The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28746Visninger
AA

11. Kapitel 10

3 uger efter

Traskende gik jeg mod værelset med et håndklæde om min krop, efter et dejligt frisk bad. Nu skulle der bare findes noget tøj. Jeg åbnede det ene skab og fandt først noget undertøj og fik det på. 

Jeg fandt en flot sort blonde Body stocking som jeg trak i, men idet jeg havde fået den halvt på, afbrød en stemme mig. 

"Oh, flot undertøj" lød det bag mig og af ren refleks hev jeg håndklædet op foran mig og vendte mig om, eftersom jeg kun havde blonde undertøj og så halvt bodystocking på, med g-streng - var det ret flovt. Stemmen genkendte jeg dog straks. 

"HARRY!" Råbte jeg og løb i armene på ham. Håndklædet landede på gulvet, og hans arme kom som erstatning. Det var rart, endelig at kramme ham, hjemme hvor det hele plejede og forgå. Jeg blev virkelig overraskede, da jeg ikke anede, at han var i så god bedring, at han kunne komme hjem nu. Hvor var det dejligt at have ham hjemme, også selvom hans hukommelsen nok ikke var helt stabil og det virkede heller ikke som om, han kunne huske mig, det gjorde mig så nervøs for vores årsdag om få uger, som betyder så meget for mig. 

Men jeg var glad for, han endelig var hjemme, dog vidste jeg også godt, at jeg stadig skulle tage den med ro. 

"Skal vi gå ned til de andre, når du har fået tøj på?" Spurgte han og blinkede med det ene øje, inden han gik ud af døren. Jeg nåede ikke engang og svare ham, men fandt derimod nogle bukser og en hættetrøje, som dog tilhørte Harry, men hvad så? Jeg fik hurtigt mit hår op i en rodet knold og gik ud. 

"Ja" sagde jeg og gik ned af trappen. 

"Plejer du altid at sove inde på mit værelse? Spurgte han. Tydeligt lidt nervøs. 

"Ja, Men jeg kan godt sove et andet sted i nat, hvis du ikke bryder dig om det?" Sagde jeg, godt nok skar det i mig, at sige det, men jeg blev jo nød til det. For ham. 

"Nej, nej" skyndte han sig at sige og gav mig et lille smil med på vejen, inden vi gik ind i stuen til de andre. 

"Hej, det var lige jer vi ventede på" lød det fra Anne, inden hun forsatte.

"Vil i være med til og se film? Så må du gerne vælge Harry" sagde hun og smilte stort. Hun var tydeligvis glad for at han var hjemme og dermed vide, at han var i rigtig god bedring. 

"Okay, så vælger jeg Love Actually" Sagde han begejstret og smed sig ned i sofaen. 

Jeg sagde satte mig stille ned ved siden af ham og smilte for mig selv. 

"Hvad smiler du sådan over Rose?" Det var Gems der spurgte. Pis, hun havde set mig. 

"Ikke noget" grinede jeg og ventede på at Filmen begyndte.

***

Jeg var taget hjem til Chanel, da hun havde efterspurgt mig. Til at starte med var jeg meget imod det, da Caria også boede der, men hun var heldigvis ude med en eller anden. Det var nok også godt for Harry bare at være sammen med hans familie. Jeg var bare taget af sted i det tøj, jeg havde taget på fra morgen af, Chanel havde alligevel set det der var værre. 

Vi sad og pjattede en del i hendes sofa, mens en film kørte i fjernsynet. 

Jeg havde tidligere på dagen, faktisk lige da jeg kom over til hende, fortalt hende alt om det med Harry og hun havde virkelig stor forståelse for det hele. 

"Starter du slet ikke på skolen igen?" Jeg kunne godt hører, at hun var ked af det, men hun havde både Caria og hendes kæreste der, men jeg må jo i så fald betyde noget for hende, hvilket jeg da også håbede. 

"Desværre ikke" mumlede jeg og kunne se på hende, at hun blev endnu mere ked. 

"Sorry, men der ligger en del bag" sagde jeg lidt efter og krammede hende ind til mig. 

"Du skal altså ikke lade nogen tynge dig" sagde hun og kiggede mig i øjnene. 

"Det ved jeg, men det er svært, eftersom man får hate fra hele verden, fordi man ikke har gjort en skid, men blot har forelsket sig" 

"Det er pisse uretfærdigt, men det hele er ikke lige let, men tænkte lige på om du vil spise med i aften? Går ud fra Caria ikke kommer hjem" sagde hun og smilede til mig. 

"Desværre, har lovet Anne, Harrys mor, at være hjemme i aften, da det er første aften han spiser hjemme efter ulykken." Sagde jeg og smilede skævt til hende. 

