I can't be changed - Zayn Malik - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2014
  • Status: Igang
Cat er en meget indelukket pige. Hun er mest for sig selv, og har det meget svært med at lukke folk ind i hendes liv. Men da hun møder Zayn Malik, ændre tingene sig lidt. Hun fortæller ham ting, som hun aldrig har fortalt nogen som helst om. Hun er bare ikke helt åben over for ham, hvilket han heller ikke er for hende, så mon det nogen sinde kan udvikle sig?

10Likes
2Kommentarer
992Visninger
AA

12. I got rabed

Zayn’s synsvinkel;

Hvorfor havde hun ringet? Eller bare givet besked fra sig? Kunne hun ikke lide mig mere, eller..?

Alle mulige spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig, og jeg forstod nada.

Vi havde alle sammen prøvet at kontakte hende. Tage hjem til hende.

Inden hjemme.

Jeg gik snart i panik. Var der sket hende noget?

Vi havde kontaktet politiet, og givet al den information vi havde om hende.

Politiet kørte rundt alle steder i London, og vi ledte også selv alle fem. Vi delte os op i to grupper. Hver dag. Hver aften. Hele tiden.

Vi sov alle sammen dårligt, og kunne ikke forstå hvorfor hun ikke havde givet svar fra sig.

 

Efter at politiet havde hjulpet i 36 timer, fandt vi et spor.

Hendes mobil. Vi havde sporet den, og fandt den i en container ved et område hvor man helst ikke skulle gå alene. Man burde slet ikke være der!

Vi ledte overalt. Hængte plakater op i området, og sådan. Vi kunne ikke spore hendes forældre.

Det navn hun havde, var blevet ændret. Hun hed engang noget andet, men hendes forældre var ikke til at kontakte.

 

Vi gik en formiddag ude ved de der klamme gyder og ledte, da Niall råbte: ”Jeg har fundet noget!” vi løb hen til ham og fandt hendes jakke. Lå bare på jorden.

Vi ledte videre og jeg så en bekendt sko.

Tårerne pressede sig på da mine værste tanker kom frem.

Jeg løb hurtigt derover med drengene lige i hælene.

Der lå hun. På jorden helt bevidstløs.

Jeg tog hende op i mine arme.

”Cat!” hviskede jeg. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg vidste hvad jeg skulle gøre.

Liam mærkede om der var nogen puls. ”Vi skal have hende på hospitalet med det samme!” hans stemme var bestemt, og inden længe kom politiet og ambulancen.

Jeg tog med ind i ambulancen, mens drengene kørte med i politi bilen bag ved.

Hun fik drop, nakke- støtte, iltmaske og alt det der lort. Det lort som der skulle hjælpe hende.

Jeg sad med hendes hånd i min. Varmede den. Bad til gud. Hun måtte ikke forlade mig. Jeg har ikke fortalt hende det eneste hun aldrig har hørt nogen sige til hende.

Hun skal ikke forsvinde uden de ord. De tre ord, der ville ændre hendes liv, hvis hun fik dem af vide.

… *3 timer på sygehuset* …

Min hjerne var kortsluttet. Der var intet som kørte rundt i hovedet på mig mere.

Håbet var efterhånden ved at falde. Det lyder måske plat, når der ’kun’ var gået 3 timer, men tanken om at hun måske har ligget dér på jorden i over et døgn, gjorde mig fortabt.

Hjælpeløs.

Tårerne trillede ned af mine kinder. Vi sad alle fem i tavshed.

Lægen havde sagt at de ville holde os underrettet hele tiden, når der skete noget nyt. Men det var nu halvanden time siden der sidst kom noget nyt, og jeg var ved at tro at hun ville give slip.

Give slip på det liv hun havde haft ufortjent. Det lorte liv hun havde engang, ville være væk snart.

Hun ville være snart ikke kunne være i min favn mere..

 

Cat’s synsvinkel;

Mørket.

Det var fredfyldt. Ingen problemer. Ikke flere onde sjæle til at gjorde mig ondt.

Jeg var alene. Endelig.

Men der var noget som fik mig til at se lyset igen.

