Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1002Visninger
AA

12. Du må ikke forsvinde

Han stoppede først, da jeg ikke græd mere. Jeg kunne ikke græde mere. Alle mine tårer var brugt op. Det dunkede overalt på kroppen, men jeg fortjente det. Det var min skyld at Jayden skulle dø. Det var min skyld at han overhovedet ønskede at dø.

     Mit ene ribben var brækket. Måske to. Eller flere. Blodet havde farvet gulvtæppet rødt. Han ville blive rasende.

     Han havde troet at jeg kunne ændre mig, men det kunne jeg ikke. Det var for sent at ændre mig. Måske havde jeg altid været sådan, men aldrig vidst det. Måske havde jeg stadig været sådan, selvom jeg ikke havde mødt Jayden. Jeg kunne aldrig blive ren. Jeg kunne aldrig blive normal igen.

     Pludselig  brød døren op, og afbrød mine tanker. Det var ikke min far. Det var Jaydens mor. Hans varme, kærlige mor, der udstødte et skrig da hun så mig.

     ”Aidan! Hvad er der sket? Hvem har gjort det mod dig?”

     Hun faldt ned på knæ ved mit hoved, og aede uroligt min blodige kind. Hendes fingre rystede, og hendes øjne var røde af gråd og bekymring.

     ”Det er min skyld,” hviskede jeg mellem sammenbidte tænder. ”Undskyld.”

     Hun valgte ikke at høre på mig. ”Du blive nødt til at komme på hospitalet med det samme. Aidan, hvem har gjort det her mod dig?”

     Jeg rystede svagt på hovedet. ”Nej …” mumlede jeg. ”Gå. Gå før han kommer tilbage.”

     Hun kiggede sig omkring, som var hun bange for at der stod en person et sted i skjul. ”Hvem, Aidan? Hvem er han? Er det din far? Hvor er han henne?” Hun rejste sig op, og gik over mod telefonen. Den lå stadig på gulvet fra hendes opkald.

     ”Er … er … Jayden …” stønnede jeg, og mærkede hvordan mine kræfter slap op. Hun hørte mig ikke. Hendes hænder rystede for meget til at hun kun holde ordentligt på telefonen. Hendes stemme var svag da hun ringede til politiet. Nej! Hun måtte ikke ringe! Han ville slå mig ihjel! Jeg ville skrige det til hende, men min stemme lystrede ikke. Hvorfor var hun overhovedet kommet? Hun burde hade mig, for det jeg havde gjort mod hendes søn. Hun burde ikke være kommet. Hun gjorde bare alting værre. Hun mindede mig om hvad jeg havde gjort mod Jayden.

     ”Vågn op, Aidan! Vi kan ikke vente på ambulancen, jeg er bange for at din far kommer tilbage før de gør. Kan du komme op at stå, hvis jeg nu støtter dig?”

     Nej. Min krop er for svag. Jeg kan ikke. Alt er lige meget. Bare gå. Lad mig være i fred. Bare gå.

     ”Aidan, kom nu! Jayden lever! Hører du mig! Jayden lever! Gør det for hans skyld.”

     En varme skyllede gennem min krop. Jayden levede. Han levede! Jeg smilede, selvom det gjorde ondt i hver en muskel i ansigtet. Han havde overlevet. Han var ikke død. Han levede!

     ”Aidan, du må ikke forsvinde. Kig på mig. Når jeg har talt til tre, så rejser du dig på. Jeg ved du har smerter, men vi bliver nødt til at skynde os.”

     Jeg nikkede, men hendes ansigt var sløret. Hendes stemme var som et ekko da hun talte ned. ”3 … 2 … 1. Kom så!”

     Jeg havde ikke kræfterne til at skrige, da jeg satte mig op, men indeni var der ikke én muskel der ikke skreg. Det gør for ondt. Det gør alt, alt for ondt.

     ”Du må ikke lægge dig igen, Aidan. Jeg ved det gør ondt, og jeg ville ønske vi kunne vente på ambulancen, men det kan vi ikke, okay? Du bliver nødt til at være stærk nu, og så hade mig senere.”

     Jeg nikkede. Hele rummet kørte rundt, men jeg vidste at det kun var min hjerne der drillede mig. Jeg kunne godt. Jeg var nødt til det. Hendes hænder holdte omkring mig. Jeg løftede min hånd, og lagde den på hendes skulder. Hun smilede opmuntrende til mig. Godt, sagde hendes øjne.

     Jeg stolede ikke på mine ben, da jeg endelig stod på dem. De føltes slappe og svage, og kunne knække sammen hvornår det skulle være. Jaydens mor støttede mig. Hendes hænder holdte mig rundt om livet.

     Det var det længste stykke jeg nogensinde havde gået, og selvom bilen holdte et stykke nede ad gaden, var jeg ved at give op på halvvejen. Jeg snublede flere gange, men hun holdte godt fast i mig, og lod mig aldrig falde.

     Da vi næsten var ved bilen, så jeg hans bil. Han var kommet tilbage. Det var for sent. Han ville slå mig ihjel. Os begge to. Jeg kunne ikke sige noget. Min hals klumpede sig sammen, og min mund var tør. Jaydens mor fulgte forvirret mit blik.

     ”Er det ham?” spurgte hun stille, og forventede ikke et svar, men satte i stedet farten op. Forstod hun ikke at det var for sent?

     ”Stop,” fik jeg fremstrammet. Hun kiggede forvirret på mig, men stoppede alligevel. Bilen kom tættere på. ”Kør uden mig. Ellers slår han os begge to ihjel.”

     Hun kiggede skræmt fra mig, og så hen på bilen. Så rystede hun på hovedet, og fortsatte hen mod hendes bil, uden at give slip rundt om mig. Hun ville dø. Hun ville dø for min skyld. Hun ville dø for mig, som var jeg hendes søn. Hun ville aldrig give slip på mig.

     Han stoppede bilen, da vi var halvvejs over vejen, og åbnede døren med et brag. ”ADIAN!” råbte han, og styrede direkte hen mod os. Jaydens mor fortsatte uden tøven, men jeg kunne se at hun var bange.

     ”Giv slip på min søn.” sagde han.

     ”Han skal på hospitalet,” sagde hun fast.

     ”Jeg skal nok tage ham.”

     ”Nej,” sagde hun. ”Jeg tager ham.”

     Vi nåede hen til hendes bil, og hun åbnede døren for mig, og hjalp mig nænsomt ind. Det føltes godt at sidde ned.

     ”Det var dig der ringede til ham, ikke?” hvæsede min far. Jaydens mor ignorerede ham, og åbnede døren til førersædet, men han rev fat i hendes arm, og slyngede hende ned i jorden. Hvad med naboerne? tænkte jeg. De ville se ham nu. De ville endelig se uhyret i ham.

     Han sparkede til hende, og hun skreg af smerte. Ingen kom hende til hjælp. Gaden var tom. Var der slet ingen hjemme? Han sparkede hende igen, og hun bad klynkende om nåde. Det gjorde ondt indeni at se hende sådan. Ikke også hende.

     Jeg tog fat døren, tog mod til mig, og pressede mig selv op at stå. Med alle mine sidste kræfter tog jeg fat i min fars arm, så han undrende vendte sig mod mig. Så slog jeg ham, så hårdt jeg overhovedet kunne, så det voldsomt dunkede i mit håndled bagefter. Han landede på asfalten, og hans øjne flimrede.

     ”Kom,” sagde jeg til Jaydens mor, der overrasket kiggede op på mig. ”Lad os køre nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...