The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
29736Visninger
AA

8. Kapitel 7

Rose' synsvinkel



"Godmorgen Rose" hilste Gemma, da jeg lige var trådt ind i køkkenet, efter at være kommet ned fra værelset. Jeg lignede sikkert noget der var løgn. For at være ærlig havde jeg kun sovet meget få timer i nat, efter at jeg hele tiden vågnede og kom til og tænke på det hele, inderst inde var jeg nok bange. 


"Tak, men håber nu du har sovet bedre end mig" konstaterede jeg, inden jeg traskede træt hen til køleskabet. 


"Åh Rose det er ked af, noget du vil snakke om?" Spurgte hun og hoppede op på køkkenbordet - ligesom jeg altid plejede, når jeg var her til Harry lavede mad til os. 


"Helst ikke" jeg endte med at tage et æble.


"Rose er der noget du har lyst til og lave i dag?" Spurgte hun.


"Næ, bare slappe af og evt tage ind til Harry. Hvor er Anne og Robin egentlig henne?" Spurgte jeg og kiggede på hende. 


"Inde ved Harry. Anne syntes det var godt, hvis du lige havde en dag væk fra det hele og koncentrede dig om noget andet, også vil hun og de andre drenge prøve og vise ham billeder, planer, sms'er, blade, artikler, alt hvad der kan få ham til og huske noget om bandet og hvordan det har gået dem. Jo hurtigere han husker, jo hurtigere kan han komme hjem og måske er der en chance for at han også hurtigere husker dig" Gemma var virkelig som en støttende storesøster for mig og man skulle tro vi havde kendt hinanden i flere år, sådan som hun hele tiden, ville have jeg havde det godt og prøvede at hjælper mig så meget som muligt. Hun må virkelig holde af mig.


"Skal vi ikke gå ind i stuen, med noget te og så kan du fortælle lidt mere om Harry og dig?" Spurgte hun og kom hen og klemte min skulder. 


"Okay så" mumlede jeg og nu var det min tur til at sidde på bordet, mens hun ordnede te'en. 

         ***

Vi sank begge ned i sofaen, og jeg greb et af de dejlige pjuskede tæpper, som lå ved siden af sofaen. Det var så lækkert, og det duftede stadigvæk af Harry efter sidst vi havde brugt det.

Tusinder af følelser rendte igennem mig, og derfor begravede jeg hurtigt mit hovede i det og lidt efter kom hulkene.

"Hvorfor kan det ikke bare blive som før? Der er sket alt for meget på alt for kort tid og jeg kan snart ikke mere! Jeg føler jeg lever på en stor fed løgn. Jeg har aller mest bare lyst til og sove tiden væk" jeg ved ikke hvad der gik af mig? Jeg måtte vel bare føle jeg skulle ud med alle mine følelser og håbede Gemma ville forstå det og være der for mig, som hun havde været siden jeg mødte hende på hospitalet. Det mærkede jeg dog hurtigt, da hendes arme omfavnede mig og hev mig ind til hende.

"Alt i dette fucking hus minder mig om Harry!" Fastslog jeg og rejste mit op op for at gå ud i garagen. Der havde jeg ikke været før, som det eneste sted i dette enorme hus. Jeg satte mig på det kolde beton trappetrin der var og kiggede så lige ud i luften.

"Rose?" Døren var gået op og Annes genkendelige stemme afbrød den eller fredfyldte stilhed.

"Harry spurgte efter dig i dag" sagde hun lidt efter, inden hun satte sig ned og lagde en arm om min skulder.

Det er jo bare typisk! Herre bevares.

"Hvad laver du egentlig her ude?" Spurgte hun og prøvede og kigge mig i øjnene, men jeg kiggede væk.

"Det er det eneste sted vi ikke har lavede noget" mumlede jeg.

"Altså Harry og jeg" og der fattede jeg hurtigt hvordan sætningen kom ud.

"Øh okay" sagde Anne, som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige.

"Det hele minder mig bare om Harry og jeg holder det ikke ud, men jeg har ikke andre steder og tage hen. Jo måske de andre drenge, men jeg kender dem jo heller ikke særlig godt, plus det vil bare virke mærkeligt" jeg sukkede dybt.

"Det skal nok gå Rose, bare tage det stille og roligt og lad ham komme sig. Men du kan tage med ind på sygehuset i morgen, det syntes jeg, i hvert fald du skal, så kan Harry også snakke med dig, om det han nu vil snakke med dig om og i kan få lidt tid alene sammen" sagde hun.

"Jep! Når jeg går op og kigger på nogle lektier" sagde jeg og rejste mig. Måske var det ikke helt det, jeg rigtig havde i sinde og gøre, men det skulle Anne ikke vide. Jeg rendte op af trapperne og låste døren ind til det der egentlig er Harrys soveværelse, han har bare ikke selv brugt det, i det halve år han har lagt på hospitalet.

Jeg åbnede en skabslåge og fandt en flaske alkohol, med vilje havde jeg gemt noget i skabet, så jeg i disse situationer kunne bruge det, da det hjalp mig til at føle mig bedre tilpas. Jeg ved godt det er fucking dumt, men jeg har brug for det.

***

Alkoholen havde overtaget det meste af min vågne krop. Efter og have siddet på værelset pg tjekkede Twitter ud, samt selvfølgelig skrive en masse underlige ting, jeg ikke selv var klar over hvad var, ud over sjovt. Men efter der blev ved med at dukke hate og dødstrusler op, valgte jeg at gå ned i stuen til de andre for at få min mobil til at holde op med at bimle hver gang der kom noget op, jeg var virkelig dum til elektronik.

"Hallo Gems, hvordan får jeg alt det her væk?" Spurgte jeg ud i luften, inden jeg overhovedet var kommet ind i stuen til dem.

"Får hvad væk?" Spurgte hun og kiggede underligt på mig, idet jeg faldt over sofaens ene armlæn.

"Rose, er du fuld?" Anne lød alvorlig"

"Nej nej, jeg har det fantastisk" mumlede jeg bare og lænede mig op af Gemma, som var i fuld gang med og gøre noget ved min mobil.

"Så" mumlede hun, da hun var færdig og gav mig den igen.

"Tusinde tak! Jeg går i seng nu" sagde jeg og var på vej ud d stuen, men Anne stoppede mig.

"Jamen Rose, kl er kun lidt over syv og vi har ikke spist endnu? Er du sikker på vi ikke lige skal snakke sammen, om hvor vidt du har det godt?" Hun lød virkelig alvorlig.

"Jeg har det heeeelt fint, er bare meget træt" mumlede jeg og begav mig op på værelset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...