The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28409Visninger
AA

12. Kapitel 11

Mine øjne landede på Harry, idet jeg kunne mærke der var en der ruskede i mig. 

"Øh hvorfor ligger du her nede?" Spurgte han meget forvirret. 

"Øh, jeg kunne ikke finde ro i går og var bange for at forstyre dig, og da jeg ikke vidste hvilke værelser der ikke var optaget, gik jeg bare herned" jeg satte mig træt op i sofaen og lænede mig op af ryglænet og gned mig i øjnene. 

"Men godmogen da" sagde jeg, selvom jeg ikke havde det særligt godt. Der var en eller uro inden i mig, jeg ikke kunne forklare eller anede hvorfor overhovedet var der, men jeg kunne mærke, at jeg havde det svært i forhold til at Harry var kommet hjem igen og at han ligesom kunne se og opleve alt nu. 

Jeg løb hurtigt op på værelset, fik tøj på og løb derefter ned igen, for at få sko og jakke på, for at komme lidt ud. 

"Rose-" Jeg kunne høre både Anne og Gems råbe efter mig, men jeg havde brug for at være mig selv og tænke over det hele. 

Parken lå ikke vildt langt væk, så det var der jeg var søgt hen og sad nu på en bænk, hvor jeg havde tændt en cigaret, dog skaulle Harry ikke finde ud af dette, for han havde sikkert stadigvæk den holdning, at han ikke var sammen med folk der røg. Så jeg skulle komme af med det her igen. Dog fik jeg mig noget af en overraskelse, da Christian satte sig ned ved siden af mig. Godt nok havde jeg bedt min familie om at blande sig fuldstændig uden om, men jeg vidste jo godt inderst inde, at jeg umuligt kunne undgå at støder ind i dem før eller siden. 

"Hey søs" sagde han, dog kiggede jeg bare på ham og pustede røgen fra min cigaret ud i luften. 

"Rose forhelvede du kan ikke undgå os for altid" sagde han og grinede let.

"Christian, hvad fanden er det i ikke forstår? Jeg savner jer ikke engang" Efter som vores forældre arbejdede meget og altid havde gjort det, følte jeg i en tidlig alder, at jeg havde ansvaret for Isabella og derfor kan jeg godt mærke, at jeg følte mig fri. 

"What? Du er jo blevet lige så fucked up som Harry! Jeg kan se han har fået dig til og ryge igen." Han lød sur, men hvor vover han at snakke sådan! 

"Hvem fanden har bedt om din mening, din fucking tard og hvor vover du at snakke om en du ikke kender?!" Jeg blev virkelig sur og kunne mærke jeg blev nød til og gå. Cigaretten skodet jeg og gik hjem mod Harry og familien. 

***

Jeg kom ind i entreen, idet både Anne og Gems kom ud til mig. De så helt lettede ud. Seriøst, jeg var jo bare gået mig en tur for at få lidt luft til alle mine tanker og følelser, det var ikke så nemt at være mig for tiden. 

"Rose, har du røget?" Spurgte Anne, som sikkert kunne lugte det i mit tøj. Hvorfor skulle hun blande sig? 

"Godt du er hjemme igen, vi var bekymret" sagde Gems og kiggede bedrøvede på mig. 

"Rolig nu, der er bare så meget for tiden" svarede jeg og gik forbi dem ind til Harry, som rynkede kort på næsen, da jeg satte mig ved siden af ham. 

"Harry jeg skal nok stoppe for din skyld, men du må forstå, jeg har rigtig mange svære tanker og følelser omkring alt det her!" Det var ikke min mening at snerre, men jeg kom til det alligevel, da der ikke skulle så meget til.

"Rose, må jeg lige snakke med dig, et øjeblik?" Lød det fra døren. Det var Anne. 

"Ja" jeg rejste mig og gik efter hende ud i køkkenet. 

"Vil du ikke please fortælle mig hvad der forgår oppe i dit hoved, jeg vil hjertens gerne hjælpe dig. og det gør mig ked af det og se dig sådan her." Hun lød ærlig, så det måtte jeg hellere også. 

