Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

53Likes
54Kommentarer
1690Visninger
AA

2. Skyslottet

Vinden susede i trætoppene. De gyngede frem og tilbage. Faretruende. Bladene rystede af skræk. Klamrede sig til grenene, men når vinden i vrede ruskede trækronerne, måtte de én efter én give efter.

Da Rosa var lille, havde mor altid sagt, at bladene valsede i vinden, festklædte, for at vise hele verden deres glæde. Det var Rosa nu ikke så sikker på længere – nej bladene var træernes tårer. De tårer kronerne ikke længere kunne holde tilbage, når de med gru så vinteren nærme sig.

Rosa lagde sig bedre til rette og så op på skyerne, der langsomt sejlede forbi. Som vattotter i det snelandskab, hun engang havde lavet sammen med mormor. Engang, der føltes som uendeligt længe siden. Der var en søløve, som legede med sin boldt; ligesom dem i cirkus. En elefant på et tag. En ko med en klovn på ryggen.

Eller måske var det et skyslot. Et skyslot uden lukkede vinduer og døre. Et hjem for små skypiger og skydrenge, der havde vinger og derfor aldrig behøvede at gå. Der aldrig blev tvunget til at spise en ekstra kartoffel eller at gå i bad. Der aldrig fik at vide, at nu skulle de kraftedeme se at få ruflet sig i seng, men til gengæld altid fik læst godnat historie op af deres skyfar og skymor inden de skulle sove.

Når Rosa lå aller øverst oppe i klatrestativet, var hun så tæt på skyslottet, at hun næsten kunne se, når skyfar kom hjem fra arbejde med skyskumfiduser til skybørnene, eller når skymor kyssede dem på næsen og sagde, at hun elskede dem højere end chokoladekiks.

Rosa skuttede sig. Oktoberkulden smøg sig om hende. Den blå uldtrøje var langt fra nok til at holde hende varm, selv ikke på en smuk solskinsdag som denne. Blæsten føg lige igennem maskerne og fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Hun var vant til at fryse. Rosa knugede Gila ind til sig. Bamsen ydede ikke megen varme, men hun kunne mærke dens hjerte banke svagt under plysstoffet og pladevattet.

Legepladsen var tom. Det var den næsten altid, men den var hendes. Især klatrestativet. Det var hendes helt alene, og når hun lå her helt oppe i toppen af det – helt oppe under skyerne – kunne ingen nå hende. I hvert fald ikke ham.

”Gila, fryser du?”

Rosas stemme rystede. Hun kunne ikke mærke tæerne længere, de var blot isklumper i de udtrådte ballerinasko. Gila rystede på hovedet. Gila frøs aldrig, ligesom hun heller aldrig var ked af det eller bange.

Rosa ville fortælle Gila om skyslottet, for at trøste hende, hvis hun nu alligevel skulle være en lille smule bange, men det var forsvundet. Ikke engang skyrosenhaven var længere at se eller skyhestene, der fredeligt havde fløjet rundt i folden bagved slottet.

Rosa ville gerne have en hest. Den behøvede ikke at være stor og flot, bare en lille en. Så kunne hun tømme skoletasken for bøger og pakke alle sine ting ned i den. Hun kunne ride på eventyr, lige som Pippi gjorde. Stikke af og aldrig komme hjem igen. Se hele verden og måske endda ride helt til København. Der havde hun aldrig været, men hun ville frygtelig gerne se, hvordan et rigtigt slot så ud, sådan i virkeligheden. Alle de andre i klassen havde været i København, mange gange endda. Det sagde de i hvert fald. Sådan sagde hun også selv, når emnet blev bragt op, man kunne jo ikke være den eneste, der ikke havde været der.

Hesten skulle hedde Plet eller måske Pocahontas. Det hed Celias hest, men den havde Rosa aldrig fået lov at klappe. Det var den for fin til, sagde Celia. Den stod på rideskolen, og Celia havde fået den af sin far. Rosas far ville aldrig i livet kunne finde på at købe en hest til hende. ”Som at kaste perler for svin!” plejede han at hvæse, når hun plagede ham om en dukke eller nye sko. Nej, en hest ville der nok ikke blive noget af, men når Rosa blev voksen, ville hun selv købe en eller måske tre. Så skulle hun have en fold til dem ligesom kongen og dronningen havde på skyslottet.   

Vinden ruskede i træerne og sendte kaskader af dansende blade igennem luften. Rosa satte sig op. Det var for koldt at ligge ned. Hun snøftede og krammede Gila ind til sig.

”Gila…” hviskede Rosa sagte ind i bamsens øre ”kan du huske den dag, jeg fik dig?”

Gila nikkede. Ingen af dem ville glemme den dag. I hvert fald ikke Rosa, for det havde hun arbejdet hårdt på i snart tre år, uden at det var lykkedes. Men far var kommet med Gila til hende.

 

Bamsen var pakket ind i lilla papir med en grøn sløjfe, og far havde sagt, at han var meget stolt af Rosa, fordi hun havde fortalt sygeplejersken, at hun var faldet ned at trapperne. Siden da var hun faldet ned af trapperne mange gange.

Solen skinnede stadig ufortrødent, men den gav ikke megen varme. Det var for tidligt at tage hjem. Han kunne umuligt være blevet normal igen allerede. Skybørnene legede også stadig på deres skylegeplads, det var hun sikker på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...