I can't be changed - Zayn Malik - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2014
  • Status: Igang
Cat er en meget indelukket pige. Hun er mest for sig selv, og har det meget svært med at lukke folk ind i hendes liv. Men da hun møder Zayn Malik, ændre tingene sig lidt. Hun fortæller ham ting, som hun aldrig har fortalt nogen som helst om. Hun er bare ikke helt åben over for ham, hvilket han heller ikke er for hende, så mon det nogen sinde kan udvikle sig?

10Likes
2Kommentarer
960Visninger
AA

6. Can't you see it?

Godt nok havde jeg ikke kontakt til mine forældre, men jeg var jo ikke hjerteløs. Jeg besøgte min farfar, når jeg havde brug for råd. Og det havde jeg bestemt nu. Så jeg gik hen til blomsterhandleren og købte en lille pink buket. – For resten er han død, hvis det skaber forvirring..?

Jeg sad henne ved hans gravsted og kiggede på det billede af ham og mig, jeg altid havde med mig, når jeg tog ned til ham. Jeg lod en lille tåre trille ned af min kind. Han var min bedste ven da han levede, og hans død tog rigtig hårdt på mig. Han døde da jeg var omkring de 13 år, så det var nu ret længe siden, men jeg er ikke holdt op med at komme. Hver gang jeg er der, sætter jeg altid enten et lille lys eller en blomst, så han ved at jeg er der.

Jeg havde brug for et råd om hvad jeg skulle gøre. Jeg var forvirret. Jeg spurgte ham altid til råd da han var levende, og det gør jeg stadig.

Jeg vidste ikke om Zayn ville være mere end bare venner, og hvis han ville, så vidste jeg ikke om det var god ide nu hvor han er kendt og sådan. Eller hvis han kun ville være venner, så vidste jeg ikke om det var det jeg ville. Jeg er forvirrende og det har jeg sq ogs’ altid været, men min farfar forstod mig. Fuldt ud. Jeg ved godt han ikke kan svare, men alligevel var det en lettelse at komme af med det jeg havde på hjerte. Jeg har jo ikke nogle venner ud over drengene, men det med Zayn ville jo sikkert bare være mærkeligt at snakke med drengene om, selvfølgelig uden Zayn, og de ville sikkert også bare tro jeg var mærkelig, hvis jeg havde sådan nogle tanker om ham.

Tårerne piblede ned af mine kinder. Jeg undslap et lille hulk, men så hørte jeg nogen. Jeg tørrede hurtigt øjnene, – Heldigt jeg ikke havde mascara på – og gik. Jeg håbede ikke at dem der var der havde hørt mig. De ville sikkert bare tro jeg var sær, eller noget.

Jeg sad i min ellers så store seng, faktisk, og så tv. – Ingen sofa, I ved.. – Jeg kunne ikke holde op med at tænke på Zayn. Han var i mine tanker hele tiden! Zayn mig her, Zayn mig der. Det gjorde mig seriøst skør i hovedet! Mere end jeg i forvejen altså. Jeg kunne virkelig ikke koncentrere mig om noget. ”brrr-brrr.” en besked fra Zayn. Sammentræf? Sikkert..

”Hey Jskrev han. ”Hei.” svarede jeg uden smiley som jeg ellers plejer at lave til ham. ”Er du OK? :/” jeg tænkte lidt over om jeg skulle fortælle ham om min farfar, men på den anden side vidste jeg ikke om jeg turde. Jeg havde aldrig sådan rigtigt snakket om ham. ”Yeah. Jeg er bare træt, du ved..” ”Du ved godt jeg ikke tror på dig. Sig nu hvad du har på hjerte.” Dig. ”Det er ikke noget.” ”Er du sikker?” ”Jaja.” ”Okay..” Jeg slukkede min mobil efter den samtale. Selvfølgelig var jeg ikke okay. Jeg var forvirret. Over ALT! Mit liv føltes tomt, men samtidig som et stort rod.

Jeg fik det største chok da jeg hørte det bankede på døren. Jeg havde været så opslugt i det afsnit CSI jeg så. Det eneste der kunne få mig væk fra mine tanker var amerikanske krimi serier. Kald mig sær, eller hvad I vil, men hvis det kunne hjælpe mig, så jeg det.

