Novelle samlinger :D

jeg har skrevet mange noveller, jeg er rimelig stolt over nogle af dem.. men jeg syntes ikke at de var lange nok til at få deres egen movelle, derfor laver jeg en novelle samling xD jeg ligger flere ind, efter jeg bliver færdige med dem xD de er meget blandende.. XD

4Likes
0Kommentarer
726Visninger
AA

1. Secrets

SECRETS

Danielle rakte mig sportstasken. Jeg åbnede døren og trådte ud. Jeg vendte mig om mod hende og gav hende et kram. Stille hviskede jeg hende noget i øret. Hun nikkede og sagde: ”Ja, jeg sværger på mit liv, at jeg nok skal holde din hemmelighed sikker.” Jeg gav hende et gennemborende blik, og hun forstod. ”Og der er ingen der får dem at vide. Igen sværger jeg på mit liv, at holde dem sikre.” Så slappede jeg af i mine skuldre, og smilede til hende. ”Du er den bedste, Danni!” Sagde jeg og vinkede farvel til hende. Så trådte jeg helt ud af døren, og gik hjem af. Det var en kold og meget mørk hverdag. Regnen slog mod ruderene på bilerne som jeg passerede. En paraply fløj med vinden forbi mig. Jeg holdte godt fast i min hat, for ikke at miste den. ’Måske skulle jeg gå en anden vej hjem?’ Tænkte jeg til mig selv. Lidt længere fremme, så jeg en genvej gennem skoven. Jeg havde aldrig turde gå inde i skoven. Men jeg ville gerne komme i ly for regnen. Så jeg løb ind i den mørke skov. Skoven var ikke noget rart sted at være. Derfor skyndte jeg mig hen af stien. Jeg viste ikke hvor stien endte, men det fandt jeg hurtigt ud af. For enden af skoven, stod en forfalden bygning. Bygningen var lavet af gamle ødelagte mursten og andre dårlige materialer. Jeg gik tættere på bygningen, for at se hvad det var for et sted. Ved indgangen, hang der faldefærdige film plakater. Over den store ege dør som var blevet farvet i en nydelig blå farve hang der et skilt med bygningens navn, Mittleton Teater. Det gamle teater havde jeg hørt om før. Jeg havde aldrig set det før. Og før den dag havde jeg aldrig vist hvor teateret lå. Men jeg havde fundet det, og så var det bare en gammel ødelagt bygning. Som nok faldt sammen når som helst. Regnen slog stadig ned som en sindssyg. jeg greb fast i dør håndtaget, den var ikke låst. Så jeg åbnede den stille. Men døren knirkede så meget, at jeg blev helt bange for om den ville falde ned hvis jeg rørte den igen. På gulvet lå der et rødt væg til væg tæppe.  Der stod stole og sofaer rundt omkring i det store lokale. De var til at sidde og vente i. Ned langs to af de lange gange var der store døre. De førte nok ind til teatersalene. I midten, af det lokale jeg stod i, var der en lille bar. I baren stod der en popcorns maskine, og mange poser med rådne chips. Jeg trådte et på skridt frem og rørte ved en af bar stolene. Den var fyldt med støv. Under støv laget var stolen rød lige som gulvet og væggene.  Jeg gik mod venstre og ned af den ene gang. Der var omkring 4 døre ned af hver gang. Den første dør jeg kom til havde et skilt der sagde, Den Store Sal. Jeg trådte ind i rummet.  Masser af stole stod i rækker ned mod den store scene. Det blod røde tæppe var rullet ned.  Jeg lukkede stille døren efter mig og gik lidt ned mod scenen. Pludselig blev rummet fyldt med en høj og skinger lyd. De gamle højtalere rundt om i salen skrattede. ”Er der nogen?” råbte jeg pludselig. En hånd fløj op til min mund, det var min egen. ”Er der nogen!” råbte jeg igen, denne gang bevist. Højtalerne skrattede igen, og tæppet begyndte meget stille at rulle op. En gammel cirkus melodi begyndte at spille. Jeg har aldrig været særlig glad for cirkus, Så for mig var melodien rimelig uhyggelig. En kvindelig stemme begyndte at synge til melodien. Teksten var ørehængende og uhyggelig. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere.   