En person som jeg kunne lide, kom frem i mine tanker.

Stemmen.

 Følelsen.

Alt det jeg elskede. Ham jeg elskede.

Zayn.

Jeg besluttede mig for at kæmpe. Glemme alt det jeg havde været igennem, før ham. Før mit liv begyndte at give bare lidt mening.

Tanken om at forlade ham, var som en kniv i hjertet.

Jeg havde hørelsen, og kunne høre bekymrede stemmer. Hvad de sagde kunne jeg ikke tyde. Men én stemme kunne jeg dog forstå.

En lille stemme som sagde at jeg skulle klare. Kæmpe.

Den lille stemme kom fra mig selv. Jeg var fast besluttet på at følge den. Tage de råd jeg nu engang fik fra den. Tænke på at jeg havde noget at kæmpe for. At mit liv ikke var forbi. Og jeg troede på den.

 

Zayn’s synsvinkel;

Da lægen kom ind i det lille rum vi havde lånt, mens vi ventede, rejste jeg mig hurtigt op.

Gik med faste skridt hen mod ham.

Alle kiggede hen på ham.

”Cathrine skal nok klare den.” sagde han så. Cathrine? Sagde han lige det?

”Hun har åbnet øjnene, og trækker selv vejret nu.”

”Må vi se hende?” spurgte jeg med håb i stemmen.

”Ja, men kun én ad gangen. Hendes tilstand er stadig skrøbelig.”

Vi nikkede alle som én. Jeg kiggede hen på drengene, som gjorde tegn til at jeg skulle gå ind til hende, som den første.

Mine øjne lyste af taknemlighed, for deres forståelighed.

 

Jeg gik stille hen til kanten af hendes seng, og satte mig på en stol, der stod ved siden af.

Jeg lagde forsigtigt hendes hånd i min. Hun rømmede sig, og kiggede hen på mig med et lille smil på læben.

”Hey.” sagde hun stille og hæst.

”Hey.” sagde jeg.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg bekymret.

”Bedre. End nogen sinde.” sagde hun og smilte for sig selv, mens hun kiggede op i loftet.

”Er du OK?” spurgte hun og så mig i øjnene.

”Hvad skete der, Cat?” spurgte jeg underligt. ”Hvad lavede du helt derude i den del af London? Hvorfor?”

Hun sukkede, og lukkede øjnene et kort øjeblik.

”Jeg.. Jeg kan ikke forklare det li-” men jeg afbrød hende: ”Jo, du kan!”

En tårer trillede ned af hendes kind, men jeg tørrede den væk. ”Cat..” sagde jeg. ”Jeg vil bare gerne vide hvad der skete. Så jeg ikke skal være mere bekymret for dig end jeg er i forvejen. ”

”Undskyld,” sagde hun. ”Men jeg kan bare ikke klare at tænke på det lige nu.” ”Men-” ”Jeg vil bare gerne have lidt fred. Lige nu.” afbrød hun mig, og kiggede med seriøse øjne på mig.

”Det forstår jeg godt.” sagde jeg, kyssede hendes pande, og gik hen mod døren. ”Vent Zayn!” sagde hun hurtigt. Jeg vendte mig om og kiggede smilende på hende: ”Bare rolig. Jeg lader bare lige de andre komme ind. Jeg forlader dig ikke. Det lover jeg.”  Hun smilte, og jeg gik.

 

Cat’s synsvinkel;

Livet på sygehuset var ikke ligefrem det fedeste.

Maden var a’ lort til, sengene var hårde, nåle og piller var overalt.

Det eneste der gav mig et smil på læben var, når jeg så Zayn hver dag. Han sov nogle hos mig, men andre dage derhjemme. Han har jo trodssalt også et liv.

Men det der gjorde smilet ægte var, at han holdte sit løfte.

Han ville ikke forlade mig.

Det var jeg lykkelig over! Jeg havde brug for den støtte han gav mig. Det at der rent faktisk var nogen som tænkte på mig.

Men der var én ting. Én ting jeg ikke kunne komme udenom.

