Månefuglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
En lille novelle.
Hun kunne ikke længere mærke stenene imod fødderne. Hun rystede af kulde. Vandet fik kjolen til at føles uendelig tung. En bølge gjorde stoffet vådt helt op til livet. Tog hende i sine arme. Var ved at vælte hende om kuld. Hun ville lade den omfavne hende, kærtegne hende. En sidste gang. Hun lod den gøre det. Lod den vaske hende ren for synd og skyld.

15Likes
12Kommentarer
1070Visninger
AA

1. Månefuglen

Hun hørte bølgerne brydes. Deres taktfaste rungen gav genlyd i hendes indre. Beroligede hende. Giv tid! Giv tid! sang de, som bedstemor havde sunget for hende, da hun var lille og ikke kunne sove. Dengang hun havde været bange for nætterne. Det var hun stadig. Giv tid! Giv tid! rungede de som et ekko fra den fjerne urtid. De hvide skumtoppe lyste op i mørket.

Hun mærkede det iskolde sand imellem sine bare tæer. Det føltes som om hvert et sandkorn skar i hendes fodsåler. Som frosne flammesværd. En hævn for hendes synd. Hendes urenhed. Sådan ville præsten sige, hvis han havde vidst dét, men det gjorde han ikke. Det var der ingen, der gjorde. Det var der ingen, der nogensinde ville komme til. Det var hendes hemmelighed. Hun knugede korset.

Duften af salt var hendes første minde. Den var det hjem hun bar i sit hjerte, hvor end hun gik. Stranden var hendes Paradisets have. Den gamle bunker ved klitten, der lignede et løvehoved, var hendes hule. Hendes skjul. Den beskyttede hende fra verden. Fra ham. Fra skæbnen, sådan som den måske havde gjort for en soldat engang længe før hendes fødsel.

Hun havde gemt en flagermuslygte derinde, og et tæppe. Hendes skitseblok lå der også, fyldt med halvfærdige tegninger og ved siden af den trææsken med alle hendes skatte.  Hun kom her tit. Hver dag; men hun havde aldrig før været her om natten. Om natten var hun ved ham.

Hendes hvide natkjole dansede i vinden. Den var ikke længere så hvid, som den havde været engang, men i månens skær var det lettere at forestille sig, at alt stadig var, som det engang havde været. Dengang før det hele startede. Dengang før havet tog mor. Vinden kastede hendes løse hår omkring. Som en løves manke. Fik de små hår på hendes arme til at rejse sig. Natten var kold.

Hun mærkede den tilbageholdte gråd presse luften ud af sine lunger. Mærkede den lægge sig som et uendeligt tungt åg over hendes smalle skuldre og pressede hende ned imod sandet, som ville den begrave hende levende. Mærkede hvordan den kyssede hende koldt på panden. Kærlighedsløst. Tomt.

Hun kunne ikke løbe mere. Havde brugt sine sidste skridt. Hjertet slog stadig unaturligt hårdt. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hendes krop. Hun rystede, men havet drog hende imod sig. Spillede for hende som nøkken for sit offer. Det natsorte vand føltes svalende mod hendes trætte fødder. Koldt men svalende. Omsluttede dem. Kaldte på hende. Kanten af hendes natkjole var våd.

Månen var så stor. Så ensom på trods af, at den var omgivet af flere stjerner, end der var sandkorn på stranden, måske i hele verden, men verden var jo stor. Hun knugede sit kors en sidste gang. Det hun havde fået ved dåben, dengang hun blot var et lille barn. Uskyldig som en engel. En hvid due. Med rystende hænder åbnede hun låsen. Mærkede for sidste gang kædens kolde metal imod sine fingerspidser, før hun lod den forsvinde ned i havets mørke.

Hun så hans ansigt for sig. Udtæret af sorg. En tåre trillede sagte ned af hendes kolde kind. Hun kunne ikke. Kunne ikke gemme sig. Ikke løbe væk. Ikke lade ham alene tilbage. Han havde sagt, at han ville lade sig drive til havs i hendes lille jolle, den dag hun ikke var der til at trøste ham. Hun kunne ikke svigte ham. Flere tårer fulgte deres frænde. Tårer færdes altid i flok.

Havet kaldte på hende. Intetheden kaldte på hende. Mørket. Bølgerne fyldte hendes indre. Dette var hendes hjem. Fuldmånen nikkede til hende.

”Månefugl.” hviskede den. "Min månefugl.”

Sådan havde mor hvisket.  Dengang for længe siden. Dengang før verden var blevet mørk. Dengang før nætterne var blevet farlige. Syndige.

 

Hun kunne ikke længere mærke stenene imod fødderne. Hun rystede af kulde. Vandet fik kjolen til at føles uendelig tung. En bølge gjorde stoffet vådt helt op til livet. Tog hende i sine arme. Var ved at vælte hende om kuld. Hun ville lade den omfavne hende, kærtegne hende. En sidste gang. Hun lod den gøre det. Lod den vaske hende ren for synd og skyld.

Da hun var lille, havde hun altid drømt om at blive til en havfrue. Om at bo på havets bund. Lege tagfat med farvestrålende koralfisk. Leget gemmeleg med drillesyge krabber. Svømme med fredfyldte kæmperokker. Være fri. Hun lukkede øjnene. Lod bølgerne vugge sig, som var hun et lille barn. Et barn af havet.

”Månefugl, min månefugl, vær stærk.”

Det var de sidste ord, hun havde sagt. De havde blot været en svag hvisken. En bøn. Hun kunne stadig mærke moderens hånd i sin.

”Månefugl, min månefugl…” Ordene overdøvedes af havets rasen.

 

Hun så hans øjne for sig. Så dem lukkes. Så jollen vugge i bølgerne. Jollen hun havde fået i fødselsdagsgave for så mange år siden. Så det blæse op. Så bølgernes stærke arme gribe fat i træværket, hørte det knage. Så den tippe rundt. Hun prøvede at ryste tanken ud af hovedet. At fortrænge billedet. Hun kunne ikke. Gang på gang havde han naglet det fast til hendes nethinde. Hun måtte redde ham, som han altid havde redet hende. Hun hadede ham stærkere end noget andet, men elskede ham endnu mere. Han var hvad, hun havde tilbage nu. Hendes far.

Understrømmen greb fat i kjolen. Ville fortære den. Fortære hende.  Hun hev og sled i det tynde stof. Mærkede hvordan halsens blondeudskæring bristede under hendes fingre. Endeligt sukkede stoffet og gav efter.

Hun løb. Det kolde sand stod som en kaskade om hende. Havet buldrede bag hende. Hun vidste, det ville fortære hendes hvide natkjole, men hun vendte sig ikke om. Hun var stærk. Han havde brug for hende. Han havde brug for hende. Også i nat.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...