Krystal tårer

En historie om en pige, hvis mor er død af kræft.
Hun vil se hende én sidste gang, men hun opdager en forfærdelig ting i lighusets mørke.

Det er til gyser konkurrencen, og jeg har valgt valg 1.

1Likes
0Kommentarer
198Visninger

1. Krystal tårer

Hvis bare far havde vidst hvorfor jeg spurgte, om hvor mor lå, ville han nok aldrig have sagt det. Selvfølgelig ville han ikke have sagt det.

Selvfølgelig er det ikke hans skyld. Men han ville give den til sig selv, nu hvor jeg ikke er her mere.

Jeg skuttede mig og trak min jakke tættere om mig. Regnen silede ned og blandede sig med mine salte tårer, der stilfærdigt gled ned af mine blege kinder. Tordenskyerne skyggede for stjernerne, der jo måtte være der et sted.

Månen var lige fremme. Det var som om den kiggede på mig. Som om den iagttagede vært et skridt jeg tog. Et stort øje.

Jeg satte farten op. Jeg skulle være tilbage inden, far opdagede jeg var væk. Ellers ville det ikke ende godt. Eller ville det overhovedet kunne ende godt nu? Mor er død. Og det ville hun blive ved med at være.

Flere tårer pressede sig vej ud af mine tårekanaler. Det kunne ikke være rigtigt!

Jeg drejede rundt om et hjørne og stoppede så brat op. Kirkens lighus. Mine øjne søgte det store trækors der hang over døren.

Billeder kørte igennem mit hoved.

”Hvorfor vil du vide det, Kathrine?” Lød min fars opgivende stemme.

”Jeg ved det ikke. Det er bare rart at vide” Sagde jeg stille.

Min far sukkede.

” I Kirkens lighus. Der vil hun være til begravelsen på mandag.”

Med faste skridt gik jeg over til lågen til kirkegården. Den gled lydløst op. En gysen gled ned af min ryg.

Hurtigt gled jeg ind, og lukkede lågen efter mig. På det tidspunkt virkede det ikke mærkeligt at den ikke var låst. Noget jeg skulle have tænkt en ekstra gang på.

Lighuset lå helt bagerst af kirkegården. Helt ovre i den mørkeste ende. Men jeg ville ikke vende om. Jeg ville ikke lade mørket vinde. Ikke denne gang.

 Det var som om hvert et skridt jeg tog, fik mit hoved til at snurre, og mine ben til at blive tunge.

Jeg skulle virkelig anstrenge mig for at blive ved med at gå.

Gravstenene var store og tunge, og blev mindre og mindre velplejet, jo længere jeg kom ind i kirkegården. Som om at der ikke var nogen, der savnede dem mere. Som om de var glemt, efter alle de år, hvor de ikke kunne leve, sammen med deres familie og venner.

Tanken fik mig til at blive dårlig tilpas. Sådan ville det ikke ende med min mor. Hu ville aldrig blive glemt. Det ville jeg ikke lade ske.

Gruset under mine sko larmede, så højt at det var mærkeligt at jeg ikke blev opdaget.

Snart var jeg henne ved lighusets dør, med trækorset over. Det var på glem, og ud af den lille sprække, væltede det ud med lys. Og stemmer. Der var nogen der inde.

Ved siden af døren stod der et skilt. ’Kun for medarbejdere. Strengt forbudt for besøgende’ Stod der.

Jeg ventede lidt udenfor, i håb om at personerne der inde ville gå ud, men de blev. Jeg gik hurtigere frem og tilbage foran døren, før jeg tog mig sammen, og åbnede døren lidt mere på klem. Bare en lille smule, så jeg kunne se ind i rummet.

 Der var en masse borde. På borende lå der lig. Nogle var halvt opsprættede andre var helt urørte. Nogle mennesker i læge lignende påklædning stod forover bøjet over et nyt lig. Det snakkede om noget, men jeg stod for langt væk til at kunne høre.

 En af personerne rykkede sig lidt og jeg kunne se et meget velkendt ansigt. For velkendt. Jeg gav et lille gisp fra mig. Mor.

Stemmerne forstummede. Alle vendte de sig om, og så mig stå forfærdet der i døråbningen, ude af stand til at bevæge mig. En mand gik langsomt hen mod mig.

”Du burde ikke…” Mere nåede han ikke at sige, før han brød den mærkelige fornemmelse af følesløshed. Jeg løb. Synet havde skræmt mig for vid og sans.

