The Secret Love 2

Harry ligger i koma efter ulykken, i uvished om hvor længe han skal ligge der. I uvished om hvor voldsom skaderne er. I uvished om Harry vil vågne op, som en grønsag eller som Harry, hvis han overhovedet vågner. Rose er chokeret, familien er chokeret, bandet er chokeret, hele verden er chokeret. Rose og hele familien har en hård tid i møde, vil det nogensinde blive det samme igen? Og vil de nogensinde få Harry tilbage? Men Rose elsker Harry for meget til, at en ulykke skal skille dem ad.

114Likes
138Kommentarer
28367Visninger
AA

2. Kapitel 1

Rose synsvinkel.

Christian greb mig i sine arme.

’’Hvad sker der Rose?’’ Han holdte mig tæt ind til sig, imens jeg prøvede at skubbe mig væk.

’’Christian ikke nu’’

’’Fortæl’’

’’JEG KAN IKKE CHRISTIAN, LAD MIG NU VÆRE!’’ Han trak mig med op imod mit værelse og satte sig på sengen, med mig ved siden af sig.

’’Jeg går ikke, før du fortæller mig hvad der foregår Rose. Er det ham der Harry?’’

’’Christian, Harry er ikke ham der. Og ja, men det en lang historie Christian, kan du ikke bare lade mig være’’

’’Rose NEJ! Jeg har set dig ked af det 100000 gange, men jeg har aldrig set dig sådan der, det ligner ikke dig, hvad er der sket? ’’

’’Hvis jeg fortæller dig det, stopper du så med at stille flere spørgsmål?’’ Jeg kiggede på Christian og han nikkede til mig.

’’Harry er kørt galt. Slut, nu må du gerne gå’’ tårerne løb stadigvæk ukontrolleret ned af mine kinder, og jeg kunne mærke mine øjne var helt hævede og sikkert også røde. Jeg havde det, som om jeg var blevet kørt ned af en lastbil, derefter blevet smidt ned fra en høj bygning, for at blive trampet på.

’’Jamem-’’

’’Christian, du fik besvaret din spørgsmål. Gå.’’ Christian rejste sig ufrivilligt fra sengen og forlod mit værelse. Jeg lagde mig med hovedet gemt ned i puden, inden jeg bare begyndte at skrige ned i puden, som dæmpede lyden. Jeg havde så mange følelser inden i der skulle ud, sorg, raseri, magtløshed og alt gjorde bare ondt. Jeg rejste hovedet fra puden, og snøftede lidt inden jeg knaldede en knytnæve ned i puden.
Jeg begyndte at vandre restløst rundt på mit værelse. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre af mig selv eller hvordan jeg egentlig skulle føle eller gøre.
Jeg lagde mig igen på sengen, inden jeg faldt hen.

***

Jeg reagerede ved at min dør blev flået op, jeg løftede hovedet søvnigt og kiggede mod døren hvor Christian stod og så meget alvorlig ud.

’’Hvad Christian? Jeg sover’’ jeg lagde hovedet på min pude igen, og Christian satte sig på sengen og fandt sin mobil frem.

’’Rose er der ikke nogle små detaljer, du har glemt at fortælle mig?’’

’’Jeg ved ikke hvad du snakker om Christian?’’ Jeg satte mig halvt op, og kiggede på ham, da han stak sin mobil op i fjæset på mig.

’’At det ikke er en hvilken som helst Harry, du er sammen med, men en hvis HARRY STYLES’’

’’Christian stille for helvede! Mor og far skal ikke vide det her, ingen skal, endnu’’
Jeg så pludselig hvad der stod på mobilen med store tykke bogstaver HARRY STYLES I ALVORLIG BILULYKKE. Det var som om jeg kunne høre en stemme sige det for mit indre øre, jeg kunne høre ordene i slowmotion, igen og igen og igen runge i mit hoved som om der var tomt, eller ekko.

’’Hvorfor? Det her er en stor ting Rose, og jeg ved sgu ikke om det er for det bedre, eller værre’’

’’Christian, ingen ved noget om mig og Harry, ud over mig og Harry, og det var meningen han skulle fortælle drengene det i dag, lige inden at han k- ’’ jeg kunne mærke min stemme knække, jeg kunne ikke få mig selv til at sige det og tårerne begyndte at presse på. Vi sad længe uden nogen af os sagde noget.

