Kære Dagbog - Tag Mig Væk!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et udpluk fra en såret piges dagbog. En pige, der er anbragt i en plejefamilie. En pige, der hver eneste dag bliver udsat for psykisk vold af sin plejefar. En ganske normal 16-årig pige, der har flere byrder på sine skuldre end hun kan bære. Dette er skildringen om Sammi, der går gennem et helvede hver dag, men som bliver ved med at kæmpe. **Deltager i Vold i familien konkurrencen**

3Likes
1Kommentarer
516Visninger
AA

5. Kapitel 3 - 01-03-2010

Kære dagbog.

Jeg kom hjem fra skole i dag, ganske som jeg plejer. Mikael sad i den slidte stol, ganske som han plejer, og Lone rendte rundt ude i køkkenet, ganske som hun plejer. Jeg kunne mærke at, Mikaels hadefulde blik fra det sekund jeg trådte ind af døren, og ville egentlig helst have flygtet op på mit værelse, men så let gik det ikke…

”Sammi! Du bliver lige her et øjeblik tøs!” råbte han efter mig, da jeg prøvede at løbe op af trapperne inden han lagde rigtig mærke til mig. Jeg vidste godt, at når han først råbte sådan efter mig, var der klogt at gøre som han sagde, så det gjorde jeg. Lone stod i dørkarmen mellem stuen og køkkenet og tørrede fingrene i et viskestykke mens hun kiggede bekymret ud i luften. Hun var ligeså bange for hvad Mikael kunne finde på som jeg.

”Hvad er der?” selvom jeg inderst inde skælvede af frygt, viste jeg det ikke. Han skulle ikke kunne se på mig, at han havde knækket mig for længst, at han havde nedbrudt alt der mindede om selvtillid.

”Myndighederne kommer i morgen, så du kan godt dække det blå mærke du har på armen, og ellers bare opføre dig ordentligt! Du ved jo godt, at du ikke får lov til at se dine søskende, hvis de fjerner dig, og dem vil du jo gerne se ikke?” hans stemme gav mig myrekryb. Den der venlige stemme, der alligevel formår at få det som han vil have det. Jeg satte instinktivt min hånd over det blå mærke han havde givet mig på armen. Hvis man studerede det nøje, kunne man se aftegningerne af hans klamme fingre, der strakte sig rundt om min underarm.

”Jeg skal nok opføre mig pænt. Må jeg gå op og lave lektier nu?” jeg satte mine arme i siden og stirrede koldt på ham.

”Ja, men så vil jeg fandeme ikke se dig før jeg har spist!” snerrede han. Vi spiste ikke sammen, så ville han da for alvor flippe ud. Han vendte opmærksomheden mod sin avis, som om jeg slet ikke eksisterede. Det var sådan han bedst kunne lide det, stod det til ham havde jeg aldrig sat en fod i deres hus, hvilket også havde passet mig udmærket.

Dagbog, jeg sværger, den dag jeg bliver 18 skrider jeg. Om jeg så skal bo på gaden, det er pisse lige meget, jeg vil bare ikke spilde én dag for meget på ham. Han har virkelig ikke fortjent nogen i sit liv, selv ikke Lone. Han burde bare have sin stol, sin avis og så ellers få lov til at være alene indtil han dør som en gammel, ensom mand, der forhåbentlig har fortrudt hvad han har gjort!

Og så i morgen skal jeg sidde som sådan en lille nikkedukke mens de sociale myndigheder er her. De er også trætte af, at skulle flytte rundt med mig, de sagde selv, at hvis der blev nogle problemer denne gang, så er det ikke sikkert, de kan arrangere, at jeg ser mine søskende. Jeg kan ikke leve uden dem, hvorfor kunne vi ikke bare være blevet sammen? De er skide lige glade med os, ikke kun min familie, men os alle. Alle os, der ikke måtte blive boende hos vores rigtige forældre. De er pisse lige glad med, hvordan vi har det, så længe de ikke skal tænke på os.

Nå, jeg må vel hellere spise, inden Mikael beslutter sig for, at jeg ikke må få noget mad alligevel.

Kærligst Sammi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...