Jeg hørte skridt bag mig. Det fik mig bare til at løbe endnu hurtigere. Jeg hoppede om bag en stor gravsten, og håbede at mine forfølgere ville løbe forbi, uden at opdage mig. Efter lidt tid, kom to store mænd løbende forbi. De så mig ikke.

 Jeg ventede lidt, og kom så frem fra mit skjul.

Jeg satte mig ved et stort knudret egetræ, og begyndte at græde. Det jeg lige havde set, ville jeg nok aldrig glemme. Mine klare tårer gled endnu engang ned af mine kinder. Det var som om jeg aldrig kunne stoppe.

Jeg sad der i noget der føltes som timer. Natten blev mørkere og mørkere. Til sidst kunne jeg kun lige ane omridset af min fremstrakte hånd.

 Jeg blev helt gennemblødt af regnen, der blev ved med at sile ned. Kulden lagde sig rundt om mig, og gjorde mine fingre følelses løse, og mine læber mørkeblå.

Med en kræftanstrengelse rejste jeg mig op. En voldsom beslutsomhed overtog mit sind, og jeg kunne ikke tænke klart. Med stærke skridt gik jeg den modsatte vej, hvor jeg for lang tid siden havde løbet hovedkulds af sted af.

Mørket bemærkede jeg ikke mere. Det var mere som om alt blev belyst af min vrede. Hvordan kunne de finde på at rode med døde mennesker der engang havde været levende, lige som de selv var nu. Ville de måske bryde sig om, at blive rodet med, når de først havde fået fred?

 De var sikkert ufølsomme videnskabsmænd, der var alt for optagede af deres sindssyge arbejde, til at kunne føle. Eller også var det læger, som var gået fra forstanden af at se alt den sygdom og død af kræft, at de arbejdede hovedkulds på at finde en kur.

Det kunne være en forklaring på hvorfor de lige havde valgt min mor. Død af modermærkekræft.

Hun havde pludselig mærket en stor klump i hendes hovedbund, og var gået til lægen med bange anelser. Og hun havde ret til at være bange. En test kom hjem med posten, og erklærede at hun havde kræft. Hun blev strålet, og det hjalp da også på hendes hovedbund. Men man opdagede først at kræften havde bredt sig, da det var for sent. Hun døde en måned efter.

Synet af hendes mors døde ansigt rev flere minder, hun helst ville beholde begravet.

”Du må ikke være bange min skat. Bare lov mig du passer på din far.” sagde hun med en så svag hvisken, at det næsten var umuligt at høre hende.

”Det skal jeg nok.” Svarede jeg halvkvalt tilbage. Far var ude og hente aftensmad på pizzeriaet over for hospitalet.

”Elsker dig. Husk det” sagde hun, mens hun udåndede.

Jeg kiggede på hendes brystkasse, der stoppede med at hæve sig.

Saltede tårer farede ubemærket ud af mine tårekanaler. Chokket fik min stemme til at gå i baglås. Først da min far kom overrasket ind af døren, begyndte jeg at skrige.

Mindet fik mig til at gyse. Det var stadig så virkeligt. Det var som om at jeg stadig kunne høre hendes sidste åndedrag for mine ører.

Jeg var snart henne ved lighuset dør. Denne gang var den lukket, og der kom intet lys under sprækken forneden af døren. Jeg ruskede i dørhåndtaget, men døren var låst.

Bandende ledte jeg efter en anden vej til at komme ind. Jeg var næsten hele vejen rundt om den store bygning, da jeg opdagede et vindue, der stod på klem, højt oppe under taget.

Trippende kiggede jeg efter en vej til at komme der op. Hende ved indgangen var der et stort bøgetræ som gik op til taget. Hvis jeg kunne komme op på taget, og så svinge med ned i vinduet, ville det være perfekt.

I halvmørket ledte jeg med mine hænder efter en knast, eller bare noget der stak ud af stammen, , som jeg kunne bruge til at klatre på. Jeg vandt en lille klump af træ jeg kunne bruge. Ellers var træet helt glat, men med nogle tykke grene højere oppe.

Hvis jeg først kunne træde på knasten, og så hoppe efter en af grenene ville jeg måske kunne klare det. I teorien. Men træet var helt vådt af regnen og jeg gled hele tiden, før jeg overhovedet nåede at sætte af efter en gren.

Jeg blev mere og mere frustreret, efter hvert fejlforsøg. Så fik jeg en ny idé. Jeg havde engang set en mand i et tv-program, som brugte et reb til at trække sig op i et træ med.

