Kære Dagbog - Tag Mig Væk!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et udpluk fra en såret piges dagbog. En pige, der er anbragt i en plejefamilie. En pige, der hver eneste dag bliver udsat for psykisk vold af sin plejefar. En ganske normal 16-årig pige, der har flere byrder på sine skuldre end hun kan bære. Dette er skildringen om Sammi, der går gennem et helvede hver dag, men som bliver ved med at kæmpe. **Deltager i Vold i familien konkurrencen**

3Likes
1Kommentarer
493Visninger
AA

3. Kapitel 1 - 06-10-2009

Kære - nye - dagbog!

Min plejemor - Lone - kom hjem med dig i en pakke. Jeg sad på mit værelse, med musik i ørene, fordi Mikael - min plejefar - havde råbt af mig i en time. Det gør han altid, og jeg flygter altid ind på mit værelse, nogle gange søger jeg tilflugt i mit garderobeskab. Sådan er rutinen her. Men Lone kom gående ind på mit værelse, og satte sig ved siden af mig på sengen, mens hun strøg noget hår væk fra mit ansigt.

”Jeg har taget noget med hjem til dig” sagde hun så. Jeg kiggede op og så pakken hun havde i hånden. Hun rakte den til mig, og da jeg åbnede den kørte jeg hånden over det bløde læder, som er din indbinding. Da jeg åbnede dig, og så de tynde, gullige sider strejfede et sjældent smil mine læber. Du er min dagbog, min vej væk fra Mikael. Han gør ting ved mig, ikke at han nogensinde lægger en hånd på mig. Han krummer ikke et eneste hår på mit hoved, det er meget værre.

Nå, jeg må vel hellere præsentere mig selv. Mit navn er Sammi, og jeg er 16 år. Du har nok gættet, at jeg er anbragt i en plejefamilie. En af de bedste der findes, har jeg fået at vide. Bullshit! Jeg har været i pleje ligeså længe jeg kan huske, og det har mine søskende også. Dem ser jeg kun en gang om måneden, mere tillader Mikael ikke. Mine plejeforældre hedder Mikael og Lone, som du sikkert også allerede har lagt mærke til. Lone, hun er okay, hun tager sig af mig. Mikael han er bare en lort. Han har aldrig kunnet lide mig, men det ser myndighederne jo ikke.

Jeg har boet hos dem i lidt over et halvt år. 7 måneder i helvede. Vi bor i et ganske normalt parcelhus i udkanten af København. Gud, hvor jeg elsker den by. Jeg bruger mere tid i byen med Lina og pigerne, end jeg bruger i mit såkaldte hjem. Jeg foragter det ord, hjemme, det er ikke fordi jeg har fået et valg. Nogle ”voksne og fornuftige” har bare bestemt, at det er her jeg skal bo. Jeg ville have det bedre, hvis jeg blev sat på gaden, men sådan er det desværre ikke.

Ved du, hvad jeg elsker mest? Skolen. Ja, det lyder mærkeligt, men der er ingen Mikael med hans konstante, nedladende tone, der altid fortæller mig, at jeg aldrig gør det godt nok. Jeg laver ikke ret meget i skolen, men mine lærere forstår hvorfor. De er de eneste, der rigtig forstår mig, selvom vi sjældent udveksler ord. Jeg får også tit lov til at sidde på biblioteket efter lukketid, og jeg sidder for det meste i deres store sofa med en tyk, støvet bog. Det der med at kunne drømme sig væk til et bedre sted, hvor alle har det godt - utopi tror jeg den hedder, den der tankegang, hvor alt er godt - er lige mig.

Mine aftener på biblioteket gør bare Mikael endnu mere sur. Hvorfor skal jeg spilde min tid på at læse fordummende bøger, der ingen relation til den virkelige verden har? Jeg spilder min intellekt på at læse andres uforløste drømme, der ikke blev til noget, fordi de var for dovne til at gøre noget ved det. Sådan siger han, hver eneste gang. Den samme tale, hver aften jeg kommer hjem og lugter af gammelt papir.

Jeg hader ham, dagbog, hader ham virkelig! Urgh, glæder mig til at jeg kan flytte herfra, tror ikke jeg kan holde ud indtil da, men med din hjælp lykkes det måske for mig. Lad os skåle i Fanta for et godt venskab! Skål!

Vi ses.

Kærligst Sammi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...