Kiara *Udgivet*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Siden Kiara mistede sin storebror, Lukas, i en forfærdelig ulykke for fem år siden har hun fået skylden for alt. Hendes mor har for længst fået hende overbevist om at det var hendes skyld at hende storebror døde, hendes skyld at hendes far begik selvmord og ikke mindst hendes skyld at moren er gået ned med en depression og overhovedet ikke kan klare sig selv. For at dække over denne overvældende skyldfølelse gør Kiara alt hvad hendes mor beder om, men hun har bestemt også sine hemmeligheder. Specielt en af dem betyder alt for hende, men da hun en dag bliver taget midt i en akt af en fremmed dreng, bliver hun pludselig nødt til at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af sine handlinger, og hun opdager pludselig en sandhed hun ikke før har villet se.. Men hvor mange byrder kan der egentlig lægges over på en 13-årig pige inden hun bryder så meget sammen at hun aldrig kommer op igen? *hele historien kan læses i bogen "Vold I Familien" der udkommer den 17. februar*

14Likes
12Kommentarer
809Visninger

1. Prolog

Hun kunne ikke engang koncentrere sig om hvilken mælk de skulle have med hjem. De skulle bruge to liter. Men skulle det være to liter sødmælk? Eller letmælk måske? Det kunne hun i hvert fald selv bedst lide.

”Har vi fået alt med?” spurgte Lukas desorienteret. Han var stresset og forvirret, og det gjorde Kiara nervøs. Det var aldrig godt når Lukas ikke var glad, så var tingene værre end ellers. Kiara opgav at vælge og rakte ud efter en sødmælk og en letmælk. Hun havde ikke tid til at overveje det nærmere.

Hendes små øjne kørte flakkende henover papiret, som hun havde hevet op ad lommen, og hun stavede sig langsomt igennem de snørklede skrå bogstaver på den lange indkøbsliste. Men hun kunne virkelig ikke finde noget de manglede. Til sidst foldede hun den irriteret sammen, og stoppede den uforsigtigt ned i sin bukselomme, imens hun opgivende kiggede på den propfyldte indkøbskurv. Hendes mave snørede sig let sammen. Var Lukas virkelig sikker på, at de havde råd til at købe alt det?

”Jeg tror vi har det hele,” mumlede hun forsigtigt. ”Der er i hvert fald sat krydser ud for alle tingene nu.” Hun sendte sin storebror et forsigtigt, og lidt stolt smil. Det var første gang hun havde læst, og forstået, en hel indkøbsliste uden at spørge en eneste gang.

”Der er ikke andet at gøre end at håbe,” sukkede Lukas træt. ”Vi kan alligevel ikke nå at rode det hele igennem nu for at se efter.”

Kiara kiggede febrilsk på sit lilla armbåndsur som Lukas havde foræret hende i julegave, og hendes hjerte sprang et slag over. Klokken var allerede halv syv.

”Lukas, vi når det ikke,” trippede hun nervøst, og begyndte utålmodigt at bevæge sig op imod kassen, og den uoverskueligt lange kø. ”Maden skal være færdig og klar om en time?”

”Det bliver den ikke,” svarede Lukas stædigt, og stillede sig ind i kø ved siden af hende. ”Det kan hverken dig, mig eller mor lave om på.”

”Men Lukas hun sagde jo at hvis..”

”Shh! Ikke her!” Lukas lagde lettere panisk en hånd over sin søsters mund, og så sig forskrækket omkring. Heldigvis virkede ingen til at have bemærket hans søsters usædvanligt paniske angst for at komme for sent hjem.

Han tog hendes ansigt i hænderne, og så hende dybt og bestemt ind i øjnene. ”Du skal ikke være bange, okay? Jeg skal nok sørge for, at der ikke sker noget slemt.”

Kiara nikkede stumt, selvom hun udmærket så, at hans bestemte mine ikke nåede hans flakkende øjne. De vidste begge to godt, at det løfte ikke var et, han kunne holde, og at denne aften ville blive endnu en af dem, der var fyldt med tårer og paniske råb.