 Jeg havde mit lange tørklæde rundt om halsen, som jeg kunne bruge som reb. Jeg lavede en lykke på den. Jeg skulle bare have tørklædet rundt om en af de tykkeste grene.

Jeg brugte adskillige forsøg, for at få tørklædet til at sidde fast, og jeg var lige ved at give op, før det lykkedes. Jeg tjekkede mig at den sad ordentligt fast ved at hive i den, før jeg startede med at kravle op.

Det var virkelig hårdt at skulle hive sig hele vejen op til grenen.

Snart prustede og stønnede jeg. Mine arme syrede helt til. Det var som om jeg ikke rigtig havde kontrol over dem mere, men at de bare klamrede sig fast. Mine fingre sved of at holde fast, og det var som om at de var ved at skilles med mine hænder.

De har helt sikkert snydt i programmet. Det her er helt umuligt.

Men tanken af min mors døde krop, som lægerne skulle til at sprætte op, fik mine skjulte kræfter til at komme frem. Med et højt vredes udbrud brugte jeg alle mine armmuskler og trak mig hele vejen op til grenen. Besværligt trak jeg mig op og sad overskrævs på den.

Hurtigt trak jeg tørklædet op, og befriede det fra grenen. Mine arme syrede stadig, men dog ikke så slemt mere. Med bønner om at min balance ikke ville svigte mig kravlede jeg ud på den yderste ende af grenen.

Jeg var nu ca. kun en meter fra taget.  Men 5 meter ned til jorden. Hvis jeg faldt nu, ville jeg være heldig hvis jeg kun brækkede en arm eller et ben.

Jeg beregnede længden og kraften af mit hop. Åndede tungt, mens jeg samlede mod til mig. Så hoppede jeg. Det varede kun to sekunder før jeg med et højt bump landede ovre på den anden side. Forpustet satte jeg mig op.

Jeg havde næsten lyst til at le. Jeg klarede at komme op på taget. Men der var intet at le af. Jeg var stadig ikke kommet ind i kapellet endnu.

Med et suk rejste jeg mig op, og med let bøjede ben gik jeg over i retningen af, hvor jeg troede vinduet var.

Taget var skråt så jeg var konstant bange for at jeg ville glide ud over taget, eller en tagsten ville rive sig løs, og bringe mig ud af balance.

 Da jeg var henne til kanten af taget lagde jeg mig ned på maven.

 Jeg kiggede ned. Jo det var her vinduet var. Men hvordan skulle jeg kunne komme der ned?

En uhyggelig lyd bag mig afbrød min tankegang. Den lød som en stønnen af en art. Som om nogle havde store smerter. Jeg drejede hurtigt mit hoved for at se hvad det var. Men der var intet.

Jeg gøs, men tænkte ikke mere over det. Det var sikkert bare vinden.

Jeg kiggede ned på vinduet igen og begyndte at tænke, men endnu engang blev jeg afbrudt af den samme lyd. Mit hjerte begyndte automatisk at banke hurtigere. Mine øjne blev spærret helt op, og et sug i maven fik mig til at handle uden at tænke.

Hurtigt svang jeg mig ned over taget, og ledte med mine ben efter vindueskarmen. Det var svært og i lidt tid hang jeg fem meter over jorden, og famlede med benene, mens mine arme rystende holdt så godt fast de overhovedet kunne.

 Men mine fingre gled. Regnen ville ikke stoppe. Den silede ned i mit hoved og gjorde mit blik helt sløret. Jeg kunne ikke se noget, jeg havde ikke fodfæste, og mine fingre fik mindre og mindre fat på taget. I det rædselsfulde øjeblik troede jeg virkelig at jeg ville dø, at jeg ville falde mod jorden og brække nakken, men i sidste øjeblik fandt mine føder vej til vindueskarmen.

Hurtigt åbnede jeg vinduet helt med min fod, og svingede mig så ind i lighuset.

Og der sad jeg så. Kold og dryppende af regn nede på gulvet, omgivet af døde mennesker. Et kønt syn.

Jeg lænede mit hoved mod væggen og lukkede øjnene. Adrenalinen fik mit blod til at bruse i mine åre, og mit hjerte sad helt oppe i halsen, og bankede som om alle de dødes hjerter, som engang havde pumpet, bankede i mit. Hele min krop rystede og jeg var ude af stand til at få dem under kontrol igen.