Jeg blev helt tør i halsen da jeg så Zayn stå uden for min dør. Jeg skulle til at spørge hvad han lavede her, men han afbrød mig: ”Hvorfor tog du ikke din telefon?” han virkede anspændt. Nærmest… bekymret? ”Undskyld,” mumlede jeg. ”Jeg slukkede den, fordi..” men så tiede jeg. Han så underligt på mig: ”Fordi hvad?”

Zayn sad i min seng mens han lyttede til mig, der gik rundt omkring i rummet, mens jeg forklarede ham hvorfor jeg havde slukket min mobil. Jeg fortalte ham om min farfar, men jeg undlod dog det at jeg snakkede med ham. Og at jeg måske – måske ikke kunne lide ham.

Jeg snakkede mens jeg indimellem kom nogle små snøft, men jeg tror ikke han bemærkede dem. Til sidst blev det for meget for mig. Jeg faldt sammen på gulvet i gråd henne i et hjørne i den anden ende af rummet. Zayn kom farende hen til mig og lagde armene om mig på en beroligende og trøstende måde. ”Bare rolig.” hviskede han i mit øre. Jeg prøvede at slappe af, men det virkede nok også kun fordi jeg sad pakket ind i Zayn’s arme.

En time senere sad vi stadig over i hjørnet, men nu sad Zayn  op a væggen med mig mellem hans ben – Please! Pretty please! Lad nu vær med at misforstå det her..?! – Vi snakkede om alle mulige ligegyldige ting. Men så var der en lille stemme inde i mit hoved der sagde mig at jeg skulle forklare ham, hvad jeg følte. At jeg kunne lide ham. Selvom det måske kommer til at lyde pretty sært.

”Zayn?” spurgte jeg. ”Ja?” svarede han. ”Jeg bliver altså nødt til at fortælle dig noget.” sagde jeg så. ”Okay. Sig frem.” sagde han og rettede sig op. Jeg sad nu overfor ham og kiggede ned i gulvet. Jeg turde ikke alligevel. Jeg havde fortrudt. Ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage. Lort. Pis. Hvad gjorde jeg nu? Han forventede ligesom at jeg ville fortælle ham noget. Noget vigtigt. Det kunne man tydeligt på min stemme det var. ”Jeg ka-” men så blev vi afbrudt af hans telefon der ringede. Harry. Min redningsmand, main! Yay! Jeg behøver ikke gøre mig selv til grin alligevel!

”Hallo?” spurgte Zayn. ”Dude slap lige af!” sagde han højt. ”Ja. Jeg er okay. Jeg er bare hjemme hos en ven.” Jeg kunne lige præcis høre hvad Harry sagde til sidst: ”Du skal bare ikke begynde at rode dig ud i flere problemer. Hvis du bare spiller med hende, så stop hellere i tide inden nogen af jer for følelser, okay? Hun skal ikke såres bare fordi du ikke lige har fundet en ny pige!” og så lagde han vist på, fordi Zayn tog telefonen ned fra øret og lagde ned i sin lomme.

Jeg lod som om jeg ikke hørte noget af det som Harry havde sagt. ”Er der noget galt?” spurgte jeg, selvom jeg jo nok vidste det. ”Nej. Han ville bare sikre sig jeg var okay. Jeg glemte at sige at jeg gik, da jeg tog herover.” han smilte til mig, som intet af den telefon- samtale var hent.

Jeg kunne bare ikke fatte det. Han havde løjet mig lige op i hovedet. Alt. Alt havde bare været en løgn. Det her var en løgn. Mine følelser til Zayn var løgne. Jeg var bare en løgn..

 

Jeg havde faktisk lovet Zayn at komme over en af dagene, men jeg gad ikke. Jeg turde ikke. Bange for at blive såret. Mere end jeg var i forvejen.

Jeg havde slukket min mobil. Lå bare på min seng og tænkte. Tænkte bare over hvad jeg havde fået rodet mig ud i. Tingene var meget bedre inden den dag på Starbucks. Alt havde været som det plejer. Men det var det ikke. Ikke længere. Alt var ændret. Jeg var ændret.

