The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
30421Visninger
AA

3. Kapitel 2

Uret tikkede som det havde gjort i flere timer. Endelig kom lægen igen. Han havde forhåbentlig noget positivt og sige denne gang, i forhold til sidst.

”Anne” hun havde allerede rejst sig og hun var efterfulgt af dem fra sidst, jeg sad dog bare som frosset.

”Rose?” Efter lægen var gået sagde Anne mit navn, jeg rejste mig hurtigt og gik hen til hende.

”Det lægen sagde var, at han nu har fået en stue og vi om lidt 2-3 af gangen må gå ind til ham. Han ligger bare som om han sover og kan ikke svare os. Hun tog en arm rundt om min skulder og førte mig hen af gangen og igennem en dør, hvor vi så drejede til højre og gik længere ned af gangen og nu stod vi ude foran hans stue C23. Jeg gik pludselig total i baglås og fik mig rystet ud af Annes greb og vendte ryggen til dem alle for at finde den nærmeste udgang. De skulle ikke se mig græde og lige nu vidste jeg bare, at jeg skulle være alene. Jeg fik øje på en dør ud til en altan for enden af gangen og gik hurtigt derud. Tårerne strømmede igen ukontrolleret ned af mine kinder og min vejrtrækning blev hurtigere. 
”Hey hvad sker der?” En stemme lød bag mig, idet en hånd lagde sig på min skulder. Personen stillede sig ved siden af mig og jeg kunne se, det var Gemma. Hun mindede mig så meget om Harry, at jeg bare begyndte at græde endnu voldsommere, dog var hun hurtig til at tage mig ind i et kram. Jeg trak mig fra hende og satte mig på den bænk der var og tog benene op under mig.

”Jeg ved bare ikke, om jeg vil se ham sådan der, jeg tror hellere, jeg vil ligge i min seng om aften og tænke på ham, som han var i morges, da han sagde farvel, lige inden det skete, end at se ham ligge der med slanger, sår og en maskine der trækker vejret for ham. Det lyder selvisk jeg ved det godt, men jeg er bare virkelig bange for, jeg ikke kan klare det” jeg håber hun forstod, hvad jeg sagde, da min stemme knækkede flere gange og alt min gråd, var nok også i vejen.

”Søde, jeg forstår dig fuldstændig og du skal ikke føle dig presset på nogen måde, men blot gøre hvad du føler for. Okay?” Hun tog armen om min skulder og fik mig til at lægge mit hoved på hendes skulder. Overraskende nok, fik det mig til at slappe af. Men jeg vidste endnu ikke, hvad jeg skulle gøre, om jeg skulle se ham nu, eller ikke.

Jeg fandt min mobil og låste den hurtigt op, blot for at gå ind på mine billeder, jeg fandt det der blev taget på Starbucks, den dag vi var uvenner, men det var et perfekt billede og jeg blev helt varm inden i ved at kigge på det.

”Hvor er i søde, i klæder virkelig hinanden godt ” mumlede Gemma ind i mit øre.

”Tak” jeg fremtvang et smil

”Har du været inde ved ham?” Spurgte jeg og drejede hovedet, for at kigge på hendes også forgrædte ansigt.

”Nej ikke endnu, jeg ville sikre mig, at du var okay” hun klemte blidt min arm.

”Det behøvede du altså ikke, men tak” mumlede jeg og snøftede.

”Vil du med ind igen?” Spurgte hun og rejste sig. Jeg rystede på hovedet og kiggede væk.

”Okay, men du skal bare vide, du kan altid kommer til mig, hvis der er noget” sagde hun og gik så ind på gangen igen. Den gang hvor Harry nu lå og ikke var til at komme i kontakt med. Jeg rettede blikket mod min mobil igen og kiggede på billedet. Tårerne var ellers lige stoppede, men de kom hurtigt igen. Det her var helt forfærdeligt. Jeg forstår det ikke, i morges sagde jeg helt normalt farvel til ham, eller nok mere et, vi ses, men ja, også bum ligger han her og ikke er til at komme i kontakt med og en der er sur på mig. Hvorfor er Louis også sådan imod mig? Jeg har jo overhovedet ikke haft mulighed for at forklare mig. Overhovedet. Så hvad hans problem var, fattede jeg ikke.