’’Jeg har hans mobil’’ jeg nærmest hviskede det, da jeg ikke havde nogen idé om hvordan Christian ville reagere.

’’Du har hvad?’’ Han rynkede øjenbrynene og kiggede spørgende på mig.

’’Ja jeg har hans mobil, jeg tog den fra bilen, jeg ved ikke hvorfor’’

’’Skal du ikke besøge ham?’’

’’Ja og hvordan vil du have det skal kunne lade sig gøre? Der er fyldt med politi og vagter rundt om hele hospitalet, pga. fans’’

Igen sad vi uden og sige noget, ingen af os vidste helt hvad vi skulle sige.

’’Jeg vil gerne være alene’’ sagde jeg, men dog meget lavmælt, så jeg var egentlig, i tvivl om han havde hørt det til at starte med. Uden at sige noget rejste han sig fra sengen og gik ud fra værelset. Egentlig var mine intentioner ikke som sådan at være alene, mine intentioner var at se nogenlunde ud og komme ind på hospitalet til Harry, jeg vidste bare ikke hvordan endnu. Jeg skyndte mig hen til skabet og fandt nogle stramme jeans og en hættetrøje der så pænt nok ud, og så fik jeg fjernet al mascara fra mine kinder, inden jeg satte mit hår op i en rodet knold, jeg listede ned i gangen og tog mine Vans på og listede ud af døren. Jeg vidste, at hvis jeg havde sagt til Christian, at jeg ville tage derhen, ville han insistere på at tage med, og det havde jeg slet ikke overskud til.
Jeg gik ud til hovedgaden, for at praje en taxi, heldigvis med held. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, inden jeg hurtigt hoppede ind bag i taxaen.

’’Jeg skal til London Bridge Hospital’’ Han svarede ikke, men smilede bare i bakspejlet og begyndte at køre.

Efter vi havde kørt i ca. et kvarters tid, stoppede han foran hospitalet, jeg betalte ham og steg ud. Jeg stak hånden i lommen og fandt Harrys mobil frem. Jeg låste den hurtigt op, og stod og kiggede lidt på den, jeg kunne ikke finde ud af om det var det rigtige og gøre, eller om det var selvisk af mig. Jeg stod bare der for mig selv og tænkte og kiggede ned i mobilen. Da en høj mand, hev mig ud af mine tanker.

’’Undskyld frøken, men hvis du ikke har noget at ærinde her på sygehuset, må jeg desværre bede dig om at forlade stedet’’ han virkede ikke sur eller noget og smilede til mig, men alligevel kunne jeg mærke at tårerne begyndte at samle sig i mine øjne.

’’Det har jeg, jeg kan bare ikke huske hans efternavn eller hvilken stue han ligger på, jeg prøver lige at få fat på en der kan komme ud og hente mig’’ Jeg prøvede at tvinge et smil frem, og jeg vidste godt det var forkert at lyve, men lige nu gjaldt alle kneb for at komme ind.

’’Okay, selvfølgelig. ’’ Han smilede til mig, inden han forsvandt hen foran hovedindgangen igen.

Jeg kiggede ned på mobilen igen og tog en dyb indånding inden jeg gik ind på beskeder og fandt den samtale der hed Mom <3. Jeg vidste det var forkert at snage, men jeg blev nød til at læse noget af samtalen bare for at se om hun overhovedet vidste noget om mig, ud over den dag jeg stødte ind i hende og Harry på Starbucks. 


Harry havde skrevet til hende tidligere, da vi var i sommerhuset, han havde tænkt sig at fortælle sin mor om mig. Jeg kunne mærke tårerne begyndte at løbe, inden jeg begyndte at skrive på Harrys mobil. 


Jeg stod og kiggede mod hovedindgangen, da Anne kom til syne, jeg gik stille imod hende og jeg kunne se hun var sønderknust. Fans begyndte at skrige og kalde på Anne, men hun ignorede det ligesom jeg.

’’Jeg kan godt huske dig’’ hun prøvede at tvinge et lille smil frem og gav mig et kram. Jeg rakte mobilen frem imod hende og hun tog pænt imod den og begyndte at gå tilbage mod hovedindgangen.

