Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1007Visninger
AA

6. Undskyld

Vejret var isnende. Det havde regnet hele dagen, men det var stoppet nu. Kun en blid støvregn var tilbage, og mine sko var indsvøbt i mudderet fra den mark vi stod på. Typisk.

     ”Du sagde du ville betale i dag,” min stemme var ekstra kold, og jeg knyttede mine hænder for at skræmme drengen foran mig. Han var allerede grædefærdig, og hans hænder rystede af skræk. Hvis han kunne, ville han flygte. Men han kunne ikke. Mine drenge holdte ham.

     ”Undskyld!” skreg han. ”Jeg lover at betale i næste uge! Please lad mig gå!” Han forsøgte at vride sig løs, men Parker og Reed havde et godt greb i hans arme. Skrækken stod malet i drengens ansigt. Han vidste hvad prisen var for ikke at betale. Alle vidste hvad prisen var. Derfor gjorde de også bedst i at betale. Det var ikke det værd ikke at gøre det.

     Jeg gik tættere på. Han begyndte at blive svimmel af skrækken, det stod ud af hans øjne, og han sprællede hæmningsløst med benene. ”Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej,” mumlede han i én lang køre. ”Vær sød, jeg betaler dobbelt så meget. Nej, tredobbelt så meget! Hvis i bare lader mig gå!”

     Jeg smilte skævt. Altid de samme ord. De samme undskyldninger. Falske bestikkelser, og for høje priser. Han ville aldrig kunne betale. Kun hvis han lærte prisen at kende, og forstod at han aldrig skulle løbe om hjørner med mig mere. Så skulle han nok få betalt.

     Jeg knækkede mine fingre, og gjorde mig klar til at slå hårdt og kontant, mens jeg gik et par omgange rundt om ham. Snottet hang ham ud af næsen i lange totter, og hans skuldre rystede. Han kneb øjnene sammen, og prøvede at dække for sit ansigt, men mine drenge gjorde det umuligt for ham.

     Min spytklat ramte ham i det ene øje, og jeg fulgte den med øjnene på dens vej ned til hagen. Så tog jeg et skridt tilbage, lagde vægten fra det ene ben til det andet, tog sigte, og ramte ham hårdt på højre kindben. Han skreg af smerte, og begyndte at tude igen, men nåede ikke langt, før jeg ramte hans andet kindben, så snot, spyt og tårer fløj til alle sider.

     Nu kom det bedste af det hele. Slutskuddet. Parker og Reed smilede begge. Jeg tog endnu et skridt tilbage. Lagde alt vægten over på mit højre ben. Masserede et kort øjeblik min slå-hånd. Tog tilløb, og ramte hans næseben så præcist som muligt, så jeg kunne mærke hans knasende knogle, høre knækket da den brækkede, og føle hans blod på min hænder. Drengene gav slip på ham, og lod ham falde om i mudderet.

     Blodet flossede ud i mængder, og dækkede hans ansigt til i en klistret masse. Han skreg ikke længere, udstødte bare nogle små støn, og indså måske nu, at det ikke var en god idé at trodse mig. Reed kiggede forventningsfuld på mig. På trods af hans muskuløse, en smule fedladne krop, så han stadig drenget ud i både bevægelser og ansigt. Jeg nikkede til ham, og han begyndte straks at sparke drengen i maven, så han krympede sig sammen i fosterstilling. Parker fulgte trop, og de sparkede begge løs på den smadrede dreng. Jeg krydsede tilfreds mine arme, og sukkede stille.

     ”Stop,” sagde jeg, og de stoppede. ”Det er nok nu.”

     For Reed var det aldrig nok. Han virkede altid utilfreds når det var slut, som om han først var tilfreds når offeret ikke længere trak vejret. Begge drenge trak sig tilbage, og jeg satte mig på hug foran den halvt bevidstløse dreng.

     ”I overmorgen,” sagde jeg, og tændte en cigaret. ”Kommer du med din tredobbelte betaling. Og hvis ikke, vil det her være barnemad, i forhold til det vi gør mod dig. Forstået?”

     Drengen nikkede stille.

     ”Aidan, der kommer nogen,” kom det fra Reed. ”Vi skal af sted nu.”

     Jeg sukkede, og kiggede på den mudrede, blodige dreng. Så tog jeg et langtrukkent sug, og hviskede: ”Der var du heldig. Men hvis du fortæller det her til nogen … så er du død.” Så slukkede jeg cigaretten på hans arm, og hans sidste kræfter blev brugt på at skrige i smerte.

     Jeg rejste mig, og tøvede et øjeblik.

     ”Undskyld,” hviskede jeg, men ordene forsvandt i vinden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...