Langsomt kom jeg til mig selv igen, og mit hjerte begyndte at banke langsommere. Jeg åbnede mine øjne og kiggede rigtigt rundt i rummet. Der var helt stille. Jeg ville have kunnet høre en knappenål falde til gulvet, og ikke engang have besvær med at høre den.

De døde kroppe lå på en slags operations borde, tæt ved siden af hinanden. Herinde var der meget mørkere, end udenfor hvor månen lyste en del af natten op.

Jeg rejste mig op. Lyden fra før var helt væk, og det måtte vel bare have været tankespil.

Jeg forstod heller ikke rigtig min reaktion af panik. Det var som om jeg ikke tænkte selv, men mine menneskelige instinkter bare havde taget over, og jeg havde baret flygtet.

Jeg hadede at flygte. Min personlige holdning var, at når man først havde sagt A, skulle man også sige B.

Jeg gik over til trappen, som førte ned til stuen. Det var ikke kun en trappe, men der var også sådan et fladt område ved siden af, som sikkert var beregnet til operationsbordene, når de skulle transporteres herop.

Mine sko gav genlyd, da jeg gik ned af trappetrinene. Min hånd fulgtes med gelænderet. Den føltes kold. Som om alle de dødes kolde kroppe havde gjort alt andet koldt herinde. Selv luften var kold. Faktisk frøs jeg under det våde tøj.

Nede for fodenden af trappen lukkede jeg hurtigt øjnene, bange for hvad jeg ville se. Med et beslutsomt suk åbnede jeg mine øjne. De døde kroppe, gav mig stadig den samme reaktion. Gispende gik jeg et skridt tilbage, med begge hænder for munden af forfærdelse.

Deres blikke, som var lige så kolde, som luften, stirrede ud i luften. Ingen af dem havde et fredfyldt ansigtsudtryk. Alle så enten vrede, skræmte, eller sørgmodige.

Næsten alle de døde hernede var sprættet op. Nogle af deres organer var taget ud, til nærmere undersøgelse.  Der var blod overalt. På gulvet, på væggene, i loftet, og selvfølgelig på ligene.

Var det her grunden til man ikke kunne se til den døde, der lå nede i kisten? Fordi de alle var skåret op. Måske.

En kvindes arm lå ud over bordet, og en jævn strøm af blod gled ned af den, og dryppede ud på gulvet ved slutningen af hendes negle. Dryp, dryp, dryp…

Jeg vidste min mor lå lige ved døren, så jeg gik med rystende skridt længere ind i rummet, og bare håbede på at det ikke var langt. Jeg måtte finde ud af hvad der skete her. Dette var ikke normalt. Langt fra.

Ligene stod tættere og tættere jo længere jeg kom ind. Og der var mere blod. Det var som om at det var her de kroppe de havde kigget i bare blev smidt herover, og ventede på at de skulle komme ned i en kiste, og begraves. Og der var ingen der ville opdage hvordan deres elskedes kroppe var blevet mishandlet.

Det endte med at jeg skulle sidelæns igennem bordene. Det gjorde mig mere utilpas. Som om jeg ikke kunne nå at løbe væk, hvis der var noget helt inde i de mørkeste skygger. Og det var let at forestille sig, når man var i et blodigt rum, fyldt med døde mennesker.

Og så… Kom jeg til min mor. Jeg stivnede.  Hun var ikke sprættet op, men al hendes hud var blevet taget af, så man kunne se hendes sener, og blodårer.

Jeg havde lyst til at skrige af rædsel, men jeg kunne ikke. Det var som om al kulden i rummet, havde frosset mig fast på stedet for evigt.

”Mor… Nej. Nej, nej, nej” Hviskede jeg så fortvivlet, at selv den ondeste mand ville få ondt af mig.

Jeg gik stille hen til hende, med øjnene vidt opspilede. Jeg havde en trang til at røre hende, men lod være. Det her var så grusomt, at jeg ikke engang havde tænkt på det, som mit værste mareridt. Jeg troede jeg havde oplevet det, da min mor døde, men at se hendes døde krop uden hud slog det helt klart.

Gennem sorgens tåger registrerede jeg nogle papirer på et lille rulle bord. Jeg tog dem og kiggede på dem.

Charlotte Hansen.

 Død af modermærkekræft. 42 år.

Undersøg huden. Find eventuelle fejl i hudens celler, og se om kræften påvirker cellerne.

Så var der alle mulige andre informationer om hende, og om hendes død.

