The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28407Visninger
AA

4. kapitel 3

Idet jeg kom ind på sygehuset, strømmede alt det negative og triste ind over mig. Jeg hadet at være her, men ville være så tæt på Harry som muligt og især når han vågner. Forhåbentlig.

”Hej Rose, fik du udsovet?” Spurgte Anne og gav mig et lille smil, inden hun omfavnede mig i et kram.

”Ja det gjorde jeg og tak fordi du gad og betale en taxa for mig, det er jo dyrt.” Mumlede jeg og tog plads.

”Hvad gjorde du ved ringen?” Det var Gemma der spurgte.

”Jeg lagde den tilbage, hvor jeg fandt den” jeg fik pludselig den der følelse tilbage i kroppen fra i går, da jeg fandt den, det var så uvirkeligt. Han ville have givet mig den på vores 4 måneders dag. Men den kommer vi helt sikkert ikke til at opleve nu. Lorte lastbil også.

”Har i hørt nyt?” Spurgte jeg for at få opmærksomheden over på Harry, i stedet for mig.

”Ikke andet end at vi skal være klar over, at hvis han vågner, kan han have skader i hjernen” mumlede Anne og jeg kunne se hendes øjne blive våde, hvilket gjorde at jeg fik dårlig samvittighed over mit spørgsmål.

”Jeg går lige ud og trækker lidt frisk luft” sagde jeg og fik en masses opmærksomhed rettede mod mig, hvilket ikke var meningen, da det bare var til Anne og Gemma.

”Helt i orden søde, du ved, hvor vi er, hvis der er noget” smilede hun til mig, inden jeg gik ud af venteværelset og ud på gangen for at følge stregerne på gulvet mod den nærmeste udgang.

Jeg fandt en bænk at sætte mig på. Hvor jeg ligesom i går fandt min mobil og hørertelefoner frem, jeg opdagede dog bare, idet jeg låste telefonen op, at der var tikket nogle beskeder ind. En fra Caria og en fra min chef.

Caria

Hvornår har du tid til at forklare hvad der sker?

Hun var helt kold, så jeg fornemmer at hun er sur på mig. Flere problemer, hvilket er det sidste jeg har brug for lig nu.

Chef

Ring, lige så snart du kan !

Fuck det tegnede jo ikke godt!? Hvorfor skal alt dette også lige ske på samme tid? Okay jo selvfølgelig fordi det ene problem skaber det andet problem. Men hvorfor lige mig?

Jeg fandt en smøg og tændte den. Røgen røg ned i mine lunger og gav en god form for afslapning og fik tankene  over på noget helt andet, inden jeg pustede det ud igennem næsen og tog hurtigt et sug mere.

Jeg valgte at svare Caria med det samme, for ikke at skabe flere problemer.

Vi kan mødes på Starbucks nu?xx

Jeg fik skoddet smøgen og puttede resten i pakken igen, inden jeg gik ind på hospitalet, for at sige til Anne, at jeg smuttede.

Jeg fandt hurtigt den nærmeste elevator og fik den til at stoppe på 4 etage. Inden jeg vidste af det, stod jeg lige foran dem alle sammen.

”Anne, jeg mødes lige med en veninde på Starbucks, så kommer jeg igen senere, men kan jeg ikke få dit nummer, så kan du skrive hvis der er nyt” Sagde jeg og smilede halvt til hende, da jeg jo bare går fra det hele og selvfølgelig er jeg stadig frygtelig ked af det, men at se Caria, kunne måske få mig bare lidt på andre tanker, selvom jeg kommer til at forklare hende alt dette. Pludselig fortrød jeg og satte mig i stolen mellem Anne og Gemma.

”Selvfølgelig kan du det” smilede hun tilbage og sagde hendes nummer så jeg kunne taste det ind.

”Tak, men jeg tager ikke af sted alligevel, jeg er ikke klar til at snakke om det endnu” mumlede jeg og fik dårlig samvittighed over for Caria. Hvad er det, jeg har gang i? Hun kommer jo bare til at hade mig endnu mere nu. Jeg skyndte mig at skrive til hende.