“Why do you smile 
Like you have told a secret
Now you're telling lies
Cause you're the one to keep it
But no one keeps a secret
No one keeps a secret
Why when we do our darkest deeds
Do we tell?
They burn in our brains
Become a living hell
Cause everyone tells
Everyone tells…”

Tæppet var helt oppe, og en stor LED skærm dukkede op bag den. En gammel sort og hvid film begyndte. To piger dukkede op på skærmen. Den ene pige mindede mig om Danielle. De havde begge to store og flotte krøller. Den anden pige havde noget almindelig og kedeligt hår lige som mit. Hun havde en hav blå kjole på. Og det flotteste armbånd med teksten KATELYN. Jeg kiggede ned af min egen arm, og opdagede det samme armbånd. Det var ikke en gammel film. Det var nogle optagelser af Danielle og mig, fra dagen før! jeg fik kuldegysninger over hele kroppen. De to piger på skærmen lå på Danielles seng og snakkede. Optagelserne var taget oppe fra.

Pigerne kiggede lige ind i kameraet. ’Jeg havde da ikke set noget kamera den aften?’ Tænkte jeg ved mig selv. Danielle kiggede på den anden pige, og åbnede munden. ”Kate, er jeg en veninde man kan stole på?” Der var gråd i hendes stemme. Det havde jeg også lagt mærke til i går. Katelyn inde i skærmen satte sig halvt op og kiggede på sin ulykkelige veninde. ”Selvfølgelig er du det! Hvad for dig til at tænke på sådan noget?” Havde jeg sagt. Hun havde kigget på mig og svaret: ”Du har bare aldrig fortalt mig en af dine hemmeligheder.” Jeg tænkte mig ikke om.  Men svarede med noget af det dummeste hid til. ”Ved du hvad? Hvis du henter en mokai mere, så fortæller jeg dig alt!” vi havde begge grint. Danielle gik ud for at hente noget at drikke. Vi havde lige været til fest, så vi var allerede påvirket af alkohol. Da vi havde drukket, snakkede vi i flere timer. Jeg fortrød vær og én af det hemmeligheder jeg fortalte. Og jeg fortrød at jeg fortalte dem. For så var de ikke længere sikre. Og de var ikke længere mine. Men nu havde jeg jo fortalt dem. Hun havde sværget på sit liv, at hun aldrig fortalte dem videre. ”Hvorfor skal jeg se det her? Og hvem er det der er herinde?” sagde jeg højt. Pludselig skiftede billedet. Det var kun Danielle. Hun lå i sin seng og snakkede i telefon. Lyden af regnen der slog mod vinduet fortalte mig at det var direkte. Hun var godt inde i sin samtale, og førte ordet. ”Og ved du så hvad?! Hun blev så sur, at hun slog ham ihjel! Eller det er hvad hun sagde.” Danielle var en rigtig sladrehank. Hun fik et svar fra sin veninde og hun begyndte at fnise. Pludselig gik det op for mig at det var min hemmelighed hun lige havde fortalt.  Min hånd fløj ned til min lomme. Jeg tog min mobil op og ringede til Danielle. Jeg kiggede på skærmen. ”Katelyn ringer, så vi ses.” sagde hun og trykkede et eller andet på sin mobil. ”Hej Kate!” Hørte jeg både i mit øre og fra højtalerene. ”Øh, hej.” Svarede jeg. Jeg var ikke sikker på hvorfor jeg ringede. ”Hvad er der?” Spurgte hun. ”Danni, kan vi mødes i aften? Alene? Måske et sted nede i byen.” Jeg snakkede hurtigt. Der gik lidt tid inden hun svarede. ”Selvfølgelig. Øh. Efter aftensmad? Er du okay Kate?” Hun lød bange. ”Jeg har det helt fint. Efter aftensmad, det lyder godt. Mød mig i gyden ved det gamle diskotek. Der kommer aldrig nogen. Farvel.” Jeg svarede meget hurtigt og lagde på med det samme. Så stod jeg og tøvede lidt. Jeg tog min sportstaske op fra gulvet, hvor jeg havde smidt den, og gik ud af teateret. Regnen slog stadig ned, så jeg skyndte mig hjem. Efter aftensmaden pakkede jeg de ting jeg skulle havde med. Danielle var der allerede da jeg kom. Hun så meget nervøs ud. Det var der også grund til! Jeg var så sur på hende. Vi stod og kiggede lidt på hinanden. ”Hvad var det du ville?” Spurgte hun. ”Er der noget galt søde Danielle? Du ser så nervøs ud” Min stemme lød mærkelig, det lød ikke som min. Mere som en psykopat morder, eller en meget farlig børnelokker. Danielle så Rædselslagende ud. Hun kunne slet ikke svare. Sangen fra tidligere begyndte at spille igen. Den var høj, og jeg havde ingen anelse om hvor lyden kom fra. Jeg kiggede på Danielle. Hun var slet ikke påvirket. Det var som om hun ikke kunne høre den. Lyden kom inde fra mit hoved. Stille tog jeg min taske af ryggen. Jeg tog mine hansker på og kiggede med et sygt smil på Danielle. Jeg tog et kort reb op af tasken og spakede derefter tasken væk. Jeg smilede og grinte lidt. Jeg gik tættere på Danielle, og hun bakkede bagud.  ”Do you swear on your life?” Sang jeg drillende. ”I swear on my life.” Jeg prøvede at efterligne hendes stemme. Jeg gik tættere på hende. Igen bakkede hun og kiggede på mig med rædselsslagende øjne. Jeg grinede af hende.

