Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
990Visninger
AA

9. Tilgiv mig

Jayden stod ved min dør, og fra mit værelse kiggede jeg ned på ham. Jeg græd næsten, men kun næsten. Mit hjerte hamrede hårdt, og jeg havde det så forfærdeligt.

     Han ringede på døren fem gange. Som om han vidste at jeg var derinde et sted. Jeg kunne se at han græd.

     Der var gået to uger, og de havde været frygtelige. Frygtelige og smertefulde, og der var ikke ét sekund, hvor jeg ikke overvejede om jeg skulle tage hjem til ham alligevel, og så acceptere min isolationstid når jeg kom tilbage. Hvis jeg bare kunne fortælle ham hvem min far virkelig var, så ville han forstå det. Men min far holdte øje med mig, og han lod mig ikke være alene i mere end tyve minutter.

     Han stod og stirrede på mig, mens jeg kiggede ned på Jayden. ”Han vil give op på et eller andet tidspunkt, og så vil han tage hjem,” sagde han.

     Jayden gik i en cirkel rundt om sig selv, rev i sit hår, og mumlede for sig selv. Hans øjne var røde og grædefærdige. I et vredesudbrud begyndte han at hamre på døren, og for hvert bank, mistede jeg en smule af mig selv. Jeg kunne ikke give ham sådan en smerte. Han fortjente den ikke. Han havde stolet på mig, han havde åbnet sig for mig. Jeg var ikke som de andre, dem der hadede ham, og fik ham til at skære i sig. Jeg var ikke som dem, og derfor stolede han på mig. Men nu var jeg ligesom alle de andre der havde forrådt ham. Alle de andre der havde givet ham mindreværdskomplekser og et ulykkeligt sind. Jeg havde været hans ven. Nu var jeg en fremmed. En fremmed der ikke åbnede døren, og aldrig kom til ham mere. Alle hans spørgsmål han ikke kunne få svar på. Alt den frustration, vrede og forvirring, han ikke kunne komme af med. Alt sammen min skyld.

     Han gav endelig op, og begyndte at gå væk fra huset. Men pludselig vendte han sig om, og stirrede direkte op på mig. Jeg havde det som om hele min mave frøs til is. Jeg lagde min hånd på vinduesglasset, mens han rasende begyndte at løbe derfra. Han forstod det ikke. Han ville aldrig forstå det. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...