Jeg læste dem alle igennem flere gange. Dette her var sindssygt. Vidste far om det her? Har han sagt ja til det?

Jeg kiggede igen på min mor. Og fik et chok. Hendes ansigt havde vendt sig mod mig. Hendes øjne som før bare havde stirret frem for sig, stirrede nu på mig. Hendes mund åbnede sig, og ud kom et jamrende skrig. Det som jeg havde hørt oppe på taget.

Jeg farede tilbage og stødte ind i et andet bord, hvor et andet lig var ved at vågne. Det lille rullebord, med redskaberne og papirerne bragede mod gulvet.

  En kold og klam hånd greb fat om mit håndled, og jeg skreg af skræk. Jeg prøvede at komme fri fra den døde, men han havde mig fast i et jerngreb.

Jeg så min mor komme tættere på med smertelige skridt. En tyk stribe af blod flød på jorden efter hende.

Synet fik alle mine nakkehår til at rejse sig. Jeg kiggede op og så i øjnene, på liget der holde mig fast. Helt hvide øjne og næsten hele halsen skåret over.

Flere lig begyndte og røre  på sig, og sige underlige lyde. Min mor kom tættere. Tættere.

Jeg spændte min krop i desperat forsøg på at komme fri. Det hjalp slet ikke. Det var som om at have håndjern på. Levende dødes håndjern.

Jeg kiggede desperat rundt efter noget jeg kunne bruge til at slippe væk. Kun lidt væk lå der en slagterkniv, på gulvet, der var faldet ned da jeg prøvede at komme væk.

 Jeg strakte mig efter den. Mine fingre lå hjælpeløst, kun fem centimeter fra spidsen af kniven.

Min mor var næsten helt henne ved mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Alle de døde havde rejst sig, og var nu på vej hen til mig, med humpende skridt, og armene fremstrakt.  Alles øjne var rettet mod mig.

Panikken overtog mig igen og jeg kunne ikke tænke klart. Jeg vred mig, og brugte min ledige hånd til at holde fast i zombiens hoved der holdte mig fast. Og rev til. Det sidste hud og sener, der holdt hans hoved brækkede over, og jeg stod med hans hoved i hånden.

Hans greb slappedes, og jeg smed hans hoved fra mig i væmmelse. Hurtigt greb jeg efter kniven, og rejste mig op.

Blodet sprøjtede rundt da jeg massakrerede ligene. Blodet farvede mit tøj helt rødt, og mit ansigt var helt klistret ind i det.

Et lig overraskede mig bag fra, og holdt fast rundt om min hals, så jeg ikke kunne få vejret. Jeg manøvrede med kniven, og jog den ind i ligets maven, og drejede kniven rundt. Liget gav slip, men var ikke helt død. Kun såret.

Den sprang på mig igen, og væltede mig ned på gulvet. Den bed efter mig. Denslog min arm mod gulvet så jeg tabte kniven, med et skrig af smerte. Min arm var helt sikkert brækket. Med den ene hånd holdte jeg dens hoved væk vil at holde fast rundt om dens hals.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne snart ikke holde den væk mere.

E andre lig kom tættere på og jeg kunne ikke komme fri. Jeg vred mig og sparkede monstret, men jeg var hjælpeløs.

Liget var skåret op i maven, og jeg tænkte ikke da jeg stak min brækkede hånd der ind. Smerten var overdøvende, mens jeg ledede efter hjertet. Jeg fandt det, greb godt fat om det og trak det ud.

Liget blev slap og al dens vægt pressede mig ned mod jorden. Gispende kæmpede jeg mig fri og kom op at stå. Jeg kiggede om efter min kniv, men den var væk i mængden.

Jeg trak min brækkede arm tæt ind mod mig, og løb videre.

Jeg skulle op oven på. Min eneste vej ud var ud af vinduet. Der var langt, og mange døde. Men alligevel. Hvade jeg et andet valg?

Jeg kæmpede mig vej hen mod trappen. Med slag og spark, kom jeg videre. Men mit mod sank dybere og dybere ned. Det var som om der kom flere og flere døde.

Alle de dødes klagende lyde fik mine egne tanker til at forsvinde. Der var kun én ting tilbage, der drev mig frem af. Had.

Had til dem som havde gjort dette mod mig. Mod min mor. Mod dem, som nu døde for anden gang, når jeg dræbte dem.

Jeg kunne nu se trappen komme til syne. Jeg brugte alle mine kræfter jeg havde tilbage, på at komme frem.