Beklager, bare glem det, jeg er ikke klar endnu, skal lige være stabil psykisk, før jeg kan begynde at fortælle folk om det xx

Jeg håbede inderligt, at hun forstod mig, i stedet for at blive sur, men jeg havde også fuld forståelse for, hvis hun bliver endnu mere sur.

Omg Rose! Kan du bestemme dig? Hvorfor er det dine problemer skal gå ud over mig? Seriøst. Tag dig sammen!!

Jeg var helt overrasket over, at hun overhovedet kunne skrive sådan til mig. Hvis hun vidste, hvad jeg var igennem lige nu, så ville hun absolut ikke skrive sådan.

I frustration af min vrede og skuffelse over beskeden, rejste jeg mig, for at finde en plads et sted ude på den næsten altid mennesketomme gang. Jeg kunne mærke, det var det jeg havde brug for.

I min irritation over Carias sms, valgte jeg at svare hende tilbage eftersom det hele var blevet for meget for mig, tænk at hun havde behov for at skrive sådan til mig. Det kan godt være det ikke var så slemt, men det tog bare hårdt på mig nu, hvor jeg sidder i alt det her.

Caria, prøv og hør her! Mine forældre ved ikke engang noget om det her. Harry min kæreste er for helvede kørt galt og ligger i koma og jeg ved ikke om han vågner igen! Jeg så det ske! Caria, jeg så forhlevede lasbilen kører ind i siden på ham!! Jeg skal nok forklare det, når jeg er klar, men lige nu burde du acceptere, at jeg ikke har overskud til det! Jeg gider ikke være uvenner med dig eller noget, men bare lad mig være til jeg skriver til dig igen.

Nu burde hun da forstå mit budskab. Godt nok fortrød jeg det sidste, men i kender vel det med at man ikke kan styre ens vrede. Jeg lagde mobilen væk og kiggede bare mut ud i luften. Dog brummede den kort efter og kunne ikke lade være med at kigge.

Omg, seriøst? Hvad fanden har du gang i? Og hvad laver du egentlig med de der 1D drenge? Har det noget med alt det her og gøre, at du var så underlig, da vi mødte Harry?- Du er for meget!

Åh, jeg havde virkelig ikke overskud til at skulle være uvenner med hende også, men det ser jo desværre ud, som det er det, der er sket. – Og det er min egen skyld.

Oh gud Harry Styles er din kæreste…

”Rose” Anne kom hen og satte sig ved siden af mig.

”Jeg ved godt, du er gået her ud, fordi du vil være alene, eller det tror du, men inderst inde, ønsker du at alt var som før, men desværre kan det ikke blive sådan, sådan har vi alle det” sagde hun og lagde en hånd på min skulder.

Min mobil begyndte og ryste i min hånd, så jeg kiggede ned og så der stod Mom. Jeg skyndte mig at tage den og sætte den op til øret.

”Hej skat, vi vil hører om du ikke har tid til at komme hjem og tage med os ud og spise? Hele familien. Hvor er du overhovedet?” Hun lød glad. Meget glad. Det må være gået godt i Paris.

”Mor-” jeg blev afbrudt af mine tårer og brød fuldstændig sammen. Anne tog telefonen.

Annes synsvinkel.

Da jeg kunne se, Rose ikke havde kræfter til at snakke med hendes mor, tog jeg stille mobilen ud af hendes hånd og valgte og snakke om det.

”Hej, det er Anne, Rose er på Hospitalet, da der er sket det, at min søn er kommet ud for en alvorlig ulykke og ligger i koma, har hun desværre ikke lige overskud til at snakke, da hun virkelig er knust. Jeg ved ikke, om du ved noget om det, men din datter Rose er kærester med min søn Harry, hun skal nok forklare jer det, når hun føler sig klar.” jeg håbede virkelig, de forstod, at hun ikke havde det godt, men at jeg nok skulle passe på hende.

”Oh det er jeg virkelig ked af, vi kan da komme over, hvis det er” sagde hun hurtigt.

”Det behøver i ikke, vi er allerede mange, men vi mødes nok en anden dag. Men tak for omtanken” sagde jeg sødt.

