Børnesoldat

Er du meget følelsesladet, anbefales det ikke at læse denne historie.

Adisa er desværre - som mange gange - blevet børnesoldat i LRA, Lord's Resistance Army, som huserer mest i Congo.

HJÆLP TIDLIGERE BØRNESOLDATER OG NUVÆRENDE BØRNESOLDATER:
http://www.helpchildsoldiers.com/

http://www.rescue.org/child-soldiers

http://www.amnesty.org/en/children

Dette er blot tre af mange sider. Gør noget.

3Likes
2Kommentarer
328Visninger
AA

2. De lyver

Mine hænder er bundet. Jeg står bag Abebe, han, der bor i hytten ved siden os. Hans ryg er rød af piskeslag, og han holder hovedet nede. De hiver ham frem og placerer hans hænder på et bord. Hvad vil de med Abebe? Jeg rynker panden.
                      ”Dette land har narret jer til at tro, fremtiden ligger i jeres hænder. Derfor tager vi nu jeres hænder! Nu!” råber lederen af de, der har brændt vores landsby ned. De vil tage vores hænder. De vil tage vores hænder! Jeg vil dø af sult, jeg vil dø af fattigdom, jeg vil hellere dræbes end få mine hænder taget! Straks begynder jeg på min stille gråd fra før. Hvis jeg græder højlydt, tager de blot mig førend Abebe.
                      ”Nej! Nej, jeg beder jer! Jeg beder jer! Nej!” Abebe skriger det sidste, da jeg lukker øjnene og kan høre hugget. Jeg bliver sparket frem, og mine hænder lagt på bordet.
                      ”Dræb mig i stedet! Jeg beder jer! Jeg beder jer! Dræb mig! Jeg har intet tilbage!” skriger jeg og ser panisk lederen i øjnene. Han holder hånden op som tegn på at vente. Vil han imødekomme mine ønsker, eller drømmer jeg blot? Vil han pine mig mere som følge af mine ønsker? Jeg græder.
                      ”Ikke ham her. Han er stærk. Se, han kan være soldat. Tag ham!” siger han, og jeg forstår nu, hvorfor min mama før sin død skreg, jeg aldrig måtte tro på deres løgne. De vil gøre mig til soldat, og jeg har hørt, de hjernevasker børnene til at dræbe deres familie og andre frygtelige ting. I baggrunden kan jeg stadig høre Abebes skrig, men de får ham efterhånden tæsket til stilhed. Jeg vælger ikke at se på det, men holder stadig mine øjne lukket, da jeg bliver smidt op på et lad. Mine øjne åbner sig ikke.

Efter mange timers hård køretur stopper vi endelig. Mine øjne er åbne, og jeg spejder omkring mig. Jeg tror stadig ikke, de ikke har tænkt sig at dræbe mig. Præcis, som de dræbte min mama. Åh, mama, mama, jeg håber, Himlen er bedre end dette gudsforladte sted... Vær med mig, mama, vær med mig i ånden. Beskyt mig med dine arme, beskyt mig mod verdens grusomheder, beskyt mig mod disse mennesker.
                      Vi bliver bragt til et telt. Jeg ser for første gang på de andre drenge, der var med i lastbilen: Jeg genkender Oudry, min legekammerat fra landsbyen, og Gloire, Abebes dreng på min alder. De andre husker jeg ikke. Der er en hvid dreng: Han er genstand for stor opmærksomhed, men jeg er ikke interesseret. Hans navn er Daniel, og han er lidt ældre end jeg. Jeg er ligeglad og lukker øjnene, da vi har fået besked på at hvile os.

”Lord’s Resistance Army kæmper for jeres bedste. Vi kæmper for det bedste for det congolesiske folk. Vi kæmper for jer. De fortæller jer, vi er grusomme, men det er vi nødt til at være. De kæmper mod os, fordi de ikke kan se, vi er de gode. Vi er de gode. I er krigere nu. Gentag efter mig: Jeg er en kriger! Jeg er en kriger!” med taler som disse samt skydetræning og slåskampe forgår de næste dage, og gang på gang gentager jeg det i mit hoved. Du må ikke tro på dem, Adisa. Du må ikke tro på deres løgne. Jeg forbliver loyal mod min mama. Den hvide dreng – Daniel – er i et andet rum. Jeg ved ikke, hvad de gør mod ham, men ingen kan lide de hvide, så det er formentligt ikke suppe og rosende ord, han får med.
                      Pludselig kommer Daniel ind i rummet. Han er tæsket gul og blå, og hans læber er blodige. Archange, han, der frelste mit liv og gjorde mig til soldat, hiver mig op at stå. Jeg får bind for øjnene og et gevær i hånden og tænker, mine evner i blindskydning skal testes foran alle de andre nu. Hvor mon skydeskiven er? De peger mit gevær i en bestemt retning, og jeg hører gisp fra de andre. Målet er nok langt væk. Jeg håber, jeg gør dem tilfredse og rammer i det røde felt af skiven: Så får jeg måske lidt ekstra suppe i aften. Måske endda et stykke brød. ”Tryk på aftrækkeren, Adisa,” siger Archange bag mig. Jeg trykker på aftrækkeren og hører mine skud. De andre gisper igen, men ellers sker der ikke mere. Jeg hører bifald. Ramte jeg mon det røde felt? Åh, hvor jeg håber det! Bare Daniel så det. Så kan den hvide dreng forstå, at vi sorte også dur til noget. Han er garanteret rig… Skal jeg forsøge at stjæle noget fra ham? De andre har formentlig allerede taget alt, han ejer og har. Archange tager mit bind for øjnene af, og jeg ser nu, hvad jeg ramte, og hvorfor Daniel blev bragt ind. Jeg stirrer på hans døde og blodige krop, før jeg taber geværet på gulvet og besvimer. Hvad har jeg dog gjort?

