The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28448Visninger
AA

18. Kapitel 17

Rose's synsvinkel 

"Godmorgen Skat, sovet godt?" Jeg smilte stille for mig selv. Da jeg hørte Harrys dejlige hæse morgenstemme. 
"Godmorgen, ja det har jeg. Hvad med dig?" Spurgte jeg og kiggede på ham.
"Sovet okay, har dog også ligget og tænkt meget på noget" Han kiggede mig ind i øjnene, med et pludseligt nervøst blik. Det lignede ikke ham. 
"Hvad så? Noget galt?" Spurgte jeg bekymrende og tog hans hånd. 
"Nej nej, tænkte bare. Nu kan jeg jo nogenlunde huske dig og sådan. Så tænkte på, om du måske ville tage med til LA. På en forlovelses rejse alla noget. bare dig og mig. Så vi virkelig kan komme tilbage hvor vi var før, snakke bryllup osv?" Hans øjne vaklede nervøst rundt.
"Selvfølgelig Harry! Der er ikke noget jeg heller vil!" Jeg gav ham derefter et dejlig blødt kys og klemte hans hånd blidt. Der var virkelig ikke noget jeg hellere ville lige nu, end at nyde tiden med ham. Det har været rigtig hyggeligt med hans familie og ulykken har også gjort mig meget tættere med dem. Men jeg kunne mærke, at det var på tide, at jeg kun bare var sammen med Harry. 
"Hvornå-" jeg blev afbrudt af døren til værelset der blev lukket op. 
"Heey, vil bare lige sige, at vi alle tager hjem senere i dag. Så om i ikke vil bruge de sidste timer med os, nedenunder?" Spurgte Anne. 
"Selvfølgelig mor, vi kommer" sagde Harry glad og smilte stort til hende.
"Så er det op smukke" sagde han og lagde hans hånd ovenpå dynen. 
"Hmm" mumlede jeg og fik mig sat op. Inden et gab kom snigende. 

Harry's synsvinkel 
Vi var endelig kommet ned i stuen. På det punkt var Rose langsom. Hun var åbenbart ikke en pige, for ingenting. 
Jeg var så stolt af min familie. De har altid været der for mig og dette viste hvor stor en kærlighed, vi har til hinanden. De er der, når man har allemest brug for dem! Det sætter jeg virkelig pris på og det bliver også underligt, at de rejser hjem. Men jeg bliver nød til, at tage lidt væk, slappe af og ja komme 100 procent på rette spor med Rose igen. Det fortjener hun. 
Men at de på den måde, har sat deres eget liv på standby, for at være der der for mig, var jeg evig taknemlig for! Jeg vil jo aldrig kunne give dem noget ligende tilbage. Men jeg vil gøre mit bedste for, at vise min taknemmelighed. 

***

Rose og jeg havde smidt os på sofaen, efter vi havde sagt et langt og pænt farvel til de andre. Pizzamanden havde været forbi med aftensmad, som der nu ikke var mere tilbage af.
Det føltes vildt underligt i kroppen, at vide, vi nu var helt alene og ingen kunne afbryde os i noget. Det gjorde det hele mere intens. 
Hele Rose's tilstedeværelse gjorde mig helt skørt i hovedet. Hun gjorde mig lykkelig. Hun var hele min verden, mit et og alt. 
"Harry?" kom hun pludselig med en stille og mut stemme, der afbrød min tankestrøm af rosende ord om hende. 
"Måske et lidt vildt spørgsmål, men hvordan har du det med at hele verden ved, at vi er sammen nu?" Hun kiggede mig lige ind i øjnene, imens hun spurgte.
"Hmm, det har jeg det fint med. Mit hjerte tilhører uden tvivl dig, så det er dejligt, at hele verden ved det. Så er ingen i tvivl" svarede jeg og smilede strålende til hende. Hvorefter jeg gav hendes læber et blidt kys. 
"Det var bare, før..." Hun holdte en lille pause, inden hun tog sig mod og sank en klump i halsen og forsatte.
"Før ulykken, var du meget sådan, hemmelighedsfuld med det, for min sikkerhedsskyld, hvor jeg var lidt mere ligeglad. Og ærligt syntes jeg det er dejligt det er ude. Selvfølgelig ville jeg have ønsket det havde været under andre omstændigheder og at vi selv havde indflydelse på det. Men sådan skulle det ikke være og ja" Hun kiggede lidt nervøst på mig. Nok fordi hun vidste, at jeg stadig havde huller i hukommelsen og lige præcis det der, havde jeg smidt helt væk. 
"Kan godt følge dig i det og det skulle vel ud på et eller andet tidspunkt" mumlede jeg og klemte hendes hånd.
"Harry, også lige en anden ting, jeg ved godt at alting går fremad, men at du selvfølgelig stadig skal tage det stille og roligt, men alt det der med at kalde dig for skat osv, skal jeg nok lige vende mig til igen, men jeg håber da det kommer naturligt. For jeg elsker dig virkelig, af hele mit hjerte" 
"Selvfølgelig! Rose, alt dette har jo også været hårdt for dig, det er jeg udmærket godt klar over. Vi begge to, kæmper stadig, for at komme tilbage og jeg ved, at vi kan! Det er netop også derfor jeg vil tage dig med til LA. Så vi kan finde hinanden igen" Jeg gjorde så vi sad ordenligt op. Kørte en hår tot om bag hendes øre, inden min hånd fandt et fint greb om hendes kind og vores læber mødtes i et intenst kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...