’’Kommer du?’’ Hun kiggede på mig med tårefyldte øjne, men alligevel virkede hun så rolig.

’’Ehm ja’’ fik jeg fremstammet og skyndte mig efter hende.

’’Dig og Harry er kærester, og så er du en ligeså stor del af familien, som alle os andre søde’’ hun gav min arm et lille klem.

’’Tak, det virkelig sødt af dig. Må jeg spørge hvordan han har det? ’’ Vi stod i elevatoren og hun havde lige trykket på knappen til 4. etage.

’’Han er stadigvæk på operationsbordet, og har været det de sidste 6 timer. Efter operationen, vil de ligge ham i kunstig koma, da han har nogle slemme skader i hovedet, som skal have tid til at komme sig. Ærligt Rose, det ser ikke lyst ud’’ Der kunne jeg ikke holde mere, tårerne begyndte at løbe ukontrolleret ned af kinderne på mig, igen fik jeg følelsen af magtesløshed, og havde allermest bare lyst til at skrige.

Der lød et lille ’’pling’’ og elevatordørene gik stille op, Anne gik forrest og jeg fulgte efter, vi gik først til højre, igennem en glasdør og ned ad en lang gang, væggene var hvide, og lyset fra lysstofrørene i loftet, irriterede mine øjne en lille smule. Vi gik igen ind af en lille glas dør, og ind i et rum hvor der var en masse stole og et par borde, der var fyldt med Harrys familie, venner, bekendte, alle der bare holdte lidt af ham, var der. Det var lidt som at gå ind i et sort hul, det var lidt deprimerende, faktisk meget deprimerende. Folk sad ned og græd, eller stod i små grupper, folk krammede hinanden, og alle prøvede at bevise hinanden om, at alt nok skulle blive okay, selvom vi alle godt vidste at det så sort ud. Da jeg trådte ind af døren, vendte alle hovedet og kiggede på mig. Og igen var jeg centrum of attention, som jeg bare hadede mere end noget andet. Fra det ene hjørne af rummet kom Louis gående med raske skridt imod mig, man kunne tydeligt se at han havde grædt, hans øjne var helt røde og lidt hævede.

’’Dig har jeg set før? ’’ Han kiggede spørgende på mig.

’’Du har måske set skyggen af mig, da jeg kaldte Harry en kæmpe idiot og stormede ud’’ normalt ville det lyde sjovt eller lign. Men selv om Harry var der til at lave en Knock Knock joke, var der ingen der ville grine eller smile.

’’Jamen hvad laver du så her? ’’ Han lød pludseligt lidt sur, da Elenour kom op ved siden af ham og gav hans arm et lille klem, som om at han lige skulle trække vejret og falde lidt ned.

’’Harry og jeg er stadigvæk sammen, selvom jeg kaldte ham en idiot? Jeg troede sådan set, at han havde været mig utro efter det du stod og sagde til ham’’ Det kom ud på en meget mere vred måde end jeg egentlig havde planlagt.

’’Undskyld’’ fik jeg lavmælt sagt, det var ikke meningen at jeg nu skulle komme her og blive uvenner med hans bedstevenner.

’’Kom hen og sid lidt med os’’ sagde Eleanour, der tvang et smil op, og tog mig blidt i armen. Jeg dumpede ned i en stol ved siden af Niall, der græd helt lydløst.

’’Hej’’ sagde jeg lavt, inden jeg trak benene op under mig og lagde mit hoved på mine knæ og stirrede hen på en lille plet der var på væggen. Jeg prøvede kun at fokusere på pletten, jeg havde ikke lyst til at græde foran alle dem her, de var jo egentlig totalt fremmede for mig, jeg havde da set dem i aviserne, blade, tv’et og Harry snakkede altid om hans familie og venner, men stadigvæk følte jeg mig et eller andet sted meget malplaceret.

’’Hvor længe har i været sammen?’’ Kom det pludselig stille fra Niall, der sad ved siden af mig.

’’På lørdag ville vi have været sammen i 4 måneder, minus en uge’’ jeg smilede til ham, og det var ikke engang et påtvunget eller anstrengt smil. Det var et oprigtigt smil, for da jeg fortalte ham det, var det som at få et flashback for mit indre øje, tilbage til nogen af de fantastiske ting mig og Harry havde lavet sammen, i løbet af de 4 måneder. Det var simpelthen gået så stærkt.

