The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28244Visninger
AA

13. Kapitel 12

Harrys synsvinkel 

Jeg følte, jeg kunne forstå Rose, men på den anden side var jeg total lost omkring det, for jeg var jo ikke i hendes situation, men hvor ville jeg gøre alt for dette skulle lykkes, selvom jeg intet huskede, heller ikke efter og have set de få fotos af os. Men eftersom det her påvirkede hende så meget som det gjorde, måtte der virkelig have været noget stort og det gjorde mig ked af det, at jeg ikke kunne huske noget. Godt nok havde hun allerede fortalt mig en del, men jeg følte stadig der var noget hun ikke havde fortalt mig. Selvfølgelig skulle hun også have tid til og vænne sig til dette, ligesom mig selv, men selvom jeg ikke huskede hende, er det som om hun ikke var, som hun var før og det med at hun var begyndt at ryge, var jeg ikke skide glad for, dog sagde hun i går, at hun nok skulle stoppe og jeg vidste fra andre, at det var pisse svært, men jeg ville støtte hende til vores ende. Jeg ville kæmpe for at få dette til og lykkedes, vi skulle bare tage det stille og rolig. 

"Godmorgen" Hendes dejlige stemme fik mig ud af mine tanker, for at lægge min opmærksomhed på hende, som oven i købet havde taget min hånd i sin, uden jeg havde opdaget det. 

"Godmorgen" sagde jeg og smilede til hende. 

Det hele føltes som en drøm, det kunne ikke være rigtig, men ægtheden, var der alligevel en snert af, hendes perfekte krop, perfekte læber, perfekte ansigt, hendes perfekte smil og grin, hun var virkelig noget af det mest fantastiske jeg nogensinde havde set, kunne jeg virkelig have scoret hende? Jeg var jo bare en knægt fra Cheshire, en lille by i England. Jeg boede nu i en kæmpe villa i London og var med i verden største boyband, som havde milioner af fans, verden over? Hvordan kunne jeg glemmer alt det på et split sekund? Sikkert fordi det hele var en drøm? Jeg kunne virkelig ikke fatte alt dette. Var dette virkelig mit liv? 

***

"Harry?" Lød hendes - nej Rose's stemme. 

"....Hvaad?" Fik jeg sagt lidt efter og kiggede på hende, hun prøvede tydeligt og få øjenkontakt. Jeg kunne virkelig bare ikke fatte dette var ægte.

"Urh" Jeg kunne tydeligt høre, hun var ved og bliver hidsig og det gjorde hun da også klart, da hun med et hårdt ryk, vendte sig rundt og lagde sig med ryggen til.
"Undskyld Rose.." 

"Nej vent, det er mig der undskylder, men dette er bare fucking svært for mig og jeg er ved og give op, jeg kan snart ikke se hvordan dette nogensinde skal komme til fungere igen" mumlede hun og jeg kunne se at hun var ved og bryde sammen, men jeg kunne intet gøre, inden hun var ude af værelset og på vej ned af trapperne. Hun havde sikkert brug for at være alene, så kunne jeg få snakket med min mor imens. 

 

***

"Mor ved du virkelig ikke hvad jeg kan gøre for at komme bedre ind på hende? Måske så hun ikke hele tiden går sin vej?" spurgte jeg og tog en slurk af min vand. 

"Altså jeg forsrækker at i skal snakker bedre om tingene, måske i skulle gå en tur? Så ringer vi til Paul, som kan passe på jer?" sagde hun og smilede skævt.

"Men tror du ikke bare hun vil løbe væk? Jeg er så skide forvirret omkring dette, jeg føler det er en drøm" mumlede jeg og kiggede opgivende ud af vinduet.
"Søde Harry skat, i skal nok klare den, jeg tror på jer, i begge to bliver nød til og give det noget tid, evt prøv og få hende til og fortælle og vise billede af hvad i lavede sammen eller hvad i begge godt kunne lide? Det er jo hende der kan huske jeres forhold" Hun smilede igen skævt. 
"Men det har hun allerede gjort, føler dog ikke hun siger alt, hvilket jeg ikke ved hvorfor, jeg føler, da jeg jo ikke ved det, hvad med drengene, må de snart komme over?" 
"Mhh, så må du spørger mere ind eller noget? Husk nu du skal have ro, lægen skal nok sige til, når du er klar til endnu mere, jeg syntes i hvert fald du skal starte med og kæmpe for Rose og dig, hun virker virkelig til og være en fatastisk pige" Hun smilede stort og så virkelig stolt ud, sikkert fordi hun syntes, vi var et sødt par. Idet vi snakkede om solen, kom hun ind af døren. Dog havde hun et forgrædt ansigt, hvilket gjorde mig utrolig ondt, da jeg allerhelst ville se hende smile hendes perfekte og smukke smil. 
"Hey Rose, hvad er der sket?" Spurgte jeg og hun løb direkte ind i min favn, hvor efter jeg lukkede mine arme om hende, idet hendes lukkede sig om mig, jeg så dog min mor tage et billede af os, inden hun forlod os alene i køkkenet. 

Jeg kunne mærke, det ikke var lige der hun ville snakke, så jeg fik sat mig ned, med hende i mit skød, så hun kunne græde ordenligt ud ved min skulder, ligesom den anden dag. Det gjorde utrolig ondt og se hende så knust hele tiden og det faktum at jeg følte det var min skyld. 