I to uger havde jeg ikke kontaktet drengene. Jeg kunne se at de havde alle sammen prøvet at ringe, men jeg ignorerede det. Men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på dem.

En dag jeg gik ned af strøget og ind i min yndlings butik. – ved ikke helt hvad den hedder..? Jeg er lidt ligeglad, jeg kan bare godt lide de ting der er derinde. Passer perfekt til mig. – Jeg kiggede først lidt udenfor, og mit flakkede rundt omkring på folk der gik rundt. Shoppede, skyndede, arbejdede, tiggede osv. Men mit blik låste sig fast til en lidt for bekendt hættetrøje. Personen med denne velkendte trøje, vendt sig om, men bar solbriller. Jeg sagtens kunne genkende de ansigtstræk, selvom jeg stod 30 meter væk. Zayn. Med de andre ved siden af sig. Jeg tog hurtigt min hætte på i håb om at de ikke så mig. Men for sent. Jeg fik øjenkontakt med Zayn. Han havde taget sine solbriller af, sikkert for at se om det virkelig var mig. Jeg gav et koldt blik, og forsvandt med mængden hen af gaden. Ude af syne. I håb om at de ikke fulgte efter mig, gik jeg ind i en gyde. Eller der var i hvert fald ikke nogle mennesker, og det var sådan et slags ’hjørne’ hvor der bare var klamt. Så en gyde i mine øjne.

Jeg stod bare og kiggede ned på min mobil, stadig med hætte på. I håb om de ikke ville genkende mig.

Jeg kunne se ud af øjenkrogen at nogen stod ikke særlig langt fra mig. Jeg kiggede op så dem. Alle som en. Stod bare og gloede på mig, som et par idioter.

”Cat jeg-” ”Hvad?” afbrød jeg Zayn. ”Hvad vil du Zayn?” sagde jeg og kiggede ligegyldigt på dem alle. ”Hør, jeg.. Jeg forstår ikke hvad du snakker om. Hvad har jeg gjort?” ”Ja. Hvad har du egentlig gjort, Zayn?” spurgte jeg flappet. ”Hvad snak-” men jeg afbrød ham igen: ”Jeg hørte hvad Harry sagde til dig i telefonen.” de kiggede alle uforståeligt på mig. Jeg sukkede irriteret. ”Du ved. Da du kom hjem til mig? Er der en klokke der ringe?” jeg var gået fra let flabet til en bitch.

Han trådte et skridt tættere på mig, mens han sagde: ”Hør. Hvad end du hørte. Altså bare rolig. Vi er jo bare venner. Jeg ville aldrig såre dig. Det ved du jo?” en tårer trillede stille ned af min kind. ”Det har du lige gjort.” svarede jeg. Han kiggede underligt på mig. ”Du sagde vi bare var venner. Forstår du ikke noget? Da din mobil ringede var jeg ved at sige noget.” ”Hvad?” spurgte han. ”Kan du virkelig ikke se det?” spurgte jeg let såret. ”Nej,” svarede han irriteret. ”Det kan jeg ikke Cat! Så helt ærligt lade nu vær med alt dit pis om at jeg bare skal glemme dig og sådan, fordi-” ”Jeg kan godt lide dig!” afbrød jeg højt. Der blev helt stille og ingen sagde noget. Det var som om verden var gået i stå. Alt var stille. Mine vejrtrækninger var som slowmotion.

Zayn kiggede på mig, som om han ikke havde forstået hvad jeg lige havde sagt.

Da jeg ikke fik noget svar, gik jeg hurtigt hen mod dem. Men kun for at komme ud af ’gyden’. Jeg gik forbi Zayn mens jeg skubbede min skulder mod hans.

Harry tog fat i min arm da jeg kom forbi ham. Han kiggede mig med bedene øjne, om at jeg ikke skulle forlade dem, på grund af Zayn. Men det var sagt. Jeg havde fortalt ham, dem, at jeg kunne lide ham. Jeg kunne se på ham at han ikke havde det på samme måde, så jeg ville ikke kunne bære at være i samme rum som ham. Derfor. Kun derfor, ville jeg ikke kendes ved dem mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...