Et lig hoppede ud mod mig, og jeg nåede lige i sidste øjeblik at dukke mig. Jeg løb videre, men der var noget der greb mig i anklen, og jeg faldt lige ned på min brækkede arm. Mit skrig blev overdøvet af ligenes klage sang.

Rædselsslagen sparkede jeg mig fri, og baksede mig op igen. Jeg havde aldrig nogen sinde løbet så hurtigt før, som jeg gjorde der.

Mit hjerte bankede, så højt at jeg var sikker på at alle ligene kunne høre det, da jeg nogen foden af trappen.

Jeg gav mig ikke tid til at slappe af, men sprang op ad trappen. Den var helt fuldt med blod. Jeg gled flere gange på vejen op. Jeg var bange for at ligene ville komme både forfra og bagfra. Så ville jeg være færdig.

Lettet nåede jeg toppen af trappen, og så at der ikke var nogen lig her oppe.

Men jeg tog fejl, for ud af det mørkeste hjørne kom det lig jeg frygtede allermest. Min mors.

Hendes blodåre dunkede og hendes muskler flyttede hver gang hun tog et skridt.

”Min… Min…” Hviskede hun, med en uhyggelig parodi af hendes gamle stemme.

Den klagende sang neden under forstummede, og der blev stille.

Min mors ansigt lavede en grimasse, som vidst nok skulle være et hoverende smil. Hun lo.

”Du … er min…”

Jeg blinkede, og i mellemtiden havde hun rykket to meter tættere på.

Jeg trådte et skridt tilbage mod trappen, mens jeg skævede mod vinduet, der stadig stod åbent. Prøvede at finde en vej at komme ud. Kunne jeg nå at hoppe ud ad vinduet hvis jeg løb?

Min mor opdagede mit flakkende blik. Hun gik tættere på. Hurtigere en nogle af de andre lig gik.

Mit hjerte bankede hurtigere end det nogen sinde havde gjort.. Mine øjne var helt opspærrede og mine næsebor helt udspilede. Min krop rystede af skræk.

Hun kom tættere, og til sidst stod hun kun tre meter fra mig. Jeg kunne ikke se en anden udvej end at prøve. Om så helvede brød løs, blev jeg nødt til at prøve.

Jeg tog to skridt til siden og begyndte så at løbe mod vinduet. Jeg spurtede, og var snart kun et enkelt hop væk fra friheden. Jeg troede virkelig at jeg ville kunne klare det. Det troede jeg virkelig.

Men i løbet af et split sekund var der en skygger der spærrede min vej. Jeg løb lige ind i den og styrtede ned på gulvet.

Min brækkede arm tog det meste af faldet, og jeg hørte et højt knæk og min skulder smertede ubeskriveligt. Da jeg kiggede på den, så jeg at den lå i en helt forkert vinkel.

Jeg skreg. Aldrig havde jeg følt sådan en smerte.

” Så… Du troede… At du kunne sssssslippe væk?” Min mor kiggede ondt ned på mig. Så rystede hun på hovedet. Hendes øjne glimtede af fryd.

Hun satte sig ned på hug i kiggede mig i øjnene. Hendes tænder så sylespidse ud da hun smilede til mig. Hun rakte hendes hudløse arm frem og tog fat om mit ene ben. Hendes smil blev endnu mere ondskabsfuldt da hun vred den om. Jeg hørte det knase.

Jeg skreg, og tårer gled ned af mine kinder.

Min mor rystede på hovedet.

” Fy fy… Jeg burde vide bedre. Ikke lege med maden. Nej nej.”

 Så hurtigt som lynet havde hun bidt en luns af min hals. Jeg vidste med det samme, igennem smerten, at hun havde ramt mit luftrør. Eg trak vejret i små gisp, og jeg kunne mærke al luften glide ud af hullet, min mor havde lavet.

” Hvorfor mor?” Det brændte i min hals da jeg sagde det. Jeg lukkede udmattet halvt øjnene i af smerte. Jeg vidste at det var slut.

Hun krympede sig ved lyden af min stemme. Hun fik et glimt i øjnene af erindring.

”Katherina?” Sagde hun med hendes rigtige stemme, som før hun døde.

Det sidste jeg så inden jeg døde, var en krystal tåre der gled ned af min mors hudløse kind.

Klokken slog tolv, og på det tolvte slag, åndede jeg ud, med min mor ved min side. Præcis som da hun selv døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...