Novelle samlinger :D

jeg har skrevet mange noveller, jeg er rimelig stolt over nogle af dem.. men jeg syntes ikke at de var lange nok til at få deres egen movelle, derfor laver jeg en novelle samling xD jeg ligger flere ind, efter jeg bliver færdige med dem xD de er meget blandende.. XD

4Likes
0Kommentarer
730Visninger
AA

12. Hjælp! jeg er blevet bortført!

”’Cuz it’s the end, and I’m not afraid, I’m not afraid to Die” Synger Andy og går hen af scenen.

”Han er bare lækker!” Råber jeg, for at overdøve larmen. Josefine hører det og råber tilbage:

”Bassisten er sku da meget lækre!” Så smiler vi og synger med på resten af sangen In The End. To timer efter er koncerten forbi. Jose og Jeg står ude foran Vega og venter på hendes far. Vi er begge helt oppe og køre. Mit hjerte banker virkelig hurtigt, og jeg sveder. Men vi griner og er glade. Der er så mange mennesker, og vi kan ikke rigtigt finde rundt.

”Hvor var det han sagde han ville samle os op?” Spørger jeg.

”Det husker jeg faktisk ikke. Men jeg tror det var der hvor han satte os af.” Svarer hun.

”Kan du ikke ringe til ham?” spørger jeg.

”Nej, min mobil er død. Er der mere strøm på din?” Spørger hun.

”Nej. Hvad nu? Måske finder vi ham aldrig. Skal vi ikke bare sætte os og vente?” spørger jeg frustreret.

”Der kommer han!” Råber hun glad og hopper op og ned. Jeg kigger i samme retning og ser straks bilen. Nøj, hvor kan jeg godt lide store Audi ‘er med tonede ruder. Og især denne. Vi griner og sætter os ind bagi. To colaer ligger klar til os, jeg snupper hurtigt en og drikker fra den. Josefine gør det samme.

”Vi troede du havde glemt os.” Råber Jose til hendes far, hvor efter at hun bryder sammen af grin. Og jeg griner med. Vi har det fantastisk og er helt oppe at køre. Joses far svarer ikke. Er han sur? Måske larmer vi bare lidt for meget. En træthed rammer mig, jeg puster ud og slapper af. Det er mørkt udenfor, og jeg har faktisk ingen anelse om, hvor vi er.

”Er det den rigtige vej vi køre?” Hvisker jeg til Jose. Hun kigger ud af vinduet og fokusere på omgivelserne. Lidt efter bliver hendes vejrtrækninger hurtigere.

”Far. Hvor køre du os hen?” Spørger hun. Han svare ikke. Jose kigger på mig. Hendes blik viser mig, at hun er i panik.

”Du. Du er ikke min far. Er du?” Får hun sagt. Igen svare han ikke. I stedet hører vi et klik. Bilen er låst nu. Manden bag rettet, hamrer speederen i bund. Og bilen flyver af sted. Josefine og Jeg skriger i kor. Jeg får helt lyst til at tude. Men det hjælper ikke. Vi er blevet bortført.  Mit hjerte synker helt ned i min mave. Vi er blevet bortført. Ordende gør ondt. De er sande, men frygtelige. Josefine skriger stadig. Efter nogle sekunder, formår jeg at ligge min ene hånd over hendes mund. Med den anden hånd tager jeg hendes og giver den et ordentligt klem. Jeg kigger hende ind i øjnende og langsomt falder hun til ro. Hun klemmer min hånd og vi stirrer ud i luften sammen. Vi kan ikke gøre noget. Ikke andet end at vente og se hvad der kommer til at ske. Jeg tør slet ikke tænke på det. Pludselig mærker jeg et hoved som ligger sig på min ene skulder. Jeg kigger ned på Jose. Hun gaber. Det smitter. Vi er begge trætte efter en god koncert og en frygtelig bortførelse. Koncerten føltes så langt væk. Som var det flere måneder siden. Og der er ikke engang gået tre timer. Eller er der? Jeg har faktisk ingen anelse. Inde midt i mit tankespind formår jeg at falde i søvn.

