Novelle samlinger :D

jeg har skrevet mange noveller, jeg er rimelig stolt over nogle af dem.. men jeg syntes ikke at de var lange nok til at få deres egen movelle, derfor laver jeg en novelle samling xD jeg ligger flere ind, efter jeg bliver færdige med dem xD de er meget blandende.. XD

4Likes
0Kommentarer
769Visninger
AA

8. Dem fra ottende

DEM FRA OTTENDE

(bemærk lige at jeg skrev denne i 6.)

Små hvide fnug splattede, da det ramte jorden. Jeg sætter mig til at skrive denne historie. Jeg sidder alene. Adskilt fra mine venner, igen. Igen? Tænker du nok. Er det måske starten på en lille historie? Tænker du garanteret også. Og ja, det er starten på en historie. Det er en lille ligegyldig historie, men jeg kalder den for livet. For historien handler om mig. Jeg vil starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg er 15 år og hedder Jenna. Jeg har langt mørkt hår og blå øjne, men det er ret lige meget. Denne historie starter allerede den dag jeg blev født. Men jeg springer hen til det spændende, som startede da jeg var omkring 5 eller 6, da jeg blev fjernet fra min mor, og sat i en dødssyg plejefamilie ude på landet. Min far, ham mødte jeg først senere i mit liv, og min mor, ja hun var sindssyg i skralden. Plejefamilien bestod af to gamle mennesker, og deres børnebørn. Stedet lå derude hvor alle kraverne vender, bogstaveligtalt. Jeg har aldrig i mit lange liv set en krave derude. Det er garanteret vores køer. De lugter som er de fordærvet inden i, rimelig klamt ikke? når, men det er jo heller ikke så spændende at høre om lugtende køer. Lad os spole tiden lidt frem, skal vi ikke? Den gang jeg var 12 starter der noget lidt mere spændende. Jeg går i sjette klasse, på en skole der lå tættere på byen, end jeg gjorde. Allerede i sjette, har de alle sammen glemt mig. Ikke så fedt. Helt fra børnehaven og til femte, havde jeg været meget populær. Når folk hørte min historie, havde de respekt for mig, nogle så endda op til mig. Alle kender mig som klassens Fighter, det er en ret sej titel ikke? De syntes at det er sejt at jeg bidder alting i mig, uden et ord. Det er også noget jeg havde øvet mig på. Men den dag sjette klasse starter, har alting virket så anderledes. Jeg var taget på ferie en uge før vi fik sommerferie, og imellem tiden, er der sket rigtig meget. Alle pigerne har forandret sig, de går i alt for tynde toppe og meget korte shorts, deres hår sidder i en hestehale, som er sat på toppen af deres hoveder. Og deres ansigter, de er fyldt med puder og mascara. Jeg har bare en T-shirt og et par hængerøvs shorts på. Mit hår hænger løst ned af min ryg, ingen make-up på. Jeg har kun set folk på fjorten og femten år rande rundt i sådan noget tøj, men nu gjorde mine veninder også. Det er en stor ydmygelse for mig at komme i skole i dag. Der er også sket andre ting, næsten alle har en kæreste, og de har alle sammen en hund. Jeg har små børn i huset og stinkende køer. Først grinte de alle sammen af mig, men resten af tiden ignorerede de mig bare. At blive ignoreret har jeg aldrig prøvet før. Det er en helt ny følelse at stå i baggrunden, at være glemt. Mange tanker fløj igennem mig i dag. I frikvarteret skimter jeg over eleverne. En tanke strejfer mig, Hvis alle fra min klasse ligner nogle fra ottende, hvordan ser dem fra ottende så ud? Jeg bliver meget overrasket over at se dem. De er alle iført sort ødelagt tøj, med masser af detaljer. Deres hår er sat op på alle mulige måder, i farver som blå, pink, rød osv. De har sort make-up på. De er alt igennem rå. Nogle af pigerne fra min klasse snakker sammen, og jeg lytter så godt jeg kan med. Da de opdager mig, smiler jeg og går videre. De havde snakket om ottende. De havde fortalt at de syntes at ottende var rigtig seje, men også lidt uhyggelige. En af