You swore you'd never tell…
You swore you'd never tell…
You swore you'd never tell…

You swore you'd never tell…”
Sang jeg til hende, og grinte. Danielle bakkede, og ramte en væk. Jeg havde trængt hende op i en krog. Der var intet hun kunne gøre. Danielle Skreg da jeg nærmede mig. Jeg grinte og kiggede på hende med et falsk og sørgmodigt blik. hun kom hurtigt i tanke om at ingen var i nærheden, og at ingen kunne høre os. ”Hvorfor gør du det her? Er du blevet sindssyg.” spyttede hun ud. Igen grinte jeg. Hun gøs. Den onde latter virkede. Et frygteligt smil bredte sig på mit ansigt. ”Du lavede en fejl, og med fejl, kommer der straf. Og du sværgede på dit liv, at holde kæft. Gjorde du det? Nej! Det gjorde du ikke!” De sidste fem ord råbte jeg højt. Hun gispede og tåre trillede ned af hendes kinder. Stille lagde jeg en hånd over hendes mund. Imens jeg lagde rebet om hendes hals. Så bandt jeg en knude, og strammede til. Panikken bredte sig i hendes øjne. Hendes arme og ben spjættede. Hendes hoved blev rødt. Jeg strammede lidt mere. Så blev hendes hoved lilla. Efter cirka et minut lod jeg hendes livløse krop falde ned på jorden. Med et smil der gik fra øre til øre, luntede jeg over til min taske og fandt en sort sæk frem. Efter lidt kamp fik jeg puttet kroppen i sækken, og smed sækken i containeren. Der hjemme brændte jeg rebet og handskerne. Jeg besluttede mig for at skrive denne historie ned i min dagbog, sammen med alle mine andre hemmeligheder Historierne har hver sin handling, men alle, den samme slutning. Jeg afsluttede historien og lagde bogen under min seng. Så tog jeg min frakke, og gik til min nye veninde hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...