Pigen der faldt ned af trapper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Umiddelbart ligner Rosa alle de andre børn i klassen. Godt nok er hendes ballerinasko udtrådte, og hendes madpakke bliver lidt for ofte glemt derhjemme, men allerede i en tidlig alder har hun lært livsskuespillets kunst, for hun gemmer på en hemmelighed, som ingen andre må kende til. En hemmelighed hun gør, hvad hun kan for at glemme.

53Likes
54Kommentarer
1657Visninger
AA

8. Banegården

Rosa satte sig op med et ryk. Hun bankede hovedet op i sæderne.  

”Næste station: Københavns hovedbanegård!” gentog højtalerne. ”Next station: Copenhagen Central station!”

Hun ømmede sig. Ryggen gjorder også ondt. Alt gjorde ondt. Hvor længe havde hun mon sovet?

Rosa tittede forsigtigt ud. Der var lidt flere mennesker med toget nu. En mand sad travlt optaget af sin laptop. En mor med et barn på skødet. Rosa sukkede. Et ungt par der snakkede og grinede. En ældre mand med sin kone. Det var næsten mørkt udenfor vinduerne.

Hurtigt kravlede Rosa frem fra sit skjul med Gila i favnen. Ingen tog notits af hende. Folk havde travlt med at pakke deres ting sammen. Hun greb sin taske og smuttede ind bag den gamle dame. Hende med strikketøjet. Rosa var stadig rundt på gulvet over den hurtige opvågning og gned træt øjnene. Det havde været en uendelig lang dag.

Toget hostede og stoppede. Alle maste ud. Rosa fulgte blot mængden ud på perronen.

”Gila du skal ikke være bange, vel.”

Men det var Gila. Hun rystede over hele kroppen.

”Jeg skal nok passe på dig, så sker der ikke noget.”

Rosa knugede Gila ind til sig.

De fulgte mængden op ad rulletrapperne. Hallen ovenfor var enorm. Loftet han umådeligt højt oppe. Endevæggene kunne hun ikke engang se for menneskemyldret. Der var folk over det hele. Alle havde travlt og ilede rundt i deres egen lille verden. Rosa lod sig træt glide ned på en bænk. Hun sukkede. Nu var hun i København. Hun kiggede rundt. En ung kvinde trak af sted med sin lille dreng. En gammel mand havde blomster i kurven på sin rollator. En mand gik sjovt. Et par sludrede højlydt som de gik forbi. De snakkede mærkeligt. Slet ikke som derhjemme. Hvor kom alle de mennesker dog fra? Det var som om de bare blev ved og ved med at komme op ad rulletrapperne. Ned af rulletrapperne. Ind af dørene. Ud af butikkerne. Rosa blev næsten helt svimmel af det.

Men hvor var mor? Rosa kiggede på billedet. Der var slet ingen, der lignede mor. Hvad nu hvis hun aldrig fandt hende. Gila var meget bange og meget træt. Rosa fandt rullen med kiks i tasken, men det var som om, de ikke smagte af noget. Hun var heller ikke rigtig sulten. Hun plejede ellers at elske digestivekiks, men nu var det blot som om de voksede i munden på hende og truede med at kvæle hende. Hvis hun nu gik lidt rundt i hallen, kunne det være, at hun fik øje på mor. Rosa havde aldrig i sit liv forestillet sig, at København så sådan her ud.

”Har du set min mor?” Rosa viste billedet til en gammel mand, der så rar ud.

”Nej det har jeg desværre ikke, lille ven. Er du blevet væk?”

”Ja” løj Rosa.

”Nu skal jeg følge dig op til informationen, så de kan kalde hende over højtalerne!”

”Nej…” Rosa trak på det ”Det er ikke nødvendigt, jeg skal nok finde hende.”

Hvad ville det hjælpe at de kaldte på hende over højtalerne, og hvad skulle de overhovedet sige.

”Men du er jo også kommet til skade, din lille stakkel, hvad er der dog sket?”

Rosa skyndte sig at vænne manden ryggen og forsvinde i mængden. Det her var formålsløst. Mor kunne være hvor som helst i verden. Det føltes som om, lungerne var fyldt med cement. De første hulk sad i halsen. Det var helt sort inden i. Ikke så meget som det mindste lille lysglimt fandt vej.

I tasken fandt Rosa Superman. Hun kiggede ind i den lille drages sorte øjne. Hun kunne med lethed se Adam for sig. Se ham sidde på gulvet og lege med den lille drage og sine biler. Adam. Tænk nu hvis far slog ham. Hvis han lod sin vrede over Rosas forsvinden gå ud over Adams lille engleansigt. Hvis han ændrede blikket i lille Adams tillidsfulde øjne.

Rosa kunne ikke mere. Hun knækkede sammen i gråd. Hun var en forfærdelig storesøster. Verdens mest usle menneske. Det var jo hendes skyld alt sammen. Hendes skyld at far blev sur. Hendes skyld, at han slog og råbte. Hendes skyld.

Hun var et ondt og utaknemmeligt barn. Du burde ikke være blevet født, du har fandeme aldrig været andet end en plage! Ordene rungede i hendes indre. Han havde jo ret. Hun fortjente hvert et slag. Hvert et spark. Rosa tænkte på Belle. Belle havde kunnet se, hvor sød udyret i virkeligheden var bag pelsen. Rosa burde have set, at det samme gjaldt med far. Hun rystede over hele kroppen.

 Din mor forlod os på grund af dig, din lille djævel! Rosa hev efter vejret imellem to hulk. Resolut krøllede Rosa billedet af mor sammen og smed det på gulvet. Hun måtte hjem. Hun havde ikke noget valg. Hun lod sig glide ned på en bænk og skjulte hovedet i hænderne. Hun prøvede at forestille sig skyslottet. Skyprinserne, skyprinsesserne, hestene, godnathistorierne. Bjørnebedstemor. Men det var alt sammen væk. Der var kun den klare stjernehimmel tilbage. Hun var helt alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...