dem havde nævnt ordet Emo, hvad det så end var. Intet andet er i mit hoved hele dagen. Jeg vil være som dem, jeg vil være sej og rå. Og det lykkes. For et par måneder senere, kommer jeg i skole iført lyst blåt hår og en kort sort kjole i det fedeste stof. Min make-up er helt sort og jeg elsker mit nye look. Det gør pigerne i min klasse også. Så det hele var en succes. Dage gik, og jeg er igen den mest populære i min klasse. En dag i frikvarteret, sidder jeg ved en af bænkene med pigerne fra min klasse. Pludselig er der en mørk stemme der kalder på mig. Jeg kigger i den retning lyden kommer fra. Lyden er fra en af boldbanerne. Drengene fra ottende sidder på en bænk og kiggede på mig med et gennemborende men sødt udtryk. Det er dem der har kaldt. Jeg kigger nervøs på mine veninder. Så kalder de igen, og jeg rejser mig for at gå over til dem. ”Sæt dig ned.” Siger en af drengende og nikker mod en tom plads på bænken. Jeg gør som han siger og sætter mig lidt usikkert ned. ”Vi, og pigerne fra vores klasse, har gået og holdt øje med dig.” Siger den samme dreng. Jeg har ingen anelse om hvad de hedder. Men jeg gætter mig frem til at den eneste af dem som har sagt noget, er en slags ’leder’ for denne lille gruppe. ”o-okay” fremstammer jeg og synker en klump. Virkelig flot Jenna, lad os da opføre os barnlige og bange. Tænker jeg. ’Lederen’ smiler og kigger på de andre drenge. ”Vi syntes du er ret sej. Og vi vil have dig til at hænge ud med os.” Siger han og kigger mig ind i øjnende. Jeg nikker og smiler et svagt smil. ”Men det betyder så, at du bliver nød til at droppe de små børn, som du kalder venner.” Hans stemme er alvorlig, mens jeg tænker over hvad det er han siger til mig. Jeg kigger tilbage på mine veninder og smiler til dem. Så kigger jeg på drengen igen og nikker. Pludselig var det som om at de alle tøede op. De smiler alle sammen, og giver mig et lille kram. ’Lederen’ griber mit håndled og trækker blidt i mig. ”Kom, du skal med ind til pigerne.” Han smiler. Så løber vi alle sammen mod et sted, jeg ingen anelse havde om, fandtes. Det lå lidt uden for skolen, og jeg tror det er en del af en af pigernes hus. Men det virker mere som et skur. Pigerne smiler alle sammen til mig og giver mig også et kram. Det havde jeg ikke forventet. For i skoletiden ser de alle så alvorlige og uhyggelige ud. Men sådan er de slet ikke. Jeg for en hurtig navne runde. Men bliver helt forvirret, da det viser ikke at være deres rigtige navne. De har nemlig alle sammen et ’kunstner navn’ som de kalder det. ’Lederens’ navn var The Big X. ”Rigtig hedder jeg Xander.” Hvisker han i mit øre. ”Du skal da også have et!” Xander smiler. ”Ja!” Råber de alle sammen i kor og klapper i deres hænder. ”Hmm, har du selv nogen idéer?” Spørger en pige over i hjørnet, hun har meget rødt hår. Hendes navn er meget specielt, derfor husker jeg det. The Little Devil. Jeg ryster hurtigt på hovedet. Jeg er fuldstændig blank. The Little Devil smiler og kigger rundt i lokalet. ”Er der nogle af jer andre der har idéer?” Nogle nikker, andre ryster på hovedet. ”Skal vi så ikke lave en lodtrækning?” Spørger hun. ”Eller vi kunne lade Jenna vælge det hun bedst kan lide.” Forslår Xander og smiler til mig selv. Jeg nikker, jeg vil gerne selv bestemme. ”Okay, så lader vi Jenna bestemme.” Siger The Little Devil surt. Hun er vist vant til at bestemme. På skift siger de deres idéer og jeg tænker længe over dem. Da det kommer til The Little Devil tur siger hun: ”Little Baby Girl.” Jeg blev sur, men gemmer det væk inden i. Men det gør Xander ikke, han er rigtig sur. Da jeg har hørt dem alle, tænker jeg rigtig længe over dem. De er alle sammen gode. Et nyt navn dukker op i mit hoved. Det er rigtig godt navn, en blanding mellem nogle af de andre. Navnet for mig til at