Min mobil begyndte at brumme i mine hænder og billedet af Harry og jeg havde nu forvandlet sig til et billede af Christian, da han ringede til mig. Jeg magtede ikke at snakke med ham lige nu, så jeg lagde bare på. Dog blev han bare ved med at ringe, lige indtil jeg så at Caria ringede. Fuck, hende har jeg rimelig meget og forklare, men jeg ville ikke gøre det nu, så jeg lød den bare ringe ud.

Jeg valgte at liste ned i hospitals kiosken for at købe en pakke smøger og en lighter. Det var godt nok 2 år siden jeg var stoppet, men jeg ved ikke, jeg følte for det lige nu. Jeg skyndte mig at ligge det i lommen og var egentligt på vej tilbage til venteværelset, da jeg så en udgang ud til sådan en slags have for de indlagte og deres pårørende, jeg skyndte mig derud og satte mig på en bænk og tog min mobil og høretelefoner frem og satte ’’I want Crazy’’ på med Hunter Hayes. Jeg havde brug for bare at sidde i min egen verden lidt, jeg stak hånden i lommen foran på min grå hættetrøje og fandt mine smøger og lighter frem, inden jeg tændte den. Der var ikke nogen mennesker ude, og solen havde gemt sig bag nogle grå skyer. Egentlig virkede alt meget trist og gråt. Jeg sad bare og stirrede ud i luften, mens tårerne stille trillede ned af mine kinder, inden jeg tog et hvæs mere af min smøg. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, og jeg blev simpelthen så forskrækket, så jeg nærmest sprang en halv meter op fra bænken. Jeg drejede hovedet og så Liam og Zayn stå og stirre på mig. Der gik ikke længe før de begge dumpede ned ved siden af mig, så det gav et ryk i hele bænken. Musikken spillede stadigvæk højt, og jeg havde egentlig ikke haft nogen intentioner om at tage mine høretelefoner ud, før Liam prikkede til mig og kiggede på mig, som om at han havde noget at sige.

’’HVAD?’’ Fik jeg halv råbt, det var ikke min mening, men jeg ved det ikke, jeg havde haft nogle kraftige reaktioner på det sidste. Måske var det smerten der var skyld i den, eller den kæmpe klump af bekymring jeg havde i maven, som gav mig en konstant kvalme.

’’Undskyld, det bare-’’ Jeg nåede ikke at snakke færdig, før Liam afbrød mig.

’’Hey det okay. Har du været inde ved ham?’’ De kiggede begge 2 afventende på mig.

’’Nej, har i?’’

’’Ja jeg har, sammen med Louis og Niall’’ svarede Zayn for at blive en del af samtalen.

’’Vil du ikke med derind?’’ Liam sendte mig et lille smil.

’’Nej tak’’ svarede jeg hurtigt og kort. Lige pt havde jeg ingen intentioner om at skulle ind og se ham ligge der, det var jeg slet ikke klar til.

’’Du skal vel derind før eller siden?’’ Zayn kiggede undrende på mig.

’’Det tror jeg ikke, du skal være så sikker på’’ Jeg kiggede væk fra dem og holdte mine øjne fokuserede på et træ, der var begyndt at tabe bladene, og blive lidt kedelig at se på, men det var at glo på det visne træ, eller lade tårerne begynde at strømme ned.

’’DET KAN DU SIMPELTHEN IKKE MENE?’’ Råbte en stemme bag mig, jeg drejede hovedet og Louis’ ansigt kom til syne. Jeg skulle til at gå forbi ham og ind på gangen igen, jeg havde ikke engang overskud til at diskutere med ham. Men idet jeg kom ind på gangen og drejede hovedet, så jeg Christian og Caria, kunne det her blive værre? Jeg skyndte mig ud igen.