"Jeg gik en tur i morges, for at få tankerne luftet, da du jo nok kunne mærke, jeg ikke var i mit bedste humør, men efter jeg havde gået i noget tid var der pludselig nogen der råbte efter mig og først tænkte jeg, at jeg havde hørt forkert, men kort efter kom det igen og en masse piger, begyndte at kalde mig alt muligt og sige at jeg ikke fortjener dig og bla bla bla" 
"Hvad for nogle piger? Nogen du kendte?" jeg var virkelig forvirrede og det opdagede hun vidst ud fra mit ansigtsudtryk. 

"Jeres fans, eller såkaldte Directioner" hun smilede svagt, af hvad vidste jeg dog ikke, men det var nu dejligt at se. 

"Nå ja, sådan nogen er der også, jeg kan bare slet ikke forstå det, men det er jeg virkelig ked af og høre, du fortjener det ikke" Jeg tørrede hende tårer væk med mine tommelfingre og gav hende et hurtigt kys på kinden. 

"Du aner ikke hvor svært det er for mig og holde mig fra dig! Jeg vil så gerne give dig et forbandede kys, men jeg kan ikke klare tanken om at du ikke ligger følelser i det, som jeg gør, men i stedet for at tænke negativt og alt det, skal vi så ikke gå op på værelset, bare dig og mig og så kan vi se jeres dvd, også bagefter evt nogle videoer på youtube, eller noget?" spurgte hun og smilte. 

"Dit smil klæder dig så meget, men jo det kan vi godt" smilede jeg og tog hendes hånd. 

***

"Wow" mumlede jeg midt under filmen.

"Ja, jeg er virkelig stolt af dig skat" sagde Rose og klappede mig på maven, Jeg kunne se det først gik op for hende bagefter hvad hun havde sagt og hun blev kort efter rød i hovedet. 

"Er dette noget vi tit gjorde?" Spurgte jeg forsigtigt, inden jeg hev hende ind til mig, da jeg følte hun følte sig tryk og glad i denne situation. 

"Tjoo, nogen gange, dog mest om aftenen" mumlede hun, inden hun gemte sit hoved ved min hals, hvor var hun sød. 

"Mhh okay" mumlede jeg og lod, som om jeg kiggede videre, men i virkeligheden, spekulerede jeg på, om jeg skulle give hende en lille kildetur, så jeg kunne høre hendes fantastiske søde grin. Men jeg vidste bare hellere ikke om det ville virke mærkeligt og hvordan hun ville reagere? Lidt efter lød hendes latter i mine øre. 
"Arrrh Harry stop, det kiiiiiildeeeer" fik hun sagt, mens hun grinede. Men jeg blev bare ved. Hun begyndte og smide sig rundt i sengen og vride sig i mit greb, hvor hun til sidst ramte et ret uheldigt sted, så jeg skreg op i smerte. 

"Ej undskyld Harry, virkelig undskyld!" Hun lød med det samme trist og var henne ved mig. 

"Det er okay Rose, det var et uheld og min egen skyld" sagde jeg, mens jeg tog mig til skridtet. Overraskende nok lagde hun sin ene hånd ovenpå og agede min mave. 

"DER ER MAD!" bBev der råbt nede fra gangen, så vi rejste os begge hurtigt og gik ned af trapperne og ind i spisestuen, hvor alle de andre var, mine bedsteforældre var der åbenbart stadig, det var da bare skide hyggeligt. Jeg kunne forstå på min mor, at de var meget bekymret for Rose og mig. 

***

"KOOOOOOM SÅ!" 

"EEEYY" 

Fodboldkampen gik ikke efter mit hoved og de andre grinte bare af mig. 

"Rolig nu Harry" kom Rose og lagde en hånd på min skulder.

"Du går ikke op i det, kan jeg høre" jeg smilede blidt til hende, inden min opmærksomhed igen landede på kampen. 

"Narrh, ikke lige de hold" mumlede hun og lænede sig tilbage i sofaen. 

Der var en små summen af snakken igennem hele kampen, men idet kampen var slut, gabte Rose og rejse sig. 

"Godnat" skyndte hun sig og sige, inden hun rejste sig for at forlade stuen. 

"Godnat" sagde alle de andre i munden på hinanden. 

"Rose, du har ingen lektier for vel?" Spurgte min mor hende. Jeg kiggede op på hende også hun kiggede noget betænksomt ud i luften. 

"Det tror jeg ikke, men ellers må jeg lave dem i morgen, jeg smutter i hvert fald i seng nu" sagde hun, inden hun gik. Jeg sagde kort efter godnat og gik efter hende. 

"Rose?" Spurgte jeg ud i mørket, da vi lå sammen i sengen. 

"Harry?" Spurgte hun tilbage, hvilket jeg ikke kunne lade være med og smile stort over. 

"Angående kildeturen i dag, er det noget vi tit gjorde?" Det var et ret underligt spørgsmål, men jeg havde brug for og vide det. 

"Ja" mumlede hun fjernt. 

"Jeg kan føle vi havde noget stort og unikt sammen" sagde jeg, inden jeg tog hendes hånd og lukkede øjnene. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...