Åbn Brevet

Dette er en novelle jeg skulle skrive i skolen. Den handler om en pige ( Sophia ) som bliver vækket af sin veninde ( Maria ) midt om natten. Maria tager Sophia med hen på deres skole, hvor Sophia opdager den skræmmende sandhed. Næste morgen spørger hun sig selv; Var det en drøm?

1Likes
2Kommentarer
270Visninger

1. Åbn Brevet

”Sophia ! Sophia vågn op!” Jeg slog øjnene op, og oven over mig stod Maria, min bedste og eneste veninde. Hvordan var hun havnet her? Jeg satte mig op. Jeg skulle lige til at spørge hende, hvorfor hun var her midt om natten, da hun hviskede: ”Kom med!” Og trak mig i armen. Jeg rejste mig fra min seng. Jeg trak en kjole over hovedet og fulgte med hende. Hun listede hurtigt hen over det hvide gulv. Nu hvor jeg lagde mærke til det, var alt hvidt. Gulvet, væggene og loftet. Og der var ingen møbler. Jeg kiggede mig over skulderen, og min seng var væk. ”Hvordan?” Var det eneste jeg kunne tænke. Maria åbnede forsigtigt døren. Den knirkede ligesom døren på mit værelse. Hun smilte til mig. Jeg gik ind ad døren og kiggede mig omkring. ”Hvor er vi?” Men jeg kunne godt genkende det. Maria grinte til mig og tog min hånd. Vi var foran vores skole. ”Efter dig” sagde Maria og åbnede døren. Jeg gik ind. Alt var som det plejede. Opslagstavlen med madplaner for kantinen og invitation til efterårsfesten. Den beskidte trappe med en million fodspor fordi rengøringen holdt fri om fredagen og de mange klistermærker på gelænderet. Men jeg kunne mærke et eller andet. Lige da jeg tænkte det, begyndte grå skikkelser at dukke op rundt omkring mig. Jeg blev bange. Hvem var de? Hvor var jeg? På skolen selvfølgelig, men der plejede ikke at være grå spøgelsesvæsener på gangene. Jeg skreg af fuld hals. En af de grå kom bagfra og holdte mig for munden. Jeg blev lammet af den kolde fornemmelse. Men så tænkte jeg klart, og jeg begyndte at vride mig, sparke og bide indtil jeg kom fri. Jeg vendte mig langsomt om. Den grå skikkelse så endnu mere spøgelsesagtig ud tæt på. Jeg turde ikke kigge ind i de sorte øjne, så jeg stod bare og stirrede på dens fødder. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der, men efter noget tid genkendte jeg skoene. Maria og jeg havde været ude og shoppe. Hun havde købt de præcis samme sko, som spøgelset havde på. Pink Converse med leopard pletter rundt omkring. Da vi kom hjem fra shopping centeret, havde hun skrevet S + M for ever. Jeg fik tårer i øjnene, da det gik op for mig, hvem jeg stod foran. Jeg kiggede langsomt op og så ind i de sorte huller. Jeg græd, og hun stod bare der og stirrede. Hendes mund åbnede sig og ud kom en meget lys men stadig øredøvende lyd. ”Hvad er der sket med dig?” hviskede jeg med min stemme halvt kvalt i gråd. Hun blev bare stående og rystede på hovedet. Jeg kiggede væk og prøvede at genkende nogle af de andre spøgelser. Var det vores gamle underbo, Fru Nielsen? Fru Nielsen var død af hjertestop for et par år siden. Hvad var det her for et sted? Maria var ikke død. Hun var spræl levende! Vreden steg op gennem min krop og uden at tænke over det stormede jeg hen til Maria og tog fat i hendes skuldre. Men jeg røg lige igennem hende. Hvad var der sket?! Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg skreg og løb igennem alle de grå spøgelser. Mine skuldre rystede, mine arme føltes som spagetti og mine ben som to store kødklumper. Jeg ville hjem. Men det var som om jeg hele tiden kom tilbage til det samme sted. ”Åbn brevet” Maria rakte ud efter mig. ”Åbn brevet.” ”Selvom jeg er sådan her, vil du altid være min bedste veninde”. Hvad var det? Tanketelepati? Var det ikke bare sådan noget fup som man så på tv? Det hele blev bare for meget. Jeg kunne ikke klare det. Det sortnede for mine øjne... ”Sophia! Sophia vågn op!” Jeg åbnede mine øjne og oven over mig stod min mor, med hendes lyse krøller, blå øjne og glade smil. Men i dag var det glade smil forsvundet. ”Hvad er der galt, mor?” hviskede jeg, bange for at høre svaret. ”Det er Maria. Hun, hun kom ud for et slemt uheld her i morges” Min mor så dybt alvorlig ud. Jeg undrede mig over det, der var sket i nat. Havde det været en drøm? Eller var det virkelig sket? Jeg gik hen til skrivebordet. Selvom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, vidste min krop det åbenbart. Jeg flåede et brev op. Det lå oven på et par andre gamle breve, ved siden af lå min mors bibel og oven på den, et æble. Inden i brevet stod der:

Kære Sophia Selvom jeg ikke måtte, var jeg nød til det. Jeg kunne ikke efterlade dig uden i det mindste at sige farvel eller vise dig, hvor det var jeg skulle hen. Men bare rolig. Det er ikke så slemt, når du først er død. Håber du forstår. Og jeg lover, at vi en dag mødes igen. Jeg har det fint. Og jeg kan forklare det hele, når vi ses igen. Maria

 

Jeg ved godt at den er meget kort, men det var et krav at den maksimum måtte fylde 1 side.

Det ville betyde meget hvis du like'r:)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...