’’Hvis der kommer en høj fyr og en pige på min alder og spørg efter mig er jeg her ikke!’’ Jeg ventede ikke på svar, jeg begyndte bare at halvløbe over gårdspladsen for at komme ind ad en anden indgang på den anden side. Men jeg nåede kun halvvejs over pladsen, før jeg hørte to alt for velkendte stemmer og jeg stivnede. Jeg vidste, jeg ville blive konfronteret med det her af dem før eller siden, men behøvede det virkelig at blive før. Jeg mærkede en hånd på min skulder.

’’Jeg tror vi har lidt at snakke om’’ sagde Christian jeg vendte mig om imod ham og kiggede ham direkte i øjnene.

’’Christian jeg ber dig, ikke nu’’ Jeg kiggede på ham med mit mest betuttede blik, men uden held.

’’Rose, NU!’’ Sagde han i en hård tone. Jeg begyndte at gå tilbage mod den dør, jeg oprindeligt var gået ud af, og i det jeg tog i håndtaget fnøs Louis af mig, jeg drejede lige om på hælene og gik hen til ham.

’’UNDSKYLD MEN HVAD FUCK ER DIT PROBLEM? JEG HAR VIRKELIG IKKE OVERSKUD TIL AT GÅ OG LEGE GÆTTELEG! SÅ SIG HVAD FUCK DU HAR IMOD MIG?’’ Jeg råbte det ind i hovedet på ham, jeg boblede af vrede. Jeg var så rasende og træt af at skulle gå og have overskud til at diskutere med ham hele tiden. Jeg kunne mærke hvordan mit ansigt kogte efter mit lille vredesudbrud der egentlig var kommet lidt bag på mig selv.

’’Jeg kan bare ikke lide falske typer som dig, som prøver at bilde os ind at dig og Harry var sammen, men ingen af os har hørt om dig, udover at du måske har været Harrys engangsknald, men så er det vidst også det du var’’ sagde han i sådan et jeg er bedre end dig tonefald. Jeg nåede kun lige at få øjenkontakt med Caria, inden jeg så Christian flyve hen i ansigtet på Louis, og tage fat i ham.

’’UNDSKYLD MEN HVAD VAR DET LIGE DU SAGDE?’’ Christian råbte af ham. Det var sjælendt jeg så Christian sådan virkelig sur, men når han virkelig var sur, var han også VIRKELIG sur. Jeg skyndte mig hen for at tage fat i Christian. Jeg fik fat i hans arm, for at trække ham væk fra Louis.

’’Christian, STOP NU! Lad ham være, gi slip’’ Jeg hev og flåede i hans arm uden reaktion. De begyndte bare at stå og råbe og skrige af hinanden, og skubbede lidt til hinanden. Zayn og Liam prøvede ihærdigt at få Louis til at stoppe, men også uden held, først da Paul kom og tog fat i Louis stoppede han. Jeg ved ikke, hvor han kom fra, men han var der bare lige pludselig. Jeg tog hårdt fat i armen på Christian.

’’GÅ NU!’’ Jeg skubbede ham halvt ind ad døren og halvt ned af gangen.

’’Skal du bare altid skabe problemer for mig?’’

’’HEY Rose, han er din bror og han gjorde hvad enhver anden bror ville gøre’’ sagde Caria, inden Christian selv fik chancen for at svare.

Jeg mærkede en bagfra tage fat i min arm.

’’Hey Rose, hvad er det der sker?’’ Jeg drejede hovedet og kiggede ind i Annes varme øjne, og så Gemma stå ved siden af.

’’Ikke noget, lad os gå tilbage til de andre’’ svarede jeg hende og på tvang et lille smil.

