I can't be changed - Zayn Malik - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2014
  • Status: Igang
Cat er en meget indelukket pige. Hun er mest for sig selv, og har det meget svært med at lukke folk ind i hendes liv. Men da hun møder Zayn Malik, ændre tingene sig lidt. Hun fortæller ham ting, som hun aldrig har fortalt nogen som helst om. Hun er bare ikke helt åben over for ham, hvilket han heller ikke er for hende, så mon det nogen sinde kan udvikle sig?

10Likes
2Kommentarer
990Visninger
AA

8. Believe me.

Selvom jeg var flyttet til England, skulle jeg jo stadig I skole. Jeg havde nu håbet at dem i England ville være søde mod mig, men der tog jeg fejl. Jeg blev behandlet ligesom i Danmark.

De hviskede om mig, men det var bare næsten ikke nogen hvisken. Jeg kunne høre alt hvad de sagde, og det gik mig på. For af at have været sammen med drengene har jeg smidt den hårde facade lidt. Og nu havde jeg desværre svært med at ignorere tingene. Og tro mig, det var et problem.

Det kastede små sedler hen til mig i timerne, hvor der stod trusler som;

Forsvind hellere fra den her skole, inden det bliver’ værst for dig selv.

 Hvorfor det pink hår? Det er sq da skide klamt.

Tro ikke at du kan få nogle venner. Det er du alt for grim til!

Det ramte mig hårdt, da jeg troede at jeg endelig kunne starte på ny.

Jeg sad altid bagerst i klassen, for dig kunne de ikke se at jeg sad og stak nåle i mine fingre. Ja. Jeg var begyndt at cutte, så slemt var det. Men jeg fandt det beroligende. Det smerte jeg fik fra nålene, tog den smerte de andre gav mig.

Inden jeg overhovedet var begyndt så meget som at tænke på at cutte, havde jeg drengene. Men de skulle på tour, så jeg ville ikke kunne se dem i meget lang tid.

De vidste selvfølgelig ikke noget om mobningen, eller noget. Det var mine egne problemer, som jeg udmærket godt kan klare selv. Eller det troede jeg da..

Hver dag når jeg var kommet hjem fra skole, sad i vinduet, og kiggede ud på London. Smukke London. Jeg kiggede ud på verden, hvor drengene var et eller andet sted.

De havde sagt at de aldrig ville være mere end et telefon opkald væk fra mig, men jeg ville ikke have dem til at tage tilbage til lille kedelige mig, når de i stedet kunne se verden, og opleve ting som jeg kun kan drømme om.

Jeg græd tit. Men jeg var blevet stærkere. For jeg havde meget øjenmakeup på, sådan punk artigt, og det ville ikke se kønt ud hvis det var tværet helt ud over i skolen. Så derfor brød jeg altid sammen når jeg kom hjem. Mine tårer var som små knive der skar ned af mine kinder.

Ud over at cutte skrev jeg også digte om døden. Spørg mig ikke hvorfor, men det virkede beroligende at tænke på døden. Bare det at man kunne sove hele dagen væk. For evigt.. Men jeg tænkte aldrig nogen sinde på selvmord. No way! Ikke mig. Godt nok var jeg hårdt ramt, men jeg ville ikke dø på grund nogle tabere, som kun kunne finde det dårlige i mig, og ikke det gode. Altså. Alt det gode lyser måske heller ligefrem ud af mig, men hvis man nu lærte mig at kende..

 

Alt gik af lort til! Først, er drengene jo taget på tour. Så, fortsætter mobningen, og jeg cutter videre! Sidst men ikke mindst, får jeg blodforgiftning, på grund af beskidt nål. Så der fik jeg sq lige en omgang 112 og så på sygehuset. Yay..!