”Men jeg håber det kommer til at gå med ham og gider du passe på Rose, så ved jeg da, hun er i gode hænder” sagde hun og lød bekymret.

”Selvfølgelig, vi snakkes” sagde jeg og lagde på, for at give mobilen tilbage til Rose, som var faldet fuldstændig sammen på gulvet, jeg fik et helt chok og skyndte mig at ligge mobilen fra mig, for at daske hende blidt på kinderne, men fik ingen reaktion.

”GEMMA!” Råbte jeg panisk, da vi ikke var så langt fra venteværelset, hurtigt stod hun i døren og da hun opdagede Rose, så hun meget forskrækket ud.

”Kan du ikke få en kop vand inde fra venteværelset af?” Spurgte jeg hende ud i en kører.

”Jo!” sagde hun hurtigt og styrtede ud til mig igen og gav mig plastik koppen i hånden.

”Rose” sagde jeg og prøvede at daske lidt til hende, inden jeg forsøgte at sætte hende op, men hun var helt væk. Jeg prøvede at hælde noget vand i hende, men det mislykkedes.

”Gemma, kan du ikke rende ned i kiosken og købe en sandwich og noget at drikke, hvis der er noget spændende, så køb også noget med til os andre, min pung er inde i tasken, og hvis du møder en læge eller noget form for personale, så sig lige vi har brug for hjælp” sagde jeg og kiggede på Rose og tjekkede at hun stadig trak vejret. Jeg var helt sikker på, at hun var underernæret og dehydreret.

Idet Gemma var gået, begyndte Rose lige så stille at bevæge lidt på sig, så jeg prøvede at kalde på hende, men igen uden held.

Jeg sad stadig ved siden af Rose, som nu var begyndt og ryste og jeg blev virkelig bekymret for hende. Heldigvis kom der en sygeplejerske halv løbende hen imod.

”Vi skal have hende ind i en seng og så have sat drop, for at hun kan få vand ind også skulle hun ligeså stille komme til sig selv, efter noget tid” sagde hun hurtigt og tog en seng fra en gang lidt længere henne. Jeg tog fat under hendes arme, mens sygeplejersken tog om hendes ben og sammen fik vi hende op i sengen og ligge. Da hun begyndte at køre med sengen, gik jeg med ved siden af, jeg skulle være sikker på hun var okay.

”Hey, hvad er der sket Anne?” Det var Niall der var kommet ud af venteværelset og stod og kiggede forskrækket på Rose i sengen.

”Hun er besvimet” sagde jeg hurtigt og gjorde tegn til, at han gerne måtte gå med.

”Øhm Niall, kan jeg få dig til at tjekke om Gemma er kommet tilbage, hun gik ned i kiosken efter noget mad og drikke, så kan du lige sige, vi er her inde?” Spurgte jeg og han smuttede med det samme, med et tydeligt bekymret smil.

***

Jeg havde nu siddet her ved Rose i næsten to timer og intet var sket. Hun var stadig ikke til at komme i kontakt med. Hendes krop havde ind i mellem givet nogle reaktioner, men det var det eneste og jeg var virkelig ved at være nervøs for hende. Gemma havde gået lidt frem og tilbage, men ellers tænkte jeg på hvad der kunne være grunden til dette? – Jeg vidste det jo ikke.

Jeg drejede hovedet idet, jeg hørte et lille ”Av” og der på samme tid lød et lille doin.

”Rose?” Sagde jeg og gik om på den anden side af sengen, så hun kunne kigge på mig, efter som hun havde vendt sig i sengen. Hun så helt fortumlet ud og en smule ved siden af sig selv. Jeg skyndte mig at hive i snoren til personalet.

En sygeplejerske kom kort efter ind af døren og smilede til mig og rettede så sin opmærksomhed mod Rose.

”Så, kan du huske dit eget navn?” Spurgte hun og stod klar med en masse papir.

”Rose” svarede hun træt og kiggede bare op.

”Og efternavn?”

”Sharletz” mumlede hun og kiggede væk, som om noget forfærdeligt var gået op for hende. Hun begyndte pludselig at hulke kraftigt ned i dynen, mens hun gemte sit, ellers så smukke ansigt i dynen. Jeg blev helt stolt af Harry. Jeg var dog hurtigt henne og age hende blidt og medliden på ryggen.