"Men kl. er ved at være mange, så må hellere komme hjem, men hold kæft hvor var det hyggeligt og se dig igen!" 

 Sagde jeg og gav hende et kæmpe kram, inden jeg gik ud efter mine sko. 

Idet, jeg skulle til og tage i dørhåndtaget, blev der åbnet fra den anden siden, så jeg gik et skidt tilbage. 

"Hva fanden laver du her!?" Spurte en vred Caria og kiggede mig ind i øjnene, med et lynende blik. 

"Besøger min veninde" svarede jeg og smilede til hende, for at vise hende, at hendes vrede ikke skræmte mig. 

"Det har jeg ikke givet dig lov til! Du skal i hvert fald aldrig komme tilbage, din fucking løgner!" Råbte hun. 

"Det er i det mindste ikke mig der render rundt med trusserne af" Dog vidste jeg ikke, hvad hun gik og lavede, og det interesseret mig hellere ikke, men når jeg først blev sur, kom jeg til og sige nogen dumme ting, for at forsvare mig selv. 

"Jeg håber kraftædeme for Harry, at han aldrig kommer til at huske dig igen, som nu og at du lever resten af dit liv, i håb om at han kommer til at huske dig, men tror du selv det kommer til at ske? Du er så fatsvag, man skulle tro at du var tabt ved fødslen, eller var født uden hjerne!" 

"Caria.." prøvede Chanel, men kom ikke igennem. 

"Harrys familie smider dig sikkert ud, ligesom dine forældre gjorde! Du kan lige så godt begynde at grave din egen grav, hvis du ellers forstår sådan lille en" forsatte hun. 

Det ramte mig. Det ramte mig rigtig hårdt. Jeg var allerede i stor sorg og hun havde lige gjort det meget værre, selvom jeg selv havde valgt at flytte hjemmefra og jeg vidste 100% at Anne aldrig ville smide mig ud. 

Jeg skyndte mig ud af døren, tog bussen mod Harrys hus og løb ellers resten af vejen. Da jeg kom ind af døren kunne jeg hører de andre inde fra stuen af, mens jeg tog mine sko af og styrtede op på værelset, hvor jeg smed mig i sengen. Godt nok havde jeg lektier for, men lige nu, kunne det hele være lige meget. 

***

Døren gik op ind til værelset, men jeg så ikke hvem det var, eftersom jeg bare beholdte mine øjne lukkede og situationen med Caria blev ved med at være inde i mit hoved.

"Rose? Hvad sker der?" Det var Gems, og hvor var jeg glad for det var hende, men jeg havde bare ikke lyst til at snakke om det, så jeg undlod at svare.

"Det er også helt okay, hvis ikke du vil ud med det lige nu, men det ville være super, hvis du evt, ville tage en kjole på og måske sætte dit hår, da vores bedsteforældre er her, for at se Harry igen." Hun lød rigtig glad, og eftersom hun snakkede om påklædning, så jeg, at hun selv havde taget en rigtig sød kjole på. 

Mine ben kom hurtigt ud over sengekantet og fik min krop rykket over mod skabene, hvor jeg fandt en sort kjole der passede til mit undertøj og bodystocking og satte mit hår op i en lidt pænere knold end normalt. 

Efter jeg havde taget mig sammen, gik jeg ned til de andre, hvor jeg hurtigt, så Harry kiggede overraskede på mig - Lige som jeg kendte ham. Pænt hilste jeg på hans bedsteforældre og satte mig til bords sammen med de andre. 

Snakken gik veldig rundt om hele bordet og alle fik en snak med hinanden, det var så hyggeligt og jeg følte virkelig, at jeg var en del af denne familie og altid havde været det, de var så gæstfrie. 

Dog sad jeg og havde utrolig dårlig samvittighed, da jeg endnu engang, ikke havde fået lavet alle mine afleveringer. Dog fik det mig ikke til at gå op og få dem lavede. 

Vi hyggede os langt ud på natten og jeg fik en masse gamle sjove historier om Harry, fra da han var lille, eftersom hans bedsteforældre, blev ved og ved med at komme med en historie. Til sidste valgte vi dog alle at gå i seng, hvilket jeg for en gang skyld var nervøs for. 

Efter jeg havde ligget i næsten 3 kvarter med en dybt sovende Harry ved siden af mig, eller det vil sige, at han lå så langt væk fra mig som muligt og desuden med ryggen til, det stak rigtig meget i hjertet og det endte med at jeg gik hele vejen, ned i stuen, for at ligge mig på sofaen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...