Not another love story

Victoria er 17 år, og bor i London med sin mor og søster. Hendes mor er alkoholiker og der for er Victoria og hendes storesøster (Angie), på 19 år meget tætte. deres far er forsvundet, og ingen har set ham i 13 år.

Da Victoria har været ude at shoppe med sin søster, er de på vej med bussen hjem. Victoria taber sin vand flaske og den triller ned i den anden ende af bussen. Vic (Victoria) løber efter den mens at hun griner med sin søster. da hun er skal lige til at hoppe ud efter den bliver den stoppet af en fod...

5Likes
2Kommentarer
361Visninger
AA

5. En ny start?

Jeg havde været i skole hele dagen, og på en måde glædede jeg mig, selv om jeg ikke ville glæde mig. Det var jog drengen der ødelagde mig! Jeg ved jeg har sagt det meget, men det kunne jeg ikke bare glemme.

Da jeg kom hen til parken kom jeg i tanke om at vi jo ikke havde aftalt hvor i parken, og som om han kunne læse mine tanker skrev han. #Hey, hvor skal vi mødes i parken? #Jeg skrev bare hurtigt tilbage. #ved gyngerne# #okay, ses# Svarede han. Jeg smilede, men fangede hurtigt mig selv i øjeblikket og nev mig selv. Det gjorde ondt, men jeg ville ikke blive glad for ham, han kunne ikke tilgives.

”Vic!” hans stemme var som ren musik i mine øre, NEJ! han er dum. Jeg måtte ikke lade ham fange mig, for lige så snart han havde mig i hans greb, så kunne jeg ikke komme ud. Han sad ovre på en af gyngerne og viftede mig over. Han kiggede på mig med de mest charmerene øjne han havde. Jeg vidste han ville prøve at overtale mig til at tilgive ham. Men det ville ikke virke, jeg måtte være stærk.

”Vic, jeg er så ked af det hele please, tilgi-” jeg afbrød ham før han kom videre ”Zayn, du ved jeg ikke kan tilgive dig. Det du gjorde ødelagde mig og det ved du. Hvis du virkelig var så ked af det havde du skrevet eller i det mindste ringet til mig og spurgt hvorfor jeg ikke havde skrevet tilbage. Du vidste at det ville gøre ondt, og alligevel havde du ikke nosser nok til sige det til mig personligt. Det er ikke tilgiveligt, det ved du. ” Han sad bare og så forvirret på mig.

"Me-men..." stammede han. "Zayn... Jeg kan ikke tilgive dig...Farvel..." jeg vendte mig om og ville gå, men jeg blev stoppet af en hånd om mit håndled. Zayn vendte mig om og vores læber mødtes i et kys. Jeg ville stoppe ham, men jeg kunne ikke. da jeg endelig fik taget mig sammen til at skubbe ham væk, så han på mig med forvirede øjne og sagde "Vic, jeg elsker di-" SLASK! jeg gav ham en stor lussing. Han var i chok, pressis lige som mig, men han fortjente ikke en tilgivelse. Alt hvad han havde gjort mod mig havde været som et søm i et bræt, han kunne hive det ud men hullet vil altid være der.

Jeg vendte mig fast om, han tog igen fat om mit håndled igen, men jeg stod imod. Han kunne let vende mig om med hans stærke arme, men jeg ville ikke se ham i øjnene, og da en saltet smag ramte mine læber fandt jeg ud af at jeg græd. Jeg ville ikke græde, ikke nu! ikke nu hvor jeg skulle virke stærk og bestemt. Men med en tåre i øjet er der intet der virker bestemt. Jeg var svag, og det vidste Zayn nu. "Hvad sker der Vic?" "Tror du virkelig at du kan komme tilbage, bare sådan lige, sige undskyld en enkelt gang, og så er alt som det plejer?" tårende trillede ned af mine kinder. "Nej, men. øhhh... altså... ja lidt... måske?" hans svar var svært at forstå. "Zayn, lad mig være. Jeg vil ikke se dig igen. Det troede jeg at du heller ikke ville..." Jeg vendte mig om for tredje gang, og han gav mig lov til at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...