Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

53Likes
54Kommentarer
1639Visninger
AA

5. Lånehåndklæde

Tiden løb alt for hurtigt. Som var der noget vigtigt, den skulle nå. Ligesom far, når han købte julegaver. Snart kaldte Lotte dem sammen og sagde, at nu var det tid til at bade. Rosa kunne mærke knuden i mave stramme sig igen. Hun måtte tvinge benene til at følge med de andre ind i omklædningsrummet. Hun prøvede at trække vejret helt ned i maven, men det var som om halsen var hævet indvendig. Lige som albuen.  

”Skal du ikke også i bad, Rosa”

Lotte så bydende på hende. Hun kunne mærke tårerne presse sig på bag øjnene. Hun pressede tænderne så hårdt sammen, at det gjorde helt ondt i kæberne.

”Jeg har glemt mit håndklæde.” Rosa klemte øjnene lidt i.

”Så kan du da låne et! Alle skal i bad!”

Rosa skelede ned til posen med håndklædet, der lå under bænken. Hun snerpede læberne helt sammen. Bare ikke Lotte opdagede den.

”Kom med ud på depotet, så finder vi dig et håndklæde.”

Rosa havde ikke andet valg end at følge med.

”Tak” mumlede hun ned til fliserne og fulgte med Lotte ud på gangen.

Døren klappede tungt i bag hende. Smældet gav ekko i den tomme gang. Stilheden sitrede.

”Rosa, er der noget, du har brug for at snakke om?”

Rosa bed sig i læben. Lotte så på hende med det voksenblik, der på en gang indbød én til at fortælle alt om ludo, skyslotte, fotoalbum, kolonihave, jul og alt muligt andet, men på samme tid havde en undertone, der fortalte én, at det bestemt ikke var nogen god idé.

”Hvordan går det derhjemme?”

Neglene borede sig ind i håndfladerne. Det føltes som om, hun trak vejret igennem et tykt stykke stof. Rosa tænkte på skyslottet. På Pochahontas og Prik. På Adam.

”Fint” skyndte hun sig at sige ”Det går… fint. Hun sendte Lotte et bredt smil og fortsatte ivrigt ”Mig og far spillede endda ludo sammen i går, og far kyssede mig godnat.”

”Og du er sikker på, at der ikke er noget galt? Du kan godt fortælle mig, hvis der er noget galt.”

”Men det er der ikke” Rosa lød lidt mere fjendtlig, end det var meningen. Det kunne hun godt selv høre. Hun kunne jo egentligt godt lide Lotte, når hun bare ikke stillede for mange spørgsmål. 

”Rosa, jeg håber ikke, at du er ked af det tidligere, det var ikke meningen…”

Rosa kunne spore samme forsigtige usikkerhed i Lottes stemme, som den fars stemme altid havde bagefter. Den der fortalte, at nu var han ikke farlig længere.

”Nej, nej det gør ikke noget…” Skyndte Rosa sig at sige. Det var alligevel synd for Lotte, hvis hun troede, at det var hendes skyld. Det var det jo på ingen måder. Lotte låste op til depotet og rakte hurtigt Rosa et håndklæde.

”Så må du hellere skynde dig ind og komme i bad, så du kan nå til frikvarter sammen med de andre”

Rosa sank en klump og vendte ryggen til Lotte. Hvis hun nu var rigtig hurtig, kunne det være, at der ikke var nogen, der opdagede det. Eller hvis hun var rigtig langsom, måske og ventede til de andre var færdige eller optagede af at snakke. Hun havde mest af alt lyst til at kyle håndklædet i hovedet på Lotte og flygte ned af gangen. Men det kunne hun ikke. Lotte vil finde hende. Skrive i hendes kontaktbog. Han ville se det.

 ”Ej Rosa, Har du slået dig?”

Rosa skyndte sig at holde håndklædet op om sig.

”Hva’ har du lavet?” Sofie måbede.

”Ikke noget!” Skyndte Rosa sig at sige. ”Jeg har ikke slået mig!”