Jeg vågner og strækker min krop. Hele min krop gør ondt. Men min venstre arm, mine ribben, og mit hoved er værst. Hvad har jeg lavet?  Jeg åbner mine øjne og kigger mig omkring. Hvor er jeg? Værelset er mørkt og utydeligt. Jeg prøver at rejse mig, men falder med det samme. Hvad fanden er der sket? Og med det samme husker jeg det. Jeg husker koncerten. Og bilen. Manden vi troede var Joses far. Hvor er Josefine egentlig? Jeg kigger mig omkring. Ovre i det ene hjørne ser jeg noget bevæge sig. Jeg glipper med øjnende. Hvad er det? Da jeg indser at den skrøbelige lille skikkelse er Jose, skriger jeg. Men stopper op med det samme.

Da det ikke rigtig lykkes at rejse mig. Trækker jeg mig hen af gulvet. Det gør ondt. Jeg kan ikke støtte på min venstre hånd. Og jeg kan ikke ligge på maven. Så jeg ligger mig på ryggen og skubber mig med mit højre ben. Under hele vejen, stopper jeg op og tjekker at jeg skubber mig i den rigtige retning. Da jeg kommer hen til hende, holder jeg en pause og får pusten.

”Jose?” Hvisker jeg. Hun svare ikke, men laver en slags fnys.

”Jose, er du okay?” Spørger jeg og er usikker på om jeg overhovedet vil høre svaret. Hun tænker sig lidt om og siger:

”Hmm, jeg vil ikke sige at jeg har det fantastisk. Men det er mere dig jeg er bekymret for. Er du okay?”

”Jeg er ok. Jeg har ondt hist og her.” Svare jeg.

”Det tror jeg på. De bankede dig synder og sammen, de har brækket flere af dine knogler. Du skreg!” Fortæller hun. Jeg rynker mine bryn. Jeg husker intet.

”Af en eller anden grund, kan jeg ikke huske noget.” Siger jeg.

”Den har jeg allerede regnet ud.” Svarer hun. Hvad? Hvor længe han hun lige været vågen?

”De colaer vi fik i går. Manden må have proppet noget i dem. Det er den eneste mulighed for at vi kunne falde i søvn efter sådan et panikanfald.” Fortæller hun.

”Wow, man skulle tro du kendte til alt sådan noget med bortførelser.” Ryger det ud af min mund. Hun fnyser. Og så siger vi ikke mere.

Jeg betragter rummet. Nu hvor det er lyst udenfor, er det meget nemmere at se noget. Det er et firkantet rum, med højt til loftet. Der er én dør, og to vinduer. Vinduerne er smalle og sidder meget højt oppe, hvilket må betyde at vi befinder os i en kælder. Døren er af massivt træ og låst. Jeg har prøvet alt med den dør. I rummet står der en stol og et bord. Det eneste andet der er, er vandrør som går hele vejen rundt.  Selvom det er lyst udenfor, er værelset stadig rimelig mørkt. Så jeg kan ikke beslutte mig for om rummet har en bestemt farve eller om det er gråt. Men lad os sige at det er gråt, for der kommer nok aldrig mere lys ind af de vinduer.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet og stirret ind i denne væg. Men den bliver ikke kønnere af det. Vi har siddet inde i dette rum i snart en uge, det er i hvert fald hvad jeg har regnet ud, efter hvor mange gange det er lyst og mørkt udenfor. Det har været det rene helvede. Vi har ikke fået noget at spise i nu. Vi har overlevet af det vand som drypper ned fra en af vandrørende. Det er ikke det bedste vand, der kommer heller ikke ret meget af gangen, plus at jeg er ved at blive skør over den konstante dryppen, men det er der, og det kan drikkes. Josefine er ikke specielt snakkesalig. Ikke at det gør mig noget.

Efter 10 dage i dette rum hører jeg noget, andet end den konstante dryppen.  Jeg sidder i mit sædvanlige hjørne og banker hovedet ind i væggen, da Josefine kryber over til mig og prikker mig på skulderen.