Drengene ringede faktisk på et tidspunkt, for at tjekke op om mig, om jeg var okay, og sådan, da de jo ikke har hørt særlig meget til lille mig. Nej. Og det er  der jo så nok en grund til skal i se. For jeg en millimeter fra at bryde sammen i gråd, da jeg hørte deres glade stemmer i telefonen. – Tudemarie tænker i nok, men helt ærligt – jeg savnede dem mere end noget andet. De var alt jeg havde. Mobningen tog snart overhånd, og jeg var ved at blive vandvittig! Jeg overvejede hvordan det kunne være at de var sådan efter mig. Det blev heller ikke ligefrem bedre da jeg fik min næse piercing lavet. I ved, sådan en som Miley Cyrus’. Hun har en fed stil! Men den der tunge. Har virkelig lyst til at skære den af, når nu den er så lang, at den ikke være i munden på hende. – Lade nu please vær med at misforstå lige det her. – Den piercing skulle have været en god ting for mig, fordi jeg længe havde ønsket mig én, men det viste sig så bare at den kun bragte flere problemer.

Men udover mit fucked up liv, går det sikkert meget godt, her på planeten Jorden. Undtagen i London!

Harry’s synsvinkel;

Vi var lige blevet færdige med den tredje sidste koncert, inden vi skulle hjem igen til London. Vi havde fri i et par uger inden de næste koncerter, da vi kunne mærke at vi havde brug for en lille slags ferie, I ved.

Vi glædede os meget til at komme hjem og besøge vores familier igen. Nu skulle vi hver i sær nemlig hjem (lidt længere tur for Niall) og besøge vores familier, og så skulle vi ellers bare hjem til lejligheden og Cat. Vi savnede Cat. Men vi var også lidt bekymrede. Hun lød anderledes i telefonen. På den dårlige måde, altså. Hun lød.. ja. Som om hun var… svagere..? Vi kunne ikke helt finde ud af det. Vi havde alle sammen snakket med hende alene, hver i sær. Vi blev enige om at lade det ligge, få nogle fede koncerter, hygge med vores familier og så ordne det med Cat. Ja, det lød måske som meget, men der var jo kun en uge til at vi så hende, så mon ikke det går?

 

Cat’s synsvinkel;

Jeg var træt. Af at vente. Jeg havde ikke længere tal på dagene. Jeg plejede at tælle ned, så jeg kunne holde øje med hvornår drengene kom hjem, men det virkede ligegyldigt. At var ligegyldigt for tiden. De var efter hånden holdt op med at tænke højt om mig. De smed af og til en seddel hen til mit bord, men uden at orke at læse den, smed jeg den bare ud. Ned til at anden lort som folk er ligeglade med. Som mig. Hvorfor bliver jeg ikke smidt ud? Sådan sammen med bananskrællerne, så jeg kan ligge og rådne op sammen med dem, i stedet for mine endeløse dage uden håb. Min gnist var snart gået ud. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt af det her liv. Jeg havde engang et håb om at kunne starte på ny, men det viser sig bare at lige meget hvor jeg er, kan ingen lide mig. Er jeg sådan et misfoster ingen vil have noget at gøre med, eller hvad? Lort..

Jeg var stadig cutter. Men det lyder mere voldsomt end det er. Jeg sad stadig bare med mine nåle, og prikkede huller i mine fingre, men ellers ikke andet. Den blodforgiftning jeg havde forleden, var ikke nålenes skyld. Jeg havde pillet for meget med en kniv for sjov, fordi jeg kedede mig, at jeg pludselig ved et uheld fik skåret lidt dybt. Det var sådan jeg fik det. Ellers holder jeg mig til nåle. Hvilket minder mig om at jeg har fået en tatovering. Bare sådan en lille én lige under håndleddet. Crazy. That’s me!

 

Zayn’s synsvinkel;

En uge senere

Det var i dag vi skulle hjem til vores lejlighed. Og Cat. Vi havde alle sammen savnet hendes selskab, og skøre idéer til hvad man kunne lave. – Ikke at vi ikke selv havde nogen – Og af en eller anden grund følte jeg mig nogen gange fortabt uden hende. Altså den følelse at være fortabt. Det var når jeg var alene, jeg havde det sådan. Og kun med hende, åbenbart. Hun må betyde mere for mig, end jeg selv vil indrømme.