"I går, var jeg hjemme ved min veninde, hvor min eks veninde så også bor, men hun var ikke hjemme, men idet, jeg skulle til og ud af døren, kom hun og råbte og skreg af mig og råbte nogen virkelig hårde ting omkring Harry og det gjorde mig bare så ked af det. Og så i går, da Harry og jeg skulle sove, sov han næsten med det samme, så langt væk som muligt og så med ryggen til og det gjorde bare så ondt, at jeg måtte flytte mig ned i stuen. også nu her, da det hele blev for meget for mig, gik jeg hen i parken hvor jeg mødte min bror, som jeg ikke har snakket med, siden jeg flyttede her over og han skulle så også lige sige noget nedladende og ja jeg har røget, undskyld, men det hjælper mig virkelig med at takle alle disse problemer. Jeg ved godt det med Harry, må jeg vende mig til og give ham tid, men det er hårdt, for jeg elsker ham så højt" jeg gav mine tårer frit løb, så Anne måske kunne forstå, hvor mærket jeg var af alt det her, der måske nemt kunne lyde som ingenting. 

"Det er helt okay og være ked af det, men du bliver jo også nød til og snakke med Harry om noget af det her, så i kan begynde ligeså stille" sagde hun og lagde sin hånd oven på min. 

"Mor" lød det fra Harry der kom ind i køkkenet og så hurtigt mit forgrædte ansigt. 

"Hey hvad sker der?" Spurgte han og kom overraskende hen og lagde en trøstende hånd på min ryg. 

"Jeg vil lige lade jer være alene lidt" sagde Anne og gik ind i stuen, hvor Harry lige var kommet fra. 

"Hey, hey, rolig nu" sagde han og hev mig ind i et forsigtigt, men dejligt kram. 

Jeg holdte ham ind til mig og begyndte at hulke ned i hans skulder, idet trak han mig længere ind til sig. Jeg følte mig bare så indelukket, grundet jeg ikke kunne finde ud af at håndtere det, at Harry var kommet hjem og ikke kunne huske mig eller noget vi havde lavede.. Jeg holdte det snart ikke ud mere. 

"Jeg tror du har brug for at komme op i sengen og ligge og få dig en god lang snak med mig." Jeg kunne hører hans flirtende tone. 

"Okay, så lad os gå op" svarede jeg og trak mig fra ham for at hoppe ned fra køkkenbordet hvor jeg sad, det fik dog en masse minder frem, men jeg fik hurtigt tankerne væk og fulgte efter Harry op af trapperne. 

"Harry jeg vil starte med og være ærlig, det i morges, med at jeg sov på sofaen, var fordi, eftersom det var første nat, sammen siden ulykken, havde jeg det bare rigtig svært ved at fatte, at du lå her igen, men mest af alt skar det i mit hjerte, for normalt lå vi og puttede, inden vi lagde os til og sove, men i går lå du så langt fra mig, som muligt og med ryggen til, jeg kunne ikke sove og gik derfor ned i stuen, for at få ro over mig selv og mine følelser og du skal vide, at jeg ikke normalt er en person der bare snakker om mine følelser på denne måde, men jeg bliver nødt til det. Det er dig jeg skal snakke med om dette og ingen andre. Det er os to der har et forhold sammen og det har vi snart haft i et år, hvis man altså lige tæller dit hospitals ophold med" sagde jeg og snøftede, eftersom dette tog rigtig hårdt på mig. 
"Aww Rose, jeg er virkelig ked af, at jeg har gjort dig ked af det, men eftersom jeg ikke kan huske vores forold til hinanden, ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere i visse situationer, men jeg lover dig 100 procent, at vi finder ud af dette sammen" han lød så rolig, hvilket havde en eller anden underlig effekt på mig. 
"Det skal nok gå alt sammen" jeg smilede forsigtigt til ham, for hvor elskede jeg dog bare den dreng. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...