”Rose, hvad er det der sker med dig lige nu?” Spurgte sygeplejersken og kiggede på hende. Jeg fik virkelig ondt af hende.

”Rose, kan du drikke noget vand?” Spurgte jeg hende sødt om. Hun gav dog ikke noget svar fra sig, så jeg valgte at sætte mig i sengen og få hende hevet ind til mig. Jeg er sikker på det er situationen med Harry, der berører hende lige nu.

Rose synsvinkel.

Jeg lå helt fortumlet i sengen, som jeg ikke aner hvorfor eller hvordan jeg er havnet i, men der må vel være en god forklaring på det. Anne var ved mig og havde været det siden jeg var kommet til mig selv igen. Jeg fatter stadig ikke hun har overskud til det, når det er Harry, der fortjener hendes opmærksomhed. Jeg var virkelig træt og følte mig mærkelig til mode. Så jeg sad bare der i Annes arme. Hun prøvede og få noget vand i mig og jeg prøvede, men det røg hurtigt på gulvet med et plask og jeg blev virkelig flov.

”Anne?” Spurgte jeg stille og kiggede på hende.

”Ja?”

”Hvad skete der?” Spurgte jeg forsigtigt om og tog fat i hendes hånd, da jeg fik det skidt.

”Du var brudt grædende sammen og jeg snakkede med din mor og pludselig lå du besvimede på gulvet” svarede hun og kiggede på mig.

”Rose, jeg kan forstå, du ikke har det så godt angående din familie, lige i øjeblikket, hvad med at du tager med Robin, Gemma og jeg hjem i dag? Vi vil bosætte os i Harrys hus, til at han er frisk nok til at komme hjem? Så hører vi lige om du må tage med hjem i dag eller om de skal have dig til observation til i morgen” hun strøg mig over håret og kiggede mig i øjnene.

”Det vil jeg gerne” jeg gav et lille smil fra mig. Det ville være hårdt at være i Harrys hverdags rammer og især fordi det er der jeg har været det meste af min tid sammen med ham, men lige nu er det bare den eneste mulighed jeg havde.

”Godt så” smilede hun og hev i snoren der hang ved sengen.

***

Vi sad i sofaen og så en film der kørte i fjernsynet, men i ny og næ spurgte Anne mig om alt muligt. Mens Gemma lyttede interesseret med. Hun var virkelig sød og imødekommende, det var dog lidt underligt, sådan at være sammen med hende uden Harry, hvilket fik mig til at tænke på, hvordan han mon så ud, bare og ligge der. Jeg håber virkelig, han klare den og kommer tilbage til mig snart og får det bedre.

”Hvor gammel er det, du sagde, du var?” Spurgte hun og kiggede på mig.

”17, men bliver 18 senere i år” jeg var bange for, hun syntes jeg var for ung til Harry.

”Åh, så er du jo lige en for Harry, han har altid ønsket sig og få en kæreste der er yngre end ham selv, så han kunne belære hende om livet og det kan han jo med dig, ikke at jeg siger noget dårlig om dig, for du er en skøn og ikke mindst smuk pige, men hvordan er det så gået med snakken fra hele verden?” Spurgte hun og kiggede omsorgsfuldt på mig.

”Åh tak, altså vi har jo prøvet at holde det hemmeligt, men selvfølgelig har der været rygter og sådan, men har så vidt muligt undgået det med vilje for ved de kan være strenge” sagde jeg og tvang et lille smil frem.

”Jeg smutter i seng er virkelig træt og er stadig lidt omtåget efter det der skete i dag” Jeg rejste og for at give Anne et kram og sagde godnat.

”Husk at tage noget vand inden og tag evt. et glas med ind” sagde hun og smilede. – Jeg smilede tilbage

”Godnat” sagde jeg igen og gik så mod Harrys værelse. Idet jeg gik ud af stuen, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Det var åndssvagt jeg ikke kunne vise mine følelser overfor andre, men sådan var jeg bare. Jeg skyndte mig op på toilettet, hvor jeg brød sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...