Start

Det er mig - jeg er Carrie.

Har valgt 3 mulighed til denne historie.
Forfatter kommentar; nogle vil måske mene denne histories hovedperson ikke er Carrie, men eftersom jeg-fortælleren i afsnittene der ikke er i kursiv bare er en observer er hovedpersonen faktisk Carrie, da dette er en form for hendes dagbog og indretanker.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger

1. Start

Den gule skolebus osede af røg da den stoppede op foran Colby High skiltet. De mange unge mennesker maste sig ud af bussens åbnede døre og satte rask kursen hen mod skolebygningen. En pige hvis skridt ikke viste hun hastede sig hen mod skolens timer, fangede mit blik. Så lydløst som vinden nærmede jeg mig pigen. Hendes blik var ude af fokus for hvor hun gik og hendes mund bevægede sig. Var denne pige skizofren og talte med sig selv? Men hvad kunne jeg vide om dette menneske - denne pige.

 

Den ene fod foran den anden, det er det jeg vil kunne huske min far på. Hans hæse og ru stemme som mumlede, ”et skridt – to skridt – tre skridt, det er sådan man går Carrie.” Efter hans pludselige død har jeg ikke kunnet sove uden den sætning kørte rundt i mit hoved. Jeg kan heller ikke tilgive ham for at forlade mor. Hendes overbeskyttende væsen driver mig til vanvid, selvom jeg godt ved hun bare gør det fordi hun er bange. Men for hvad? For det som skete med dig far? Så snart dit navn bliver nævnt skifter hun emne, men hendes flakkende blik røber at hun skjuler noget. Noget som åbenbart er hemmeligt for mig, men som ikke var hemmeligt for dig far. Måske var det dig som startede det hele?
Jeg vil finde ud af det.


Med den spinkle tommelfinger på den røde sluk knap trykkede pigen den ned og stoppede optagelsen. Hendes store øjne med dybe rander under afslørede, at hun ikke måtte have sovet specielt meget. Den indsunkne holdning pigen havde gjorde hende til en skygge. En som ingen rigtig vidste havde eksistens. En som folk bare gik forbi uden at skænke et eneste blik. Men jeg så hende, jeg observerede hende.

Den spinkle tommelfinger trykkede på start.

Fængsel. Et sted som du sagde jeg aldrig nogensinde skulle tænke på at nærme mig. Men jeg forstår det faktisk ikke. Colby High er et fængsel. Det er ikke min egen vilje som gør, at jeg tager herover hver evig eneste dag. Det er mors vilje. Mor siger jeg skal få mig en uddannelse, men samtidig advarer hun mig hele tiden om hvor farlige de andre er. Om hvor grådige, egoistiske og selvglade de andre på Colby High er. Er jeg ikke selv en af dem? Grådig på viden, egoistisk fordi man selv vil til tops og selvglad fordi mennesket er skabt sådan. Men mors bekymring er til ingen nytte, jeg kender ingen. Ingen ser mig. Kan det sted jeg er nu være her hvor det hele begyndte …? Far?

Giv mig et – flere tegn far.

 

Døren til klasseværelset lukkede lydløst i efter pigen var gået ind. Der hvor jeg sad kunne jeg se, at pigen satte sig allerbagerst i klasselokalet med lyset i ryggen, så hendes blonde hår skinnede som guld i solens stærke morgenlys. Denne piges underlige væremåde skræmte mig en smule, men det betagede mig på én og samme tid. Tænkt det var første gang jeg rigtig lagde mærke til hun fandtes. Den evige rutine som lærerne gjorde generede ikke pigen fra at trykke på start knappen endnu en gang.

 

Jeg har på fornemmelsen at ingen vil se hvis jeg forsvinder en dag far. Måske med undtagelse af mor. Hvis jeg forsvinder tror du så mor vil leve i evig bebrejdelse og bitterhed til Døden? Tror du hun så vil være bange for at dø? Tror du hun vil skælve så snart hendes øjenlåg bliver tunge og falder i? Far svar mig. Jeg vil vide om jeg skal være bange for, at en dag at forsvinde og efterlade mor. Men jeg vil finde svaret. Og jeg tror svaret er, at jeg skal dø. Hvis jeg dør finder jeg mit længe ventede svar. Det er min pligt, det er mit livs mission at finde dette svar som du – far, har efterladt mig med. Dette åbne spørgsmål som jeg egentlig bare skal lukke ved at hjertets banken skal stoppe.  Jeg er sikker i min sag.

Jeg er klar til at dø.

 

Den røde knap hoppede op igen – hvilket betød pigen var færdig med hendes tredje optagelse i dag. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide hvad det var hun gik og optog hele tiden. Lærerens skriblerier på den sorte tavle blev længere og længere. Flere af eleverne havde mistet koncentrationen og ventede kun på at klokken ville ringe ud til pause. Det var ligesom tyggegummiklatterne  under bordet kun ventede på, at pedellen kom med hans spartel og skrabede dem ned til en kæmpe klat. Knappen blev trykket ned igen og klokken ringede ud.

 

Blond hår.

Sytten lange år.

Døden tog min far. 
Og overlod en overbeskyttende mor.

 

Det er mig - jeg er Carrie.

Over and out - forever.

 

Alt skete så pludseligt. Jeg så pigen gå over vejen med båndoptageren i hånden. Bilens gule lygter som nærmede sig pigen, bilens tudehorn og braget. Den røde knap som var oppe. Synet af pigen hvis røde blod fossede ud af hendes ubevægelige lig. Dette er måske egoistisk, men min eneste tanke bar båndoptageren. Eftersom alle andre var travlt optagede af, at rektoren ringede efter en ambulance så jeg mit snit til at liste mig tættere på liget. Jeg tog båndoptageren. Løb væk. Gemte mig. Jeg satte mine høretelefoner i og trykkede start.

 

” Den ene fod foran den anden, det er det jeg vil kunne huske min far på.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...