”Der er nogen ovenpå.” Hvisker hun. Jeg lytter, og ganske rigtigt hører jeg en masse fodtrin og noget skramlende, nogen der snakker højt og andre der hvisker. Hvor mange er der deroppe? Mit hjerte hamre af sted. Jeg hører en dør åbne, nogen går ned af en trappe. Pludselig er alt stille og jeg har lyst til at skrige helt vildt. En raslen bag døren og et klik, døren er låst op. Stille knirker døren og åbner sig på fuldt gab. I døren står tre mænd, alle i klædt sorte læder jakker. De træder ind, med lederen forrest. Lederen er synligt ældst. Han kigger på de to andre og nikker hen i vores retning. Mere skal der ikke til før de to unge mænd skynder sig hen til os, den ene er mere splejset end den anden. Den anden er faktisk rimmelig robust. Den splejsede af dem tager fat rundt om mine skuldre og trækker mig op fra gulvet. Det gør ondt, men jeg strider ikke imod. Den anden tager fat om Josefine. Man kan se hvor meget hun prøver at stride i mod. Men det hjælper ikke. De trækker os med over til bordet hvor lederen står. Josefine bliver sat på en stol, hvorefter hun bliver bundet på fødder og hænder. Ham der holder mig bliver bare stående. Josefine bruger alle sine kræfter, hun skriger og kæmper. Men rebene bliver kun strammere.

”En stol mere!” Råber lederen. Få sekunder efter bliver en stol kastet ned af trapperne. Langsomt mærker jeg, at ham som holder om mig, strammer sit greb. Ikke voldsomt, men beskyttende.  Stolen bliver sat hen ved siden af mig, og jeg bliver placeret på den. De binder mig fast til stolen, men de binder ikke mine fødder og hænder sammen.  Da vi endelig er placeret, går lederen hen til Jose. Han står forover bukket og ser truende på hende.

”Så mødes vi igen Georgia.” Hans stemme er rusten og hård. Josefine svarer ikke.

”Når nu du har regnet ud hvordan jeg forgiftede jer, ved du garanteret også hvordan jeg fik fat i bilen. Men hvad jeg gerne vil vide, er om du ved hvorfor du er her.” Fortsætter han. Jose svarer stadig ikke, men sender ham det mest sarkastiske smil, hun nogensinde har lavet.

”Ja, det har jeg. Og det er SÅ forkert!” Råber hun og spytter ham i ansigtet. Han rejser sig, tørrer spyttet væk og går hen i mod mig.

”Vil du så ikke fortælle det til din lille veninde.” Siger han og tager en lommekniv op af lommen. Da han når helt hen til mig, stopper han op.

”Vincent, Dimitri, henter i ikke tingende?” Han smiler ondt og kigger på dem. Som mus piler de ud af døren og op af trapperne.

”Fortæller du det med din egen fri vilje, eller skal jeg tage andre midler i brug?” Siger han og kigger hen på Josefine.

”Du kan ikke true mig!” Råber hun. Han griner. Langsomt lader han lommeknivens blad ligge på min hals. Jeg ryster og sveder og mine tanker er over alt. Men alligevel er mit hoved tomt. Bladet er koldt og bredt.

”Du må ikke gøre hende noget!” Råber Josefine.

”Når så det må jeg ikke? og hvem af os er det lige der har magten?” Råber han tilbage, hvorefter han laver en hurtig bevægelse og snitter mig i kravebenet. Med det samme samler mine tanker sig om én ting, smerten. Jeg skriger lydløst, har jeg mistet stemmen? Tåre triller ned af mine kinder og jeg kigger over på Jose. Hun sidder ligbleg og er meget overrasket.

”Du, du gjorde det.” fremstammer hun lavt og kigger ned i gulvet.

”Jeg kan gøre noget, der er meget værre.” Siger han og snitter mig i skulderen. Denne gang skriger jeg højt, den havde jeg ikke forventet.

”Okay! Jeg siger det! bare stop med at gør hende fortræd.” Råber hun. Hun synker og forbliver tavs i et stykke tid. så ser hun op fra gulvet og åbner sin mund:

”Min far, er ikke den som jeg har fortalt dig han er.” starter hun med at sige, så synker hun en klump og begynder igen:

”Eller han er. Men han har en fortid. En fortid som rocker. Han gjorde et godt stykke arbejde, og alt det. Men da jeg så kom til verdenen, havde han ikke penge til at forsørge min familie. Så han lånte penge fra Idioten Der Ovre.”

