I can't be changed - Zayn Malik - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2014
  • Status: Igang
Cat er en meget indelukket pige. Hun er mest for sig selv, og har det meget svært med at lukke folk ind i hendes liv. Men da hun møder Zayn Malik, ændre tingene sig lidt. Hun fortæller ham ting, som hun aldrig har fortalt nogen som helst om. Hun er bare ikke helt åben over for ham, hvilket han heller ikke er for hende, så mon det nogen sinde kan udvikle sig?

10Likes
2Kommentarer
966Visninger
AA

3. Friends..?

Det var nu 3 dage siden det med ham der Zayn dimsen skete. Hver gang jeg gik ned af gaden, følte jeg mig overvåget. Jeg har kigget rundt som en anden idiot, fordi jeg hele tiden har følt, nogen har fulgt efter mig. Men jeg kunne ikke rigtigt finde ud ud af hvem, da der ligesom er pænt mange mennesker på en gade som Strøget.

Jeg valgte derfor at gå ind på Starbucks igen, for at få dagens eftermiddagskaffe. Til min store overraskelse så jeg en af de fyre Zayn hang ud med – eller hvad de nu gjorde, hvad fanden ved jeg..?- sammen en anden fyr, også brunt hår men med krøller. Jeg ville ignorere dem, hvis ikke det var fordi ham den første havde set mig, peget på mig, og sagde et eller andet til ham med krøllerne. Jeg rystede på hovedet og satte mig hen til bord, for at drikke kaffen – en lækker stor kop kaffe latte hvis nogle sku’ spørge – Igen, følte jeg mig overvåget, men før jeg kunne kigge mig om, sad de to fyre foran mig. De smilede venligt. Jeg kiggede underligt på dem. ”Undskyld,” sagde ham med den strippede t-shirt. ”Jeg hedder Louis.” ”Og jeg er Harry.” sagde ham med krøllerne lige bagefter. ”Øhm, hej.” sagde jeg akavet. ”Er i ham der Zayn dimsens venner, eller..?” De klukkede begge, jeg kiggede uforståeligt på dem. ”Ja, vi er Zayn’s venner.” sagde ham der Harry. ”OK..?” sagde jeg. ”Hvad vil I så?” spurgte jeg. ”Vi ville spørge om du ikke ville.. du ved.. hænge ud..?” sagde/spurgte Louis usikkert. ”Men I kender mig jo overhovedet ikke, og mere vigtigt så kender jeg ikke jer.” svarede jeg. ”Jo, men så kunne du lære os alle fem at kende. ” sagde Harry så. ”Fem?” spurgte jeg. ”Ved… Ved du ikke hvem vi er?” spurgte Harry, og kiggede på mig som om jeg var en eller anden der havde været gravet, eller sådan noget. ”Nej? Burde jeg det?” spurgte jeg underligt. De udvekslede blikke og sagde så: ”Nej, det er bare.. det kom som en overraskelse for os.” ”Med hvad hedder du?” spurgte Louis og kiggede sjovt på mig. Næsten som om jeg var fascinerende, eller noget.. ”Øh.. Cat.” sagde jeg. – sjovt ikke? Mit navn er et dyr – ”Nå men cat,” sagde Louis. ”Vil du med hjem og lære os at kende?” han smilede venligt, og det lød jo ikke som om de var sådan nogle pædofile stoddere, såå.. ”Jaja.” sagde jeg ligegyldigt. ”Men hvis I prøver på noget, sværger jeg..” ”Wow wow wow wow woww!” afbrød Harry mig. ”Bare rolig. Det er jo ikke fordi vi voldtager nogen, eller noget.” sagde han så.

Vi var kommet hjem til vist nok louis og Harry’s lejlighed. Eller hotelværelse, var det nok mere, men det var så stort så man skulle tro det var en lejlighed, i forhold til at der jo kun bor to.

Jeg kunne høre stemmer da jeg kom længere ind i lejligheden. Høje stemmer! Der var vist nok tre, efter hvad jeg kunne bedømme. Det lød som om de skændes over et eller andet. Urgh! Jeg hader når folk skændes! Mine og forældre og jeg lavede ikke andet, det var derfor jeg flyttede hjemmefra så tidligt. Jeg er kun 17, men jeg har pengene så det gør jo ligesom ikke det helt store, da jeg voksede op i en tidlig alder. Siden jeg var 14, har jeg selv tjent mine penge, og passet mig selv. Ja, jeg lavede endda også selv mad til mig selv. Mine forældre var ikke ligefrem forældre i verdens klasse. De glemte mig tit, da de hele tiden arbejdede, eller tog til latterlige job samtaler klokken lort om morgnen hvis ikke aftnen. De troede jeg var gammel nok til selv at klare mig selv, så ja. Det blev en hurtig, trist barndom, og det er derfor jeg er blevet som jeg er. Total kold over for andre mennesker, og nærmest bange for at komme til at holde af nogle da jeg ved jeg vil miste dem. Men selvfølgelig er jeg dum, og tager med nogle vildt fremmede fyre hjem i deres million dyre lejlighed, for så finde tre andre fyre ligge og halvslås over et joystick til x-box. Hvad er de syv eller hvad?