Mine hænder er bundet. Jeg står bag Abebe, han, der bor i hytten ved siden os. Hans ryg er rød af piskeslag, og han holder hovedet nede. De hiver ham frem og placerer hans hænder på et bord. Hvad vil de med Abebe? Jeg rynker panden.
                      ”Dette land har narret jer til at tro, fremtiden ligger i jeres hænder. Derfor tager vi nu jeres hænder! Nu!” råber lederen af de, der har brændt vores landsby ned. De vil tage vores hænder. De vil tage vores hænder! Jeg vil dø af sult, jeg vil dø af fattigdom, jeg vil hellere dræbes end få mine hænder taget! Straks begynder jeg på min stille gråd fra før. Hvis jeg græder højlydt, tager de blot mig førend Abebe.
                      ”Nej! Nej, jeg beder jer! Jeg beder jer! Nej!” Abebe skriger det sidste, da jeg lukker øjnene og kan høre hugget. Jeg bliver sparket frem, og mine hænder lagt på bordet.
                      ”Dræb mig i stedet! Jeg beder jer! Jeg beder jer! Dræb mig! Jeg har intet tilbage!” skriger jeg og ser panisk lederen i øjnene. Han holder hånden op som tegn på at vente. Vil han imødekomme mine ønsker, eller drømmer jeg blot? Vil han pine mig mere som følge af mine ønsker? Jeg græder.
                      ”Ikke ham her. Han er stærk. Se, han kan være soldat. Tag ham!” siger han, og jeg forstår nu, hvorfor min mama før sin død skreg, jeg aldrig måtte tro på deres løgne. De vil gøre mig til soldat, og jeg har hørt, de hjernevasker børnene til at dræbe deres familie og andre frygtelige ting. I baggrunden kan jeg stadig høre Abebes skrig, men de får ham efterhånden tæsket til stilhed. Jeg vælger ikke at se på det, men holder stadig mine øjne lukket, da jeg bliver smidt op på et lad. Mine øjne åbner sig ikke.

Efter mange timers hård køretur stopper vi endelig. Mine øjne er åbne, og jeg spejder omkring mig. Jeg tror stadig ikke, de ikke har tænkt sig at dræbe mig. Præcis, som de dræbte min mama. Åh, mama, mama, jeg håber, Himlen er bedre end dette gudsforladte sted... Vær med mig, mama, vær med mig i ånden. Beskyt mig med dine arme, beskyt mig mod verdens grusomheder, beskyt mig mod disse mennesker.
                      Vi bliver bragt til et telt. Jeg ser for første gang på de andre drenge, der var med i lastbilen: Jeg genkender Oudry, min legekammerat fra landsbyen, og Gloire, Abebes dreng på min alder. De andre husker jeg ikke. Der er en hvid dreng: Han er genstand for stor opmærksomhed, men jeg er ikke interesseret. Hans navn er Daniel, og han er lidt ældre end jeg. Jeg er ligeglad og lukker øjnene, da vi har fået besked på at hvile os.

”Lord’s Resistance Army kæmper for jeres bedste. Vi kæmper for det bedste for det congolesiske folk. Vi kæmper for jer. De fortæller jer, vi er grusomme, men det er vi nødt til at være. De kæmper mod os, fordi de ikke kan se, vi er de gode. Vi er de gode. I er krigere nu. Gentag efter mig: Jeg er en kriger! Jeg er en kriger!” med taler som disse samt skydetræning og slåskampe forgår de næste dage, og gang på gang gentager jeg det i mit hoved. Du må ikke tro på dem, Adisa. Du må ikke tro på deres løgne. Jeg forbliver loyal mod min mama. Den hvide dreng – Daniel – er i et andet rum. Jeg ved ikke, hvad de gør mod ham, men ingen kan lide de hvide, så det er formentligt ikke suppe og rosende ord, han får med.
                      Pludselig kommer Daniel ind i rummet. Han er tæsket gul og blå, og hans læber er blodige. Archange, han, der frelste mit liv og gjorde mig til soldat, hiver mig op at stå. Jeg får bind for øjnene og et gevær i hånden og tænker, mine evner i blindskydning skal testes foran alle de andre nu. Hvor mon skydeskiven er? De peger mit gevær i en bestemt retning, og jeg hører gisp fra de andre. Målet er nok langt væk, siden de gisper. Rammer jeg mon? Hvis jeg rammer, bliver Archange nok glad. Jeg håber, jeg gør dem tilfredse og rammer i det røde felt af skiven: Så får jeg måske lidt ekstra suppe i aften. Måske endda et stykke brød. ”Tryk på aftrækkeren, Adisa,” siger Archange bag mig. Jeg trykker på aftrækkeren og hører mine skud. De andre gisper igen, men ellers sker der ikke mere. Jeg hører bifald. Ramte jeg mon det røde felt? Åh, hvor jeg håber det! Så bliver Archange endnu gladere for mig og giver mig noget at spise... Måske jeg endda får lov at slippe væk en dag. Bare Daniel så det. Det var nok derfor, de hev ham ind i rummet. Så kan den hvide dreng forstå, at vi sorte også dur til noget. Han er garanteret rig… Skal jeg forsøge at stjæle noget fra ham? De andre har formentlig allerede taget alt, han ejer og har. Archange tager mit bind for øjnene af, og jeg ser nu, hvad jeg ramte, og hvorfor Daniel blev bragt ind. Jeg stirrer på hans døde krop, før jeg taber geværet på gulvet og besvimer. Hvad har jeg dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...