Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1125Visninger
AA

2. Jeg elsker dig

Hans hoveddør var grøn. En glad grøn, ikke alt for skrigende, men stadig anderledes end alle andre døre. Jeg kunne godt lide den. Den mindede mig om ham, hans smil, og hans varme latter. Alt der havde noget med noget godt at gøre. Når jeg engang fik mit eget hus, så ville jeg også have sådan en dør. Og ingen ondskabsfulde mennesker, måtte nogensinde komme forbi den.

     Det var Jayden der åbnede, med store, strålende øjne, som havde han ventet ved døren hele dagen, for at være den der åbnede, når der endelig blev banket på. Jeg smilede til ham, og mærkede stenen i min mave forsvinde. Den forsvandt altid, når den grønne dør blev åbnet. Men det var nok ikke dørens skyld.

     ”Hej,” sagde han, og tog armene omkring mig i et varmt knus, mens han plantede et blidt kys på min kind. Et forsigtigt kys. Et hemmeligt et.

     Hans mor smilede i entreen. Jayden havde arvet hendes smil, og hun havde på samme måde som ham et smilehul i højre side. Hun trak mig ind i et blødt morknus, og kyssede mig i hovedbunden. Hun duftede af mad.

     ”Det er så godt at se dig, Aidan. Jeg glemmer helt hvor tomt huset er uden dig.”

     Fra første dag jeg havde været der, havde hun taget imod mig som sin anden søn. Jeg forstod ikke hvorfor. Måske gjorde hun det bare for Jaydens skyld, eller også var hun bare glad for at han havde en ven. Venner var ikke noget han havde mange af. Han havde i hvert fald aldrig snakket om andre.

     ”Kom,” sagde Jayden utålmodigt, og hans mor måtte trække sig væk fra mig, selvom det virkede som om hun nødigt ville slippe mig. Så uglede hun mit hår, og smilede varmt til mig, før hun lod mig gå.

     Han tog mig op på hans værelse. Vi var altid på hans værelse, så vi kunne få fred. Da han havde lukket døren, tog han min hånd. Hans hud var blød og varm. Altid blød og varm. Og tøvende. Forsigtig.

     Han turde ikke så meget. Han var altid bange for at nå min grænse. Siden dengang han havde kysset mig, og jeg havde skubbet ham væk og råbt af ham, gjorde han aldrig mere end at holde min hånd og kysse mig på kinden. Nogen gange rørte han mit hår, men ellers ikke mere. Jeg lod ham gøre det, og stoppede ham aldrig, selvom min krop sagde at det var forkert. Men jeg kunne godt lide det, når han tog min hånd. Det føltes godt. Og jeg kunne godt lide når han kyssede mig, og rørte mit hår, og smilede til mig. Han var så smuk, og jeg ville ønske at det ikke var forkert. Men for ham var det ikke forkert. For ham var det sandheden.

     Vi satte os på sengen, men han kiggede ikke på mig. Han gned sine hænder frem og tilbage, og stirrede frem for sig. Der var noget han ville sige til mig, så meget var sikkert, men han havde svært ved at få det frem. Når han åbnede munden, var det som om ordene ikke rigtig kunne følge ham.

     ”Jeg er stoppet med at skære i mig selv,” sagde han stille. Jeg trak vejret tungt. Stilheden var ikke til at bære. Men hvad skulle jeg sige. Tillykke?

     ”Min mor har foreslået at jeg kan starte i skole igen, men jeg ved ikke om jeg tør. Selvom det går bedre, er jeg jo stadig den samme.”

     Jeg trak benene op under mig, og kiggede ned i jorden.

     Han smilte bittert, strakte sig, og rejste sig resolut op. ”Undskyld, jeg ville ikke skabe dårlig stemning, syntes bare jeg skulle fortælle dig det, nu når du er min … bedste ven.” Han smilede sårbart for at se min reaktion. Han var også min bedste ven. Jeg burde fortælle ham det, men jeg turde ikke. Han ønskede inderligt, at jeg sagde det, men min mund var tør, og min hals snørede sig sammen.

     Han bed i sin negl, og forsøgte at skjule sin skuffelse.

     Men hvordan skulle jeg nogensinde få det sagt til ham? Han var så smuk, så skrøbelig, at jeg så let kunne knuse ham. Så blid, at mine problemer forsvandt så snart jeg så ham. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig så højt. Selvfølgelig er du min bedste ven.

     Han satte noget musik på. Dejligt. Det slukkede den pinefulde stilhed. Så satte han sig ved siden af mig igen, og uden tøven vendte jeg mig mod ham, lagde min hånd på hans kind, og kyssede ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...