Night Of Halloween

Fire venner tager sammen på telttur i skoven til Halloween den 31. oktober. Ingen af dem tror på det overnaturlige, men det ændrer sig da der begynder at ske underlige ting for dem ude i skoven. Findes der virkelig spøgelser og ånder? Og hvis der gør, kan de så være farlige? Skænderier opbygges, kærlighed opstår og frygt ødelægger venskaber. Klarer alle fire den gennem den lange nat? Jeg har valgt mulighed nr. 2 til Halloween konkurrencen, og er blevet inspireret af billedet med skoven.

6Likes
0Kommentarer
470Visninger
AA

3. "Ghosts and spirits dosen't exist!"

"Jeg går ud og kigger.." siger jeg kort med et træt suk, og sætter mig op i min sovepose. "Alene?" spørger Hannah, som åbenbart også er vågnet. Jeg kunne ikke undgå at vågne, da Eleanor snakker ret højt. "Ja, med mindre du tør komme med.." svarer jeg med et grin, og det er ikke særlig sandsynligt at hun vil med, da hun er en ret paranoid person. Hun overrasker mig en del, da hun sætter sig op og kravler ud af soveposen. "Jeg tænkte at det ville være dumt, hvis du gik alene.." forklarer hun, og jeg nikker svagt.

"Jamen så kom.. Eleanor, hvor er lommelygten henne?" siger jeg, og ser så spørgende hen på hende. "Det ved jeg ikke.. Adrian havde den sidst.." svarer hun stille, og jeg ser spørgende hen på ham. 

"I tasken.." brummer han halvsovende, og jeg får den hurtigt fundet. Jeg går ud fra teltet efter at have trukket i mine sko igen, og ser kort rundt. Der er fuldkommen mørkt, og derfor tænder jeg lommelygten. Lyser lidt rundt med den, og der er ingenting.

Jeg ser så ned på Hannah, som jeg kan se omridset af, da hun klamrer sig til min overarm. "Er du bange? Du behøver altså ikke gå med, hvis ikke du har lyst.." siger jeg med et svagt smil. "Jeg er bare lidt bange for mørke ikke andet.. Lad os nu bare se om der er noget, så vi kan komme ind og sove igen" siger hun stille, og jeg nikker svagt.

Jeg går lidt hen mod træerne, og bliver ved med at lyse lidt rundt. "Det ser ikke ud til at der er noget.. Måske var det bare vinden?" siger jeg lidt spørgende, og ser ned på Hannah. "Luke, der er fuldkommen vindstille.. Det kan ikke have været vinden.."

Bider mig tænksomt i underlæben, og ser kort rundt. "Måske var det bare en ræv, som Adrian sagde så?" siger jeg med et skuldertræk, og Hannah nikker lidt. "Ja, måsk-" hun afbryder sig selv, da hun skriger kort. "Hvad er der?" spørger jeg forvirret, og hun strammer grebet om min arm. "J-jeg.. Der var en de-der pustede mig i nak-nakken!" svarer hun med rystende stemme.

"Lad nu være Hannah.. Det er den dårligste løgn, jeg nogensinde har hørt. Hvilket gyserfilm har du taget den replik fra?" siger jeg med et grin, og ryster lidt på hovedet af hende. Den hopper jeg ikke på. "Jeg mener det Luke.. Der var virkelig nogen der pustede mig i nakken! Hvorfor skulle jeg lyve omkring sådan noget? Måske var det et spøgelse? Eller en ond ånd? Måske vil ånden dræbe os?!" spørger hun panisk, og ryster nærmest helt.

"Drop nu skuespillet Hannah.." siger jeg med et suk, og ser på hende. "Spøgelser og ånder findes ikke.." siger jeg, og fortsætter: "Gå ind og sov igen, så kigger jeg lidt mere rundt." Hun ryster lidt på hovedet, inden hun så bevæger sig hen mod teltet igen. "Jeg lavede altså ikke sjov Luke.." siger hun, inden hun så forsvinder ind i teltet igen. Som om.. Hun lavede helt sikkert sjov, og hun troede at jeg ville hoppe på den, men guess what.. Det gør jeg ikke.

Jeg ryster endnu en gang lidt på hovedet af hende, hvorefter jeg ser undersøgende rundt igen. Der er jo ingen. Hvorfor skal pigerne også være så bange og paranoide? Det var helt sikkert bare en ræv.. Jeg kunne have lagt inde i teltet nu og sove, men i stedet står jeg herude i kulden.

Skal lige til at gå hen mod teltet igen, da jeg får gåsehud, og det føles som om jeg bliver strøget over ryggen af en. Vender mig forskrækket om, men der står ingen? Måske var det bare ren indbildning? Er jeg nu også begyndt at blive ligeså paranoid som pigerne er?

Griner lidt over mig selv, men kvæler straks mit grin, da det igen føles som om jeg bliver strøget over ryggen.

"Adrian, er det dig? Godt trick med sådan at komme ud og forskrække mig. Synd for dig, at jeg ikke hoppede på den, så hvorfor kommer du ikke bare frem fra dit skjulested? Måske tror Hannah på spøgelser og ånder, men det gør jeg altså ikke.." siger jeg med et bange og usikkert grin, og det godt kunne ligne Adrian at lave sjov med en.

"H-hallo? Er d-der nogen?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...