smile, og det ser de andre. Xander smiler tilbage, ”når, har du så bestemt dig?” han griner lidt og smiler drillende over til The Little Devil. ”Jep, det har jeg.” jeg smiler endnu mere. ”Vil du så ikke være så sød at skrive dit nye navn på tavlen?” Han peger over på tavlen som hænger på væggen. Jeg guider mig selv imellem de ventende ’medlemmer’ af vores lille ’klub’. Jeg tager kridtet op og skriver på tavlen. Little J. Jeg kigger rundt. Det ser ud til at de kan lide det. ”Og nu, over til noget andet.” The Little Devil bliver igen hovedpunkt. Stille hvisker jeg noget i øret af Xander. ”Hun hedder Tasja.” hvisker han tilbage i mit øre. ”Little J, hvad er du?” Tasja kigger mig ind i øjnende. Jeg er forvirret, Hvad er jeg? Jeg kigger over på Xander. Han Smiler. ”Det hun mener, er, om du er Emo, Scene, Goth, Punker, også videre.” Jeg takker og kigger så på Tasja. ”Øh, jeg kan ikke lige huske forskellen.” Siger jeg og kigger undskyldende rundt. Den eneste der griner af det, er Tasja. Hun stopper hurtigt, da hun opdager at det ikke er sjovt. En som slet ikke har sagt noget i nu, rejser sig op og går over til tavlen. Jeg sætter mig ned ved siden af Xander. ”Nickolaj.” Hvisker han i mit øre. ”Tak.” Hvisker jeg tilbage, og smiler. Efter lange forklaringer om hvad de forskellige ting betød og alt sådan noget, var det tid til at jeg skal svare på deres spørgsmål. De venter spændt, mens jeg prøver at komme i tanke om de andre ting, det eneste jeg kan huske er Emo. Så det er hvad jeg svare. De kigger på mig overrasket. ”Må vi så se dine ar?” Tasja vil se beviser. I det samme øjeblik ringer klokken ind. Jeg ånder lettet op og smiler. Vi rejser os alle sammen op for at gå til time. Xander griber blidt mit håndled, han holder mig tilbage. ”Ses vi i morgen?” spørger han. Jeg nikker og kigger ind i hans grønne øjne. ”Det var godt.” Han smiler. ”Og undskyld for Tasja, hun er ikke vant til at der dukker en yngre og smukkere op og tager hendes spotlight.” Jeg rødmer, han havde lige kaldt mig smuk. ”J-Jeg skal vist til time.” Fremstammer jeg. Han smiler igen og giver mig et hurtigt kys på kinden, så giver han slip på mit håndled og løber ind til time. Jeg står lidt forstenet og røre ved min kind. Så kommer jeg tilbage til den virkelige verden og skynder mig til time. Xander, Tasja og de andre fylder mine tanker hele dagen. Tasja der vil se beviser, Nickolaj som fortalte alt hvad han viste om denne alternative kultur. Og Xander. Hans blide greb om mit håndled, hans kys, og hans grønne øjne. Hjemme på mit værelse sidder jeg og tænker det hele igennem. Jeg havde løjet for dem, jeg havde løjet for Xander. Jeg har det rigtig dårligt med det. Jeg er jo ikke emo. Eller, det kunne jeg måske blive? Hvad var det nu Nickolaj fortalte? Når jo, dem som skar i sig selv og hørte larmende musik. Det kunne jeg da godt klare. Tænker jeg og løber ned til køkkenet, her henter jeg nogle forskellige knive og går op på mit værelse igen. Først finder jeg min computer frem og finder noget larmende musik. Så tager jeg min hættetrøje af, så jeg kan komme til mit håndled. Jeg prøver først den lille kniv. En forfærdelig følelse går igennem min krop. Mit håndled sviger. Jeg kigger ned på mit håndled. En utydelig lille streg har efterladt sig efter kniven. Jeg sukkere, dette kommer til at gøre rigtig ondt. Men jeg vil gøre det. Jeg vil ikke miste mere respekt, jeg vil ikke miste flere venner. Og jeg vil ikke miste Xander. Så jeg sætter kniven ned til mit håndled igen og skære, hårde, dybere, og flere gange. Rødt fyldigt væske begynder at vise sig fra sit skjul bag ved min hud. Fem flotte og lige linjer er nu skåret ind i mit håndled. Det må være nok, til beviser. Tænker jeg og går ud på badeværelset for at vaske mit håndled. Vandet sviger og bider sig