Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1044Visninger
AA

13. Vågn op

”Aidan?”

     Jeg blinkede forvirret med øjnene, og forsøgte at huske hvor jeg var henne. Det hele virkede en smule sløret, men jeg vidste at min far var vred. Jeg kunne huske Jaydens mor, og noget med en bil. Alt andet var bare som et sort huld i min hukommelse. 

     ”Aidan, vågn op!”

     Jeg gabte og forsøgte at få styr på min hovedpine, mens jeg undrede mig over hvorfor jeg var så øm. Hvorfor var det nu han havde slået mig?

     ”Hvad er der sket? Aidan, åbn dine øjne. Kig på mig. Please, kig på mig.”

     Jayden. Det er Jayden der kalder. Han er der, og han kalder på dig! Vågn nu op. Vågn nu op, og kig på ham.

     Jeg åbnede svagt mine øjne, men øjenlågene var tunge, og jeg måtte prøve flere gange før de gik helt op. Jayden lå i sengen foran mig. Han kiggede ulykkeligt op på mig. Begge hans håndled var bundet ind i bandage.

     ”Hvad er der sket?”

     Jeg var faldet i søvn i en stol ved hans seng, men jeg kunne ikke huske hvornår og hvordan. Jeg tog mig forvirret til hovedet. ”Undskyld, Jayden,” hviskede jeg. Tårerne piplede frem i øjenkrogene. Der var indtørret blod i mit ansigt og på tøjet. ”Jeg ville aldrig have slået dig, det var ikke meningen at jeg ville slå dig, men det slog bare klik for mig. Det var ikke meningen du skulle have set hvem jeg var, hvem jeg sådan rigtig var, du skulle ikke have set min voldelige side, for du ville aldrig have forstået det, og så snakkede du om hvor falsk jeg var, og det var jo sandt, det er jo bare sandheden, og jeg ved ikke, jeg blev bare så vred, fordi du er den eneste der kender mig som den jeg virkelig er, og ikke den som er voldelig og ondskabsfuld, og jeg ville så gerne have at du holdte af mig, for der er ingen der holder af mig, og det blik du sendte mig den dag i skolen, jeg blev så ked af det, og – ”

     ”Aidan, stop.” Han hostede, og drejede sig i sengen, så han bedre kunne se mig. Mine øjne var slørede af tårer, men jeg kunne stadig ane alvoren i hans blik. ”Hvorfor er du kommet? For at fortælle mig at du var ked af at du slog mig? Eller for at forklare mig hvorfor du valgte ikke længere at være min ven? Jeg er fucking ligeglad, okay? Den her gang – ” Han løftede op i sine hænder, for at vise mig de indbundne håndled, ” – ønskede jeg ikke at blive reddet. Okay? Den her gang var det ikke bare en dum indskydelse, eller et skrig om hjælp. Jeg gjorde det i håb om at det ville være slut. For en gang skyld. Forstår du det?”

     ”Jayden, hør på mig – ”

     ” – Jeg er fucking træt af at blive svigtet!” græd han. ”Jeg er fucking træt af at være anderledes, og at tro på det bedste i alle! For ved du hvad? Det bedste i alle er bare en fucking illusion. Det holder aldrig. Og det gjorde det heller ikke med dig.”

     Jeg brød ud i en voldsom gråd, og kunne ikke længere kontrollere mine tårer. Alle de års træning, alle de års tilbageholdenhed, var spildt. Jeg havde lyst til at banke mit hoved ind i væggen, eller slå til et eller andet, men jeg holdte vreden nede. Det ville ikke gøre nogen ting bedre. Det ville bare gøre det hele værre.

     ”Jayden …”

     ”Fuck dig,” sagde han, og vendte sig væk.

     Stilhed. Maskinen der læste hans hjerterytme, var den eneste lyd i lokalet. Jeg rejste mig, men smerten hev i alle musklerne i min krop, og trak med nedad, så jeg landede på gulvet med et skrig. Jeg tog armene omkring mig i et hjælpeløst kram, som om det kunne holde smerten inde. Jeg opgav at prøve at rejse mig igen, og blev liggende i samme stilling, i håb om at smerten langsomt ville forsvinde.

     ”Aidan? Aidan! Hvad sker der?”

     Jeg svarede ikke. Smerten var ubærlig. Ubeskrivelig.

     Døren brast op, men det hele sløredes for mig. ”Aidan! Aidan du må ikke forsvinde. Alting skal nok gå,” lød en stemme. Jaydens mor.

     ”Hvad sker der med ham?!” skreg Jayden. Der var stemmer som prøvede at berolige ham. Hans mor råbte: ”Nej, Jayden, bliv i sengen! Aidan klarer sig, han har bare mange smerter.”

     Jaydens hænder mod min kind. Han fandt min hånd, og tog den i sin. Varmen fra den var ubærlig. Han forstod ikke hvor højt jeg elskede ham. Han ville aldrig forstå det.

     ”Jeg sagde jo at han skulle indlægges,” sagde en fremmed stemme. Hele rummet drejede rundt. Folk med hvide kitler som tog om mig.

     ”Han insisterede på at sidde herinde.” Hans mors stemme gentog sig selv igen og igen ud i det uendelige som et ekko.

     ”Hvem har gjort det mod ham?” spurgte Jayden.

     ”Gå tilbage i din seng,” sagde lægen.

     ”Hans far, Jayden. Hans far har gjort det mod ham.”

     Omgivelserne og lydene skiftede. Jaydens hånd forsvandt. Hvidt overalt. Et bord der rullede. Det gjorde ondt når de rykkede i mig, men min mund skreg ikke. Forstod de ikke at jeg ville tilbage? Det var lige meget med smerten. Jayden skulle holde min hånd igen.

     ”Vent!” råbte han. Lægerne stoppede. Jaydens mor bandede. ”Gå tilbage i seng,” sagde hun. Lyden af bare tæer på gulvet. Hans hånd på min kind.

     ”Undskyld,” hviskede han.

     Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene. Hans tårefyldte, smukke øjne. ”Jeg elsker dig.” hviskede jeg. Et stik i min arm fik en varme til at brede sig gennem min mave. Trætheden overmandede mig. Jeg blinkede tårerne væk for at kæmpe mod søvnen. Jaydens ansigt var kun en skygge. Jeg forsvandt. Længere og længere væk. Han forsvandt fra mig. Mørket angreb mig. Han måtte ikke forsvinde. Jeg ville gribe fat i ham, beholde ham tæt mod mig. For altid. Aldrig ville jeg lade ham gå igen.

 

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg. Greb frem for mig, ud i intetheden. Ud i mørket. Ingen stemmer kunne nå mig nu.  

 

”Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...