Manden griner kort og går over til Josefine. Ligger knivens blad på hendes lår. Han presser den ned igennem hendes bukser, ned i hendes hud. Og langsomt trækker han den vandret igennem hendes lår. Hun siger ikke en lyd, men stirrer på hendes forblødte ben. Tåre drøner ned af hendes kinder og hun ryster vildt.

”Fortæl hvorfor I er her!” Råber han. Rystende vender hun hovedet mod mig,

”Min far betalte aldrig sin gæld. Så nu er vi den.” Når hun at sige inden hun bryder fuldstændig sammen.

”Du ikke rigtig klog!” Råber jeg af ham.  Han griner.

”Min logik rækker over langt mere end du kan tænke på. Ved du for eksempel hvilke materialer man skal bruge til at amputere en finger?”

Mit ansigt bliver ligblegt. Spurgte han virkelig om det?

”Nej.” Siger jeg meget lavt. I det samme kommer Vincent og Dimitri ned igen.

”Det tog sørme sin tid.” Siger han surt.

”Undskyld Michael, De andre ville spille et hurtigt spil GtaV. Undskyld.” Siger de og kaster en pose på gulvet. Den klirrer og noget falder ud af den. Hvad fanden er det? jeg kan ikke se det ordentligt og opgiver.

”Det kan også være lige meget skvathoveder. Pigen bukkede nemt under. Jeg tror vi er færdige for i dag.” Siger han og går op af trapperne. De andre bliver tøvende stående. Vincent, eller Dimitri, ham den splejset stirrer på mig med tomme øjne. Han mimer hurtigt et undskyld, og træk den anden med op af trapperne, og lukker døren.

Hen af aftenen stilner larmen. Men pludselig åbner døren stille. Noget hårdt rammer det øverste trappetrin. Jeg kan ikke se hvad der sker, men døren lukker igen og noget rutsjer ned af trappen. Kort efter står der en bakke med noget på, forenden af trappen.

”Mhh mad! Mange tak.. men nu er det jo lige sådan at… JEG ER FUCKING BUNDET FAST TIL EN STOL” Råber jeg. Jeg ved ingen kan høre mig. Febrilsk rokker jeg frem og tilbage på stolen. Rebet løsner sig en smule. Jeg rokker endnu mere, og med et bump rammer jeg jorden. Fri fra stolen. Jeg ømmer mig, og kravler over til maden. Min mave knurrer og jeg kaster mig nærmest over det. Så høre jeg et snøft. Jeg kigger op, jeg havde fuldstændig glemt Josefine. Jeg skubber maden over til hende, og kravler selv der over. Jeg befrier hende fra rebende, og kigger på hendes lår. Blodet er ikke helt størknet, og der kommer stadig mere. Hvor meget blod har hun lige mistet? Det også lige meget. Så længe hun ikke mister mere. Derfor tager jeg min hættetrøje af og river et stykke af. Langsomt, og påpasseligt får jeg stykket rundt om hendes lår og strammer. Hun udstøder et lille hvin, men bidder så smerten i sig. Jeg binder en fin sløjfe og giver hende resten af maden.

Manden og hans håndlangere kommer igen de næste tre dage. De banker os, torturere os på de værst tænkelige måder. Jeg har bare lyst til at fortrænge det hele. Men vær eneste aften, kommer der en ny tallerken med mad. Af en eller anden grund, tror jeg at det er Vincent, som jeg har fundet ud af er ham den splejsede fyr. Han virker som om at han er tvunget ud i det her. Han ser ud til at have lige så ondt, som jeg har. Godt nok bløder han ikke konstant, han skriger heller ikke vær gang Jose mister endnu en tå. Men i ved hvad jeg mener. I? sig mig, tænker jeg i tredje person, eller første, eller, hvad hedder det? hvorfor tænker jeg overhovedet på det? jeg er ved at blive skør.

