.

Jeg nåede ikke at svare, før mor pludselig stod bag mig med hånden på min ryg.

”Christian har sagt, han vil tage os med i Tivoli i dag. Hvordan lyder det?”

Mine øjne bliver store, og jeg vendte mig halvt rundt på den høje stol og så på mor. Vendte mig så igen og så på Christian.

”Virkelig?” Christians smil blev større, da han nikkede. Han smilede meget.

Jeg så ned på min halvdrukne cola. ”Tager vi af sted nu?”

”Så snart du har drukket din cola.” Mor rodede igen op i mit hår, og jeg lod hende bare gøre det. Jeg var ikke rigtig i stand til at forstå, at jeg skulle i Tivoli, og jeg havde fået cola.... på samme dag.

***

 

 

”Kom, Marcus.” Mor smiler forsigtigt til mig og tager om min arm. Men jeg ryster på hovedet. Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til værelset. Ikke lige nu. Hun ser næsten en smule skuffet ud. Men så stiller hun sig på tæer og kysser mig på kinden, før hun går tilbage gennem gangen.

Jeg er skudt i vejret de sidste par år, men i løbet af de to sidste dage, er det, som om hun er blevet mindre, min mor.

En af medhjælperne hilser på mig, da jeg går igennem gangen hen til fællesrummet. Jeg prøver at smile tilbage, men det bliver vist kun til en grimasse. Amalie sidder som den eneste i en af de polstrede lænestole længst væk fra døren. Hun ser ikke op, da jeg kommer.

”Hej, mumler hun så.

”Hej dig selv,” mumler jeg i et kejtet forsøg på at lade være med at sige det samme hver gang, jeg ser hende. For jeg siger aldrig andet til hende. Kun "hej", men af vane sætter jeg mig ved siden af hende og tænder for tv'et.

***

Christian havde årskort til Tivoli, så da han flyttede ind hos os to måneder efter, jeg havde mødt ham første gang, så tog jeg i Tivoli med ham hver gang, vi kunne få det til at passe med mig, der fik tidligt fri, og ham, der arbejdede sent. Men han tog også tidligt fri nogle gange for at være sammen med mig.

Et år efter, da jeg var blevet for træt af Tivoli, plejede vi at lave andre ting. Vi plejede at gå ture i skoven. Eller også fortalte Christian mig om et nyt computerspil, jeg måtte prøve. Han fik altid min ønskeseddel til at blive lang, både den til min fødselsdag og også til jul.

Vi gjorde så mange ting sammen, og så meget af det hele tiden, at jeg sjældent så mor. I hvert fald den første periode, hvor vi var flyttet ind hos ham. Jeg tror, mor sagde noget til ham en dag. For pludselig skulle der også være tid til hende. Og vores gåture måtte vente.

Da jeg lige var fyldt otte, kom de ind og fortalte mig, at jeg skulle have en lillesøster.

Mor sad på knæ foran mig, imens Christian stod henne ved døren med korslagte arme, men han så ikke sur ud. Mors mørke hår faldt ned i hendes øjne, og hun strøg dem hurtigt væk med en kort bevægelse af hånden.

”Virkelig?” spurgte jeg, for måske var det ikke sandt.

”Virkelig,” svarede Christian over fra døren og smilede.

”Jeg vil hellere have en lillebror.”

Både mor og Christian begyndte at grine. Jeg rynkede panden. Hvad var det, der var så sjovt?

”Vi er heller ikke sikre på, om det bliver en pige. Det er bare din mors intuition.” Han sænkede stemmen og kiggede på mig med et fjoget blik og sagde:” Kvinder er mærkelige.”

Jeg grinede.

”Ja, se,” mor rejste sig op. ”Hvis vi får en kvinde mere i huset, bliver jeg ikke udsat for jeres drillerier. ”

Jeg smilede. Men jeg var ikke helt sikker på, at jeg gerne ville have en lillesøster... eller en lillebror. Måske ville Christian så helt glemme mig. Eller måske forsvinde. Mor sagde, at folk forsvinder nogle gange, når de ikke gider være her mere. Og måske ville han tage min lillebror eller lillesøster med... og mor. Jeg tror godt, han kunne glemme mig, hvis han virkelig prøvede.

Resten af den aften prøvede jeg at glemme, at jeg skulle have en søskende. Vi lavede kakao, fordi det var fredag, og mor sagde, vi skulle se 'Disney sjov', fordi det havde vi altid gjort, så det gjorde vi. Eller mor gjorde. Jeg og Christian sad og legede med hans Ipad. Og da jeg skulle i seng, havde jeg næsten glemt alt om min kommende lillesøster... eller lillebror. Sådan næsten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...