Kære Dagbog - Tag Mig Væk!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et udpluk fra en såret piges dagbog. En pige, der er anbragt i en plejefamilie. En pige, der hver eneste dag bliver udsat for psykisk vold af sin plejefar. En ganske normal 16-årig pige, der har flere byrder på sine skuldre end hun kan bære. Dette er skildringen om Sammi, der går gennem et helvede hver dag, men som bliver ved med at kæmpe. **Deltager i Vold i familien konkurrencen**

3Likes
1Kommentarer
515Visninger
AA

4. Kapitel 2 - 28-12-2009

Kære dagbog!

Undskyld jeg ikke har fået skrevet hele julen, men vi har haft besøg af Mikael og Lones familie og venner. De er egentlig søde nok, men Mikael kunne ikke sige ét godt ord om mig. Da de troede jeg stadig var i bad juleaften fortalte han dem om, hvordan en møgunge jeg er, og hvordan jeg ikke gider hjælpe til, og jeg kan ikke finde ud af noget som helst! Han fortalte dem også om mine forældre, de narkosvin der havde valgt en sprøjte over mig, og hvordan de har brændt min babyhjerne af. Hvorfor skal han være så ond?

Der blev også underligt stille da han så opdagede, at jeg havde været på mit værelse hele tiden, og ikke havde været i stand til at undgå at høre hvad han sagde. Du kan tro gæsterne blev røde i hovederne, men Mikael kiggede bare på mig med det stive blik, og når han gør det ved man, at man skal sætte sig pænt ned og holde sin kæft. Så det gjorde jeg, satte mig ved siden af Lone og ventede i tavshed på, at vi skulle spise.

Ikke engang da vi spiste kunne Mikael holde kæft. Nu snakkede han om min dalende matematik karakter, og hvordan jeg kun var god til de ligegyldige fag som historie og samfundsfag. Hvordan kunne han kalde dem ligegyldige? Bare fordi han ikke interesserer sig for det. Han mener åbenbart ikke man kan bruge de fag til noget. ”Nej, med matematik og dansk kommer man frem i livet!” det er hans motto. Han kan ikke klare, at min standpunktskarakter i matematik var 4, og at jeg har fået 12 i samfundsfag. Der er bare intet jeg gør, som er godt nok!

Der var i det mindste gaver til mig! :-D (indså lige, at jeg officielt har givet dig den første smiley!), selv Mikael og Lones venner havde købt gaver til mig. Følte mig for første gang i de sidste 7 måneder forkælet! Jeg følte mig normal da Lina skrev til mig senere på aftenen, og spurgte hvad jeg havde fået i gave, og jeg kunne svare med en liste, der næsten var ligeså lang som hendes. Dog kunne Mikael ikke lade være med at stirre på mig. Det huede ham ikke, at jeg fik opmærksomhed. Stod det til ham, burde jeg bo på loftet med egen udgang, en lem til at komme med mad igennem og et badeværelsesskema, så han ikke behøvedes at se på mig nogensinde igen.

Han kom også ind på mit værelse da gæsterne var gået.

”Du skal ikke vænne dig til, at du bliver forkælet på dén måde!” vrissede han af mig. Han knyttede sine hænder, så hans knoer blev helt hvide. Jeg var i gang med at hænge mit nye tøj på bøjler i mit klædeskab, da jeg hørte døren blive revet op. Han var altid arrig når han blev mindet om at jeg var her. Dagbog, er det ondt at ønske en død? For jeg ville bestemt ikke blive ked af det, hvis Mikael faldt død om en dag… en dag snart.

Hvis bare han ville slå mig. Det gør kun ondt når hånden rammer, men ordene. Ordene de skærer sig igennem min hud, mine muskler og river i mine indvolde inden de sætter sig i mit hjerte, der konstant gør ondt. Jeg tror godt han ved, hvor meget smerte han forvolder, og jeg tror han nyder det! Jeg tror virkelig han nyder, at se hvordan mine øjne skinner af smerte, hver eneste dag.

Jeg må smutte, vi ses.

Kærligst Sammi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...