Vi havde tænkt os at overraske hende. Vi ville tage hjem, stille kufferterne og så tage over til hendes lejlighed – uden at ringe selvfølgelig – og så tager vid en derfra, I ved.

 

Vi gik ind af døren uden at banke på først. Vi gik lydløst rundt omkring, uden at finde hende. Var hun hjemme? Ja, det må hun være. Hendes sko stod ved døren, og hvis I kendte hende lige så godt som os, ville I vide at hun kun vil bruge ét par sko. Hun har ikke flere. Hun vil ikke have flere. Hendes sorte converse er nærmest hendes bedste venner.

Vi var lige ved at gå i skuffelse, da vi hørte en lyd. Var det... gråd? Vi fulgte lyden ind til stuen. (Et af de rum ikke havde ledt. Spørg ikke hvorfor..?) Der sad hun, og kiggede grædende ud på London. Hvad var der sket?!

”Cat?” spurgte jeg forsigtigt. Hun fik vidst et lille chok. Havde hun ikke hørt os? Hun vendte sig om og kiggede ned i jorden, i stedet for os. ”Er du okay?” spurgte Niall, selvom vi vidst alle godt kunne se at det var hun ikke.

Hun kiggede forsigtigt op på os med røde øjne. Tårerne strømmede ned fra hendes kinder, og det gjorde ondt at se på.

Når jeg så hende sådan, havde jeg mest af alt bare lyst til at gå hen og kramme hende, og fortælle hende at alt nok skal blive okay, men der var noget der stoppede mig. Hun skjulte noget.

 

Cat’s synsvinkel;

Tårerne strømmede ned af mine kinder uden trang til at stoppe. Jeg kiggede op på de ellers så højrøstede drenge. Zayn var den der stod tættest på mig, hvilket jeg fandt en smule beroligende. Jeg havde bare lyst til at løbe ind i hans varme favn og blive der for evigt. Men det kunne jeg ikke. Hans bekymring var ikke til at tage fejl af, men hans aura sagde noget andet. Han var usikker, det var tydeligt. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle ham hvad der var sket. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke fortælle ham hvad der skete omkring mig. Hvad der skete med mig. Det kunne jeg ikke. Ikke til nogen som helst.

Jeg rejste mig op og gik med små skridt hen mod dem. De kiggede med bedrøvede øjne på mig, men så flakkede deres blikke ned på min arm. Jeg prøvede at skjule det, men forgæves. De så det. De tænkte præcis det samme. Det kunne man se på dem, de gjorde.

Deres bedrøvede blikke blev hurtigt forvandlet til vrede eller hvad man nu skal kalde dem. De så oprevet på mig, og jeg svarede med undskyldende øjne: ”Undskyld.”

 

Zayn’s synsvinkel;

Den følelse jeg havde indeni da jeg så Cat’s arm, var ubeskrivelig. Mine følelser blev splittet. Jeg var splittet. Jeg holdt af hende, men jeg var også virkelig vred. Hun havde holdt det her skjult, mens vi havde været af sted.

 

Cat’s synsvinkel;

Zayn vendte sig om efter at havde stået frosset til stedet i 5 min. Han ville gå. Zayn vendt!” sagde jeg og han stoppede men uden at vende sig om. Jeg var holdt med at græde og havde en bestemt tone nu. ”Du må ikke gå.” han skkede og tog et skridt mere. ”Zayn helt seriøst! Jeg har sq da fucking savnet dig. Jer alle sammen! Du kan ikke bare gå, uden at vide hvorfor! Tror du måske det her er sket, bare fordi jeg savner jer? Det er det ikke. Tro mig, så ville jeg være død for længst!” han vemdte sig om med et udtryk som jeg måske blev lidt bange for. ”Men hvad er det så?” spurgte han hårdt. ”Hvad er den grund, som jeg absolut skal vide. Det er jo tydeligt! Du er bare sindssyg! Kun sindssyge mennesker ville gøre sådan noget mod sig selv!” av.. Det var hårdt. Hvordan kunne han tillade sig selv at sige sådan til mig, når jo udmærket godt at jeg ikke er sindssyg? ”Okay.” sagde jeg.. grinende?! ”For det første er jeg ikke sindssyg, og det ved du godt! For det andet kender du ikke grunden til alt det her.” sagde jeg såret. ”Forstår du ikke hvorfor han reagere sådan?” sagde Louis så. ”Nej Louis. Det gør jeg så ikke. Det kan jeg så også være lidt ligeglad med, hvis han kalder mig sindssyg:” svarede jeg irriteret. Zayn tog mig hårdt i armen og hev mig ud i køkkenet. ”Zayn! Lad nu vær!” kunne jeg høre de andre råbte til ham, men han var vist lidt ligeglad med dem lige nu.

