Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

53Likes
54Kommentarer
1637Visninger
AA

3. Mørkemændene

Det var længe siden, at skyggerne var blevet lange. Nu dansede de blot tranceagtigt hen over jorden i tusmørket. Rosa krammede Gila ind til sig. Hun frøs. Gila frøs også. Bænken i legehuset var hård og smal. Bare hun havde ligget hjemme i sin seng i stedet. Rosa krøllede sig helt sammen til en lille kugle, men det var som om, at varmen havde forladt hende for stedse. Som om isdronningen allerede havde ladet sine kolde nordenvinde danse hen over den efterårsklædte jord. Ligesom i historierne.

Rosa gemte hænder i armhulerne. Sådan gjorde alle børn, der frøs fingrene, dengang mormor var lille. Det havde mormor selv fortalt Rosa, som havde grinet ved tanken om en hel skolegård fyldt med forfrosne børn, der spillede fodbold med armene korslagte over brystet og bumpede ind i hinanden fra tid til anden. Som radiobiler i et omrejsende tivoli. Bare hun dog havde taget jakken på. Selvom den efterhånden var alt for kort på ærmerne og pinlig at gå med, så var den alligevel varmere end uldtrøjen.

Lyset fra gadelygten ved stien sendte en bleg lyskegle ind igennem legehusets vindue. Sandet på bordet ligesom funklede som glimmer i skæret men ellers var huset dunkelt. Med iskolde fingre famlede Rosa ud efter sin taske. Peter Plys på forlommen smilede til hende igennem mørket, det var hun sikker på. Da hun havde fået en ny skoletaske til jul sidste år, var Peter Plystasken blevet hendes flugttaske. Der plejede at ligge et tæppe i den, men det havde hun allerede for flere timer siden konkluret, at der ikke gjorde i dag. Malebogen og farverne var der, men dem havde hun ikke meget at bruge til lige nu. Og vandflasken. Billedet af hende og mor ved stranden var der også.

Alle chokoladekiksene var væk. Rosa havde faktisk allerede tjekket mange gange. Måske var det Gila, der havde spist den sidste? Hun stirrede strengt på Gila. Bamsen så brødebetynget ud. Det måtte være hende.

”Det kan du kraftedeme ikke være bekendt, Gila, dit egoistiske svin!”

Hun ruskede bamsen hårdt i armen.

”Du kan lige så godt forsvinde ind på dit værelse med det samme, for der er alligevel ingen, der gider se på en horeunge som dig!”

Gila bevægede sig ikke så meget som en tomme.

”Skal du være flabet? Se du hellere at få ruflet dig af sted, før det bliver værst for dig selv!”

Gila faldt sammen på det sandede gulv. Rosa kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Hun begravede ansigtet i hænderne. Tårer blandedes med snot. Det hele var tomt indeni. Det føltes som, når han havde givet hende et knytnæveslag lige i mellemgulvet. Det måtte hun ikke tænke på.

”Undskyld Gila, undskyld…” Rosa knugede bamsen ind til sig. Hendes tårer blandede sig med Gilas og vædede bamsens tilsandede plyskinder. Gila tilgav hende. Det gjorde hun altid. Rosa gjorde sig så lille som muligt. Hvorfor var hun altid så ond? Hvorfor kunne hun ikke bare være en sød pige? Sådan en som alle kunne lide. Som dem man så i filmene. Som de andre piger i klassen.

Kulden trængte langsomt ind gennem huden. Som titusind isnåle, der nådesløst borede sig ind i hendes kød og fik blodet til at størkne i hendes årer. For til sidst at omslutte hendes knogler og få alt til at blive helt stille inden i. Stille og tomt. Hun rystede ikke engang længere. Følte ingenting. Var det mon sådan her, det føltes at dø?

Der var så mange lyde. Mørket tiltrak dem. Det var som om, de elskede natten. Som om, de slet ikke var bange for den. Som om, den var deres hjem. Rosa kunne hverken lide uhyggelige lyde eller nat. Nætterne var farlige, og de uhyggelige lyde, ja, de var bare uhyggelige. Vinden ruskede træerne. Bladene knitrede. Gila snøftede. Hun var også bange.  

Rosa kunne høre fodtrin, det var hun næsten sikker på. Bladene raslede så unaturligt, og var det ikke et gisp, hun hørte der imellem vindstødene? Bare det ikke var en mørkmand, der listede rund med sin store sorte sæk. Rosa gjorde sig om muligt endnu mindre. Mormor havde engang fortalt, at mørkemænd fangede små piger og drenge og proppede dem i sække, for at bortføre dem til det høje nord. Der blev børnene givet til den mægtige isbjørnekonge, som frøs dem ned i sin enorme børnefryser og brugte dem som skakbrikker i sit kæmpestore isskakspil. Rosa gøs ved tanken.

”Gila, du skal altså ikke være bange for mørkemændene. Det er du alt for stor til!” Gila krympede sig under Rosas strenge stemme. Hun var stadig bange. Hun rystede næsten, det var Rosa sikker på. Gila ville gerne hjem. Gila frøs og var sulten og træt og bange. Måske skulle Rosa følge Gila hjem. Var det ikke sådan noget, en god mor ville gøre? Rosa vidste det ikke.

Der var heldigvis ikke så langt hjem fra legepladsen. Rosa kendte turen ind og ud, men i aften var den anderledes. Det var som om, de krogede grenes klør greb ud efter hende. Træerne vuggede truende ned over stien som enorme jætter, parate til at kaste sig over hende med gigantisk kraft hvert øjeblik, det skulle være. Rosa knugede Gila ind til sig.