Josefine mister sin tredje tå, da dagens tortur er omme. Jeg holder ikke til det her længere. Torturen er frygtelig. Den konstante dryppen fra vandrøret er til at blive sindssyg over. Josefine sidder på sin stol. Rokker frem og tilbage. Nogle gange nynner hun en lille sang, andre gange siger hun underlige lyde. Men hun er ikke til at komme i kontakt med. Hun reagerer slet ikke på torturen mere. Hun har lukket helt af, for hele omverdenen. Jeg sidder over i mit hjørne. Banker hovedet ind i muren, eller skriger mine lunger ud.

Jeg kigger ud af vinduet, lyset fortæller mig, at det snart er ved at være den tid på døgnet, hvor vi får vores tallerken med mad. Jeg kravler hen til Jose.

”Nu for vi snart vores mad.” hvisker jeg til hende. Men hun viser ingen tegn på at have hørt mig.

Jeg sidder igen over i mit hjørne. Jeg har talt mig frem til at det er fire timer siden vi skulle have spist noget. Men maden er ikke kommet i nu. Kom nu Vincent! Vi dør af sult hernede!  Tænker jeg og banker mit hoved ind i væggen, én gang til.

Da det er helt mørkt udenfor, høre jeg fodtrin over mig. Mit hjerte banker helt vildt. Jeg vil bare ikke tortureres mere! Så høre jeg en dør der bliver åbnet. Jeg skynder mig hen til Josefine. Jeg knuger mig ind til hendes arm. Men hun reagerer over hovedet ikke. En eller anden går ned af trappen. Jeg giver mig til at skrige. Men pludselig står Vincent i døren.

”Shh! Stille! De opdager os!” Råber han, og jeg stopper brat op. Hvad laver han her? Hvem opdager os? Hvad er det de ikke skal opdage? Som om han kan læse mine tanker siger han:

”Jeg er kommet for at befri jer. Men vi har ikke meget tid. Så skynd jer at komme med!” Jeg bliver meget chokeret og bruger ti sekunder til bare at glo på ham. Så kommer jeg tilbage til virkeligheden og vender mig om mod Josefine. Jeg rusker lidt i hende, og siger så:

”Jose, jeg ved godt du ikke kan høre mig, men du bliver nød til at komme med. Vi skal væk. Vi er frie. Ikke mere tortur!” I det jeg slutter min sætning, er Josefine, fuldstændig tilbage og kigger på mig.

”Skal vi væk? Ikke mere smerte?” hvisker hun til mig. Jeg smiler stort og svare:

”Ja, vi skal væk. Ikke mere smerte. Men vi har travlt. Vi skal hurtigt væk.” Så tager jeg fadt i hendes ene arm, og støtter hende, så vi kan flygte sammen. Da vi når op af trappen, stopper Vincent op.

”Det der går ikke.” siger han og bukker sig. Han sætter en arm under Joses ben, og en på ryggen. Så løfter han hende, og fortsætter igennem rummet. Jeg følger hastigt efter og vi ender ved en stor dør. Vi går igennem den, og skynder os ned af nogle trapper. Mit hjerte sidder i halsen og jeg kan slet ikke fatte at jeg er fri. Vi kommer til et stort græs område. Jeg stopper op og nyder hvordan vinden tager fat i mit hår. Jeg ånder ud og smiler så. Vincent sætter Josefine ned. Jeg går over til hende, og krammer hende.

”Jose! Vi er i frihed! Vi er frie!” Råber jeg glad. Hun smiler tilbage. Vincent står lidt i baggrunden, og smiler til os. Jeg går over til ham.

”Tak. Tak for alt. Jeg forstår ikke hvorfor du gør det her. Men tak, for friheden, maden, og alt det.” Siger jeg og krammer ham. Jeg hører et pistolskud, og trækker mig væk fra Vincent. Hans smil forsvinder, hans hud bliver ligblegt. Vincent rammer livløs jorden, og jeg kigger lige ud. 30 meter væk står Michael, og Dimitri med en pistol.

”Troede I virkelig at I kunne flygte fra os?” Er det sidste jeg høre, inden jeg rammer jorden.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...