”Cat.” sagde han bestemt og kiggede mig øjnene. ”Hvad?” spyttede jeg. ”Grunden til at jeg bliver sur er fordi jeg holder af dig.” jeg kiggede på ham og sagde så: ”Jeg holder sq da også af dig, men du giver mig sq da ikke nogen change! Du har ikke noget at blive vred over endnu. Den store rift på min arm, var et uheld, for helvede! Hvis der er noget at blive sur over, er det mine fingre.” jeg vendte mig om for at gå, men han tog endnu hårdere fat om min arm. ”Slip mig!” sagde jeg højt og bestemt, nærmest som om det var en hund jeg talte til. ”Hvad er der med dine fingre?” spurgte han og kiggede på mig med hårde øjne. ”Det rager ikke dig.” svarede jeg hårdt. ”Jo det gør, Cat. Jeg går ikke før du fortæller det.” sagde han. ”Jamen så går jeg da bare!” sagde jeg, vristede mig ud af hans hårde greb og gik ind i stuen til de andre der bare stod og snakkede. Sikkert om at jeg cuttede, men de kender jo historien fuldt ud, så det med armen er jo bare et slags ’rygte’ for dem.

De kiggede på mig og så sagde Harry: ”Cat, du må ikke misfo-” men jeg afbrød ham. ”Harry. Bare… bare glem det.” han bed sig i læben, og tiede. Jeg kiggede længe på dem, men så kom Zayn ind til os, og mine tanker blev drevet væk.

”Skal vi gå?” spurgte Liam, som godt kunne regne ud at Zayn havde noget på hjerte. Til mig.

Da de var gået, og jeg stod der alene med Zayn blev det pludselig akavet. ”Ville du noget?” spurgte jeg. Jeg lød hårdere end jeg ville. Håber ikke han lagde mærke til det.

Han kiggede ned i jorden og bed sig i læben. Det må være noget, han har båret rundt på i lang tid, for han plejede da ikke at lave så lange pauser. Gjorde han?

”Jeg…” tøvede han.

 

Zayn’s synsvinkel;

Mit hjerte bankede af sted. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Nervøsiteten var alt for stor.

Det her var helt nyt for mig. Jeg havde aldrig været så nervøs overfor en pige. Hvad sker der for dig Zayn?! Du plejer sq da at have styr på det her!

Men det hjalp ikke at skælde mig selv ud. Jeg måtte sige det. Få det ud af hjertet.

Jeg sukkede. ”Jeg- Jeg kan godt lide dig.” Jeg kiggede på hende med nervøse øjne. Hun stirrede på mig. Hun åbnede munden, men sagde ikke noget.

Havde hun ikke følelser for mig?

 

Cat’s synsvinkel;

Jeg stirrede på Zayn, som lige havde betroet sine følelser til mig.

Kunne han virkelig lide mig? Lavede han bare sjov? Nej. Det kunne han ikke. Hans kropssprog sagde mig, at hun var… nervøs? Seriøst? Zayn Malik. Bradford Badboi. Nervøs på grund af mig? Jeg var som lammet. Skulle jeg sige at jeg også kunne lide ham, eller skulle jeg lyve og sige at det nok aldrig ville gå?

Var sandhedens time kommet?

Mine følelser var stærke for ham. Det her var svært. Alt alt for svært.

Jeg ville fortælle ham sandheden. Nu.

”Jeg-”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...