Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

53Likes
54Kommentarer
1640Visninger
AA

4. Faldskærmen

De skulle have idræt i første time. Rosa hadede idræt. Især i dag. Hun gabte træt og strakte sig. Hun var kommet alt for sent i seng i går. Klokken var blevet næsten ti, men det hele havde været så perfekt. Hun havde følt sig som en lille prinsesse på skyslottet hele aftenen, og så havde de endda fået fredagsslik, selvom det kun var tirsdag.  

Far havde slet ikke opdaget, hvor sent det var blevet. Det havde Rosa heller ikke. Det lod hun i hvert fald som om. Hun var god til at lade som om, hvis hun selv skulle sige det. Hun havde vundet over far i ludo tre gange. Hun havde været gul. Gul var hendes yndlingsfarve. Belle fra Skønheden og Udyrets kjole var gul. Rosa kunne godt lide Belle.

Men så var Adam faldet i søvn, selvom klokken ikke engang var otte. Han var jo heller ikke så stor, men da Rosa gik i børnehaveklassen, kunne hun altså godt holde sig vågen til klokken ti. Sidste år havde hun været vågen helt til midnat på nytårsaften.

Skolegården var snart tom. Kun et par af de store elever kom halsende på cykler, som de skyndsomt smed fra sig i cykelskuret for at styrte imod hovedindgangen. Klokken havde ringet ind for flere minutter siden. Lotte var der ikke. Maria og Camilla havde sagt, at hvis hun ikke kom i løbet af fem minutter, ville de gå over på lærerværelset efter hende. Mads havde sagt, at de var dumme i hovedet. Lotte nåede at komme, før de blev færdige med at skændes.

Rosa knugede idrætstasken ind til sig. Maven føltes, som havde hun spist cement til morgenmad. Lotte låste døren op. Alle styrtede ned af gangen med omklædningsrummene. Allerede herude lugtede der mærkeligt. Lidt ligesom i kælderen derhjemme. Eller måske var det bare noget hun forestillede sig, fordi hun ikke kunne lide stedet?

”Lotte” kaldte Rosa igennem larmen. Lotte hørte hende ikke. ”Lotte…”

”Ja, Rosa.” Hun lød irriteret.

”Lotte, jeg har det ikke så godt, jeg har ondt i maven, behøver jeg være med?”

Det var slet ikke nødvendigt at gøre stemmen ynkelig. Det kom helt af sig selv.

”Ja Rosa, Det behøver du!”

”men…”

”Rosa, det er ikke mere end to uger siden, du brugte samme undskyldning! Er du syg, må du blive hjemme!”

”Kom!” Lotte smilede. Det gjorde hendes mund i hvert fald. ”Du må hellere skynde dig ind og klæde om, vi begynder lige om lidt.”

Neglene borede sig ind i håndfladerne. Hun fik næsten krampe i tæerne af at krumme dem sammen. Rosa prøvede at smile. At slappe af og svare fattet, men det blev ikke til andet end et spagt ”okay…”

Rosa prøvede at rette ryggen, som hun gik ned af gangen, men følte sig stiv og falsk som en barbiedukke. De andre var allerede halvt omklædte. Rosa skyndte sig over til sit faste hjørne. Hurtigt hængte hun jakken på knagen. Hun kunne mærke tårerne presse sig på og bed tænderne sammen. Hun måtte ikke græde. Ikke nu. Ikke her.

Hun bandt skoene op og sparkede dem af. Lidt mere vredt end det var meningen. Far ville være blevet sur, hvis han havde set det.  Han råbte altid af hende, når han så hende gøre det. Mente at det ødelagde hælkappen og spurgte altid med is i stemmen, om hun overhovedet havde noget begreb om, hvad nye sko kostede ham. Hvad hun kostede ham.

Rosa trak hurtigt sokkerne af. De andre skulle ikke se, at der var hul på den ene tå. Hun havde ikke kunnet finde andre her til morgen, og ville ikke ødelægge den rolige stemning, der havde hvilet over lejligheden. Hvis nu hun gik på toilet, før hun klædte om, så kunne det være, at de andre var færdige, når hun kom tilbage. Toilettet på helt ude i mellemgangen. Det ville næsten tage lang tid at gå derned. I døren stødte hun ind i Lotte igen.

