Følelsen af at fejle

Der findes mange slags fejl. Store som små. Dem vi begår, når vi skriver at 23 + 34 er 47 istedet for 57. Det er de små ubetydelige af slagsen. Dem som bare kan streges over. Men der findes også de fejl, der lægger sig som byrder på vores skuldre. Tunge uoverskuelige byrder som vi ville ønske, at vi kunne smide fra os. Dem som sidder som klistret fast og ikke vil give slip. Sådan en byrde har 17- årige Emmy hængende over sig.

Denne historie er mit bidrag til "Vold i hjemmet" - konkurrencen.


31Likes
65Kommentarer
1146Visninger
AA

2. Følelsen af at fejle (Oneshot)


 

Et skrig. Et råb. Efterfulgt af en lyden, der udløses, når glas smadres mod en væg.  Jeg klemte fortvivlet øjnene hårdt i og dækkede ørene med mine hænder. Alt i et håbløst og forgæves forsøg på at lukke det hele ude. En lille tåre fik overbalance og faldt ned på min kind. Jeg fangede den med en hurtig bevægelse. Ikke nu, Emmy. Ikke nu. Stemmen rungede i mit hoved. Det var den, der styrede mine bevægelser. Den der stoppede mig fra at bryde sammen. Selvom netop dette egentlig var det eneste, jeg havde lyst til lige i øjeblikket. 

Jeg havde lyst til at skrige. Til at åbne munden og slippe alle frustrationerne løs i et skingert vræl. Men mine læber forblev sammenpressede.  Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Ikke når han sad ved siden af mig. Ham. Lillebror. Han var grunden til, at jeg holdt facaden oppe.

Endnu et råb kunne høres. De var helt tæt på nu. Den eneste barriere imellem os og dem var døren.  Jeg sad bare og ventede på det endelige brag. Braget, der ville udløses, når døren blev revet op. De måtte ikke finde mig. Jeg var bange.

 

○ ○ ○

 

Med et smil på læben åbnede jeg hoveddøren og trådte ind i entreen. Følelsen af tryghed skyllede ind over mig. ”Hjem kære hjem” – skiltet på den modsatte væg fangede som altid min opmærksomhed. De hvide bogstaver slyngede sig hen over det sortmalede stykke træ. Perfekt. I hvert fald på afstand. Kom man tættere på, kunne man let ane, at malingen var begyndt at skalle af. Men ingen i familien havde nogensinde tænkt på at male det over eller købe et nyt. Et par krakeleringer i facaden gjorde vel ingen ondt.

Som fast del af den daglige rutine stillede jeg støvlerne og smed tasken hen i hjørnet.

”Er der nogen hjemme?”, udbrød jeg muntert med den forventning at få svar med det samme. Men der kom intet svar. Kun vaskemaskinens evindelige brummen kunne høres i det fjerne. Lettere forvirret gik jeg videre ind i huset.

”Hallo?”, råbte jeg. Denne gang en anelse højere. - Stadig intet svar. En snert af angst steg op i mig, i takt med at jeg søgte huset igennem. Mor plejede ellers altid at arbejde hjemme om mandagen. Langsomt begyndte tusinde spørgsmål også at dukke op i mit hoved. Følelsen af tryghed forsvandt og blev i stedet erstattet af forvirring og rædsel.

Til sidst stod jeg foran soveværelset. Stille trak jeg ned i håndtaget og listede på tåspidserne ind i værelset - Jeg ville ikke vække hende, hvis hun sov.

Det gjorde hun. Hun lå der i venstre side af sengen. Det lange mørke hår lå spredt ud over puden. En svag snorken kunne høres. Hvor så hun fredelig ud, som hun lå der – sådan tænkte jeg. Men noget fik mig til at gispe. Noget fik mig til at ønske, at jeg aldrig var gået ind i soveværelset. En mand. En mand jeg ikke kendte. En mand, som ikke var far.

Med vaklende skridt gik jeg tilbage mod døren. Min venstre hånd holdt stadig fast i dørhåndtaget. Jeg strammede grebet. Hårdere og hårdere.

”Emmy?”, mors søvnige stemme kunne pludselig høres. Hun kiggede forskrækket op på mig. Jeg slap dørhåndtaget og spænede ud af værelset. Forvirret løb jeg ind i stuen og lagde mig i fosterstilling på sofaen. Alt var tåget. Mine øjne kunne ikke stille klart. Små glimt af mor og den fremmede mand sprang skiftevis frem og tilbage i mine tanker. 

Jeg hørte, da mor vækkede manden og bad ham om at tage hjem - hurtigst muligt! Jeg hørte mandens evindelige mumlen, da han forvirret blev jaget ud i entréen og fik besked på at få sit overtøj på og gå. Hoveddøren smækkede, og i et øjeblik var der fuldstændig stille.

Lidt efter stod mor i stuen og kiggede på mig. Det var umuligt at bedømme hvilke tanker og følelser, der gik igennem hendes hoved på et tidpunkt. Hendes mund stod let åben – som om hun prøvede at sige noget. Øjnene kiggede vemodigt ned på mig. Hun tog plads i stolen overfor mig. Var hun flov? Bange? Eller vred? Hendes ansigtsudtryk besvarede ingen spørgsmål.

 

○ ○ ○

 

Lillebrors spinkle stemme vækkede mig pludselig fra mine tanker.

”Hvorfor råber far så højt? Han stirrede bange op på mig. Hans øjne var fuldt opspilede, og hans læber dirrede sagte. Spørgsmålet fik min mave til at slå knuder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Sandheden var udelukket. Den ville han ikke kunne forstå. Så i stedet tog jeg hans små hænder i mine. Han forstod mit indirekte svar og sænkede blikket igen. 