”Drenge!” halv råbte Harry. De stoppede deres ’slåskamp’ og kiggede op. Der så jeg så ham der Zayn. Han kiggede måbende på mig, som om han ikke troede sine egne øjne. – Hvad er der galt med dem? Er de på nogle stoffer eller noget? De glor jo bare på én hele tiden. – ”Drenge. Der her er Cat. Cat det her er drengene.” sagde Louis. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Han var faktisk ret sød på en fjollet måde. Drengene rejste sig klodset op og kom hen og hilste på mig. En blond fyr med bøjle gav mig høfligt hånden og præsenterede sig selv: ”Hej, jeg er Niall.” sagde han med.. irsk accent..? Never mind, det lød sødt. En anden høj fyr med brunt hår: ”Jeg er Liam.” sagde han med et smil oven i den britiske accent. Sikkert ham fra Starbucks den anden dag. Zayn kom hen og trykkede min hånd forsigtigt, som jeg var skrøbelig.

Vi sad i sofaen og fortalte hinanden om os selv. Eller.. de snakkede til mig og jeg snakkede til dem, sådan ud til alle, i ved. De fortalte at de var det verdens kendte band One Direction, og de lød virkelig overrasket over at jeg ikke kendte til dem. Men altså hvad fanden ved jeg? Jeg er så meget for boybands og sådan. Jeg er mere til Paramore. Oh yeah, det er lige mig!

Jeg fortalte ikke alt om mig. Jeg undlod i hvert fald at fortælle at jeg ikke ville kendes ved mine forældre og at jeg ikke har nogen venner. Det ville være rart hvis de ikke fik et førstehåndindgreb om mig som en freak.

Jeg begyndte at syntes sådan lidt godt om dem, fordi de ikke var som jeg troede de var, da de fortalte at de var verdens berømte. De er faktisk helt nede på jorden, og slet ikke spor ’diva-agtige’ eller hvad man nu kunne forestille sig. De var virkelig søde over for mig, og sjove. De gjorde meget grin med hinanden og gjorde hinanden pinligt berørte, haha! Men der var noget med ham Zayn- fyren. Han virkede mystisk, og nogle gange fangede jeg ham i at kigge på mig. Men ikke på den ’normale’ måde, mere på den ’hvad er hun for en slags pige’ måde. Altså det lyder måske rigtig dumt, men i ved hvad jeg mener – håber jeg da.

”Så, Cat,” sagde Harry så. – det er da ham med krøllerne ikk’? altså jeg er virkelig forvirret, fordi de rejser sig hele tiden op, går rundt, og sætter sig ved en ny plads. Mega besværligt. – ”Du har pink hår?” spurgte han så. ”Ja,” svarede jeg. ”Det skulle helst ikke være blåt.” han klukkede let. ”Jamen hvorfor?” ”Nåårh! Det skulle du da bare have sagrt, så ville jeg give dig det svar, jeg altid har parat til når folk spørger.” han kiggede forventningsfuldt på mig. Det gjorde de alle faktisk, som om det var et spørgsmål der havde gnavet dem på irriterende måde i hjernen. ”Haha! Det vedkommer ikke dig.” sagde jeg og smilte sødt. Han så skuffet ud. ”Siger du seriøst sådan til alle der spørger?” spurgte han som om man skulle tro at en hel hær af mennesker kom forbi hver dag og spurgte ’Hey, hvorfor farver du dit hår pink? Det er da ikke normalt?’ – og nej, det er det sikkert ikke, men det er jo ligesom derfor jeg gjorde, ikke?-  ”Nej. Men jeg er jo ikke særlig irriteret over spørgsmålet lige nu, såå.” han så surt på mig. Altså I ved sådan surt som i ’fem-årig-for-ikke-sin-vilje’-surt. Jeg grinte bare af ham og gik ud i køkkenet for at hente et glas vand. Til mig selv, ahaha! … Jeg skulle til at gå ind til de andre, da Zayn kom ud i køkkenet. ”Hey,” sagde han og smilede. ”Hey,” smilede jeg tilbage. ”Så.. du vil ikke fortælle hvorfor du farver dit hår?” spurgte han drillende. ”Nejj,” sagde jeg med en lang j-lyd. ”skulle du spørge for nogen?” spurgte jeg opliggende. ”Ja, det skulle jeg faktisk.” svarede han tilbage og rettede sig mere op, så man kunne se hans brystkasse tydeligt. – jeg vil væde med, han har en perfekt overkrop – ”Nå,” svarede jeg. ”Fra hvem så?” ”Ja, det kunne du lide at vide, hva’?” svarede han irriterende drillende tilbage. Seriøst, er jeg den eneste der føler det meget tiltrækkende at han står og siger sådan? ”Ja, det skulle jeg faktisk.” svarede jeg troende. Han smilede bare et halvt smil – sexet smil – og gik. Efterlod mig bare der, helt alene. Puf! Cat alene i køkkenet. Jeg rystede kort på hoved, og gik ind til de andre. Zayn sad og fjollede med de andre drenge, og så bare så fandens godt ud! Vent. Hvad er det jeg siger? Jeg lyder jo som en af de der ny forelskede tøser fra tv- programmer som jeg altid gør grin af. Nej, Cat! Tage du nu lige lidt sammen, og mand dig op. Eller ja. Lade vær’ med at spille dum. Måske vil de ikke engang være venner med dig. Men vil bare få dig til at føle dig godt tilpas, og så 'dumpe' dig, og gøre dig til grin. Mere end folk allerede gør i skolen. Urhg! Skolen. Det værste sted for en pige som mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...