”Hva nu, Rosa?” hun sukkede nærmest opgivende.

”Jeg skal bare lige på toilet, jeg skal nok skynde mig!”

Rosa sendte hende et af de store smil, der plejede at overbevise folk om, at hun ikke løg. Lotte virkede ikke overbevist.

Rosa kunne høre larm fra hallen på vej tilbage til omklædningsrummet. Lettet sukkede hun. Omklædningsrummet var tomt. Lynhurtigt hoppede hun ud af cowboybukserne. Hun skulle skynde sig, hvis ikke Lotte skulle blive endnu mere sur. Rosa kunne egentligt godt lide Lotte. Lotte kunne bare ikke lide Rosa, og hun forstod godt selv hvorfor.

Døren ud til hallen gik op. Sandra kom ind. Rosa for sammen og skyndte sig at dække over det største af de blå mærker på armen.

”Rosa, du må hellere skynde dig” smilede hun ”Lotte har allerede piftet.”

Rosa skyndte sig at vende den anden side til Sandra, som bare ufortrødent fortsatte.

”Ved du godt, hvad vi skal lave i dag? Gør du?”

Rosa rystede på hovedet lettet over, at Sandra tilsyneladende ikke havde opdaget noget.

”Nej” svarede hun hurtigt. ”Hvad skal vi da?”

Sandra strålede. ”Vi skal lege med faldskærmen!”

Rosa kunne godt lide at lege med faldskærmen. Den var så stor og flot, og når man fik lov at kravle under den, imens de andre rystede den, så den stod som en kuple, så var det næsten lige som at være på et rigtigt slot. Eller måske nærmere ligesom et cirkus. Hun var cirkusprinsessen, der svævede rundt i en trapez helt oppe under teltdugen.

Eller endnu bedre: Hun var kanonkongens datter, der blev skudt op igennem teltdugen og helt oppe i skyerne. Helt op til månen, og så når hun blev træt af at være på månen, så ville hun bare lave et hovedspring ned igen. Ligesom fætter David gjorde fra en-meter-vippen i svømmehallen. Og så ville hun lande i en kæmpe stor udendørs seng i rosenhaven ved skyslottet. På skyslottet måtte man godt hoppe i sengen.

Hun ville blive på skyslottet og flytte ind sammen med skybørnene. De ville lege og have det sjovt hele dagen i rosenhaven og ride på skyhestene og lege tik og gemme. Og så om aftenen ville de spille ludo med deres skyfar og spise fredagsslik hver dag, og til sidst, når de var blevet trætte, så ville skymor putte dem i deres seng og læse godnathistorie for dem. På skyslottet var der ingen sengetider.

”Rosa!”Hun for sammen. ”Du står og sover!”

Rosa kunne mærke at maven snørede sig sammen. Hun skyndte sig ud af kredsen. Kinderne føltes lige pludselig meget varme. Hun prøvede at køle dem ned med hænderne. Der var heldigvis ingen, der lod til at have opdaget det. Hvorfor skulle hun også altid drømme, eller ”gøre sin ting” som Adam kaldte det?

Skyslottet virkede pludseligt så fjernt og uvirkeligt, som var det blot en dum fantasi, men det var det ikke. Det vidste Rosa godt. Irene havde selv fortalt hende, at stedet fandtes. Irene havde sagt, at der boede en sød, lille pige på skyslottet, og at hun hed Cosette. Cosette var blevet forladt af sin mor og havde haft det svært, men nu havde hun det godt. Havde Irene fortalt. Og så snakkede hun noget om en gammel fransk forfatter og en ny film. Rosa kunne ikke helt huske det. Men skyslottet havde stået så klart som solen for hendes indre blik.

Cosette, på den anden side, kunne hun ikke lide, men så var hun kommet frem til, at Cosette måtte være blevet gammel og voksen og være flyttet ud af skyslottet. Skyslottet var kun for børn men ikke for alle børn.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...