Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1004Visninger
AA

4. Løgn

Jeg lukkede døren stille bag mig, så forsigtigt jeg overhovedet kunne, for at larme mindst muligt. Hurtigt flåede jeg skoene af, og listede på strømpesokker gennem stuen. Klokken var halv tolv, og jeg prøvede at bilde mig selv ind at han sov.

     Gulvet knirkede.

     Jeg stoppede. Trak vejret tungt.

     Lampen blev tændt.

    

”Du kommer for sent.”

    

Han sad i stolen med flettede fingre, med sit jeg-har-taget-dig-på-fersk-gerning smil, som kun betød hårdere slag og flere dage uden mad. Jeg vejede mine ord med omhug, før jeg svarede.

     ”Bussen var forsinket, sir.”

     Han var ikke meget for at indrømme det, men med årene var jeg blevet bedre til at lyve over for ham. Og ikke kun over for ham. For alle. Mine øjne søgte aldrig andre steder. Jeg svedte ikke. Mine ord fejlede ikke. Jeg gik ikke i stå. Jeg kunne mine replikker, og jeg tøvede ikke med at bruge dem.

     ”FORSINKET? FORSINKET MIG I RØVEN!” Skreg han, og fór op fra sin stol. Jeg tog et skridt tilbage, men han slog mig ikke. Han trak vejret aggressivt, og knyttede sine næver for at falde til ro.  ”Du var sammen med ham, var du ikke? Og du glemte tiden. Du var ikke i byen med dine venner. Du har været sammen med ham hele tiden.”

     Han havde set mig og Jayden, da han kom for at hente mig på hospitalet. Han havde set os tæt sammen, Jayden der hviskede noget til mig, og vores hænder der rørte hinandens. Han vidste med det samme at noget var galt. Han kunne ikke længere se på mig. Afskyen var omkring mundvigene. ”Du er ikke min søn længere.” Havde han sagt. Men jeg havde aldrig følt mig som hans søn.

     ”Sir, nej, jeg forsikrer dig, jeg tog ud med mine venner, og vi mødte nogle piger, så vi tog til fest, og jeg glemte tiden. Det med bussen var en løgn. Undskyld.”

     Han rynkede brynene, og jeg kunne se hvordan tvivlen kørte rundt i hovedet på ham. Skulle han tro mig eller ej?

     ”I mødte nogle piger?” Han kiggede mistroisk på mig.

     Jeg smilede, og forsøgte at se så dum og fjoget ud som muligt. ”Ja, du ved, de der bypiger, der elsker at feste og flirte. De var fandeme lækre.”

     Han så sur ud. Men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg bad til at han troede på mig. Hvis ikke, ville jeg komme til at betale dyrt.

     ”Hm?” mumlede han. Så sendte han mig en kraftig lussing, så jeg fløj med hovedet ned i gulvet. Det sveg en smule, men det var ikke så slemt.

     ”Du vover på at glemme tiden en anden gang!”

     Så vendte han sig om, og gik i seng. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv.  

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...