Novelle samlinger :D

jeg har skrevet mange noveller, jeg er rimelig stolt over nogle af dem.. men jeg syntes ikke at de var lange nok til at få deres egen movelle, derfor laver jeg en novelle samling xD jeg ligger flere ind, efter jeg bliver færdige med dem xD de er meget blandende.. XD

4Likes
0Kommentarer
736Visninger
AA

13. Fra mit liv

dette er en dansk stil jeg skulle skrive om mig selv, døm mig hvis du vil xD

 

Jeg blev syv år gammel i August 2006. Det var en af de sidste gange jeg så min mormor. For i slutningen af august, starten af september, fik hun kræft for anden gang.  Hun døde i oktober. Hendes død, har betydet forfærdelig meget for mig. Dette var første gang mit liv tog en dræstig drejning. For ikke alle der er syv år gammel forstår hvad det er der sker når et andet menneske dør. Og når man så ikke har nogen til at være der for en. For der var ingen der var der for mig. Jeg boede hjemme hos min mor, sammen med min storebror. Faktisk husker jeg intet fra denne periode i mit liv. Min hjerne har fuldstændig slettet det fra min hukommelse. Jeg ved ikke om jeg skal være taknemmelig for det?

 Min mormor blev begravet i november. Den dag stod jeg ved siden af min mormors kiste, inde i kirken, og græd. Jeg græd uafbrudt i tre timer, selv efter begravelsen, da jeg sad og drak sodavand med min familie. Jeg kunne ikke stoppe, min mormor var død, og jeg havde først forstået det nu.

Efter begravelsen blev det hele meget værre. Min mor gik ned med flaget, som man siger. Jeg har fået fortalt at hun lukkede sig ind i en boble. Hun var ualmindelig deprimeret, drak, og gjorde ting. Ting som jeg virkelig ikke har lyst til at sige eller tænke på. Alt dette skete imens jeg var hjemme, og når jeg var hos min farmor, sagde jeg intet. For jeg var bange, ingen skulle gøre noget ondt ved min mor, derfor skulle ingen vide hvordan hun havde det.

I januar 2007 endte jeg i pleje hos min farmor. Jeg har ingen anelse om hvordan alt dette skete, og ingen ville fortælle det til mig. Men jeg endte i pleje hos min farmor, mistede kontakten til min storebror, og min mor røg på lukkede afdeling.

 

 

 

 

Jeg boede hos min farmor fra januar 2007 til juni 2013, og i det stykke gik mit liv meget op og ned. Men en anden begivenhed fik mit liv til at tage en ny drejning. Begivenheden fandt til i februar 2013. Jeg var i en af mine depressions perioder, dette er nogle perioder jeg har haft ualmindelig mange af. I disse perioder er alting gråt, jeg siger næsten aldrig noget, spiser næsten ikke. Jeg sidder bare og stirre ud i den blå luft, græder og skære i mig selv. At skære i mig selv, er noget der hjælper mig utroligt meget, det er noget af det eneste der kan hjælpe mig igennem disse perioder.

I Januar havde jeg en veninde som hed Frida, jeg stolede på hende, og hun hjalp mig med nogle ting. Da jeg følte at jeg stolede nok på hende, fortalte jeg hende om at jeg skar i mig selv. Men hun tog det på en helt anden måde end jeg havde regnet med. Hun ville slet ikke tale med mig, hun syntes jeg var sær. Vi blev uvenner, og i februar besluttede hun sig for at sige til lærende at jeg skar i mig selv. Dette var noget lærende aldrig havde regnet med ville ske fra min side, for jeg var jo klassens mest perfekte pige som lavede alle sine lektier og altid var glad. Faktisk var jeg aldrig glad, men det var der jo ingen der vidste.

Lærende tog mig ind til mange samtaler i løbet af den mandag. De snakkede om hvor forkert det var, og spurgte mange gange hvordan jeg kunne finde på at gøre sådan noget. Alle lærende så helt anderledes på mig derefter, de så alle på mig i afsky. Det var forfærdeligt. Samme da skulle jeg hjem til min mor. Lige så snart jeg kom ind af døren kunne hun se at der var noget helt forkert. Og det første hun sagde da jeg havde sat mig ned var: Må jeg se dine arme? Jeg var ufattelig bange, havde lærende ringet til hende? Men nej, hun kunne bare mærke det på mig. Vi snakkede om det, jeg fandt ud af at hun selv havde skåret i sig selv i over 20 år. Men det hårdeste ved den samtale, var vær gang jeg så på min bror. Han blev mere og mere knust over det jeg sagde, og ja, han fik tåre i øjnende. Jeg fik min bror til at græde. Det knuste mit hjerte.

Om aftenen skulle jeg hjem. Jeg havde regnet med at min lære havde ringet til min farmor, så jeg gik bare direkte op på mit værelse og brød fuldstændig sammen. Ingen ville nogensinde kunne se normalt på mig, jeg følte mig så forkert. Under aftensmaden sagde jeg ikke et ord, jeg kæmpede med at holde tårende væk. Pludselig udbryder min farmor: Hvad fanden er der galt med dig?! Jeg sagde ikke noget men brød sammen i gråd, jeg faldt endda ned fra stolen. En time efter sad jeg i sofaen og snakkede med min farmor. Hun vidste slet ikke hvad der skete, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige det.

Efter vi havde siddet i sofaen i tre timer, fik jeg det endelig sagt. Hun sagde ikke et ord, så jeg gik op på mit værelse igen og græd mig selv i søvn.