’’Minus en uge? ’’ Pludselig var det Liam der bød ind.

’’Ja vi havde en lille overensstemmelse, men vi løste det i går’’

’’Så var det derfor han skulle op i sommerhuset? Han skulle være sammen med dig’’ Jeg smilede og nikkede, men den her gang var det et af de påtvungne smil, ikke fordi mig og Harry ikke havde løst det hele i sommerhuset, men fordi at det var lige før ulykken. Der gik igen lidt tid hvor der bare var stille ud over folks snøften og lavmælte snak rundt omkring mig.

’’Jeg har virkelig ondt af de mennesker der så det, det må ha’ set så voldsomt ud’’ Sagde Louis stille og kiggede ned på sine hænder.

’’Det gjorde det, det var voldsomt’’ sagde jeg lavmælt, jeg havde egentlig ikke intentioner om at sige noget, men det fløj på en måde bare ud.

’’HVAD? OGSÅ TOG DU IKKE MED HAM PÅ SYGEHUSET, HVIS DU VAR DER? ’’ Louis farede op fra sin stol og råbte af mig. Jeg kunne mærke tårerne presse på.

’’Undskyld mig’’ Jeg rejste mig hurtigt op og stormede ud af rummet, og ned af gangen inden jeg stoppede op og knækkede fuldstændig sammen i tåre.  Jeg lænede en arm mod væggen for at holde mig oppe, da jeg mærkede en hånd på min skulder.

’’Hey hvad sker der søde?’’ Jeg drejede hovedet og så ind i Annes bedrøvede øjne.

’’Kom her, gi mig et kram, så snakker vi om det’’ jeg fattede slet ikke hvordan Anne kunne have overskud, til at være der for alle andre.

Vi gik ned i cafeteriet, og satte os ved et lille slidt lyst træbord, med tilhørende grå stole i plastik, med stål ben.

’’Vil du have noget at drikke?’’ Hun lagde blidt sin hånd på min og smilede. Jeg rystede let på hovedet, inden hun forsvandt over mod køleskabene. Jeg sad lidt i min egen verden, da en pige satte sig på en stol ved bordet, sammen med Anne.

’’Rose det her er Harrys søster Gemma’’ Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, så jeg kiggede bare sødt på hende, og fremtvang endnu et falsk smil på mine læber. 

***

Jeg havde fortalt Anne og Gemma alt om ulykken, hvad jeg vidste, hvad jeg havde set og hvorfor jeg havde Harrys mobil. Anne fortalte mig, at hun ville snakke med drengene, om alt jeg havde set og været igennem de sidste 24 timer. Vi gik sammen tilbage til venterummet, og jeg nåede dårlig nok at sætte mig ned, inden en læge trådte ind.

’’Anne? Anne Cox? ’’ Spurgte lægen og kiggede rundt. Anne gik hen imod lægen sammen med Gemma, drengene begyndte også at gå derhen, da Niall prikkede til mig, for at fortælle mig, at jeg skulle gå med. Vi gik ud foran venterummet for at snakke med lægen.

’’Operationen gik ikke som planlagt, Harry har en masse u forsete skader i hjernen, og vi har valgt at ligge ham i kunstig koma, så hans hjerne kan komme sig uden at blive forstyrret. Han ligger til overvågning nu, men der burde ikke gå alt for mange timer, før han burde få en stue, og et par stykker af jer kan begynde at se ham’’ Lægen kiggede ned i sine papirer uden at sige noget. Jeg kunne se hvordan Anne og Gemma stod og krammede imens de græd. Jeg var som stivnet, jeg stod bare der. Nogle af ordene blev ved med at give ekko i mit hoved, ’’operationen gik ikke som planlagt, skader i hjernen, kunstig koma’’ det kørte på repeat for mit indre øre. 

I’m scared of walking out of this room and

never feeling the rest of my whole life,

the way I feel when I’m with you. 

Så er første kapitel til TLS 2 her, håber i kan lide det. I må meget gerne smide en kommentar og dele den. Tak fordi i bliver ved med at læse, selvom vi nogen gange godt kan være lidt langt mellem kapitlerne. TAK! Vi elsker jer. 

xx.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...