Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1000Visninger
AA

1. Prolog

”Hvor skal du hen?”

     Jeg stivnede midt i at binde mine sko. Stemmelejet var ikke til at tage fejl af. Den blev altid en smule lavere, langsommere og mere isnende end normal. Det løb mig ned ad ryggen, hver gang han brugte den. Ikke bedugget af en beruset snøvlen. Bare ren. Og kold. Jeg kunne bedre lide ham beruset. Så var slagene ikke altid perfekte. De var mindre smertefulde, og han kunne ramme forkert op til flere gange.

     Jeg kunne mærke hans kropsvarme nu. Hans ånde der altid lugtede af røg. Måske skulle jeg vende mig? Nej. Jeg turde ikke. Mit åndedrag blev tungere, og jeg kneb øjnene tæt sammen.

     Vis ham ikke at du er bange. Vis ham aldrig at du er bange. Frygten tænder uhyret i ham.

     Jeg sank dybt. Det var som om stilheden i huset pludselig var gennemtrængende. Det mindste åndedrag kunne høres. En fod der rykkede sig. En hånd der blev knyttet.

     ”Aidan. Hvor er du på vej hen?”

     Rolig, kontrolleret. Altid rolig og kontrolleret. Som en maske han havde, for at vildlede folk. Det smil, der fik alle med den mindste mistro, til at glemme alt. Hans venlige ”Godmorgen” til naboen, når hun stod og ordnede sit ocean af roser, det bredte sig ud over hele haven. Hans betænksomme ”Godeftermiddag”, i indkøbscenteret. Sådan en timing, at alt kunne drejes på ham, når det hele var godt, og igen blive usynlig, hvis noget i hans magt fejlede.

     Hvis bare folk kunne se hans maske. Hvis folk én eneste gang kunne åbne deres øjne op, og se det menneske der gemte sig bag, så ville alt blive bedre. Men ingen så det, og ingen ville nogensinde  se det.

     Det var kun en lille skub han gav mig, men der var nok kraft i det, til at jeg mistede balancen i min stivnede position, og stødte hovedet ned i marmorgulvet. Jeg dækkede hurtigt mit dunkende hovedet med hænderne, før han fik mulighed for at sigte efter mit ansigt.

     Lad ham ikke få den nydelse af at se dit blod. Det bringer hans rus i flammer, og han kan ikke styre sin indre vrede. Lad ham sparke dig i maven og i ryggen, men aldrig i ansigtet. Lad ham ikke ødelægge dig.

     ”SÅ SVAR MIG NÅR JEG TALER TIL DIG!” skreg han, og rev fat i mit hår, så han kunne banke mit hoved ned i gulvet igen. Smerten brændte som ild. En ild der spredte sig, foldede sine arme omkring mig. Intet vand kunne slukke den.

     Han bukkede sig ned over mig. Rev mine arme væk fra ansigtet, og tog sin hånd under min hage. Tvang mig til at se på ham. Hans øjne. De skinnende, lyseblå øjne. Hans rander under dem var mørke og forfaldne, præget af den alkohol han mente han fortjente. Han lagde hovedet på skrå. Læberne sitrede af vrede. Væmmelsen fik hans næse til at rynke sig.

     ”Du var på vej hjem til ham, ikke sandt?” Hans stemme var fuld af afsky. Jeg lukkede øjnene for at spærre tårerne ind. Aldrig, aldrig, aldrig måtte han se mig græde. Men på den måde han nævnte Jayden på, det mishag i hans øjne når han tænkte på det, skabte noget i mig, noget ubeskriveligt. En vrede jeg ikke før havde kendt til. For jeg havde været på vej hjem til ham. Og jeg havde glædet mig, som en sindssyg, til at se ham igen.

     En hemmelig glæde. Som jeg ikke fortjente.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...