’’Rose, lad nu vær’’ halv råbte Christian af mig, da jeg havde vendt ryggen til ham, og begyndt at gå med tilbage til de andre. Jeg svarede ikke, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, lige nu var jeg rigtig gal og rasende på ham, over at han kommer anmassende på den måde, og så overfalder Louis, og skaber flere problemer for mig end jeg har i forvejen.

Da vi stod foran venterummet igen, så jeg Louis stå og snakke med de andre drenge, jeg stak kun lige hovedet ind af døren.

’’Louis, må jeg lige snakke med dig?’’ Jeg kiggede over på ham, og han ignorerede mig faktisk, indtil Eleanor gav ham et lille skub. Jeg gik ned ad en gang hvor der var en masse stole sat op ad væggen, og satte mig på den ene, mens Louis valgte at blive stående.

’’Jeg er virkelig ked af det der lige skete, jeg har aldrig set ham sådan der før, men vi to bliver virkelig nød til at få løst det her. Og jeg er ligeglad med hvor lang tid det tager, men jeg har simpelthen ikke overskud til at gå og vride min egen hjerne for at gætte hvad det er du har imod mig’’ Jeg kiggede op på ham, men han stod bare og kiggede ned på sine sko, uden rigtigt at svare. Jeg sad og kiggede afventende på ham.

’’Hvem var han? Din ex eller sådan?’’ Spurgte Louis nysgerrig og satte sig endelig ned på en stol, ved siden af mig.

’’Min storebror’’ svarede jeg og stirrede ligeud og direkte ind i den hvide væg.

’’Undskyld’’ sagde Louis.

’’Det okay, jeg undskylder også for at råbe dig i hovedet, jeg blev bare så frustreret’’ der var stadigvæk lidt kold luft i mellem os. Men det her var da en start.

’’Jeg har intet imod dig Rose, overhovedet, jeg tror bare, jeg havde brug for en, jeg kunne skylde skylden lidt på og du blev offeret, og det var ikke fair af mig’’

’’Det okay Louis, vi gør alle nogle dumme ting og har gjort det her på det sidste. Altså tro mig, jeg råbte Liam ind i hovedet, fordi han prikkede til mig’’ jeg kom med et lille fnis.

’’Det er det, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv længere, det her hospital gør mig sindssyg’’ sagde han og sukkede dybt, inden han lænede hovedet tilbage og støttede det mod den kolde kalkhvide væg.

’’Så er vi godt nok to’’ sukkede jeg tilbage. Der var tavshed et stykke tid, men ingen af os rejste os for at gå tilbage til venteværelset.

’’Hvorfor er det du ikke vil ind til Harry?’’ Niall stod og trippede lidt for at få et svar, og pludselig kiggede Louis også afventende på mig.

’’Vi bliver nød til at se det i øjnene, at det ikke er sikkert at han klare den, men jeg ønsker ikke at det sidste billede jeg har af ham, er i den hospitals seng, fyldt med slanger og at han faktisk ligner en der ikke er i live, hvis han ikke klare den ønsker jeg mit sidste billede af ham, er da han kyssede mig farvel, og fortalte mig at han glædede sig til at se mig senere’’ tårerne løb stille ned ad kinderne på mig.

’’Hey det okay og han skal nok klare den’’ Louis lagde en hånd på min skulder og gav den et lille klem.

’’Vi er nogle stykker der køre hjem til Harry for at hente nogen af hans ting, så det er her til når han vågner engang’’ Sagde Anne, der kom gående imod os.

’’Må jeg tage med?’’ Spurgte jeg lavt, måske fordi jeg var bange for at få et nej.

’’Ja selvfølgelig, men tænkte på om en af jer har en nøgle, da jeg har glemt min der hjemme’’ svare hun og smilte.

’’Altså jeg har en ekstranøgle i mit nøglebundt’’ sagde jeg og smilede til hende.

’’Perfekt’’ svarede hun og smilede til mig.

