Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
995Visninger
AA

5. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal?

Hans mor havde bagt kage, men vi spiste den ikke. Jayden sagde at vi ikke var sultne. Vi havde brug for alt den tid vi havde, til at være sammen. På et tidspunkt måtte jeg tage hjem. Men jeg havde ikke lyst. Jeg ville ønske jeg kunne blive her for altid.

     Han var ved at skifte tøj. Det havde regnet da han hentede mig ved stationen, og vi havde begge været drivvåde. Jeg havde taget mit våde tøj af, og stod nu indsvøbt i et tæppe.

     ”Hvem er det?” spurgte jeg, og tog et billede frem af en soldat, der smilede til kameraet. Jayden gav den kun et hurtigt blik.

     ”Det er min bror. Han er i hæren.”

     ”En bror? Jeg vidste ikke du havde en bror.”

     Jayden trak på skuldrene. ”Han er sjældent hjemme. Min far er pisse stolt, mens min mor er fucking bange for at der sker ham noget. Jeg håber bare på han snart kommer hjem og ikke tager af sted igen.” Han smilede, og aede min ryg, med blide fingre. Jeg smilede forlegent til ham, og lagde forsigtigt billedet på plads.

     ”Min far var også soldat,” sagde jeg.

     ”Hvornår?” Han stak hele sit hoved ind i skabet, i søgning efter et eller andet. Jeg trak på skuldrene, selvom han ikke kunne se det.

     ”Før jeg blev født. Men så kom jeg, og han stoppede. Måske mest for min mors skyld. Jeg ved det ikke.”

     Jayden trak en stor ulden trøje over hovedet, og baksede med den i et par minutter, før jeg kom hen og hjalp ham med at vikle sig ud af den. ”Du snakker ikke så meget om dem. Dine forældre.” sagde han, og rørte ved et eller andet, som åbenbart var klistret, og da han lugtede til det, rynkede han på næsen.

     ”Lim.” mumlede han, og tørrede det af i sin trøje.

     ”Der er ikke så meget at snakke om,” sagde jeg, og lagde mig i hans seng. ”Men det er kun min far. Min mor er død.”

     Jayden lagde sig ved siden af mig, og aede mig over håret. Han var blevet mere åben over for mig, siden jeg havde kysset ham. Det havde også været et godt kys. Men jeg vidste at det var forkert. Jeg måtte aldrig gøre det igen.

     Jeg kunne mærke hans blik på mig, men lod som ingenting. Jeg hadede at snakke om min mor. Hun var noget helt specielt, noget, som andre ikke skulle blande sig i. Måske var det anderledes med Jayden. Det var lettere at snakke med ham og alting. Og han dømte aldrig. Han ville heller ikke dømme mig hvis jeg græd. Men jeg græd ikke. Jeg havde tæmmet mine tårer gennem årene, og de kom ikke længere frem uden mine tilladelse.

     ”Hun døde da jeg var ti, men jeg kan ikke huske hende da hun var rask, så jeg kendte hende ikke rigtig. Hun lå på hospitalet siden jeg var fem år, med kræft i hjertet, og selvom hun altid sagde at hun ikke ville dø, så vidste jeg at hun løj. Min far fortalte mig at jeg ikke måtte græde når vi besøgte hende, for det ville bare gøre hende ked af det. Så jeg lærte mig selv ikke at græde.”

     Min  stemme forstummede. Stilhed. Jayden tog min hånd. Hvorfor blev jeg så varm indeni når han rørte mig? Hvorfor var jeg så forkert? Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal? Jeg ville ønske jeg havde styrken til at trække mig væk, men jeg var for svag. Han gjorde mig svag. Det var Jaydens skyld. Hvorfor var han så perfekt, hvorfor gjorde han det her mod mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...