ind i mine åbne sår. Jeg bider mig selv i læben og vasker det rent. Dækker det til med en fin forbinding. Jeg vasker kniven og tager dem alle med ned i køkkenet igen. Da mine plejeforældre er hjemme igen, virker jeg helt naturlig og sætter endda et lille smil op. Dagen efter gør jeg ekstra meget ud af mig selv. Jeg husker at tage en langærmet på. Og at tage forbindingen af. Så går turen til skolen. Xander og nogle af de andre står foran døren til mit klasselokale. Jeg ser dem fra lang afstand. Da jeg kommer tættere på, har et undrende udtryk overtaget mit ansigt. Xander smiler bare og kigger ned på mig. ”Vi vil lige sige hej, håber vi ses i pausen.” Så blinker han og de går mod deres klasselokale, med øjnende følger jeg dem hele vejen og smiler så. Timen går hurtigt og jeg skynder mig ud af lokalet. Jeg husker slet ikke hvor det var vi holdte ’møde’, så jeg farer rundt og kigger efter dem alle sammen. Jeg kan ikke se nogen som helst. Så jeg går lidt i panik. Pludselig er der en der fanger mig og holder godt fast om mig. Et lille gisp falder over mine læber og jeg kigger tilbage for at se hvem det er. Det er Xander, og han har et kæmpe smil på ansigtet. Jeg smiler og griner sammen med ham. ”Lad mig gætte. Du kunne ikke finde vej?” han smiler jeg nikker. Så tager han fat om mit håndled, som han plejer. Men jeg trækker det hurtigt til mig selv igen. Han kigger på mig, undrende og undskyldende. Jeg trækker ærmet lidt op, så han kan se mine ar. Han trækker blidt mit håndled hen til ham, så kysser han det blidt og ruller ærmet ned igen. Så tager han min hånd, og fletter den ind i hans. Og vi går over til skuret. Efter mødet giver Xander mig et lille brev. Og så går han til time. Jeg åbner først det lille brev, da jeg kommer hjem. Det er langt og sødt. Til sidst er der et billede af ham og nogle hjerter. Jeg lægger det fra mig og går ud af køkkenet. Jeg går op på mit værelse, for at skrive et brev tilbage til ham. Jeg sidder i flere timer med et brev. Det banker pludselig på døren og jeg kigger forventnings fuld på den. Det er bare min pleje far. ”Jenna, Vi vil gerne snakke med dig.” Fortæller han mig, og jeg går med ned. Min pleje mor sidder i køkkenet, med brevet. Jeg sætter mig ned over for hende. Og min pleje far sætter sig ved siden af hende. ”Du har glemt dette brev her nede i køkkenet. Så vi tillod os at læse det. Ham Xander, han kan vist godt lide dig.” Starter min pleje far ud med. ”Men Jenna, det går ikke. han er flere år ældre end dig og,” Han holdte en usikker pause. Han kunne se, at det sårede mig. ”Jenna, du har forandret dig så meget her fortiden. Og ham Xander. Han er ikke som du tror.” Siger min pleje mor så. ”Der var en sag, her for et par måneder siden. Noget med Hash og Alkohol. Og Xander var en af dem.” Min pleje far holder en avis op, som bevis. Jeg sidder bare på stolen og kæmper med at holde tårende tilbage. ”Jenna, Vi vil bede dig om aldrig at se Xander mere.” Min pleje mor siger det lige ud. Så kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg styrter op på mit værelse og bliver der. Sent på aftenen sætter jeg mig til at skrive et nyt brev til Xander. Hvor jeg forklare at jeg ikke må se ham mere, men at han betød lige så meget for mig, som jeg gør for ham. Jeg ligger et billede af mig ned i kuverten og lukker den sammen. Så ligger jeg mig til at sove. Næste dag, står Xander det samme sted som dagen før. Jeg giver ham bare brevet og træder ind i klassen. I frikvarteret sætter jeg mig på en bænk med mine gamle veninder, fra klassen og kigger over på Xander. Han står sammen med Tasja, Nickolaj og de andre. Han er lige så såret som mig. Jeg smiler til ham og fortsætter mit liv, som havde jeg aldrig mødt dem fra ottende klasse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...