Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

54Likes
54Kommentarer
1747Visninger
AA

6. Røvertogt

Han var ikke kommet hjem endnu. Det var han aldrig så tidligt. Rosa smed tasken på sengen.

”Hej Gila” hilste hun i forbifarten, før hun smuttede ud i køknet efter noget eftermiddagsmad. Køleskabet var stort set tomt. Rosas mave rumlede, hun havde ikke fået noget at spise hele dagen. Far havde ikke smurt madpakke til hende i morges. Hun havde ikke turdet spørge ham. Hun ville ikke ødelægge den forsonlige stemning fra aftenen før.

Rosa fandt resterne af pizzaen fra i går og en cola, men kom så i tanke om, at hun skulle have pakket flugttasken. Bare for en sikkerhedsskyld. Hun fandt endnu en cola frem og kravlede op på bordet for at kigge i det forbudte skab. Det var der, alle de gode ting var. Og lige nu de eneste ting. Far ville ikke have, at hun selv gik i skabet. Rosa gjorde det alligevel. Hun havde jo brug for proviant.

Det lykkedes både at finde en halv rulle digestivekiks og en pose franskekartofler. Han ville ikke opdage, at de var væk. Det gjorde han aldrig. Hun hørte skridt på trappen udenfor. Det måtte være Morten ovenpå, der var hjemme tidligt. Huset plejede ellers at være ret stille så tidligt på eftermiddagen.

Skridtene stoppede uden for døren. Hun hørte låsen i døren. Det kunne ikke være andre end far. Hurtigt skubbede Rosa tingene på plads inde i skabet. Hun kunne mærke pulsen banke. Hun hørte yderdøren gå op. Hvad lavede han her så tidligt? Med hjertet oppe i halsen lukkede hun forsigtigt lågen. Hun rystede på hænderne. Den knirkede forfærdeligt. Hele huset måtte kunne høre det, det var hun ikke er øjeblik i tvivl om. Det isnede helt ned i storetæerne.

Med Chips og kiks i favnen halvt hoppede halvt kravlede hun ned fra køkkenbordet. Hun kunne høre ham hænge jakken på knagen. Hun kunne mærke hele kroppen spændes og skulle tvinge sig selv for ikke at løbe og dermed afsløre sig selv. Med albuen skubbede hun døren til gangen op. Hun tabte kikserullen. Hun bed sig i læben. Flere kiks var faldet ud. Hjertet bankede helt oppe i halsen. Hvorfor skulle hun også altid rode sig ud i sådan noget? Hun gemte lynhurtigt kikserullen og chipsene under noget vasketøj, der lå på gulvet. Der var kiksekrummer over det hele.

Tilbage i køkkenet samlede hun, så hurtigt hun kunne, de største stykker op. Resten sparkede hun skyndsomt ind under radiatoren. Måske ville han alligevel ikke opdage noget. Som han åbnede døren fra entréen, fik hun døren til gangen åben og var væk. Hun flygtede ind på badeværelset. Bare han ikke fandt provianten under vasketøjet. Hun kunne mærke, hvordan hendes hænder stadig rystede.    

Hvad skulle hun gøre med kiksene? Toilettet. Hurtigt smed hun dem ned i kummen og skyllede ud. Hun skulle have knust dem. Han ville opdage det. Regne det ud. Det føltes som en kvart uendelighed, før cisternen stoppede med at løbe. Enlige krummer svømmede stadig rundt nede i kummen. Vandet havde en brunlig farve. Hun prøvede igen at skylle ud. De fleste stykker gled ned i kloakken. Hun pustede lettet ud. To skyld mere så burde det hele være forsvundet. Hun vaskede krummerne af hænderne. Det havde godt nok været tæt på. Hun skyllede ud endnu to gange og låste op.

”Rosa” gjaldede det igennem hele lejligheden. Han havde opdaget det. Han måtte have opdaget det.

”Ja” svarede hun ængsteligt og åbnede døren til køkkenet.

”Hvorfor løb du væk fra mig?”

”Jeg troede ikke at det var dig, jeg troede det var en indbrudstyv!”

Hvor hun fik det fra, anede hun ikke.Hurtigt fortsatte hun:” Du kommer jo normalt ikke hjem så tidligt. Jeg var bange. Hvorfor ér du hjemme så tidligt?”

”Nå, smut nu ind og leg med dig.” Hans blik flakkede. ”Var du ikke i gang med noget?”

”Joh” Rosa tøvede, men drejede så om på hælen. Det var det klogeste at gøre, når der var noget far ikke ville tale om.  

På værelset sank hun sammen på sengen. Han havde ikke opdaget det. Hun kunne mærke et smil kruse sig i venstre side af munden. Bedstemor kaldte det hendes gavtyvesmil.

”Gila” Hviskede hun ”Gila, han opdagede det ikke.”

Gila smilede tilbage. Rosas mave fyldtes med vejrmølleslående alfer.

”Nå, skal vi se at få pakket den taske, bare sådan for en sikkerhedsskyld, så vi ikke skal skændes igen næste gang, der er noget, vi ikke kan finde?”