Sådan sad vi det næste stykke tid. Der blev ikke udvekslet flere ord imellem os. Men stille var der dog ikke. Den konstante lyd af had, vrede og fortvivlelse kunne stadig høres på den anden side af døren.

”Mor har gjort noget meget slemt”, sagde jeg så pludselig. Lillebror kiggede nysgerrigt op på mig. Det var tydeligt, at han forventede yderligere svar. Mit hjerte slog en smule hurtigere.

”Men..” lykkedes det mig så at få fremstammet. Længere kom jeg ikke.

 

○ ○ ○

 

Da far kom hjem fra arbejde den dag, var der helt stille. Selv da han råbte ”Jeg er hjemme”, var der ingen, der svarede. Mor og jeg sad stadig placeret overfor hinanden ved sofabordet i stuen. Ingen rørte sig ud af flækken. Ingen fortrak en mine. Det var først, da far bukkede sig nedover mor og kyssede hende på panden, at hun reagerede. Hurtigt rejste hun sig op fra stolen.

”Det er vidst også blevet tid til ,at der skal laves aftensmad”, sagde hun og gik med hurtige skridt mod køkkenet. Far satte sig til rette i samme stol, som mor lige var gået fra.

”Nå, hvordan er din dag så gået Emmy? Hvordan gik fysikprøven?"

Jeg hørte godt, at han stillede mig to spørgsmål. Men alligevel gik der et godt stykke tid, inden jeg åbnede munden.

”Far..”, hviskede jeg. Han kiggede mistænksomt på mig. Skulle jeg fortælle ham det? – spørgsmålet poppede op i mit hoved utallige gange.

”Emmy er der noget galt?”

Jeg rettede bare blikket mod gulvet.

”Er det noget med fysikprøven? Dumpede du?” Hans stemme rungede i mine ører.

Jeg rystede på hovedet. Gid det var så nemt. Gid jeg bare havde fået 00 eller -3.

”Emmy, fortæl mig så hvad der er i vejen. Jeg kan jo ikke læse dine tanker, vel!”, udbrød han så med en snert af arrigskab i stemmen.

Jeg adlød.

Og i det øjeblik. I dét øjeblik hvor det sidste kort blev lagt på bordet, og alle brikkerne faldt på plads. Fra det ene sekund til det andet skete forandringen. Fars blik blev iskoldt. Hans læber blev smallere og smallere. Og hans hænder knyttede sig sammen til to tunge jernkugler. Det var i det øjeblik, jeg indså, hvad jeg havde gjort.

 

○ ○ ○

 

”Av Emmy!”, hviskede lillebror pludselig og trak sine hænder til sig igen. Og da gik det op for mig at mit ellers så blide klem var blevet fast og brutalt. Minderne havde bragt en uventet vrede op i mig.  Jeg havde klemt så hårdt om hans hænder, at der nu kunne anes små aftryk fra vrede og fortvivlede fingre på håndryggene.

”Undskyld”, hviskede jeg og mærkede hvordan min stemme knækkede over. Forsigtigt tog jeg igen hans hænder i mine og aede dem stille og roligt. Fra håndled til fingerspids. Jeg viskede sporrene fra min arrigskab væk. En lille ensom tåre kravlede på ny ud af øjenkrogen. Men denne gang stoppede jeg den ikke. For hvad nyttede det? Det hele var min skyld.

 

Skrigene kunne stadig høres på den anden side af døren. Som en skinger smerte. Men så pludselig blev alt stille. Stormen havde lagt sig.

 

Det bankede på døren. To blide bank, hvert efterfulgt af en lang pause. En svag knirken skar gennem luften, da døren langsomt gik op.  Lyden af stilletter afslørede, at det var mor, der langsomt bevægede sig ind i lokalet. Klik, klak, klik - hun kom tættere og tættere på. Jeg turde ikke løfte blikket. Turde ikke se hende i øjnene. Men alligevel kunne jeg ikke lade være.

Et hurtigt kig op på hende – det var alt, jeg behøvede. Jeg fik alle detaljerne med. Det hævede øje. Den højre kind, der var blevet en anelse blålig. Armen, der havde været offer for et hårdt og brutalt greb. Chokeret rejste jeg mig op og trak hende med ud fra værelset.

Pludselig kunne jeg ikke holde følelserne inde mere. Facaden knækkede. Alt gik i tusinde stykker. Tårerne væltede ud over mine kinder. Nok var det fars knyttede hånd, der havde efterladt mærkerne – men det var mine ord, der havde givet ham lysten til udlevere slagene, tænkte jeg. Jeg hev efter vejret. Men luften var opbrugt. I stedet indåndede jeg nu en tyk disset røg, der langsomt fik mg til at synke sammen på gulvet. Hvis jeg bare havde holdt mund, tænkte jeg. Hvis jeg dog bare havde holdt mund.

 

 

Den aften tog jeg beslutningen. Jeg ville væk. Væk fra alt og ingenting.

Ville de mon komme til at savne mig? Tanker som denne strejfede mig et par gange. Jeg slog dem hurtigt ud af hovedet. Nej, de ville ikke savne mig. Måske ville lillebror, men han var så lille. Han ville hurtigt glemme, at jeg nogensinde havde været der, erklærede jeg. Og med den overbevisning åbnede jeg hoveddøren og trådte ud i mørket. Alle lå i deres senge nu. Alle sov dybt nu. Men ikke jeg. 

Jeg løb. Uden at vide hvorhen. Og mens mine fødder gang på gang satte af fra fortovet, mærkede jeg pludselig noget koldt, der langsomt løb ned af mine kinder. Tårer. Små vanddråber, der mindede mig om mit skrøbelige ’jeg’. Det ’jeg’, som nu var ødelagt. Ødelagt som følge af mine egne handlinger. Mine egne fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...