”Jeg har også slået mig!” lød det fra Emilie, der trådte ind i kredsen af piger, som efterhånden havde samlet sig om Rosa. De andre ignorerede hende.

”Jo du har så, Rosa!” Maria lød skråsikker. ”Du er jo helt blå…”

Rosa tøvede. ”Det er fordi jeg fryser! Fryser du ikke også?”

Hun havde lyst til at skrige af dem, at de skulle skride og lade hende være i fred. Vreden voksede inde i hende. Som en ballon, der blev pustet om og truede med at springes. Hun knyttede hænderne.

Gila… tænkte hun og prøvede at se bamsens rolige glasøjne for sig. Hun kunne ikke.  

Rosa kunne høre døren gå. Der var helt stille i omklædningsrummet. Det var helt stille inden i hende. Som om tankerne i hovedet var erstattet at grå skyer, og sommerfuglene i maven var faldet døde om. Hun lukkede øjnene et kort sekund.

”Hva forgår der her?” Det var Lotte, der var kommet ind.

De var som forstenede, alle som en.  Som havde isbjørnekongen frosset dem ned og lavet dem til isskakbrikker. Rosa gøs. Stod tiden stille? Tankerne farede forvirrede rundt i hovedet på hende. Som myrerne i tuen under klatretræet om sommeren. Hun bed sig i læben. Pludselige brød larmen ud, og de snakkede alle i munden på hinanden, højere og højere. Et inferno af lyd. Det hele kørte rundt.  

”Èn ad gangen, piger! En ad gangen!” Lottes skarpe stemme skar igennem larmen og fik den brat til at standse igen.

”Det er fordi at, Rosa har slået sig!”

”Nej jeg har ej!” Hvæsede Rosa. Hun kunne mærke hjertet banke hurtigere. Ligesom når man løb. Hun prøvede at trække vejret helt ned i storetæerne, sådan havde de sagt, at hun skulle gøre, når det var ved at gå galt. Det måtte det ikke.

Hun knugede håndklædet ind til sig. Ludo. Hun havde vundet. Gila. Fars smilende ansigt. Fredagsslik. Adam der var faldet i søvn på sofaen. Hans sovende engleansigt. Lille Adam. Gila. Hygge. Kolonihave. Mørkemænd – nej ikke mørkemænd. Ludo. Hygge. Far. Adam. Familie. Stearinlys – havde der været starinlys? Godnatkys.

”Se så at smutte i bad, piger! Klokken ringer snart ud.”

Pigerne blev ståede, som en ubevægelig masse. Som mannequindukker.

”Men…”

”Nu…” Lottes stemme var ikke til at tage fejl af. Pigerne vendte sig slukøret imod bruserummet, og snart kunne Rosa høre dem småsnakke igennem vandets plasken.  

Det var lykkedes Rosa ikke at eksplodere. Hun kunne mærke en lille glædens sommerfugl blive genoplivet i maven. Der var faktisk noget, der var lykkedes.

Lotte granskede Rosa nøje. Rosa knugede håndklædet tættere ind til sig. Krympede sig under hendes undersøgende blik. Lotte sendte atter Rosa voksenblikket. Rosa undveg det. Kunne Lotte virkelig se igennem hende? Sådan føltes det nogle gange. Hun havde fået en stor rynke i panden, lige som far havde.

”Rosa, hvad er der sket?” Hendes stemme lød så underlig. Ligesom gammel og træt. Den passede til rynken i panden.

”Ikke noget, siger jeg jo.”

Stilheden var larmende og blev kun brudt af vandet fra brusernes plasken imod fliserne.

”Rosa, hvem har slået dig?”

”Ikke nogen!”

”Hvad er der så sket?”

”Jamen, ikke noget, jeg faldt ned af trapperne den anden dag.”

”Rosa, Du faldt også ned af trappen i forrige uge.”

”Det er en dum trappe… sådan en man falder ned af”

Rosa kunne mærke, gråden sidde i halsen. Lotte sagde ikke mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...