Slæbende fødder fulgte hende, og var det ikke raslen fra kæder, hun svagt kunne høre? Som listede nogen sig efter hende. Helt automatisk satte hun farten op.

”Gila, der er ikke noget at være bange for. Ikke noget at være bange for…”

Hendes stemme knækkede.

Med ryk vendte Rosa sig om.

”I kan bare komme an, dumme mørkemænd! Feje krystere, mig gør I ikke bange!” Hun rakte tunge ind i mørket.

Pludselig var skoven så stille. Som overvejede den hendes udfordring. I flere sekunder holdt vinden vejret. Rosa knugede Gila i til sig.

Hurtigt vendte Rosa om på hælen. Med hjertet helt oppe i halsen satte hun i løb. Tasken hoppede op og ned på ryggen. Tingene i den raslede. Hun skulle bare hjem. Rosa kiggede sig hurtigt over skulderen. Der var intet at se. Men de var der. Det var hun sikker på. Nogen var der. Mørkemændene. Benene gik som trommestikker under hende. Hun snappede efter vejret. Pulsen pumpede. Endelig nåede hun gadelygten, der markerede grænsen til friheden.

Stadig løbende passerede hun de første blokke. Vinduerne lyste så venligt og rart. Som sagde de ”Kom herind! Vi vil dig intet ondt!” Først da hun nåede Poul og Irenes lejlighed turde Rosa ånde lettet op. Her kunne mørkemændene ikke nå hende. Så ville Poul bare komme med sit hakkejern og jage dem væk. Det var hun sikker på. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Hun rystede stadig.

”Gila, kan du huske, da vi var med ude og plukke jordbær i Pouls og Irenes kolonihave?” sukkede Rosa stadig med bankende hjerte. De havde fået lov at spise lige så mange jordbær, som de kunne, og til eftermiddagsmad havde de endda fået jordbær med fløde og sukker. Om aftenen havde de grillet. Det havde været den bedste dag i hele sommerferien. Det var Rosa og Gila enige om. En uge efter at skolen var startet igen, havde Rosa tegnet en tegning til Irene.

Hun kunne stadig se det rynkede ansigt lyse op i et stort smil, da Irene genkendte sig selv med en kande saftevand i hånden og Rosa med en skål jordbær. Irene havde endda lavet kakao til hende, da hun kom med tegningen, og ladet hende blive i lejligheden hele eftermiddagen. Gila rystede af kulde, og der var stadig et stykke hjem.

Da Rosa rundede næste blok, opdagede hun, at der stadig var en livlig aktivitet på parkeringspladsen. Folk kom hjem med fyldte indkøbsposer og børnehavebørn ved hånden. Det var heller ikke så mørkt, som det havde virket i skoven. Der var også et par børn på legepladsen. Måske var det slet ikke så sent alligevel?

Trapperne op til lejligheden tog Rosa i fuldt firspring. Sådan havde hun nu engang altid gjort. Det var vel blevet en slags vane med tiden. Hun tøvede, da hun nåede døren. Lagde øret ind til nøglehullet. Hun kunne svagt høre fjernsynet. Måske var det sporten. Hun måtte hellere selv låse sig ind. Far kunne ikke lide at blive forstyrret, når han så sport.

Var han mon blevet god igen? Det føltes som om kulden vældede op indefra. Hvad hvis han stadig var vred? Rosa havde mest af alt lyst til at vende om og løbe ned af trapperne igen, men det var bare så frygteligt koldt uden for og hendes mave knurrede af sult. Han burde også være blevet normal igen. Det burde han altså.

Hun fandt nøglen i Adams gummistøvle. Eftersom der var hul i hælen på den venstre støvle, brugte han dem aldrig. De var derfor blevet nedgraderet til nøgleskjuler. Rosa trak vejret helt ned i maven og gjorde sig stor som en bjørn. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene, men åbnede dem med det samme igen, da hun kunne mærke tårerne presse sig imod øjenlågene. Hun ville ikke græde. Store piger græd ikke. Før hun kunne nå at fortryde det, drejede hun nøglen i låsen og listede ind. Jo det var ganske rigtigt fjernsynet der kørte. Døren smækkede tungt bag hende.

”Rosa, er det dig?”

Fars stemme lød nærmest ængstelig. Så var han alligevel blevet god igen. Rosa kunne ikke lade være med at smile.

”Gila, nu skal du ikke være bange mere!” hviskede Rosa til bamsen og satte hende på køkkenbordet.

”Jeg var blevet helt bekymret for dig, min lille rosenknop! Adam har været bange for, at du var stukket helt af…” hans korte grin lød nærmere som et hult fnys.

”Undskyld far…” Rosa kunne mærke gråden i halsen igen. Som en ballon der langsomt blev fyldt op vand. Den gjorde det svært at trække vejret og fik hele kroppen til at føles uendelig tung. Hun bed tænderne sammen. Ikke græde. Ikke nu.

”Jamen søde skat, du skal da ikke undskylde! Lad os nu ikke tale mere om det.” Hans øjne søgte efter hendes skulder, som de altid gjorde, når der var noget, han ikke ville tale om.  Det var der tit. ”Jeg synes vi skal tage os en rigtig hyggeaften i aften! Hvad siger du til pizza og ludo?”

Far var altid vældig sød, når han havde været vred. En ordløs undskyldning.

Det føltes som om klumpen i maven forvandlede sig til farvestrålende sommerfugle eller måske nærmere fine orange efterårsblade, der dansede i vinden. Hyggeaften. Det var længe siden de havde haft sådan en. Armen gjorde næsten ikke meget ondt længere og ribbenene havde det også lidt bedre. Det var hun næsten sikker på. Gila var enig.

”Så henter jeg Adam” skyndte hun sig bare at sige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...