The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28408Visninger
AA

7. Kapitel 6

Rose's synsvinkel


Harrys sætning i går, blev ved med at køre i mit hoved. Det kom som et kæmpe chok at han ikke kunne huske mig. 

Jeg havde virkelig regnet med, at jeg nu skulle have ham tilbage. Tankerne kørte forvirret rundt i mit hoved, og det føltes som et jag i brystet.
Vi skulle over på sygehuset igen i dag, det var dog med blandede følelser. Men jeg var opsat for at kæmpe, for den jeg elskede. 

Det blev en lang og hård kamp, men jeg var ligeglad. Han var MIN.

Jeg lignede lort, eftersom jeg havde ligget vågen hele natten.

Ihærdigt prøvede jeg at gøre mig klar, så jeg bare kunne se nogenlunde ud. Nu kunne Harry trods alt se mig og derfor ville jeg ikke se grim ud, da han jo ikke kan huske mig, hvilket virker så mærkeligt, men jeg var klar til kamp.

Anne, så glad ud, da jeg kom ned af trappen, så må jeg da have gjort bare lidt rigtigt, men hendes blik blev trist, efter lidt tid. Hun kunne sikkert godt følge mig i, at det var hårdt for mig at min egen kæreste ikke kunne huske mig og jeg sætter også stor pris på hendes prøvende hjælp i går. Hun spredte hendes arme og trak mig lidt efter ind i et trøstende kram.

"Skal vi køre?" Spurgte jeg og trak mig ud af krammet.

"Skal du ikke have noget at spise? Rose det er altså vigtigt du får noget ordentligt mad og styrke kroppen på" sagde hun og kiggede bekymret på mig.

"Nej jeg er ikke sulten, men ellers køber jeg noget der over" mumlede jeg og fik sko på.

"Rose, tag din jakke på, så du ikke bliver syg." Sagde Anne, inden hun åbnede døren.

Det var allerede oktober. Jeg følte virkelig ikke, at jeg skulle til at tænke på mit eget helbred, men gjorde alligevel som Anne sagde, hun mente det jo i god mening. 

Døren blev lukket og jeg satte mig ind på passager sædet, ved siden af Anne. Da det gik op for mig, at Robin og Gemma ikke var her.

"Hvad med Robin og Gemma?" Spurgte jeg i det vi begyndte at kører.

"De kommer senere" svarede hun og koncentrede sig om sin kørsel.

***

Lægen havde opdaget, at vi var kommet og skulle give os nogle informationer, angående opførelsen overfor Harry, men også om hvordan det gik med ham.

"For det første, når i snakker med ham, skal i passe på med ikke at sige for meget på en gang, da han bare bliver forvirret af det, så gå langsomt frem, efter vi i går, fandt ud af at han kun kan huske til december 2010, bliver vi nød til og beholde ham længere end forventet, men der sker fremskidt og det hele ser godt ud, bortset fra hans hukommelsestab. Efter at det er hans hjerne den er gal med, skal han også slappe ekstra meget af og derfor kan i ikke besøge ham så meget som før" han skrev alt muligt ned og gik derefter ind til Harry.

"Harry?"

"Ja mor, hvad er der?" Spurgte han og kiggede på Anne.

"Hvad er præcis det sidste du kan huske?" Spurgte hun.

"Øøøh" sagde han bare og kiggede på hende, som om han var presset til at sige det.

"Hej" lød det pludselig over fra døren af og Louis kom til syne.

"Hey Lou" sagde Harry og smilte. Det klædte ham virkelig. Efter det blev jeg ret ked af det, da jeg vidste jeg ikke kunne være grunden til hans smil på hans læber. Hvad blev der lige af hans "Jeg vil aldrig glemme du elsker mig?" Men det er virkelig svært i denne situation. Jeg går hele tiden og er bange for han ikke bliver sig selv igen

Annes synsvinkel

"Mor, må jeg lige snakke med dig alene?" Spurgte Harry om.

"Ja, selvfølgelig Harry" sagde jeg og kiggede på Rose og kunne se hun havde det lidt svært ved situationen. Men hun forlod rummet kort efter.

"Hvad vil du snakke med mig om?" Spurgte jeg ham og satte mig ned på den stol der stod ved siden af sengen.

"Du siger, hende den der yderst smukke pige der ude er min kæreste? Men hvad så med Caroline?"

"Rose er din kæreste, du må ikke spørger mig om hvor længe i hverken har kendt hinanden eller været kærester, for jeg ved det ikke, men Caroline og du slog op efter et par måneder sammen, hvor i fandt ud af at det ikke fungerede med aldersforskellen" sagde jeg og tog hans hånd.

"Mor? Lægen sagde det var den 10 oktober 2014, da jeg vågnede, passer det, for det sidste jeg husker, er at jeg og de andre drenge står og venter på at hører vores navn blive råbt op, men vi kommer på en tredjeplads og efter showet, bliver det hele slukket ligesom min hjerne. Det er det sidste jeg kan huske og hvordan kan der så lige pludselig være fået fire år?" Sagde han og kiggede fortvivlet på mig.

"Harry, har du ikke fået af vide hvad der er sket?" Han rystede på hovedet og kiggede denne gang forvirret på mig.

"Efter du havde været oppe i bedstefars sommerhuset, sammen med Rose åbenbart, i havde åbenbart lige nogle ting i skulle have styr på. Skulle du i studiet, du havde sat hende af, hjemme ved hende selv og da du køre ud i det første lyskryds, er der en lastbilchauffør der kører over for rødt og lige ind i siden på dig og du endte så i koma og har været det i et halv år" jeg klemte hans hånd og fik helt tårer i øjnene, efter at tænke på hvordan han har det og bare hvordan den forfærdenlige ventetiden havde været, da man jo ikke vidste hvad for en vej det gik. Det kunne lige så godt have været slut.