Efter noget, der virkede som en uendelighed, slap de ud af den menneskefyldte butik med fire propfyldte indkøbsposer. Kiaras tanker svævede forvirret rundt, imens hun baksede med at holde sin ene pose henover asfalten, så der ikke gik hul i den. Samtidigt med at hun var helt vildt stresset, var hun sikker på at de havde glemt at købe et eller andet. Noget vigtigt. Og hvis hun havde ret så.. Nej, det turde hun slet ikke tænke på.

Det var faktisk aldrig Kiara det gik ud over. Aldrig hende, der skulle med mor ind bag den lukkede dør efter aftensmaden, og heller aldrig hende, der altid måtte gå med masser af tøj på om sommeren for at skjule de blå mærker. Men hun ønskede alligevel brændende at hun kunne bytte sig selv ud med Lukas - bare en gang imellem. For selvom hun vidste han var stærk, og selvom han aldrig viste hvor ondt det gjorde, så så hun tydeligt, hvordan han brød mere og mere sammen for hver dag der gik. Hans øjne blev mere og mere fjerne i takt med at de blå mærker og voldsomme ar blev flere og flere.

”Kia, tag mig lige i hånden,” sagde Lukas bestemt, og rev hende brat ud af sine dystre tanker. ”Når jeg siger nu så følger du med over vejen, okay?”

Kiara spejdede forskrækket ud imellem bilerne på den store gade. De var alle vegne, og de kørte hurtigt.

”Nej.” Hun satte hælene i. ”Vi bliver nødt til at gå over til fodgængerfeltet. Det der er for farligt.”

Lukas tog hårdt fat i hendes hånd, og lod som om han ikke hørte hende. ”Det har vi ikke tid til. Følg med nu.”

Han hev til, men Kiara blev stående i ren refleks. Hun nægtede at gå frem, for det var tydeligt, at lige meget hvordan Lukas havde tænkt sig at krydse vejen, så ville det ende galt.

Lukas stoppede op, og hev endnu en gang til. Han var for stærk, og Kiara var nødt til at følge med. Med lukkede øjne, og hjertet siddende helt oppe i halsen, løb hun med Lukas hen over den ene vejside, og de stoppede forpustet op inde i midterrabatten.

”Kiara, for helvede!” råbte Lukas, og rykkede hende så hårdt i armen, at hun ufrivilligt drejede en halv omgang rundt. ”Du følger med når jeg siger det, okay? Er du klar over, hvor farligt, det du lige gjorde, var?!”

Kiara veg forskrækket tilbage fra det vrede blik, og forsøgte at kontrollere de angste tårer, der pressede sig på. Det var aldrig et godt tegn når Lukas brugte hendes fulde navn. Det gjorde han normalt aldrig.

”Jeg vil ikke!” råbte hun en smule hysterisk og forsøgte forgæves at trække sig fri af hans greb. ”Bilerne kører alt for stærkt!”

Lukas holdt bare fast, og blev ved med at spejde efter et ledigt sekund til at springe over vejen i. Kiara opgav at hive sig fri, og forsøgte i stedet at overbevise sig selv om, at hun stolede på Lukas. Selvfølgelig skulle han da nok få dem sikkert over vejen. Han passede jo på hende. Det havde han altid gjort.

Hun havde netop fået sig selv tilstrækkeligt overbevist om det til at hun turde følge med, da Lukas brutalt hev til i hendes arm og satte i løb henover vejen. Men hun var ikke klar. I ren chok over den pludselige bevægelse gav hun slip på indkøbsposen, og alle varerne rullede ud på vejen. Panisk vendte hun sig om, og så hvordan de en efter en blev knust af de mange alt ødelæggende bildæk.

Hun opdagede slet ikke at Lukas havde givet slip på hende før hun hørte lyden af hvinende bremser bag sig. Hun gispede højt da noget hårdt ramte hende brutalt i siden og sendte hende hen ad asfalten i alt for høj fart. Smerten, der for gennem hendes krop idet hun landede, var ubeskrivelig.

Det sidste hun nåede at tænke på, inden alt blev sort, var, at de havde glemt at købe cigaretter til mor. Hun ville blive rasende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...