Børnesoldat

Er du meget følelsesladet, anbefales det ikke at læse denne historie.

Adisa er desværre - som mange gange - blevet børnesoldat i LRA, Lord's Resistance Army, som huserer mest i Congo.

HJÆLP TIDLIGERE BØRNESOLDATER OG NUVÆRENDE BØRNESOLDATER:
http://www.helpchildsoldiers.com/

http://www.rescue.org/child-soldiers

http://www.amnesty.org/en/children

Dette er blot tre af mange sider. Gør noget.

3Likes
2Kommentarer
323Visninger
AA

1. Min Mama

”Adisa… Min modige Adisa…” hvisker mama. Jeg mærker tårerne presse på, og hun stryger mig over kinden. Grenene stikker mig overalt på kroppen, men jeg er ligeglad. Det er min mama, jeg er bekymret for, min papa, mine brødre. Hvis de ikke overlever, og jeg gør, hvad skal jeg så gøre? Flytte til byen og blive prostitueret? Arbejde på en fabrik? For Lord’s Resistance Army er kommet til vores landsby, og vi kan høre skrigene, de frygtelige skrig. De dræber mænd, kvinder, børn, og de, der ikke når at flygte eller blive dræbt, tager de som soldater. Jeg kan mærke min mamas tårer dryppe ned på mit ansigt, og jeg trykker mig tættere ind til hende for at undgå at høre og se de frygtelige skæbner for mine venner, for min familie. Men jeg hører det alligevel; skrigene, de frygtelige skrig, som skærer gennem marv og ben. Mine øjne er lukket, men jeg kan ikke forhindre mig selv i at høre.
                      ”Jeg elsker dig, Adi,” hvisker hun så lavt, jeg kun lige akkurat kan høre det. Hun vugger mig frem og tilbage i sine trygge arme, jeg gemmer mig væk i hendes varme favn. Som tiårig skal jeg dø. Jeg ved, jeg skal dø, for de opdager os. De opdager, vi gemmer os i busken. Vi kan ikke flygte; de vil se os. Vi kan ikke råbe om hjælp; ingen vil hjælpe os. Vi kan ikke kæmpe imod; de vil dræbe os. Jeg græder, men min gråd er stille, og jeg er omhyggelig med ikke at lave nogen lyd.
                      ”Jeg elsker dig, mama,” hvisker jeg i min mamas øre. Hun klemmer mig tættere ind til sig. Jeg lader mig vugge, mens jeg i baggrunden kan høre skrig og blot håber, ingen af de skrig er min families. De gik til byen i morges. Hvis de kommer tilbage, vil de uden tvivl forsøge at kæmpe mod dem for at redde os. Mine øjne forbliver lukkede, men tårerne sniger sig ud gennem mine tæt sammenpressede øjenlåg og glider ned på min mamas kjole. Hun stryger mig over håret og kysser mig på panden.

Jeg kan høre deres grin. Deres voldsomme, frygtelige grin, som de dræber uskyldige og hugger lemmer af børnene. De er lige udenfor busken, og jeg kan se deres bare ben. Nogle af dem er bare børn på min alder. Hvordan kan de gøre det? Jeg forstår ikke noget, men det behøver jeg heller ikke. Det eneste, jeg ved, er, at de ikke vil os noget godt på trods af, at de påstår det. De vil ødelægge vore liv, de vil tage alt fra os, og det er det, de er i færd med. Pludselig falder en af dem over busken. Hans tunge krop lander på mig, og jeg stivner af skræk. Mama skriger i baggrunden, og de griner igen deres hånlige grin, som de hiver os fra hinanden.
                      ”Du må ikke tro på, hvad de siger! Aldrig tro på dem, Adisa, aldrig! De lyver…” råber min mama, men i det sidste bliver hun afbrudt. Jeg vender mig om og ser på hende. De har grebet hende, de river kjolen af hende. Hvorfor river de kjolen af hende? Hun skriger, og hun bliver ved med at råbe, at jeg ikke må tro på, hvad de siger. Jeg skal dø. Hvorfor skulle jeg tro på, hvad de siger? Min forvirring synes stadig endeløs, da jeg endelig forstår, hvad der foregår, som to af soldaterne river deres bukser ned. De griner højt; et frygteligt grin, et absolut sindssygt grin. Jeg skriger, jeg skriger for min mama, og jeg skriger for, at de skal holde op. Hun lider, og hun skriger. Min stærke mama, min mama, min mama…
                      Jeg ser væk. Mine øjne er lukket, men jeg kan stadig høre deres grin og hendes skrig. ”Så er det godt,” råber en af dem grinende, og jeg åbner øjnene. Vil de skåne min mor? Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, da de lader hende få kjolen på igen. Hun vil ikke se på mig, men da de tvinger hende ned på knæ, rammes jeg af hendes blik; et så skamfuldt, medfølende og pinefuldt blik, at jeg næsten ikke kan se hende i øjnene. Og så falder hun om; de har skudt hende. De har skudt min mama i hovedet. Min mama, min mama. Åh, mama, hun kan ikke være væk! Jeg forsøger at løbe hen til hende, skrigende, råbende, mens jeg slår og sparker i alle retninger. De griner af mig. De griner af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...