Dagen efter bad min lære mig om at fortælle det til hele min klasse, hvilket også var hårdt. De reagerede alle ligesom Frida havde gjort. De ville ikke snakke med mig, de kiggede på mig som var jeg et eller andet vildt klamt.  Sådan fortsatte det hele ugen, ingen ville have noget med mig at gøre, ikke engang min farmor. 

Lørdag sank jeg helt ned på bunden, jeg ville ikke leve et liv i frygt. Jeg ville ikke fortsætte mit liv sådan her, det er der ingen der vil. Så da det blev aften, tog jeg en masse hovedpinepiller. Jeg skrev farvel til Frida, godt nok var vi uvenner, men hun havde været min eneste ven i et langt stykke tid. Så lagde jeg mig til at sove. Jeg savner den fredelige følelse jeg havde på det tidspunkt. Det var som at alle mine bekymringer forsvandt, og jeg kunne nærmest mærke hvordan min vejrtrækning stillede af. Men så blev jeg pludselig revet ud af mit lykkested. Jeg åbnede mine øjne og så min farmor og Fridas far. De så virkelig bekymret ud. Jeg blev sendt ud på badeværelset hvor jeg skulle kaste det hele op igen. Det var noget af det mest forfærdelige nogensinde.

Lige siden har jeg stillet mig selv dette spørgsmål: Blev jeg reddet? Men jeg er kommet frem til, at hvis jeg havde været død den gang, så havde det været perfekt. For der var ingen som elskede mig den gang. Nu tror jeg aldrig jeg kunne finde på det, for der er folk som jeg elsker, og folk der elsker mig. Men jeg savner den følelse jeg havde dengang. Følelsen af at være fri.

 

 

 

 

 

Fra Februar til Juni, skete der ikke vildt meget. Jeg blev konfirmeret og flyttede skole. Men mit forhold til min farmor blev værre og værre. Den 16. juni 2013, ændre mit liv sig engang til. Jeg havde været på weekendtur med nogle veninder, og blev hentet af min farmors kæreste. stemningen i bilen var i starten meget trykket, og da han ikke kunne klare det mere sagde han: Din farmor er blevet meget syg, og har derfor valgt at aflyse din tur til London. Jeg blev selvfølgelig meget skuffet, men valgte at holde det for mig selv. Da vi så kom hjem, lukkede jeg mig inde på mit værelse og ville ikke have noget at gøre med nogen som helst. jeg havde selv betalt for min tur til London og glædet mig helt vildt, men min farmor havde valgt at aflyse den en uge før jeg skulle afsted.

Den aften havde vi det største skænderi vi nogensinde havde haft. Hun havde mange gange før sagt, at hun ikke ville have mig boende længere eller sådan noget, men denne gang tog jeg det til mig. Jeg løb op på mit værelse og tænkte det hele igennem, jeg havde aldrig haft lyst til at være der, og jeg følte mig ikke velkommen. Så sent på aftenen gik jeg ned til hende, da jeg skulle til at åbne min mund, troede jeg at jeg ville fortryde det, ligesom jeg altid havde gjort. Men den aften mærkede jeg noget specielt, en kraftig styrke inden i, som fik mig til at sige hvad jeg mente. Jeg sagde ligeud: Jeg har ikke lyst til at være her mere. Hun blev så chokeret at hun ikke sagde noget. Jeg valgte at gå op på mit værelse, hvor jeg begyndte at pakke mit værelse sammen. Jeg ville i være der mere. Men en stikken i mit bryst blev ved med at minde mig om at jeg måske ville fortryde dette. For jeg havde jo intet sted at tage hen, og jeg ville ikke på børnehjem, som jeg var blevet truet med så mange gange.

Dagen efter stod jeg op før alle de andre, og tog hjem til min veninde. Her gjorde vi os klar til at tage i skole. Min klasselære kunne se med det samme at der var noget galt. Jeg snakkede længe med hende om det hele, og hun lovede mig at det nok skulle gå alt sammen.

Tirsdag undgik jeg at være hjemme så meget så muligt, for jeg var slet ikke velkommen, og faktisk bange for at være hjemme. Onsdag eftermiddag kom min farmor op på mit værelse og sagde at jeg skulle pakke mine ting, for nu ville hun aldrig se mig igen. Jeg pakkede alt mit tøj imens hun var til læge. Da hun kom tilbage igen, fik jeg at vide at der var et tomt værelse hos min storebrors plejefamilie, som jeg kunne være i, sommeren over.

Min farmor var for syg til at køre, så det gjorde hendes kæreste. Denne køretur var nok den værste i mit liv. Han blev ved med at sige, at jeg var dum. At jeg havde ødelagt min farmors liv, at jeg ville fortryde alting. Han sagde at uden min farmor ville jeg ikke få en ordentlig fremtid. Jeg ville enden begå selvmord eller ende som min mor. Da han nævnte min mor gik han over grænsen. Jeg råbte af ham, og jeg råber normalt ikke af voksne når jeg er sur. Men han kunne ikke være bekendt at sige at jeg ville ende som min mor, han kendte intet til min mor. Min mor har et udmærket og velfungerende liv, hun er førtidspensionist, og det er der intet i vejen med. Jeg blev ufattelig sur på ham, og jeg tror aldrig nogensinde at jeg kommer mig over den køretur.

Da vi endelig var helt der ude på landet hvor mit nye hjem var, smed han min kuffert ud af bilen, råbte til min nye plejemor at nu var jeg deres problem, og så kørte han igen.

 

 

 

Siden den dag har mit liv aldrig været det samme, jeg har endelig fundet et sted jeg føler mig hjemme, og en efterskole der har taget ualmindeligt godt imod mig. Men jeg rammer stadig hårde perioder, og det smitter af på mine venner. Jeg undskylder for det, men jeg prøver at skjule det så godt jeg kan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...