Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1006Visninger
AA

10. Jeg hader dig

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se ham igen, men pludselig stod han der bare, efter fire uger. Fire uger! Det var de længste fire uger i hele mit liv. 

     Jeg havde være så vred. Og alt min vrede var gået ud over de svage, de yngre, de anderledes. Jeg kunne ikke få nok af at tyre min knytnæve ned i deres grædende ansigter. Alt min brusende vrede kunne kun komme ud på den måde. Gennem mine hænder. Sådan havde jeg altid bearbejdet min vrede. Lige siden min mor døde, og min far begyndte at slå. Der var ingen at snakke med, og volden var min eneste ven. Kun den kunne aldrig forråde mig, og den fik mig til at føle mig stærk og magtfuld. Jayden kendte ikke til min vold. Jeg havde aldrig fortalt ham om det. Jeg vidste at han ville se anderledes på mig, hvis han vidste det. Og jeg ønskede ikke at han så anderledes på mig. Han skulle se mig som noget godt. Ikke noget ondt og voldeligt. Ikke som det offer der lå under for sin far. Men den dreng der hed Aidan, havde mistet sin mor og prøvet at begå selvmord. Mere havde han ikke behøvet at se.

     Jeg stod midt på skolens parkeringsplads, og gennemtævede en af de mindre sammen med Parker og Reed, uden anden grund end at han havde rakt tunge ad mig. Drengens ene øje var svulmet op, og der var blod tværet ud i hele hans ansigt. Han græd som et lille barn, med snot og tårer, og vi sparkede til ham igen og igen og igen.

     ”STOP!” Var der er en der skreg, og da jeg vendte mig om, så jeg direkte ind i Jaydens smukke øjne. Hvad lavede han her? Hvorfor var han kommet? Åh, fuck, han skulle aldrig have været kommet! Han skulle aldrig have set den anden side af mig!

     Han skubbede til mig, og tvang mig til at tage et skridt tilbage. Parker og Reed stoppede med at sparke drengen, og kiggede forvirrede hen på Jayden.

     ”Hvorfor slår du ham?” græd han, og kørte frustreret en hånd gennem sit hår. ”Hvorfor gør du sådan noget? Hvorfor er du sådan?” Han begyndte at slå mig i maven med slappe hænder. Jeg stoppede ham ikke.

     ”Undskyld,” hviskede jeg til ham, men han hørte det ikke. Han ville ikke høre det.

     ”Jeg stolede på dig!” råbte han. ”Jeg troede du var min ven! Men jeg ved slet ikke hvem du er! Hvem er du, Aidan?” Han rystede forvirret på hovedet. Tårerne løb ned ad kinderne på ham. Han stoppede med at slå mig, og jeg tog et skridt tilbage. Jeg var nødt til at være hård.

     ”Gå.” sagde jeg, men mit hjerte skreg ’jeg elsker dig!’. ”Jeg vil ikke snakke med dig.”

     Han hørte ikke på mig. Han var for vred til at ville høre på mig. ”Hvorfor er du sådan?” spurgte han igen.

     ”Gå.”

     ”Jeg hader dig! Jeg hader, hader, hader, hader dig!”

     ”GÅ!”

     Jeg rystede. Hele min krop rystede. Jeg havde svært ved at kontrollere min gråd. Den var ved at kvæle mig. Jayden kiggede forfærdet på mig. Et blik jeg ikke kunne holde ud. Det var ikke meningen han skulle have set mig. Aldrig, nogensinde. Ikke som den jeg virkelig var.

     Hans læber bævrede, og han kørte sin hånd henover ansigtet, mens tårerne piplede frem på ny. ”Jeg troede du var anderledes,” hvæsede han. Hans ord ramte mig hårdt, men jeg viste det ikke.

     ”Jeg troede du var bedre end alle de andre. Men du er værre. Du er sølle. Du er falsk.”

     Og så lå han på jorden. Jeg vidste ikke engang at jeg havde slået ham, før blodet begyndte at strømme ud af næsen på ham. Min hånd rystede og dunkede efter slaget. Hans øjne kiggede op på mig. Forrådte, sårede, forvirrede øjne. Jeg vendte mig væk fra ham, og begyndte at løbe, så hurtigt jeg kunne, væk derfra. Hvorfor var jeg sådan? Han havde ret. Jeg var ikke en skid bedre. Et sølle, falsk menneske, der fandt trøst i volden. Ligesom min far. Jeg var akkurat ligesom min far.

     Jeg satte mig under en gammel bro, hvilede min ryg op af muren, og begyndte at græde. Store, våde tårer, der blev kolde når vinden blæste.

     Hvorfor var jeg sådan et frygteligt menneske? Hvorfor kunne jeg ikke gøre nogen ting rigtige her i livet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...