Rosa fik stadig lidt ondt i maven, når hun tænkte på deres skænderi. Hun prøvede at undgå at gøre det. Det var okay ikke at tale om sådan noget, for det gjorde far heller aldrig.

Tæppet havde hun brugt, da hun byggede hule under skrivebordet sidste uge, det var derfor det ikke havde ligget i tasken. Hurtigt foldede hun det sammen, det bedste hun havde lært og tømte taskens indhold ud på gulvet.

Tæppet skulle ligge nederst og så malebogen og vandflasken. Rosa kunne høre fjernsynet i stuen. Så var det sikkert at liste ud efter provianten. Forsigtigt sneg hun sig af sted. Ligesom den lyserøde Panter.

I forlommen skulle farverne ligge. Og billedet af hende og mor ved stranden. Hvor havde hun dog været lille dengang. Endnu mindre end Adam var nu. Hun havde grinet lige op i kameraet. Hendes badedragt havde været grøn. Mor havde beskyttende holdt armene om hende og smilet til fotografen, hendes far. Rosa kunne ikke huske dagen på stranden, men det var før Adam blev født, det viste hun. Hun lagde billedet på plads og lukkede tasken. Det føltes som om hendes hjerte bankede for lidt for langsomt.

 

”Far?”

”Ja skat?”

”Vil du ikke nok fortælle lidt om mor?”

”Kan du ikke se jeg ser TV?” han lød irriteret.

”Jo men… bare lidt…” hendes stemme døde hen. ”Jeg vil bare så gerne vide mere om hende…”

”Du spørger for meget!” hans stemme var vred.

”Var hun pæn?”

Han svarede ikke..

”Det ved jeg, hun var!” Rosa svarede selv.

”Rosa, lad nu være med at plage mig.” Han lød træt.

”Hvor er hun?”

”Rosa!” Hun for sammen ”sagde jeg ikke, at du skulle stoppe?”

”men…”

”Ikke noget men!” Hans stemme var kold. Den havde den farlige klang.

”Hvad er det for en horeunge, jeg er blevet bebyrdet med?”

Med et tornede han sig op foran hende. Som et vældigt uhyre. Det var som om alt luft blev suget ud af hendes lunger.

”Hvad er det for en lille grim snotunge, jeg har avlet?” hans stemme tordnede.

Rosa ville gemme sig. Løbe væk. Gøre noget. Men hun kunne ikke. Turde ikke. Hun var som forstenet. Tårerne pressede sig på. Men hun måtte ikke græde. Så ville det bare blive meget værre. Det havde hun lært.

”Din lille mide…” han lød så kold. Kærlighedsløs. Ond.

Hårene rejste sig i Rosas nakke.

”Undskyld…” fik hun fremstammet.

”Snak så man kan høre dig, unge!”

”Undskyld far!”

Hans store bjørnelab langede ud efter hende. Hun dukkede sig helt pr automatik. Han var som en kæmpe. Hans andet slag ramte hende som en syngende lussing. Hun trådte uvildigt et lille skidt til siden, men følte ingenting.

”Skal du være flabet?” Nu brølede han.

”Nej, nej…” peb hun svagt.

Hans knæ ramte hende i maven. Det var som om verden blev sort et kort sekund. Hun faldt ned på knæ. Smerte bredte sig til hele kroppen. Hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Han sparkede til hende. Hun rullede om på siden for at beskytte de blå mærker. Et jag af smerte skød igennem hendes ribben. Hun gispede efter luft.

”Forsvind så med dig, horeunge. Jeg kan ikke holde ud at se på dig!”

Hun kunne ikke. Hele kroppen rystede. Gid hun havde haft Gila.

”Hører du ikke hvad jeg siger!” Tordnede han ”Ind på dit værelse, misfoster!”

Hun prøvede at stable sig på benene, men det var som om, gulvet holdte hende fast.

”Skal du være flabet?”

Han hev fat i hendes arm og trak hende baglæns op. Hun skreg. En voldsom smerte jog igennem skulderen. Han ruskede hende voldsomt. Det hele kørte rundt.

”Jeg skal helte Adam i børnehaven nu.” Hans stemme lød pludselig normal. Helt normal, som havde han lige stukket hovedet ind på hendes værelse og sagt at der var aftensmad. Hun forstod det ikke. Han skulle råbe af hende. Sådan plejede han at gøre. Undrende kiggede hun på ham.

”Din mor forlod os på grund af dig, din lille djævel!” hvæsede han.

Hans store hånd greb fat om hendes baghoved og slyngede hende ind i væggen. Hun faldt. Det hele sortnede. Skulderen smertede. Hun var ladet på den dårlige side.

”Du burde ikke være blevet født, du har fandeme aldrig været andet end en plage!”

Hun hørte yderdøren klappe bag ham. Så var alt stille. Alt for stille. Hun rystede over hele kroppen. Det var som om, det pludseligt var blevet uendeligt koldt i stuen. Hun lod sig rulle om på maven. Det smertede i ribbenene og skulderen når hun bevægede sig. Hun kunne smage blod. Næsen dunkede. Forsigtigt første hun en hånd op til den. Næseblod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...