Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1003Visninger
AA

7. Lugten af sprut

Jeg kunne høre hans fodtrin op ad trappen. Trin for trin. Sjette trin knirkede altid. Slingrede han, eller gik han lige? Jeg tænkte tilbage til dengang hvor jeg altid gemte mig under dynen, men nu virkede det meningsløst. Dynen kunne ikke redde mig fra ham. Den kunne ikke tage smerten fra mig. Den kunne ikke skjule sorgen. Det var bare en dyne.

     Ude i gangen blev lyset tændt. Man kunne se hans fødder under sprækken i min dør. Jeg rejste mig langsomt, og gjorde mig klar til at modtage min straf. Han fandt altid på et eller andet. Lige meget hvad, en eller anden grund til at slå mig.

     Han åbnede langsomt døren, og allerede nu kunne jeg lugte den sure lugt af sprut.

     ”Du er så dum,” snøvlede han. ”Du er så fandens dum!”

     Jeg stod stille. Hvis jeg flyttede mig, ville han bare slå hårdere. I det mindste er han fuld.

     ”Det burde have været dig der døde! Ikke hende! Det skulle aldrig have været hende. Du var kun et barn. Et sølle, grædende barn. Hun var så smuk. Så smuk, så smuk, så smuk.”

     Han smækkede døren i bag sig, så mørket omfavnede mig i et kvælende tag. Han kom tættere mod mig. Jeg lukkede øjnene. Hans vejrtrækning var tungt. Lugten af alkohol var kvalmende. Jeg holdte mig på maven for ikke at brække mig. Hvis jeg brækkede mig over for ham, ville han blive sindssyg i raseri.

     Hans slag var sjusket, og ramte mig tæt ved venstre øje, dog ikke nok til at jeg faldt. Jeg kørte min mantra inde i hovedet, for at tænke på noget andet. Snart ville han blive træt af mig, og så ville han lade mig være i fred. Han blev altid hurtig træt af mig når han var fuld.

     Han skubbede mig baglæns, til jeg stødte ryggen ind i væggen. Det svimlede for mig et kort øjeblik, men jeg var nødt til at holde koncentrationen. Mine hænder rystede under mig. Jeg måtte holde dem tilbage, så de ikke slog ham. Jeg havde engang slået ham, men aldrig nogensinde efter. Jeg var endt på hospitalet med tre brækkede ribben, og en forvreden kæbe, og lægerne havde svært ved at tro at en trappe kunne have forårsaget det.

     Så tyrede han den ene knytnæve ind i min mave efter den anden. Jeg hev efter vejret, og det hele kørte rundt. Jeg var nødt til at tænke på Jayden, selvom jeg vidste at det var forkert, for det var det eneste der holdte mig fra at slå tilbage. Han havde dengang sagt at hvis jeg nogensinde slog igen, så ville han slå mig ihjel. Og jeg vidste at han talte sandt.

     Til sidst var han færdig, og forlod mig, liggende på gulvet i fosterstilling. Engang havde jeg altid fortalt mig selv at næste dag ville blive bedre. Nu var der gået nok år til at jeg vidste det var løgn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...