***

Vi var faktisk rimelig mange der var taget med hjem til Harry. Både Anne, Gemma, alle drengene, Harrys far og stedfar, Paul, Perrie, Elenour, Sophia og mig. Jeg gik frem med døren og trykkede hurtigt koden ind på alarm systemet, satte nøglen i og låste op. Det gav et sug i maven på mig, da jeg trådte ind. Duften af ham overvældede mig, og jeg begyndte stille at græde. Anne gik mod køkkenet, og jeg gik direkte op på hans værelse. Jeg fandt en sportstaske i bunden af hans skab, og skulle egentlig til at finde noget tøj at pakke, men satte mig bare på sengen og lod mit hovedet falde ned på hans pude, da jeg kunne mærke noget hårdt. Jeg stak hånden ind under puden, og der lå en lille æske, jeg åbnede den og der i var den smukkeste ring, hvor der var indgraveret:  
                          Harry & Rose, to infinity and beyond 19.03.14

Jeg sad bare der og stirrede på den, sad og studerede alle de små sten, tårerne begyndte at strømme ned af kinderne på mig, og jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at begynde at hulke.

’’Hvad er det?’’ Gemma stod i døren, og kom tættere på. Jeg gav hende bare æsken. Jeg kunne slet ikke svare, jeg var simpelthen så chokket, havde han tænkt sig at fri til mig? Seriøst? På den ene side havde jeg lyst til at hoppe op og ned og juble af glæde, men på den anden side havde jeg lyst til at skrige i afmagt og magtesløshed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det.

’’MOR’’ Gemma råbte ud af døren, og Anne kom styrtende op ad trappen. Jeg sad stadigvæk stivnet på sengen og gloede bare ind i det åbne klædeskab, hvor alle hans skjorter, og bukser hang. Der var en utrolig orden i det, nu hvor jeg tænkte over det. Der kom flere og flere op på værelset, men jeg reagerede ikke på det. Jeg vidste slet ikke, om jeg skulle grine eller græde. Det var alt sammen bare alt for overvældene. 

’’Kom, lad os lade hende sidde lidt’’ sagde Anne og jeg kunne høre deres stemmer flade mere og mere ud. Jeg kiggede en sidste gang på ringen, på hvordan de små sten omsluttede den store, det var helt vildt overdådigt. Jeg lukkede æsken sammen, og ringen forsvandt. Jeg knugede den i hånden i frygt for at miste den. Jeg lagde igen mit hoved på puden, og trak Harry’s dyne op om mig, bare for at ligge der lidt. Duften af ham spredte sig og gav mig en form for tryghed. Jeg lukkede øjnene og snusede godt ind.

***

Jeg gned mig lidt i det ene øje og satte mig halvt op, jeg drejede i håb hovedet for at se om Harry skulle ligge ved siden af mig og alt det her bare havde været en drøm, men han var der ikke. Jeg må have været faldet hen tidligere, da jeg lagde mig ned.

Jeg fandt min mobil frem for at se hvad klokken var, og med hvide store tal stod der 11:45. Jeg sprang op af sengen og var helt ved siden af mig selv. Jeg måtte have været her hele natten igennem, men hvor fanden var de andre så henne. Jeg skyndte mig ned i stuen for at kigge efter dem, men fandt kun en seddel på bordet hvor der stod:

Hej Rose.
Kiggede til dig, inden vi kørte, og så du sov så ville ikke vække dig. Du har helt sikkert haft brug for det. Der ligger nogle penge i skålen under det store spejl i entreen til en Taxa.

Love Anne.

Årh hvor var hun sød. Jeg skyndte mig op på Harrys værelse for hurtigt at stjæle hans sorte Adidas hættetrøje, som jeg kunne have på, selv om jeg svømmede lidt i den, da den var for stor. Jeg ringede efter en taxa, jeg følte virkelig, jeg måtte skynde mig tilbage på sygehuset, for at se om der var noget nyt om Harry. 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...