Døren gik op og vi begge lagde opmærksomheden over på hvem der kom ind.

"Anne, drengene er her og vil gerne lige snakke dig om noget" Rose stod i døren og havde et trist blik over sig og det lignede hun kunne græde hvert sekund, men jeg forstod hende fuldt ud, nu hun endelig troede, hun skulle have sin kæreste tilbage. Det må være utrolig hårdt.

"Okay, jeg kommer" jeg smilte til Harry, inden jeg gik mod Rose og lukkede døren bag os.

"Jeg tager lige hjem til mine forældre, da der er noget jeg skal have forklaret dem, jeg kommer igen senere" sagde Rose og en enkel tårer røg ned af hendes kind, som hun hurtigt tørrede væk.

Rose synsvinkel.

Imens Anne var inde ved Harry, havde jeg siddet og lavede nogle lektier, men pludselig havde min mor skrevet angående alt det her med Harry og jeg og hun syntes jeg skulle stoppe det, mens legen var god. Jeg tager hjem og snakker med dem om det, da jeg absolut ikke syntes det er i orden. Det kan godt være det er for at beskytte mig, men Harry vil altid være MIN!

***

Da jeg kom ind i huset, så jeg hurtigt Christian stå i køkkenet og lave et eller andet og min mor kom straks gående inde fra stuen af.

"Hej skat" sagde hun, hvor Christian også kort efter sagde hej.

"Mor, hvad er det du har gang i? Jeg elsker Harry af hele mit hjerte, ja han ligger lige nu på sygehuset og kan ikke huske en skid, men jeg vil kæmpe! Kæmpe til han kan huske mig igen!" Tårerne strømmede ned af mine kinder, samtidig med at jeg var rasende og råbte ret højt.

"Rose, kan du ikke se det? Lige pludselig dropper han dig for en anden, eller han ryger ud i alt muligt, han er verdens berømt og kan få lige hvem og hvad han vil." Sagde Christian og kiggede på mig.

"Det er for dit eget bedste. Det ender bare med du bliver såret, skat" sagde min mor lige efter.

"I fatter jo ingenting! Man skulle tro i aldrig har været forelsket. Jeg er ikke forelsket i HARRY STYLES FRA ONE DIRECTION. Jeg er forelsket i Harry, den stille og rolige fyr! Jeg har lært ham og kende som den han er. Jeg pisser sådan set på hvad i syntes, Harry er den, jeg skal giftes med og jeg syntes bare i skal holde jer langt væk fra os, og vores bryllup!" råbte jeg hysterisk.

"Rose du gifter dig fandeme ikke som 18-årig! hvordan ved du om det holder?" Min mor var sur, rigtig sur!

"DET VED JEG IKKE, MEN DET ER EN CHANCE JEG ER VILLIG TIL AT TAGE FOR KÆRLIGHED!" Jeg styrtede ud af døren. Jeg gad ikke hører på deres klamme argumenter imod mig og Harry. Jeg gad dem ikke mere! Ikke når de ikke accepterede mit valg.

Jeg gik ind til byen, i stedet for hospitalet, jeg havde brug for at lave noget andet. Dog blev jeg genkendt af flere og det var ikke just fordi det var sjovt. Jeg gik ind på den nærmeste Starbucks, men havde nok bare lige ikke tænkt mig helt om, eller noget, for da jeg stillede mig i kø, så jeg Caria og Chanel, stå længere fremme og hyggede sig. De to snakkede jeg heller ikke med længere. Jeg fik min kakao, heldigvis uden de opdagede mig, eller det troede jeg.

"Rose? Er det dig?" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, efter jeg havde stået i noget tid og overvejet og løbe ud af døren, vente jeg mig om kiggede smilende til dem.

"Hvor ser du godt ud. Hvordan går det?" Spurgte Chanel. Caria så noget mut ud.

"Det går fint, hvad med dig?" Spurgte jeg og tog en slurk

"Det går-" hun blev overraskende afbrudt af Caria.

"Rose forhelvede, du har det jo ikke godt! Hvorfor helvede blive ved at lyve efter det er kommet ud?" Hun lød irriteret og arrig og det pis der gad jeg bare ikke. Jeg vendte om og gik. Godt nok kaldte Chanel på mig, men jeg var ligeglad.

Jeg var rigtig ked af, at jeg havde mistet kontakten til dem, Caria fordi hun var sur over det med Harry, og Chanel, fordi jeg ikke går på skolen mere, det er rigtig trist, men når jeg har Harry, har jeg alt. 

Åh gid det hele bare var som det gamle og det her aldrig var sket. Det der nærede mig mest lige nu, var at Harry og jeg snart havde årsdag, men at vi sikkert ikke fik fejret det.

Jeg gik videre gennem Londons gader. En pige kom pludselig ind fra siden og fik mig til at standse op.

"Hej Rose, jeg vil bare sige, du og Harry er så søde sammen og jeg håber snart han får det bedre. Det er dejligt at en som dig gør mit idol så glad og så er du bare vildt smuk! Jeg håber virkelig det bedste for jer" sagde hun og ville have et kram, hvilket hun fik. Hendes ord rørte mig så meget. Wow. Hun må have meget mod, siden hun kan stå at sige sådan noget til en hun ikke kender. Respekt til hende.

Hun fik dog også lige et billede.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...