Jeg blev nødt til at fortælle ham hvad der var sket. Det fortjente han. Man kunne tydeligt se i hans øjne, at det sårede ham. Det at han ikke viste hvad der var sket, men at jeg bare lige pludselig var i livsfare, og endte på sygehuset.

Fedt nok, ikke?

 

”Zayn?” spurgte jeg. ”Ja?” han så søvnigt på mig. ”Jeg er klar til at fortælle hvad der skete.”

Jeg forklarede om dengang jeg blev voldtaget. Hvilke fejl jeg havde begået, og hvem det var.  Den klamme fyr, der gjorde alle de forfærdelige ting mod mig var i virkeligheden bare en fremmed. Jeg mødte ham tilfældigt i toget. Vi faldt i snak og blev sådan lidt gode venner. Han virkede flink nok på det tidspunkt.

Men efter et halvt år ændrede det hele sig.

Jeg var ude og gå en tur, da jeg blev overfaldet. Han ’bortførte’ mig, og tog mig med hjem til hans klamme garage. Dér hvor alt det forfærdelige skete.

Det ændrede mit liv. Jeg fortalte ingen om det. Jeg var flov. Flov over at han faktisk tog min mødom.

Han havde så tydeligvis fundet mig igen. Men denne gang var det ikke for noget som helst med sex at gøre.

Han ville bare være flink, som han nu sagde. Han ville gøre en ende for mine lidelser, og det lorte liv jeg nu engang havde.

Da jeg fortalte ham at det faktisk var begyndt at gå bedre, troede han selvfølgelig ikke på mig. Med et enkelt virkelig virkelig virkelig virkelig, okay jeg tror i har fattet det, hårdt slag i tindingen, så jeg faldt om.

Han troede jeg døde på stedet, fordi så dum som han nu er tjekker han ikke sådan noget. Men jeg døde jo så sjovt nok ikke.

Jeg faldt om, ja. Men jeg besvimede kun. Grunden til at man næsten ikke kunne finde min puls, da de fandt mig, var fordi jeg havde ligget ned så længe. Altså, jeg havde ligget udenfor i en klam kold gyde, i over et døgn. Uden mad og drikke.

Slaget var faktisk det mindste af mine problemer.

 

Da jeg havde forklaret det hele til Zayn tog han det ikke særlig pænt. Faktisk blev han så vred at sikkerhedsvagterne måtte komme og fjerne ham, fordi han stressede mig.

Det lyder måske overdrevet når jeg siger det her, men jeg lyver ikke! Jeg var ved at få et anfald, på grund ham.

Ville ønske jeg vidste hvorfor han reagerede sådan.

 

Zayn’s synsvinkel;

Grunden til at jeg reagerede som jeg gjorde var fordi jeg jo elskede hende.

Tanken om at det klamme svin havde gjort min engel fortræd, var ikke til at bære.

Jeg fortrød straks at jeg havde reageret sådan. Sikkerhedsvagten kom, og jeg var lige ved at give Cat et anfald.

Hvad sker der for mig?!

Well, jeg blev vist pænt ud af sygehuset, og havde lov til at tage hjem. Yay..

Følte I ironien der?

Anyway.

Jeg skrev en besked til hende, hvor jeg undskyldte meget omkring min opførsel.

”Du må virkelig undskylde, Cat! Det var ikke meningen, at jeg ville reagere sådan, men tanken om at det svin gjorde dig ondt.. Det sagde bare klik for mig, dér..”

”Bare rolig, Zayn. Det’ okay. Vi ses jo i morgen. Bare lov mig at du bliver hjemme i aften, og at du opføre dig pænt i morgen.”

”Don’t be worry, babe. Promise I’ll be okay for tomorrow. <3”

“Night. <3”

 

Tja.. tanken om at finde svinet og dræbe ham var fristende, men jeg havde jo lovet hende.

Hun havde sikkert skrevet til drengene at de skulle holde øje med mig, fordi de insisterede på at vi skulle have en lille film aften, bare for at tænke på noget andet.

De havde vel ret, men det var jo indlysende..?

 

Svinet skulle ikke tro jeg ville glemme ham. Hah..!

Han var så godt som død, når jeg først fik fat i ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...