Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

53Likes
54Kommentarer
1691Visninger
AA

7. Tog

Langsomt kom Rosa til sig selv. Hun frøs stadig. Hun snøftede. Og tørrede forsigtigt blodet væk fra næsen med håndryggen. Hun følte sig så lille. Så uendelig betydningsløs. Ensom. Forladt. forhadt. Som et tomt hylster kastet bort i skraldespanden. Hun lukkede øjnene igen. Bare hun havde været på skyslottet nu.

Skyslottet havde uendeligt mange værelser. Og i et af dem, allerdybest nede i slottet boede Bjørnebedstemor. Det var et af Rosas yndlingsværelser. Der var en brændeovn, der altid brændte på Bjørnebedstemors værelse. Vægge og loft var af træ. Der var også stearinlys.

Bjørnebedstemor havde en kæmpe stor gyngestol, som hun elskede at sidde i foran Brændeovnen. Hun havde også et gammeldags komfur, sådan et sort et med rigtig ild i. Men hun brugte det kun, når hun ville lave varm kakao med skumfiduser til Rosa. Det gjorde hun tit. Især når Rosa var ked af det. Hun lavede også varm kakao til Gila, men Gila kunne ikke lide skumfiduser. Bjørnebedstemor havde altid blå- og hvidternetforklæde på. Og hjemmesko på fødderne.

Når man kom og var træt eller ked af det, pakkede Bjørnebedstemor én ind i en dejlig blød dyne. Den var mørkeblå og havde stjerner på. Og så vuggede hun én i sine arme og fortalte historier om prinser og prinsesser i fjerne lande, lige til man faldt i søvn. Der var så trygt, varmt og hyggeligt hos Bjørnebedstemor.

Langsomt kom Rosa op på alle fire og videre op og stå. Hvor længe havde far mon været væk? Det plejede at tage ham cirka tre kvarter at hente Adam i børnehaven. Hun bevægede sig nærmest som i trance ind på badeværelset, hvor hun lod sig droppe ned på skamlen. Lyset var så skarpt herinde. Ribbenene gjorde ondt når hun prøvede at trække vejret helt ned i maven.

Hun tændte for vandhanen og lod det blive varmt. Imens hun fandt en svamp. Forsigtigt duppede hun næsen. Det sveg, men langsomt kom den til at ligne sig selv mere og mere. Blodet var løbet hele vejen ned af halsen og havde farvet den lyseblå bluse rustrød. Hun var nødt til at skifte.

Hun tog sin yndlingstrøje på. Den med sommerfuglen. Den ville hun have på, når hun skulle møde mor. Hun skulle være fin når hun mødte mor. Hun pakkede også sin allertykkeste uldtrøje i tasken, sammen med et par uldsokker. Irene sagde altid, at man aldrig måtte fryse fødderne. Så fik man blærebetændelse eller sådan noget.

I forlommen på fars arbejdstaske fandt hun hans pung. Der lå trehundrede kroner og nogle mønter. Det var mange penge. Hun vidste slet ikke, at far havde så mange penge. Hun tog dem alle og stak dem ned ved siden af billedet med mor på stranden. Togbilletter var dyre, og mor var nok langt væk.

Hurtigt tog hun hue og luffer på og lynede jakken. Skulle hun skrive et afskedsbrev? Nej det var der ikke tid til. Men hvad nu hvis ikke hun kom til at se dem igen? Lille Adam. Hvis hun aldrig skulle se ham igen, måtte hun have et minde om ham med. Så kunne hun også vise det til mor, når hun fandt hende.

På hans værelse fandt hun Superman, en lille grøn dragefigur, som hun havde givet Adam til hans toårsfødselsdag, for længe siden. Hun proppede den hurtigt i lommen og var snart ude af døre.

”Farvel…” mumlede hun og krammede Gila ind til sig.

”Gila, det er sidste gang vi kommer til at se hjemme…” hviskede hun. Hun synes, hun så, at Gila fældede en tårer. Selv havde hun ikke flere tårer tilbage. Hun var helt tom inden i.

 

Damen på billetkontoret kiggede mærkeligt ned på hende. Hendes permanentkrøllede hår stod lige op i vejret, når hun kiggede ud over disken.

”Hva’ har du dog lavet, lille ven?”

”Jeg er bare faldet ned af trapperne.” Rosa smilede til den ældre dame, selvom det gjorde ondt i kæben.

”Jamen din lille stakkel da!”

”Jeg vil gerne købe en billet!”

”Hvor skal du hen, lille ven?”

Rosa tøvede. Det havde hun slet ikke overvejet.

” Hvor kan jeg komme hen? Jeg skal langt væk!” Skyndte hun sig at sige.

”Laver du sjov med mig?” Damen lød pludselig fornærmet.

