Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
996Visninger
AA

3. Selvmordsforsøg

Dengang vi mødtes havde jeg ikke vidst hvor jeg var. Jeg vågnede op til et hvidt, sterilt lokale, og vidste at det ikke var hjemme. Men hvor så?

     Mine tanker var slørede. Kun en mærkelig følelse i kroppen mindede mig om, at hvad end der var sket, så havde det ikke været godt. Det havde været frygteligt, men ikke pinefuldt. Det havde været anderledes.

     ”Mor, lad nu være med at græde. Jeg er okay, ikke? Jeg er jo lige her.”

     Først havde hans stemme været slørret. Men jeg nød at ligge og lytte til ham med lukkede øjne. Han snakkede tit med sin mor. Både i telefon og ved besøg. Og jeg turde aldrig at se på ham, så jeg lod som om jeg sov det meste af tiden, og ”vågnede” kun når jeg skulle på toilettet eller var sulten.

     Min overdosis havde taget hårdt på min krop, og den var udmattet og slap i flere uger efter. Det var kun med nød og næppe at jeg fik trukket mig frem og tilbage fra toilettet til min seng. Men efterhånden fik jeg det bedre, og en psykolog kom ind for at snakke med mig om mit selvmordsforsøg. Men jeg fortalte hende ingenting. Jeg turde ikke. Tanken om hvad han ville gøre ved mig, når han fandt ud af det, var nok til at stoppe mig. Han ville slå mig ihjel, eller slå mig så meget, at jeg aldrig ville kunne fungere normalt igen. Han ville ikke lade mig gå ustraffet forbi. Så jeg fortalte hende ikke mere end det hun ville høre, og holdte mig mest for mig selv, mens dagene flød sammen, og nætterne blev lange og søvnløse.

     Jaydens mor havde bagt cookies til ham. Velduftende, lune cookies, der fik alle på hele etagen til at slikke sig om munden. Hun så mig kigge på dem, og hun inviterede mig hen til dem. Jeg sagde nej, men hun insisterede. Og Jayden smilede til mig.

     ”Kom nu, det er mere end to personer kan spise,” sagde han, ”og du ser ud til at kunne trænge til det.”

     De grinede begge, og jeg kom tøvende hen til hans seng, hvor jeg satte mig i fodenden. Det var sandt at jeg var tynd. Tyndere end normalt, da mit selvmordsforsøg var for at flygte fra den sult han havde påtaget mig, ved at nægte mig mad i flere uger.

     Jayden gav mig en cookie, men jeg spiste den ikke. Jeg sad bare og pillede fjernt i den, mens jeg drømte om hvis jeg havde en mor der kom og besøgte mig og bagte cookies til mig.

     ”Hvad hedder du?” spurgte Jayden.

     ”Aidan.”

     ”Og du er indlagt for …?”

     ”Overdosis.” Jeg gjorde mig hård, og blinkede ikke da jeg sagde det. ”Hvad med dig?”

     Hans mor kyssede ham i panden, og hviskede noget om at hun kom om lidt. Måske ville hun bare lade os være alene sammen. Privatliv.

     Han ventede til hun var gået med at trække op i ærmerne, og vise fem dybe snitsår på hvert håndled. Han smilede sårbart. ”De var lige ved at miste mig. Min far måtte sparke døren op til badeværelset. De havde hørt mit hoved banke ind i badekarrets kant.” Han tog sig ømt til hovedet. ”Jeg fik en mindre hjernerystelse på grund af det. Men man kan sige at jeg var heldig. Jeg ønskede egentlig ikke at dø. Jeg så bare ikke andre muligheder på det tidspunkt.” Et tappert smil viste sig på hans læber. Hvordan kunne en fremmed dreng åbne sig sådan op for en, han ikke kendte?  

     ”Og så hedder jeg Jayden.”

     ”Det ved jeg,” sagde jeg. Jeg havde hørt hans mor sige det. ”Hvorfor besøger din far dig ikke?”

     Jayden tøvede et kort øjeblik, før han svarede.

     ”Han har brug for lidt tid og tænke i. Måske bare vænne sig til tanken.” Han trak på skuldrene, men jeg kunne se at det var et ømtåleligt emne. Jeg noterede det i mit hoved. En gammel vane jeg havde. Hvis jeg fandt et ømt punkt på nogen, så huskede jeg det altid, til en dag hvor jeg kunne bruge det mod dem. Men jeg havde ikke tænkt mig at bruge det mod Jayden.

     ”Vænne sig til tanken om at du prøvede at begå selvmord?” Jeg prøvede at få det til at hænge sammen, men i min hjerne gav det ingen mening.

     Jayden lo. ”Nej,” sagde han. ”Han skal vænne sig til at hans søn er homoseksuel.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...