”Nej, nej overhovedet ikke!” Kara skelede hurtigt op på tavlen med afgange. ”Jeg mener… jeg skal til København” skyndte hun sig at sige. 

”Ja, dét er minsandten også langt væk! Især for en lille pige som dig, der rejser helt alene. Hvad skal du dog i København?”

”Jeg skal besøge min mor.”

Rosa kunne mærke sommerfuglene begynde at flakse i maven. Mor måtte være i København.

”Skal du have pladsbillet?”

Rosa tøvede et øjeblik, hun havde aldrig rejst alene i tog. Så nikkede hun hurtigt. Billetdamen måtte ikke fatte mistanke.

”Så bliver det 217 kroner.” Rosa fandt pengene og rakte dem til damen. Hun viste hende også billedet af mor og hende. Damen synes også, at mor var smuk.

”Dit tog går fra perron 2 om 7 minutter, og du skal ikke skifte undervejs. Du skal sidde i vogn 72.”

Rosa takkede og gik. Som hun vendte sig i automatdøren for at vinke til den rare dame, så hun, hvordan denne rystede opgivende på hovedet.

Efterårslandskabet bølgede forbi uden for togvinduerne. Marker med køer afløstes af skove, hvis sorte grene strakte sig op imod den grå himmel. Nøgne. Desperate efter solens livgivende kys. Skovene afløstes igen af små stationsbyer, som toget blot jagede forbi. Rosa fandt sin malebog frem og farverne. Der måtte endnu være længe til, at de ville nå København.

Kupéen var næsten tom. En gammel dame sad med sit strikketøj nogle sæder væk. En und mand sad med høretelefoner på nede ved døren.  Rosa placerede Gila på sædet ved siden af.

”Se Gila,” hun pegede ud af vinduet, ”se hvor stor verden er!”

Gila nikkede betaget og pegede op imod himlen.

”Se Rosa, fuglene trækker sydpå.”

Rosa var ligeglad. Om de så trak til månen. Fugle var dumme, især når de fløj i flok. De gennemhullede himlen med deres klodsede vinger. Det sagde hun til Gila. Bamsen mente bare, at Rosa var misundelig. Måske havde hun ret.

Der var så dejligt varmt i kupéen så varmt og stille. Rosa gabte. Landskab efter landskab afløste hinanden. Gila sov allerede. Rosa puttede hende ind til sig. Måske var hun Gilas bjørnebedstemor? Markerne lå nøgne og sorte. Afrevne stubbe stod ensomme tilbage efter årets høst. Byer dukkede op og forsvandt på få sekunder. Verden farede af sted udenfor vinduet.

Pludselig kom der en mand i uniform. Måske var det en politibetjent. Havde far allerede slået alarm? Det kunne næsten ikke passe. Hurtigt var hun på benene. Hun måtte gemme sig – men hvor? Febrilsk så hun sig omkring. Den gamle dame kiggede undrende på hende. Rosa stivnede midt i bevægelsen. Opdaget. Så kiggede damen ud af vinduet. Der var fri bane.

Hurtigt lod Rosa sig glide ind i hulrummet imellem ryglænene på sæderne. Hun var heldigvis ikke meget større end de tasker, folk vistnok plejede at stille der. Rosa knugede Gila ind til sig. Gila kiggede utilfreds på hende.

”Rosa, du vækkede mig.” mumlede hun tvært.

Rosa tyssede på hende. Hun kunne se betjentens blankpudsede sko gå lige forbi. Hun turde knap nok trække vejret. Hun helt krampagtigt en hånd over Gilas mund. De ville finde hende. Fange hende. Sende hende hjem igen. Hun ville ikke hjem. Hun knugede Gila ind til sig. Gila turde heller ikke trække vejret.

Da Rosa så benene fortsætte turde hun endeligt ånde ud. Måske var hun alligevel sluppet godt fra det. Hun kiggede forsigtigt ud. Til sin forfærdelse så hun, hvordan betjenten afhørte den gamle dame. Hun rakte ham endda et stykke papir, måske med hendes telefonnummer på, så han kunne ringe for yderligere informationer. Så gjorde han noget mærkeligt. Det var som om han klipsede i hendes papirstykke med en klipsemaskine for derefter at række det tilbage til hende. Måske havde Rosa set forkert.

Snart havde betjenten forladt vognen. Måske havde damen alligevel dækket over hende. Det var i hvert fald sikrest at blive liggende her imellem sæderne lige meget hvad. Her ville de nok ikke finde hende.

Togets vuggende bevægelser fik hendes øjenlåg til at føles tunge. Her var så stille. Kun togets motor brummede fjernt. Hun var så træt. Hele kroppen var øm og tung. Langsomt gled hendes øjenlåg i. Det var ikke længere toget der vuggede hende men Bjørnebedstemor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...